Bliv ved med at søge Riget og Guds retfærdighed
„Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ — MATTÆUS 6:33.
1, 2. Hvilken fejl begik de skriftlærde og farisæerne når de udførte nogle handlinger der i sig selv var gode, og hvilken advarsel gav Jesus derfor sine disciple?
DE SKRIFTLÆRDE og farisæerne søgte retfærdighed på deres egen måde, en måde som afveg fra Guds. Og ikke nok med det, men når de gjorde nogle gerninger der i sig selv var gode, lavede de hykleriske optrin for at blive set af mennesker. De tjente ikke Gud, men tænkte kun på deres egen forfængelighed. Jesus advarede sine disciple mod denne påtagne godhed: „Pas endelig på at I ikke udøver jeres retfærdighed i menneskers påsyn for at blive bemærket af dem; ellers vil I ikke få nogen belønning hos jeres Fader som er i himlene.“ — Mattæus 6:1.
2 Jehova glæder sig over dem der giver til de fattige — men ikke over dem der giver som farisæerne gjorde. Jesus advarede sine disciple mod at efterligne de sidstnævnte: „Når du derfor går hen for at give barmhjertighedsgaver, så lad ikke blæse i trompet foran dig, sådan som hyklerne gør i synagogerne og på gaderne, for at de kan blive herliggjort af mennesker. Jeg skal sige jer en sandhed: De har fået hele deres belønning.“ — Mattæus 6:2.
3. (a) Hvordan fik de skriftlærde og farisæerne „hele deres belønning“ for det de gav? (b) Hvad sagde Jesus om det at give?
3 Det græske ord for „de har fået hele“ (apeʹchō) blev ofte anvendt i forretningsdokumenter. Så når det forekommer i Bjergprædikenen, er det for at vise at de omtalte „har fået hele deres belønning“, det vil sige at „de har kvitteret for modtagelsen af deres belønning; deres ret til at modtage en belønning er blevet honoreret, ganske som om de allerede havde kvitteret for den“. (An Expository Dictionary of New Testament Words af W. E. Vine) Bidragsforpligtelser over for de fattige blev offentliggjort på gaden. I synagogerne blev givernes navne bekendtgjort. De der ydede store bidrag nød den særlige ære at sidde ved siden af rabbinerne under gudstjenesten. De gav bidrag for at blive bemærket, og de blev da også både set og herliggjort af deres medmennesker. De havde fået en så fuldgyldig belønning for deres bidrag at det var som om de havde kvitteret for den. Jesu indstilling var fundamentalt anderledes! Giv „i det skjulte; så vil din Fader, som ser til i det skjulte, betale dig“. — Mattæus 6:3, 4; Ordsprogene 19:17.
Bønner der behager Gud
4. Hvorfor fik farisæernes bønner Jesus til at kalde dem hyklere?
4 Jehova glæder sig når man beder til ham — men ikke hvis man beder som farisæerne gjorde. Jesus sagde til sine disciple: „Når I beder må I heller ikke være som hyklerne; de kan jo lide at stå og bede i synagogerne og på hjørnerne af de brede gader så de kan blive set af mennesker. Jeg skal sige jer en sandhed: De har fået hele deres belønning.“ (Mattæus 6:5) Farisæerne havde mange daglige bønner at fremsige på bestemte tidspunkter, uanset hvor de befandt sig. Formelt skulle de bede i det skjulte, men de sørgede med overlæg for at befinde sig „på hjørnerne af de brede gader“ hvor de kunne blive set af forbipasserende i alle retninger når bedetimen oprandt.
5. (a) Hvilke andre skikke hos farisæerne var skyld i at Gud ikke hørte deres bønner? (b) Hvad lod Jesus få førstepladsen i sin mønsterbøn, og hvilken betydning har det i folks bevidsthed i dag?
5 Skinhelligt ’sagde de lange bønner som et skalkeskjul’. (Lukas 20:47) En overlevering oplyser: „Fortidens fromme mænd plejede at vente en time før de fremsagde Tefillah[bønnen].“ (Misjna) Så skulle alle nok se deres fromhed og forundres! Men sådanne bønner nåede ikke højere end til deres egne hoveder. Jesus sagde at man skulle bede uset, uden at komme med tomme gentagelser. Jesu mønsterbøn var enkel og ligetil. (Mattæus 6:6-8; Johannes 14:6, 14; 1 Peter 3:12) Han nævnte det vigtigste først: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske.“ (Mattæus 6:9-13) I dag er der kun få som kender Jehovas navn, endsige ønsker at se det helliget. Derved gør de Gud navnløs. Lad Guds rige komme? Mange mener at det allerede er her, inden i menneskene selv. Måske beder de om at hans vilje må ske, samtidig med at de følger deres eget hoved. — Ordsprogene 14:12.
