Før et enkelt, ligevægtigt liv
„Se . . . nøje til hvordan I vandrer, at det ikke er som uvise men som vise . . . fordi dagene er onde.“ — EFESERNE 5:15, 16.
1, 2. Hvad er en udfordring i dag, og hvad kan den sammenlignes med?
DET er en udfordring at prioritere rigtigt, at passe sine pligter, at fordele sin tid og energi på en rimelig måde mellem de mange vigtige sider af tilværelsen. Det er også en udfordring at undgå yderligheder og bevare en mental og følelsesmæssig ligevægt. — Efeserne 5:17; 1 Timoteus 4:8; 1 Peter 1:13.
2 Denne udfordring kan sammenlignes med det der kræves af en linedanser. Hvis han mistede ligevægten ville det være en katastrofe for ham. Hvis vi mistede den åndelige ligevægt ville det også være katastrofalt. En linedanser vil selvfølgelig undgå at lade sig tynge af ting han ikke har brug for — han har kun det absolut nødvendige med når han optræder. Tilsvarende må vi føre et enkelt liv uden unødvendige byrder, hvis vi skal bevare den åndelige ligevægt. — Hebræerne 12:1, 2.
3. Hvad kræver det at føre et enkelt liv?
3 Hvis man skal føre et enkelt liv må man nøjes med at engagere sig i det der er nødvendigt for at opretholde en rimelig levestandard. Jesus Kristus omtalte „det folk fra nationerne så ivrigt stræber efter“ som en modsætning til det hans disciple skulle søge — Guds rige og hans retfærdighed. (Mattæus 6:32, 33) Jesus tilskyndede os altså til at lade være med at samle en masse ting. Hvorfor? Fordi de kan gøre livet mere kompliceret og føre os på afveje. (Lukas 12:16-21; 18:25) Dette er et godt råd at følge, uanset om man er rig eller fattig, veluddannet eller ufaglært.
Hvorfor er det så vigtigt lige nu?
4. Hvorfor er det så vigtigt at føre et ligevægtigt, enkelt liv netop nu?
4 Netop nu er det særlig vigtigt at vi fører et enkelt, ligevægtigt liv, for Satan og hans dæmoner har fået deres virkeområde begrænset til jordens nærhed og sætter alt ind på at bebyrde os og aflede vor opmærksomhed fra tjenesten for Gud. (Åbenbaringen 12:7-12, 17) Dette bibelske råd har derfor aldrig været mere aktuelt: „Se . . . nøje til hvordan I vandrer, at det ikke er som uvise men som vise, idet I køber jer den belejlige tid, fordi dagene er onde.“ (Efeserne 5:15, 16) Ja, vi lever i Satans onde verden, ikke i Guds nye verden — så vi kan ikke tillade os at slappe af og tænke: ’Det går nok.’ — 2 Korinther 4:4; 2 Peter 3:7, 13.
5. Hvordan har Guds tjenere i fortiden sat et godt eksempel for os?
5 Guds tjenere i fortiden satte et godt eksempel for os mens de levede her i Satans verden. De „bekendte offentligt at de var fremmede og midlertidige indbyggere i landet“. Derfor tragtede de også „efter et bedre [land], det vil sige et der hører himmelen til“. (Hebræerne 11:13-16) De var først og fremmest loyale mod Guds himmelske rige, og det bør vi også være. Det var derfor apostelen Peter kaldte kristne „udlændinge og midlertidige indbyggere“. (1 Peter 2:11; Filipperne 3:20) Jesus sagde at hans sande disciple ikke er „en del af verden“. Det indebærer, som apostelen Paulus nævnte, at kristne ikke bør ’bruge verden fuldt ud’. — Johannes 17:16; 1 Korinther 7:31.
6. (a) Hvad må vi huske på, og hvad kan vor situation sammenlignes med? (b) Hvilket advarende eksempel bør vi alle tage ved lære af?
