Opløft loyale hænder i bøn
„Jeg [ønsker] at mændene på ethvert sted fortsat beder, idet de opløfter loyale hænder, uden vrede og diskussioner.“ — 1 TIMOTEUS 2:8.
1, 2. (a) Hvordan gælder Første Timoteusbrev 2:8 i forbindelse med de bønner der bedes blandt Jehovas folk? (b) Hvad vil vi undersøge nærmere?
JEHOVA forventer at hans tjenere er loyale mod ham og mod hinanden. Apostelen Paulus forbandt loyalitet med bøn da han skrev: „Jeg [ønsker] at mændene på ethvert sted fortsat beder, idet de opløfter loyale hænder, uden vrede og diskussioner.“ (1 Timoteus 2:8) Paulus sigtede åbenbart til offentlige bønner „på ethvert sted“ hvor de kristne mødtes. Hvem skulle lede Guds folk i bøn ved menighedens møder? Kun hellige, retfærdige, ærbødige mænd der omhyggeligt overholdt alle deres bibelske forpligtelser over for Gud. (Prædikeren 12:13, 14) De måtte være åndeligt og moralsk rene og nære ubetinget kærlighed til Jehova Gud.
2 Især menighedens ældste må ’opløfte loyale hænder i bøn’. Deres inderlige bønner gennem Jesus Kristus afspejler loyalitet mod Gud og hjælper dem til at undgå vrede og diskussioner. I virkeligheden bør ingen mænd der har den forret at lede den kristne menighed i bøn, nære vrede eller modvilje mod nogen eller være illoyale mod Jehova og hans organisation. (Jakob 1:19, 20) Hvilke andre retningslinjer indeholder Bibelen for dem der får den forret at lede andre i bøn? Og hvilke bibelske principper bør vi anvende når vi beder personligt og i familien?
Overvej på forhånd hvad du vil bede om
3, 4. (a) Hvorfor er det godt i forvejen at tænke over hvad man vil sige når man ved et møde skal lede andre i bøn? (b) Hvad siges der i Bibelen om en bøns længde?
3 Hvis vi er blevet bedt om at lede andre i bøn, vil vi sikkert i et vist omfang have mulighed for på forhånd at gennemtænke hvad vi vil bede om. Det vil sætte os i stand til at komme ind på passende vigtige tanker uden at bønnen bliver lang og usammenhængende. Vi kan også bede højt når vi beder personlige bønner. Sådanne bønner kan både være korte og lange. Jesus tilbragte en hel nat i bøn før han udvalgte sine 12 apostle. Men da han indstiftede højtiden til minde om sin død, var hans bønner over brødet og vinen øjensynlig ret korte. (Markus 14:22-24; Lukas 6:12-16) Og vi ved at selv Jesu korte bønner var fuldt ud antagelige for Gud.
4 Hvis vi skal lede familien i bøn før et måltid, kan bønnen være ret kort, men uanset hvad der siges i bønnen, bør man sige tak for maden. Hvis vi skal lede forsamlingen i bøn før eller efter et kristent møde, behøver vi ikke at bede en lang bøn hvor vi kommer ind på mange punkter. Jesus kritiserede de skriftlærde der ’sagde lange bønner som et skalkeskjul’. (Lukas 20:46, 47) Det vil kristne aldrig gøre. Ved visse lejligheder vil det måske være på sin plads med en noget længere offentlig bøn. Den ældstebroder der bliver udvalgt til at bede den afsluttende bøn ved et stævne, bør på forhånd gennemtænke hvad han vil sige, og vil sikkert vælge at nævne flere punkter, men selv disse bønner bør ikke være overdrevent lange.
Henvend dig til Gud med ærbødighed
5. (a) Hvad bør vi huske på når vi leder andre i bøn? (b) Hvorfor er det på sin plads at bede på en værdig og respektfuld måde?