6. Af hvilken grund fordømte Jesus farisæernes faste som værdiløs?
6 Jehova billiger faste — men ikke den måde farisæerne fastede på. Jesus forkastede de skriftlærdes og farisæernes faste, der var lige så værdiløs som deres godgørenhed og bønner: „Hold op med når I faster at se bedrøvede ud ligesom hyklerne, for de laver deres ansigt til så mennesker kan se på dem at de faster. Jeg skal sige jer en sandhed: De har fået hele deres belønning.“ (Mattæus 6:16) Mens jøderne regelmæssigt vaskede sig og indgned kroppen med olie når de ikke fastede, påbød overleveringerne fastende farisæere at gnide aske i hovedet og forbød dem at vaske sig eller salve sig.
7. (a) Hvordan skulle Jesu disciple bære sig ad når de fastede? (b) Hvad ønskede Jehova på Esajas’ tid vedrørende faste?
7 Jesu vejledning angående faste lød: „Indgnid dit hoved med olie og vask dit ansigt, så at ikke mennesker, men derimod din Fader . . . kan se på dig at du faster.“ (Mattæus 6:17, 18) På Esajas’ tid yndede de troløse jøder at faste, spæge deres sjæle, bøje deres hoveder og sidde i sæk og aske; men Jehova ville have at de skulle befri de undertrykte, bespise de sultne, give de hjemløse husly og klæde de nøgne. — Esajas 58:3-7.
Vi må samle skatte i himlene
8. Hvorfor glemte de skriftlærde og farisæerne hvordan man skulle opnå Guds godkendelse, og hvilket princip som Paulus senere fremsatte, overså de?
8 I deres stræben efter retfærdighed glemte de skriftlærde og farisæerne hvordan man opnår Guds godkendelse og gik i stedet op i at blive beundret af mennesker. De var så opslugte af overleveringer at de tilsidesatte Guds ord. De foretrak jordiske skatte og prestige frem for at have skatte i himlene, og de overså den enkle sandhed som kommer til udtryk i følgende ord af en tidligere farisæer der blev kristen: „Hvad I end gør, så arbejd på det med hele jeres sjæl som for Jehova, og ikke for mennesker, for I ved at det er fra Jehova I til gengæld vil få arven.“ — Kolossenserne 3:23, 24.
9. Hvad kan bringe jordiske værdier i fare, men hvad vil beskytte de sande værdier?
9 Jehova er ikke interesseret i vores bankkonto, men i vor hengivenhed over for ham. Han véd at vort hjerte er dér hvor vore værdier er. Kan dine værdier fortæres af møl og rust? Kan tyve bryde ind og stjæle dem? Kan inflationen i disse økonomisk ustabile tider udhule deres købekraft, eller kan børskrak gøre dem værdiløse? Vil du miste dem på grund af kriminalitet? Nej, ikke hvis du anbringer dine værdier i himmelen og lader dit øje — den lampe der oplyser hele dit legeme — være klart, og vedvarende lader det være rettet mod Guds rige og hans retfærdighed. Rigdomme har det med at forsvinde. „Slid ikke for at samle rigdom; hold op med at følge din egen forstand. Har du ladet dine øjne skotte til den, skønt den intet er? For den vil visselig gøre sig vinger som ørnens og flyve mod himmelen.“ (Ordsprogene 23:4, 5) Hvorfor da ligge søvnløs om natten på grund af jordiske rigdomme? „Den riges velstand tillader ham ikke at sove.“ (Prædikeren 5:12) Husk Jesu advarsel: „I kan ikke trælle både for Gud og for Rigdom.“ — Mattæus 6:19-24.
En tro der bortvejrer bekymring
10. Hvorfor er det vigtigere at stole på Gud end på materielle ejendele, og hvilket råd gav Jesus?
10 Jehova ønsker at vi skal tro på ham og ikke sætte vor lid til det vi ejer. „Uden tro er det umuligt at have hans velbehag, for den der nærmer sig Gud må nødvendigvis tro at han er til og at han belønner dem som ivrigt søger ham.“ (Hebræerne 11:6) Jesus sagde: „Selv om et menneske har overflod, hidrører hans liv ikke fra det han ejer.“ (Lukas 12:15) Formuer i banken kurerer ikke syge lunger eller holder et udslidt hjerte i gang. Jesus siger derfor videre i sin bjergprædiken: „Af den grund siger jeg jer: Hold op med at nære bekymring for jeres sjæl med hensyn til hvad I skal spise eller hvad I skal drikke, eller for jeres legeme med hensyn til hvad I skal tage på. Betyder sjælen ikke mere end maden og legemet mere end tøjet?“ — Mattæus 6:25.