6 Vi må altid huske på at vi lever i et farefuldt område, en verden der tilhører Satan. Blot et enkelt fejltrin kan være katastrofalt. (1 Johannes 5:19; 1 Peter 5:8) Vi befinder os i samme situation som en der er på vej gennem et minefelt. Som et advarende eksempel for kristne fortalte apostelen Paulus om hvordan det gik israelitterne lige før de skulle ind i det forjættede land. Mange af dem mistede deres åndelige ligevægt, begik umoralske handlinger og blev slået ihjel af Gud. „Lad derfor den der mener at han står, se til at han ikke [mister sin åndelige ligevægt og] falder,“ skrev Paulus. — 1 Korinther 10:12.
Hvorfor det er en beskyttelse
7. Hvad bør vi spørge os selv om?
7 Det er en beskyttelse at føre et ligevægtigt og ukompliceret liv, for det giver én mere tid og energi til det åndelige. Derfor bør man spørge sig selv: „Forenkler jeg min tilværelse, eller gør jeg den mere kompliceret? Hvad sætter jeg først i livet?“ Nogle siger at de ikke rigtig har tid til at studere Bibelen og deltage i forkyndelsen. Men hvad er årsagen? Sandsynligvis at de ikke fører et enkelt, ligevægtigt liv. Det er godt at sammenligne den mængde tid man bruger på adspredelser, for eksempel at se fjernsyn, med den mængde tid man bruger på at tjene Jehova gennem kristne aktiviteter af den ene eller den anden art. Bruger du din tid på en ligevægtig måde? Hvis du forenkler din tilværelse vil du få bedre tid til de mere vigtige ting, deriblandt deltagelse i det mest betydningsfulde arbejde der findes, det åndelige høstarbejde. — Filipperne 1:9, 10; Mattæus 9:37.
8. Hvordan kan man følge Jesu formaning til at søge Riget først, og hvordan kan man illustrere værdien af at bevæge sig fremad?
8 Hvor enkelt og ukompliceret et liv vi lever kan aflæses af vor åndelige aktivitet. Kristne der følger Jesu formaning til at søge Guds rige først, er i stadig fremdrift hvad angår regelmæssigt studium af Bibelen, mødedeltagelse og forkyndelse. Hvis man bevæger sig fremad er man beskyttet mod at falde. Det kan sammenlignes med dét at køre på cykel. De der har forsøgt at holde balancen på en cykel der næsten holder stille, véd hvor meget lettere det er hvis man kører til. Det samme gælder det åndelige: hvis man bevæger sig fremad med god fart og er kommet ind i en fast rytme hvad åndelige aktiviteter angår, er man beskyttet mod at miste ligevægten og falde. — Filipperne 3:16.
9. (a) Hvad er en god påmindelse til os alle? (b) Hvad kan vi spørge os selv om når vi overvejer et eller andet projekt?
9 Alligevel er der grund til at være på vagt og hele tiden huske at jo flere ting vi gør os fri af, jo mere tid vil vi få til at studere, forberede os til møderne og hjælpe andre. „Når jeg føler mig fristet til at købe noget jeg ikke behøver, eller tage noget arbejde jeg ikke har brug for, standser jeg op og siger til mig selv: ’Hold det på det jævne.’ . . . Nogle gange er jeg nødt til at være hård ved mig selv,“ fortæller en kristen forretningsmand. Er det ikke en god påmindelse til os alle? Når du overvejer et eller andet projekt, for eksempel at udvide huset eller lignende, kan du spørge dig selv: ’Vil det fremme eller hæmme min egen og min families åndelige sundhed? Er det strengt nødvendigt, eller kan jeg klare mig uden? Har jeg brug for alt det folk i verden så ivrigt stræber efter?’
