Den berømte bjergprædiken

Jesus må være træt efter at han har tilbragt hele natten i bøn og derefter udvalgt 12 disciple til at være apostle. Det er nu op ad dagen, men han har stadig energi og lyst til at hjælpe mennesker. Det gør han på en bjergskråning i Galilæa, måske ikke langt fra Kapernaum, udgangspunktet for hans forkyndelse.

Der er kommet en masse mennesker til ham langvejsfra. Nogle er nede sydfra, fra Jerusalem og andre steder i Judæa. Andre igen kommer fra kystbyerne Tyrus og Sidon mod nordvest. Hvorfor har de ledt efter Jesus? “For at høre ham og for at blive helbredt for deres sygdomme.” Og det er lige hvad der sker – Jesus ‘helbreder dem alle’. Tænk engang! Alle der er syge, bliver helbredt. Jesus hjælper også mennesker ‘der er plaget af urene ånder’, nogle der er under indflydelse af Satans onde engle. – Lukas 6:17-19.

Jesus finder derefter et jævnt sted på bjergskråningen, og folkemængden samler sig om ham. De der befinder sig tættest på ham, er sikkert hans disciple, især de 12 apostle. Alle glæder sig til at lytte til denne lærer der kan gøre sådan nogle mirakler. Jesus holder en prædiken der er til stor gavn for dem der lytter. Siden da har mange andre også haft gavn af den. Det kan vi også på grund af de dybe sandheder der bliver fremholdt på så enkel og klar en måde. I sin undervisning benytter Jesus sig af noget som folk almindeligvis oplever og kender til. Det gør hans tanker forståelige for alle der gerne vil have et bedre liv ved at gøre Guds vilje. Hvilke vigtige punkter fra Jesus’ prædiken gør den så værdifuld?

Alle vil gerne være lykkelige. Det ved Jesus, og han begynder derfor med at beskrive dem der virkelig er lykkelige. Forestil dig hvordan det fanger hans tilhøreres opmærksomhed. Men der må være noget de undrer sig over.

Han siger: “Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov, for himlenes rige er deres. Lykkelige er de som sørger, for de vil blive trøstet. ... Lykkelige er de som hungrer og tørster efter retfærdighed, for de vil få det de længes efter. ... Lykkelige er de som er blevet forfulgt fordi de gør det der er rigtigt, for himlenes rige er deres. Lykkelige er I når folk skælder jer ud og forfølger jer ... for min skyld. I skal juble og glæde jer.” – Matthæus 5:3-12.

Hvad mener Jesus med ordet “lykkelig”? Han henviser ikke til det at være glad og munter og have det sjovt. Ægte lykke stikker dybere. Den indebærer en indre tilfredshed, en følelse af afklarethed og en mening med livet.

Jesus siger at det er de mennesker der erkender deres åndelige behov, er kede af deres syndige tilstand og lærer Gud at kende og tjener ham, der virkelig er lykkelige. Selv hvis de bliver hadet eller forfulgt for at gøre Guds vilje, er de lykkelige, for de ved at de glæder Gud, og at han vil belønne dem med evigt liv.

Mange mennesker tror dog at dét at være rig og gå op i fornøjelser gør en lykkelig. Jesus siger noget andet. Han bruger en modsætning der må få mange af hans tilhørere til at tænke. Han siger: “Ve jer som er rige, for I har fået hele jeres trøst. Ve jer som er mætte nu, for I skal sulte. Ve jer som ler nu, for I skal sørge og græde. Ve jer når alle mennesker taler godt om jer, for sådan behandlede deres forfædre de falske profeter.” – Lukas 6:24-26.

Hvorfor siger Jesus “ve jer” til dem der er rige, ler af glæde og får ros fra andre? Fordi de der er i den situation og kan lide de ting, let kan glemme tjenesten for Gud og gå glip af sand lykke. Jesus siger ikke at dét at være fattig eller sulten i sig selv gør en lykkelig. Men det er ofte den der er dårligt stillet, der reagerer positivt på Jesus’ undervisning og bliver velsignet med sand lykke.

Med tanke på sine disciple siger Jesus: “I er jordens salt.” (Matthæus 5:13) De er selvfølgelig ikke salt i bogstavelig forstand. Men salt er et konserveringsmiddel. I nærheden af altret i Guds tempel ligger der en stor bunke salt, og det bliver brugt til at salte ofrene med. Det henviser også til at noget er fri for forrådnelse eller fordærv. (3. Mosebog 2:13; Ezekiel 43:23, 24) Jesus’ disciple er “jordens salt” i den forstand at deres indflydelse hjælper mennesker til at undgå åndeligt og moralsk fordærv og dermed har en bevarende virkning. Ja, deres budskab kan hjælpe alle der reagerer positivt på det, til at bevare livet.