5 Når vi leder andre i bøn, bør vi huske at vi ikke henvender os til et menneske. Vi er syndige skabninger der henvender os til den suveræne Herre Jehova i bøn. (Salme 8:3-5, 9; 73:28) Vi bør derfor vise den rette ærbødighed og frygte for at mishage ham ved det vi siger, og måden vi siger det på. (Ordsprogene 1:7) Salmisten David skrev: „Ved din store loyalitet vil jeg derimod gå ind i dit hus, bøje mig mod dit hellige tempel i frygt for dig.“ (Salme 5:7) Hvis vi har en sådan indstilling, hvordan vil vi så udtrykke os når vi bliver bedt om at lede andre i bøn ved et af Jehovas Vidners møder? Hvis vi skulle tale til en jordisk konge, ville vi naturligvis tale på en respektfuld og værdig måde. Bør vore bønner til Jehova Gud, „evighedens Konge“, så ikke i langt højere grad være respektfulde og prægede af værdighed? (Åbenbaringen 15:3) Når vi beder, vil vi derfor undgå udtryk som „God morgen, Jehova“, „Vi sender vore hilsener“, eller: „Hav det godt.“ Bibelen viser at Guds enestefødte søn, Jesus Kristus, aldrig tiltalte sin himmelske Fader på den måde.
6. Hvad skal vi huske når vi ’træder frem for den ufortjente godheds trone’?
6 Paulus sagde: „Lad os . . . med frimodighed i tale træde frem for den ufortjente godheds trone.“ (Hebræerne 4:16) Vores tro på Jesu Kristi genløsningsoffer gør at vi kan henvende os til Jehova „med frimodighed i tale“ trods vores syndige tilstand. (Apostelgerninger 10:42, 43; 20:20, 21) Men at have „frimodighed i tale“ vil ikke sige at vi blot lader munden løbe når vi taler med Gud; vi bør heller ikke sige noget der virker respektløst. Hvis vore offentlige bønner skal behage Jehova, må de bedes med den rette værdighed og respekt, og det vil være upassende at bruge bønnen til at bringe bekendtgørelser, vejlede bestemte personer eller på nogen måde irettesætte tilhørerne.
Bed med en ydmyg indstilling
7. Hvordan kom Salomons ydmyghed til udtryk da han bad ved indvielsen af Jehovas tempel?
7 Både i vore personlige bønner og når vi leder andre i bøn, må vi huske at Bibelen betoner vigtigheden af ydmyghed når vi beder. (2 Krønikebog 7:13, 14) Kong Salomons bøn ved indvielsen af Jehovas tempel i Jerusalem var præget af ydmyghed. Salomon havde netop fuldført opførelsen af en af de mest storslåede bygninger der nogen sinde er blevet bygget på jorden. Alligevel bad han ydmygt: „Bor Gud da virkelig på jorden? Se, himmelen, ja, himlenes himle kan ikke rumme dig; hvor langt mindre da dette hus som jeg har bygget!“ — 1 Kongebog 8:27.
8. Hvordan kommer ydmygheden til udtryk når man leder andre i bøn?
8 Vi bør ligesom Salomon være ydmyge når vi leder andre i offentlig bøn. Vi ønsker naturligvis ikke at lyde skinhellige, men ydmygheden kan godt høres på vores tonefald. Ydmyge bønner er ikke bombastiske eller teatralske. De henleder ikke opmærksomheden på den der beder, men på den der bedes til. (Mattæus 6:5) Ydmygheden kommer også til udtryk i det vi beder om. Hvis vi er ydmyge, vil vi ikke lyde som om vi kræver at Gud gør bestemte ting på vores måde. Vi vil derimod anmode Jehova om at gøre det der er i overensstemmelse med hans hellige vilje. Salmisten viste den rette indstilling da han bad: „Åh, Jehova, frels dog! Åh, Jehova, lad det dog lykkes!“ — Salme 118:25; Lukas 18:9-14.
Bønnen må komme fra hjertet
9. Hvilken god vejledning giver Jesus i Mattæus 6:7, og hvordan kan vi følge den?
9 Hvis vore offentlige eller personlige bønner skal have Guds behag, må de komme fra hjertet. Vi vil altså ikke blot gentage den samme bøn igen og igen uden at tænke over hvad vi siger. Jesus gav følgende vejledning i sin bjergprædiken: „Når I beder, da sig ikke det samme igen og igen, som folk fra nationerne gør, for de mener at de bliver bønhørt fordi de bruger mange ord.“ Jesus sagde med andre ord: ’I må ikke plapre eller bruge tomme gentagelser.’ — Mattæus 6:7; fodnoten.
10. Hvorfor er der ikke noget forkert i at bede om det samme mere end én gang?
10 Det vil naturligvis ikke være forkert at bede om det samme gentagne gange, for Jesus sagde: „Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge, og I vil finde; bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer.“ (Mattæus 7:7) Måske er der brug for en ny rigssal fordi Jehova fremmer det lokale forkyndelsesarbejde. (Esajas 60:22) Det vil være på sin plads at blive ved med at nævne dette behov i vore personlige bønner og når vi leder andre i bøn ved et af Jehovas folks møder. Det vil man ikke kalde „tomme gentagelser“.