11. Hvorfra hentede Jesus stof til mange af sine billedtaler, og hvordan kom det til udtryk i Bjergprædikenen?
11 Jesus var mester i at tale i billeder. Han fandt stof til sine lignelser overalt. Da han så en kvinde sætte en tændt lampe på en lampestander, brugte han dette i et billede. Da han så en hyrde skille nogle får fra nogle geder, brugte han også dette i en lignelse. Han iagttog børnenes leg på torvet og benyttede dette som illustration. Det samme gjorde han i Bjergprædikenen. Mens han talte om at bekymre sig for de bogstavelige fornødenheder, fandt han nye billeder han kunne bruge ved at betragte småfuglene og de liljeklædte marker. Sår og høster fuglene? Nej. Spinder og væver liljerne? Nej. Gud skabte dem og tager sig af dem, men vi er mere værd end fugle og liljer. (Mattæus 6:26, 28-30) Det var for os, ikke for dem, han gav sin søn. — Johannes 3:16.
12. (a) Betød lignelsen om fuglene og blomsterne at Jesu disciple kunne lade være med at arbejde? (b) Hvad ville Jesus have tilhørerne til at forstå angående tro og arbejde?
12 Jesus mente ikke dermed at hans disciple kunne få mad og husly uden at arbejde. (Se Prædikeren 2:24; Efeserne 4:28; 2 Thessaloniker 3:10-12.) Denne forårsmorgen havde fuglene travlt med at samle føde, gøre kur, bygge rede, ruge og fodre unger. De arbejdede, men uden at gøre sig bekymringer. Blomsterne skød rødder for at kunne optage vand og mineraler, og strakte bladene op mod sollyset. De skulle nå at vokse, sætte blomst og kaste frø før de visnede. Også de arbejdede, men uden at bekymre sig. Gud sørger for fuglene og liljerne. ’Vil han da ikke langt snarere sørge for jer, I småttroende?’ — Mattæus 6:30.
13. (a) Hvorfor var det træffende at Jesus sammenlignede livslængden med en alen? (b) Hvordan kan man forlænge livet i det uendelige?
13 Hav derfor tro. Vær ikke bekymrede, for det gavner intet. „Hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge en alen til sin livslængde?“ spurgte Jesus. (Mattæus 6:27) Men hvorfor forbinder Jesus en livslængdes varighed med en bogstavelig måleenhed, en alen? Måske fordi Bibelen hyppigt sammenligner menneskets livsløb med en rejse ved for eksempel at bruge udtryk som „synderes vej“, „retfærdiges sti“, ’en bred vej til undergangen’ og ’en trang vej til livet’. (Salme 1:1; Ordsprogene 4:18; Mattæus 7:13, 14) Bekymring for de daglige fornødenheder føjer ikke en brøkdel, „en alen“, til ens liv. Derimod kan man forlænge livet i det uendelige — ikke ved at bekymre sig for ’hvad man skal spise’ eller ’hvad man skal drikke’ eller ’hvad man skal tage på’, men ved at have tro og gøre som Jesus befaler: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ — Mattæus 6:31-33.
Hvordan vi får del i Guds rige og hans retfærdighed
14. (a) Hvad er Bjergprædikenens tema? (b) På hvilken forkert måde søgte de skriftlærde og farisæerne Guds rige og hans retfærdighed?
14 I Bjergprædikenens indledende sætning siger Jesus at himlenes rige tilhører dem der erkender deres åndelige behov. I den fjerde sætning siger han at de der hungrer og tørster efter retfærdighed vil blive stillet tilfreds. Her giver Jesus altså Riget og Jehovas retfærdighed førstepladsen. Dette er Bjergprædikenens tema og løsningen på hele menneskehedens problemer. Men hvordan får vi del i Guds rige og hans retfærdighed? Hvordan bliver vi ved med at søge dette? Ikke på de skriftlærdes og farisæernes måde. De søgte Riget og retfærdigheden ved hjælp af Moseloven. De påstod at de mundtlige overleveringer hørte med til Loven, idet de troede at Gud havde givet Moses både den skrevne lov og de mundtlige overleveringer ved Sinaj Bjerg.
15. (a) Hvor mente jøderne at de mundtlige overleveringer stammede fra, og hvordan satte de dem over den skrevne Moselov? (b) Hvornår opstod disse overleveringer faktisk, og hvad gjorde jøderne med Moseloven?