10. Hvilken forskel er der mellem ’et sjæleligt menneskes’ synspunkter og ’et åndeligt menneskes’?
10 Her vil nogle måske indvende: ’Er det virkelig nødvendigt at være så selvopofrende? Står der nogen steder at man skal føre et så enkelt liv?’ Ja, Paulus talte om det „der er i et menneske“ og det „der er i Gud“, og fortsatte: „Et sjæleligt menneske tager ikke imod det der kommer fra Guds ånd, for det er tåbelighed for det; og det kan ikke fatte det, fordi det skal bedømmes åndeligt. Det åndelige menneske, derimod, bedømmer alt.“ (1 Korinther 2:11, 14, 15) Man kan let gå hen og blive „et sjæleligt menneske“ hvis man tragter efter og anskaffer sig unødvendige materielle ting. Selvopofrelse kan komme til at virke som noget latterligt. Men det er kun ’sjælelige mennesker’ der ser sådan på det. Det gør ’åndelige mennesker’ ikke.
11. Hvad ville det have været uligevægtigt af Noa at gøre, og hvordan kan vi i dag føre et ligevægtigt liv?
11 Et åndeligt menneske betragter livet med troens øjne. Han ser tingene fra Guds side. Tænk for eksempel på Noa. Han fik at vide at Gud ville ødelægge verden ved en vandflod. Ville det have været et udtryk for ligevægt hvis han havde brugt sin tid på at bygge et større og bedre hus og skaffe sig flere materielle ejendele? Nej, selvfølgelig ikke! Det var kun ved hjælp af arken han kunne blive frelst. For Noa indebar dét at føre et enkelt og ligevægtigt liv at være helt optaget af at bygge arken og være „en forkynder af retfærdighed“, trods latterliggørelse fra ikketroende, ’sjælelige mennesker’. (2 Peter 2:5; Mattæus 24:37-39) Det samme gælder os. Vi ved at verdens ende er nær, og derfor består den eneste ligevægtige livsform for os i at vi koncentrerer os om at gøre Guds vilje og forkynde den gode nyhed, selv om det kan medføre hvad mange betragter som afsavn, idet vi ikke kan føre en såkaldt normal tilværelse. — 1 Johannes 2:17.
Jesus viste os vejen
12. (a) Hvad sagde Jesus at vi skulle holde op med at gøre, og hvad skulle vi gøre i stedet? (b) Hvorfor er det nødvendigt at foretage denne forandring?
12 I sin bjergprædiken gav Jesus nogle gode råd om hvordan man kan leve enkelt og ligevægtigt. Han sagde: „Hold op med at samle jer værdier her på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler.“ Jesus sagde „hold op“ fordi folk i almindelighed bliver ved med at ’samle sig’ materielle ting. Men det må man holde op med hvis man er blevet en discipel af Jesus. Man må sætte sig et andet mål i livet, som det fremgår af den næste befaling Jesus gav: „I skal hellere samle jer værdier i himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler.“ Han forklarede også hvorfor det var nødvendigt at foretage denne ændring i sit livsmål: „For dér hvor dine værdier er, dér vil dit hjerte også være.“ — Mattæus 6:19-21.
13. Hvad må man være overbevist om hvis man skal samle sig skatte i himmelen?
13 Ens „værdier“ er det man betragter som det vigtigste i tilværelsen. Er dine „værdier“ dine materielle ting? Eller er det helligelsen af Jehova Guds navn, og den belønning han har lovet sine tjenere? For at kunne bruge dit liv på at samle dig skatte i himmelen i stedet for på jorden, må du være helt igennem overbevist om at Riget er en realitet. Den nye verden må være så virkelig for dig at du kan se den for dit indre blik, se dig selv arbejde på at gennemføre Jehovas hensigt med jorden. Ligesom Moses må du kunne ’se den usynlige’ og være fast overbevist om at „han belønner dem som ivrigt søger ham“. — Hebræerne 11:6, 27.