Jesus siger også til disciplene: “I er verdens lys.” Man sætter ikke en olielampe under et kar men på en stander, hvor den kan lyse for alle. Så Jesus giver denne opfordring: ‘Lad jeres lys skinne for folk så de kan se jeres gode gerninger og ophøje jeres Far som er i himlene.’ – Matthæus 5:14-16.

De jødiske religiøse ledere betragter Jesus som en der overtræder Guds lov, og de prøvede for nylig at dræbe ham. Jesus gør det derfor klart: “I må ikke tro at jeg er kommet for at ophæve Loven og Profeterne. Jeg er ikke kommet for at ophæve, men for at opfylde.” – Matthæus 5:17.

Ja, Jesus har den største respekt for Guds lov og tilskynder andre til også at have det. Han siger endda: “Enhver der overtræder et af de mindste bud og lærer andre at gøre det samme, [vil] blive betragtet som den mindste når det gælder himlenes rige.” Han siger egentlig at et sådant menneske slet ikke vil komme ind i Riget. “Men,” fortsætter han, “enhver som overholder dem og lærer andre om dem, vil blive betragtet som stor når det gælder himlenes rige.” – Matthæus 5:19.

Jesus fordømmer endog de holdninger der kan føre til at man overtræder Guds lov. Efter at han har nævnt at Loven siger: “Du må ikke myrde”, tilføjer han: “Enhver der bliver ved med at være vred på sin bror, skal stå til ansvar over for domstolen.” (Matthæus 5:21, 22) At blive ved med at være vred på en anden er alvorligt; det kan måske endda føre til mord. Derfor forklarer Jesus hvor langt man skulle være villig til at gå for at slutte fred: “Hvis du er ved at bringe din gave til altret og du kommer i tanke om at din bror har noget imod dig, så lad din gave blive liggende dér foran altret, og gå. Slut først fred med din bror, og derefter kan du komme tilbage og give din offergave.” – Matthæus 5:23, 24.

Et andet bud i Loven forbyder ægteskabsbrud. Jesus siger: “I har hørt at der er blevet sagt: ‘Du må ikke begå ægteskabsbrud.’ Men jeg siger jer at enhver der bliver ved med at se på en kvinde og får lyst til hende, allerede har begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.” (Matthæus 5:27, 28) Jesus taler ikke blot om en tilfældig umoralsk tanke; han betoner i stedet det alvorlige i at ‘blive ved med at se’. At blive ved med at se på en anden kan ofte vække en stærk lyst til vedkommende. Hvis der så opstår en lejlighed til det, kan det føre til ægteskabsbrud. Hvordan kan man forhindre at det går så galt? Det kan være nødvendigt at tage nogle drastiske skridt. Jesus siger: “Hvis dit højre øje får dig til at snuble, så riv det ud og kast det fra dig. ... Hvis din højre hånd får dig til at snuble, så hug den af og kast den fra dig.” – Matthæus 5:29, 30.

For at redde livet har nogle været villige til at ofre en alvorligt syg kropsdel. Jesus siger at det er endnu vigtigere at skille sig af med hvad som helst, endda noget så dyrebart som et øje eller en hånd, for at undgå en umoralsk tankegang og de handlinger den kan føre til. Jesus forklarer: “Det er nemlig bedre for dig at miste en af dine kropsdele end at hele din krop havner i Gehenna” (en brændende affaldsplads uden for Jerusalems mure), der er ensbetydende med evig udslettelse.

Jesus giver også råd om hvordan man skal tackle det når andre fornærmer en eller gør en fortræd. Han siger: “Gå ikke til modangreb mod en der er ond. Uanset hvem der giver dig en lussing på din højre kind, så vend også den anden til.” (Matthæus 5:39) Det betyder ikke at man ikke må forsvare sig selv eller sin familie hvis man bliver overfaldet. Jesus taler om et slag på kinden med flad hånd. Det bliver ikke givet for at skade en alvorligt eller slå en ihjel men snarere som en fornærmelse. Det Jesus siger, er at hvis nogen prøver at fremprovokere et slagsmål eller en diskussion, enten ved at give en lussing eller sige noget fornærmende, skal man ikke give igen.

Det råd er i harmoni med Guds lov, der siger at man skal elske sine medmennesker. Så Jesus siger til sine tilhørere: “Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem der forfølger jer.” Han giver en vigtig grund til at gøre det: “Så I kan vise at I er børn af jeres Far som er i himlene. Han lader nemlig sin sol stå op over både onde og gode.” – Matthæus 5:44, 45.