15 I jødernes overlevering hed det: „Moses modtog Loven [fodnote: „Den ’mundtlige lov’“] fra Sinaj og overgav den til Josua, som gav den til de ældste, som gav den til profeterne; og profeterne overgav den til Den Store Synagoges mænd.“ Med tiden fik deres mundtlige lov endog forrang for den skrevne: „[Hvis] han overtræder [den skrevne] lovs ord, er han ikke strafskyldig,“ men hvis „han føjer noget til de skriftlærdes ord [de mundtlige overleveringer], er han strafskyldig“. (Misjna) Deres overleveringer stammede imidlertid ikke fra Sinaj. Faktisk opstod de i stort tal fra og med det andet århundrede før Kristi tid. De lagde noget til og trak noget fra den skrevne Moselov og gjorde den ugyldig. — Jævnfør Femte Mosebog 4:2; 12:32.
16. Ved hvad kommer Guds retfærdighed til mennesker?
16 Guds retfærdighed kommer ikke ved Loven, men uden den: „Ved lovgerninger vil . . . intet kød blive erklæret retfærdigt over for ham, for ved loven fås nøjagtig kundskab om synd. Men uden lov er Guds retfærdighed nu blevet gjort kendt, som den bevidnes af Loven og Profeterne; ja, Guds retfærdighed gennem tro på Jesus Kristus.“ (Romerne 3:20-22) Både Guds rige og hans retfærdighed kommer ved tro på Jesus Kristus — dette blev rigeligt bevidnet „af Loven og Profeterne“. Messiasprofetierne blev opfyldt på Jesus. Han opfyldte også Loven, som blev taget bort ved at blive naglet til hans marterpæl. — Lukas 24:25-27, 44-46; Kolossenserne 2:13, 14; Hebræerne 10:1.
17. Hvordan hindrede jøderne, ifølge apostelen Paulus, sig selv i at lære retfærdigheden fra Gud at kende?
17 Om jødernes forgæves stræben efter retfærdighed skrev apostelen Paulus derfor: „Jeg giver dem det vidnesbyrd at de har nidkærhed for Gud, men ikke i overensstemmelse med nøjagtig kundskab; for da de ikke kender retfærdigheden fra Gud men søger at opstille deres egen, har de ikke underordnet sig retfærdigheden fra Gud. For Kristus er lovens ende, så at enhver som tror kan opnå retfærdighed.“ (Romerne 10:2-4) Paulus skrev også om Kristus: „Den som ikke kendte synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed ved hjælp af ham.“ — 2 Korinther 5:21.
18. Hvordan blev „Kristus som pælfæstet“ betragtet af henholdsvis de jødiske traditionstilhængere, de græske filosoffer og „dem som er kaldede“?
18 Jøderne anså den døende Messias for en svag og ubetydelig skikkelse. De græske filosoffer hånede denne Messias som en tåbelighed. Men som Paulus skrev: „Jøderne beder om tegn og grækerne søger efter visdom; men vi forkynder Kristus som pælfæstet, for jøderne en snublesten og for folk fra nationerne en tåbelighed; men for dem som er kaldede, både jøder og grækere, Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For det som er tåbeligt hos Gud er visere end menneskene, og det som er svagt hos Gud er stærkere end menneskene.“ (1 Korinther 1:22-25) Jesus Kristus er en demonstration af Guds magt og visdom og er det redskab hvorved Gud skænker lydige mennesker retfærdighed og evigt liv. „Der er ikke frelse i nogen anden, for der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn hvorved vi skal frelses.“ — Apostelgerninger 4:12.
19. Hvad vil den følgende artikel vise?
19 Den følgende artikel vil vise at vi må blive ved med at søge Guds rige og hans retfærdighed hvis vi vil undslippe tilintetgørelsen og opnå evigt liv. Forudsætningen er at vi ikke kun lytter til Jesu udtalelser, men også handler efter dem.
Spørgsmål til repetition
◻ Hvorfor var de jødiske religionsdyrkeres barmhjertighedsgaver, bønner og faste til ingen nytte?
◻ Hvor kan man opbevare sine værdier i sikkerhed?
◻ Hvorfor bør vi ikke bekymre os for vore materielle behov?
◻ Hvor hævdede jøderne med urette at deres overleveringer stammede fra?
◻ Ved hvad kommer Guds rige og hans retfærdighed?
[Illustration på side 16]
Farisæerne holdt af at bede på gadehjørnerne, hvor de kunne blive set af mennesker