14. Hvad vil konsekvensen blive hvis vort hjerte er stærkt knyttet til materielle ting?
14 Hvad nu hvis dit hjerte, der blandt andet symboliserer dine ønsker og det du holder af, er stærkt knyttet til materielle værdier? Bibelen siger: „Kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt, og ved at tragte efter denne kærlighed er nogle blevet ført vild fra troen og har stukket sig selv overalt med mange smerter.“ Det bringer ikke sand og varig glæde at tragte efter det man kan købe for penge. (1 Timoteus 6:10; Prædikeren 5:10) Men det alvorligste af det hele er at kærlighed til penge og materielle ting vil skade vort forhold til Gud, for han forlanger at vi tjener ham „af et helt hjerte“. — 1 Krønikebog 28:9.
15. (a) Hvilken illustration brugte Jesus i forbindelse med øjet? (b) Hvordan kan man holde øjet klart i fysisk og åndelig forstand? (c) Hvad vil vi ligesom tre af Jesu apostle kunne se hvis vort øje er klart?
15 Jesus brugte to illustrationer for at hjælpe os til at undgå materialismens snare. Først sagde han: „Øjet er legemets lampe. Hvis derfor dit øje er klart, vil hele dit legeme være lyst; men hvis dit øje er ondt, vil hele dit legeme være mørkt.“ (Mattæus 6:22, 23) Hvis øjet i fysisk forstand er klart, kan det stille skarpt på omgivelserne og „sende“ tydelige billeder til sindet. Et øje der ikke er klart, giver én et uskarpt, tåget indtryk af omgivelserne. Et åndeligt øje der kan stille skarpt, giver én et tydeligt billede af Guds rige, ikke et sløret, udvisket billede der får den nye verden til at tage sig ud som noget fra et eventyr eller et sagn. Hvis dit åndelige øje er klart, vil Guds lovede nye verden være lige så virkelig for dig som Riget var for de tre apostle der havde den forret at se det i et mirakuløst syn af Jesu forvandling. — Mattæus 16:28–17:9; Johannes 1:14; 2 Peter 1:16-19.
16. Med hvilken anden illustration viste Jesus at det er nødvendigt at vi koncentrerer os om én hensigt?
16 Jesus brugte også en anden illustration. „Ingen kan trælle for to herrer,“ sagde han, „for enten vil han hade den ene og elske den anden, eller han vil holde sig til den ene og foragte den anden.“ Derefter understregede han endnu en gang at det var nødvendigt at koncentrere sig om én hensigt: „I kan ikke trælle både for Gud og for Rigdom.“ (Mattæus 6:24) Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre. Jesus fortsatte derfor: „Af den grund siger jeg jer: Hold op med at nære bekymring for jeres sjæl med hensyn til hvad I skal spise eller hvad I skal drikke, eller for jeres legeme med hensyn til hvad I skal tage på. . . . Det er jo alt sammen det folk fra nationerne så ivrigt stræber efter. Jeres himmelske Fader ved nemlig at I behøver alt dette.“ — Mattæus 6:25-32.
17. (a) Hvad påpegede Jesus gennem sin vejledning om materielle ting? (b) Hvad understregede Jesus her, og hvad indebærer det at føre et enkelt og ukompliceret liv?
17 Jesus mente ikke at hans disciple skulle overlade dét at skaffe de nødvendige materielle ting til tilfældighederne, eller at de skulle være dovne og nægte at arbejde for at forsørge sig selv og deres familie. (1 Timoteus 5:8) Nej, pointen var at de materielle ting som folk fra nationerne så ivrigt stræbte efter, ikke måtte komme i første række. Jesus formanede dem: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ (Mattæus 6:33) Jesus talte altså om livsmål og understregede at det er formålsløst at samle materielle ting. Hvis man skal føre et enkelt og ukompliceret liv må man rette blikket mod Rigets interesser, og lade alt det øvrige komme i anden række.