Jesus opsummerer denne del af sin prædiken med ordene: “I skal altså være fuldkomne, ligesom jeres Far i himlen er fuldkommen.” (Matthæus 5:48) Det er klart at han ikke mener at mennesker bogstaveligt kan være fuldkomne. Men ved at efterligne Gud kan vi udvide vores kærlighed til at omfatte selv vores fjender. Sagt på en anden måde: “Bliv ved med at være barmhjertige, ligesom jeres Far er barmhjertig.” – Lukas 6:36.

Jesus fortsætter sin prædiken og giver følgende opfordring til sine tilhørere: “Pas på at I ikke gør gode gerninger for øjnene af andre for at blive bemærket af dem.” Jesus fordømmer en hyklerisk form for gudsfrygt ved at tilføje: “Lad ikke trompeten lyde foran dig når du giver gaver til de fattige, sådan som hyklerne gør.” (Matthæus 6:1, 2) Det er bedre at give gaver til de fattige i det skjulte.

Derefter siger Jesus: “Når I beder, må I ikke gøre ligesom hyklerne, for de kan lide at stå og bede i synagogerne og på hjørnet af hovedgaderne for at blive set af folk.” De skal i stedet gøre det Jesus videre siger: “Når du beder, skal du gå ind i et rum for dig selv, lukke døren og bede til din Far som er i det skjulte.” (Matthæus 6:5, 6) Jesus er ikke imod alle offentlige bønner, for han bad selv offentligt. Han fordømmer derimod bønner der bliver bedt på en måde der skal imponere tilhørerne og afføde rosende kommentarer.

Han giver folkemængden denne vejledning: “Når I beder, skal I ikke sige det samme igen og igen som folk fra nationerne gør.” (Matthæus 6:7) Jesus mener ikke at det er forkert at bede om det samme gentagne gange. Det han taler imod, er at sige udenadlærte sætninger “igen og igen”, som en remse. Derefter kommer han med et eksempel på en bøn der indeholder syv anmodninger. De første tre drejer sig om Guds ret til at herske og om hans hensigt – at hans navn må blive helliget, at hans rige må komme, og at hans vilje må ske. Først efter at have nævnt sådanne emner kan vi komme med personlige anmodninger om at få mad hver dag og få tilgivet vores synder, samt anmodninger om ikke at blive fristet mere end vi kan klare, og at blive befriet fra den onde.

Hvor meget bør vores ejendele betyde for os? Jesus giver folkemængden denne tilskyndelse: “Hold op med at samle jer værdier på jorden, hvor møl og rust ødelægger, og hvor tyve bryder ind og stjæler.” Hvor klogt! Materielle værdier kan og vil forgå, og de gavner ikke vores forhold til Gud. Derfor siger Jesus nu: “I skal hellere samle jer værdier i himlen.” Det kan vi gøre ved at sætte tjenesten for Gud først i livet. Ingen kan fratage os vores gode forhold til Gud eller det som det fører til – evigt liv. Jesus’ ord er virkelig sande: “Der hvor dine værdier er, der vil dit hjerte også være.” – Matthæus 6:19-21.

Jesus understreger dette ved hjælp af en illustration: “Øjet er kroppens lampe. Hvis dit øje er rettet i én retning, vil hele din krop være lys. Men hvis dit øje ser sig misundeligt omkring, vil hele din krop være mørk.” (Matthæus 6:22, 23) Når vores symbolske øje fungerer som det skal, er det som en lysende lampe for os. Men for at det kan være det, må vores øje kun være fokuseret på én ting; ellers kunne vi udvikle et forkert syn på hvad der er vigtigst i livet. Hvis man fokuserer på materielle ejendele i stedet for på det at tjene Gud, vil det betyde at ‘hele vores krop vil være mørk’, måske tiltrukket af det der er fordægtigt eller mørkt.

Derefter kommer Jesus med et magtfuldt eksempel: “Ingen kan være træl for to herrer, for enten vil han hade den ene og elske den anden, eller også vil han holde sig til den ene og se ned på den anden. I kan ikke være trælle for både Gud og Rigdom.” – Matthæus 6:24.

Nogle af dem der lytter til Jesus, spekulerer måske på hvordan de skal få dækket deres materielle behov. Han beroliger dem med at de ikke behøver at være bekymrede hvis de sætter tjenesten for Gud på førstepladsen. “Se bare på himlens fugle! De hverken sår, høster eller samler i forrådshuse, og alligevel giver jeres himmelske Far dem føden.” – Matthæus 6:26.

Og hvad med markens liljer dér på bjerget? Jesus siger at “ikke engang Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem”. Hvad viser det? “Hvis altså Gud klæder markens planter på, som er her i dag og i morgen kastes i ovnen, vil han så ikke i langt højere grad sørge for tøj til jer?” (Matthæus 6:29, 30) Jesus kommer med denne opfordring: “I skal derfor aldrig være bekymrede og sige: ‘Hvad skal vi spise?’ eller: ‘Hvad skal vi drikke?’ eller: ‘Hvad skal vi tage på?’ ... Jeres Far i himlen ved at I har brug for alt det. Bliv derfor ved med først at søge Riget og hans retfærdighed, så vil I også få alle de andre ting.” – Matthæus 6:31-33.

Apostlene og andre oprigtige mennesker vil gerne leve på en måde der glæder Gud, men det er ikke let under de omstændigheder de har. For eksempel er mange farisæere kritiske og dømmer andre hårdt. Så Jesus advarer sine tilhørere: “Hold op med at dømme så I ikke selv bliver dømt, for sådan som I dømmer andre, vil I selv blive dømt.” – Matthæus 7:1, 2.

Det er farligt at efterligne de overdrevent kritiske farisæere, som Jesus viser med denne illustration: “Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i et hul?” Hvordan bør de der lytter til Jesus, så betragte andre? Ikke med et kritisk øje, for det ville være meget alvorligt. Han stiller spørgsmålet: “Hvordan kan du sige til din bror: ‘Bror, lad mig fjerne den splint der er i dit øje’ når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler! Fjern først bjælken fra dit eget øje, så vil du kunne se klart nok til at fjerne den splint der er i din brors øje.” – Lukas 6:39-42.

Det betyder ikke at disciplene slet ikke må bruge deres dømmekraft. “Giv ikke hunde det der er helligt, og kast ikke jeres perler for svin,” siger Jesus. (Matthæus 7:6) Sandhederne fra Guds ord er dyrebare ligesom perler. Hvis nogle opfører sig som dyr og ikke sætter pris på disse værdifulde sandheder, skal disciplene gå videre og finde dem der gerne vil høre.

Jesus vender nu tilbage til emnet bøn og understreger behovet for at være vedholdende i bønnen. “Bliv ved med at bede, og I vil få.” Jesus viser med følgende spørgsmål at Gud er villig til at besvare bønner: “Hvem af jer vil række sin søn en sten hvis han beder om brød? ... Hvis altså I, selvom I er onde, giver jeres børn gode gaver, hvor meget mere vil så ikke jeres Far i himlene give noget godt til dem der beder ham!” – Matthæus 7:7-11.

Jesus kommer nu med en udtalelse der er blevet en kendt leveregel: “Alt hvad I ønsker at andre skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.” Burde vi ikke alle helhjertet følge denne positive opfordring når vi har med andre at gøre? Men det kan være en udfordring at gøre det, som det fremgår af Jesus’ befaling: “Gå ind ad den smalle port, for bred er den port, og rummelig er den vej der fører til døden, og der er mange som vælger den, men smal er den port, og trang er den vej der fører til livet, og der er ikke mange som finder den.” – Matthæus 7:12-14.

Der er nogle som vil prøve at lede disciplene væk fra vejen der fører til livet, så Jesus siger advarende: “Vær på vagt over for de falske profeter der kommer til jer forklædt som får, men som i virkeligheden er glubske ulve.” (Matthæus 7:15) Man kan se forskel på gode træer og dårlige træer ved at se på deres frugter, siger Jesus. Det er det samme med mennesker. Vi kan altså se hvem der er falske profeter, ved at se på deres lære og handlinger. Jesus forklarer at det ikke bare er hvad man siger, der viser at man er en discipel, men også hvad man gør. Nogle hævder at Jesus er deres Herre, men hvad nu hvis de ikke gør Guds vilje? Jesus siger: “Jeg [vil] sige til dem: ‘Jeg har aldrig kendt jer! Gå væk fra mig, I som bryder loven!’” – Matthæus 7:23.

Som afslutning på sin prædiken kommer Jesus med denne udtalelse: “Enhver der hører mine ord og handler efter dem, [vil] være som en klog mand der byggede sit hus på klippen. Regnen væltede ned, og der blev oversvømmelse, det stormede, og vinden ramte huset, men det styrtede ikke sammen, for det var grundfæstet på klippen.” (Matthæus 7:24, 25) Hvorfor blev huset stående? Fordi manden “gravede dybt ned og lagde fundamentet på klippen”. (Lukas 6:48) Så det er ikke nok bare at høre Jesus’ ord. Vi må også sørge for at ‘handle efter dem’.

Hvad så med den der hører Jesus’ ord, men “ikke handler efter dem”? Han er “som en tåbelig mand der byggede sit hus på sandet”. (Matthæus 7:26) Regn, oversvømmelse og storm ville få sådan et hus til at styrte sammen.

Folkemængden er forbavset over Jesus’ måde at undervise på i sin prædiken. Han underviser som en der har autoritet, og ikke som de religiøse ledere. Der er sikkert mange af dem der lyttede til ham, der bliver hans disciple.