Gode eksempler
18. Hvordan har Jesus sat et godt eksempel for os?
18 Paulus formanede de kristne til at „aflægge enhver vægt og den synd [mangel på tro] som let omklamrer os“, og gav dem samtidig denne tilskyndelse: „Lad os med udholdenhed løbe det væddeløb der ligger foran os, mens vi ufravendt ser hen til vor tros hovedformidler og fuldender, Jesus.“ (Hebræerne 12:1, 2) Jesus var så optaget af Rigets interesser at han kunne beskrive sin situation med ordene: „Ræve har huler og himmelens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke noget sted hvor han kan hvile sit hoved.“ (Mattæus 8:20) Jesus var dog ikke nogen asket. Bibelen viser at han holdt af et godt måltid og tøj af god kvalitet, men det vigtigste i hans liv var at han fuldførte sin tjeneste. Jesus førte altså et enkelt og ligevægtigt liv. — Lukas 5:29; Johannes 19:23, 24.
19, 20. (a) Hvilket eksempel satte Paulus hvad det materielle angår? (b) Hvad har mange lært i dag, og er de tilfredse med deres tilværelse?
19 Apostelen Paulus forstod også hvad han måtte sætte først i livet. Han forklarede: „Dog regner jeg ikke min sjæl for noget der er mig dyrebart, hvis blot jeg må fuldende mit løb og den tjeneste som jeg har fået fra Herren Jesus, at aflægge grundigt vidnesbyrd om den gode nyhed.“ (Apostelgerninger 20:24) For at fuldføre denne tjeneste, den vigtigste af alle, var Paulus tilfreds med at få sine fornødenheder dækket, selv om han ikke sagde nej tak til nogle ekstra goder nu og da. Han skrev: „I alt og i alle forhold har jeg lært hemmelighederne, både den at være mæt og den at sulte, både den at have rigeligt og den at lide nød.“ — Filipperne 4:12.
20 Titusinder af mennesker har „lært“ det samme i dag. Mange af dem er heltidstjenere blandt Jehovas Vidner, for eksempel missionærer, pionerer, rejsende tilsynsmænd og dem der tjener på organisationens internationale hovedkontor eller et af dens afdelingskontorer. De fleste af dem der har mange års heltidstjeneste bag sig siger: „Hvis jeg skulle leve livet om, ville jeg ikke gøre det spor anderledes.“
Velsignelser du kan få del i
21, 22. (a) Hvilke velsignelser opnår vi allerede nu ved at føre et ligevægtigt, enkelt liv? (b) Hvilke fremtidige velsignelser kan vi få del i?
21 Det koster noget at føre et enkelt og ligevægtigt liv, men velsignelserne og glæderne opvejer så rigeligt det man giver afkald på. Du vil for eksempel få mere tid til at fremme Rigets interesser, og dermed større mulighed for at finde interesserede og undervise dem i Guds hensigter. Du vil opnå sand tilfredshed og glæde, foruden fred i sindet og vished om at du glæder Jehova Gud. Det er en belønning du kan opnå allerede nu. — Filipperne 4:6, 7.
22 Men fremtidens velsignelser vil være endnu større — de vil få de ofre man eventuelt må bringe nu, til at virke forsvindende små og ligegyldige. Jehovas velsignelser indbefatter „liv til fjerne tider“. Ja, det er en velsignelse du kan få del i — evigt liv i lykke i Jehovas retfærdige nye verden. Før et enkelt og afbalanceret liv, og lad ikke denne verden bringe dig ud af ligevægt. Husk at Gud vil give dig hvad dit hjerte beder om. — Salme 21:3, 4; 37:4; 133:3.
Repetition
◻ Hvilke eksempler og sammenligninger lagde du mærke til som kan hjælpe os til at føre et enkelt, ligevægtigt liv?
◻ Hvordan vil det være en beskyttelse for os at føre et enkelt og ligevægtigt liv?
◻ Hvad vil det betyde for os hvis vort åndelige øje er klart?
◻ Hvordan lærte Jesus os at føre et enkelt liv?
◻ Hvilke velsignelser medfører det at leve enkelt og ukompliceret?