Husk lovprisning og tak
11. Hvordan gælder det der siges i Filipperbrevet 4:6, 7, personlige og offentlige bønner?
11 Mange henvender sig kun til Gud i bøn når de vil bede om noget, men vores kærlighed til Jehova Gud bør få os til at lovprise og takke ham både i vore personlige bønner og når vi leder andre i bøn. Paulus skrev: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse; og Guds fred, som overgår al forstand, vil ved Kristus Jesus beskytte jeres hjerter og jeres sind.“ (Filipperne 4:6, 7) Anmodninger og anråbelser bør derfor være afvejet med taksigelser til Jehova for det han giver os af åndelig og materiel art. (Ordsprogene 10:22) Salmisten skrev: „Bring taksigelse som offer til Gud, og indfri dine løfter til den Højeste.“ (Salme 50:14) Og i en sang hvor David retter en bøn til Gud, siger han: „Jeg vil lovsynge Guds navn med sang, ja, jeg vil lovprise ham med taksigelse.“ (Salme 69:30) Bør vi ikke gøre det samme i vore personlige bønner og når vi leder andre i bøn?
12. Hvordan bliver Salme 100:4, 5 opfyldt i dag, og af hvilke grunde kan vi derfor takke og prise Gud?
12 Salmisten skrev om Gud: „Gå ind i hans porte med taksigelse, ind i hans forgårde med lovsang. Tak ham; velsign hans navn. For Jehova er god; hans loyale hengivenhed varer evindelig, og hans trofasthed generation efter generation.“ (Salme 100:4, 5) I dag går folk af alle nationer ind i forgårdene til Jehovas helligdom, hvilket vi kan lovprise og takke ham for. Siger du Gud tak for den lokale rigssal og viser din værdsættelse ved trofast at overvære møderne sammen med dem der elsker ham? Synger du af hjertet med når vor kærlige himmelske Fader lovprises og takkes i sang?
Vær aldrig for skamfuld til at bede
13. Hvilket bibelsk eksempel viser at vi bør henvende os til Jehova i bøn, selv om vi måske føler os uværdige på grund af skyldfølelse?
13 Ikke engang hvis vi føler os uværdige til at bede på grund af skyldfølelse, bør vi holde os tilbage fra at bede inderligt til Gud. Da jøderne havde syndet ved at gifte sig med fremmede kvinder, knælede Ezra ned, opløftede loyale hænder til Gud, og bad: „Min Gud, jeg føler mig skamfuld og forlegen ved at løfte mit ansigt mod dig, min Gud, for vore misgerninger er så mange at de når op over hovedet, og vor skyld er så stor at den når til himmelen. Siden vore forfædres dage og indtil i dag har vi pådraget os stor skyld . . . Og efter alt det der er kommet over os på grund af vore onde gerninger og på grund af vor store skyld — for du, vor Gud, har regnet vore misgerninger for mindre end de er, og du har givet os undslupne som disse — skal vi så igen bryde dine bud og besvogre os med folk som øver disse vederstyggeligheder? Bliver du ikke så vred på os at det er ude med os, så der hverken er rest eller undsluppen? Jehova, Israels Gud, du er retfærdig, for vi er endnu tilbage som undslupne på denne dag. Vi befinder os her foran dig med vor skyld, men det er umuligt at stå foran dig på grund af dette.“ — Ezra 9:1-15; 5 Mosebog 7:3, 4.
14. Hvad skal der til for at opnå Guds tilgivelse, ifølge det der skete på Ezras tid?
14 For at erfare Guds tilgivelse må vores bekendelse være ledsaget af anger og „frugter som stemmer med sindsændringen“. (Lukas 3:8; Job 42:1-6; Esajas 66:2) På Ezras tid fik israelitternes sindsændring dem til at gøre noget for at rette det forkerte, idet de sendte deres fremmede hustruer bort. (Ezra 10:44; jævnfør Andet Korintherbrev 7:8-13.) Hvis vi beder Gud om tilgivelse for en alvorlig overtrædelse, lad os da ydmygt bekende vores synd i bøn og frembringe frugter som stemmer med sindsændringen. Vores sindsændring og ønske om at rette det forkerte vil også få os til at søge åndelig hjælp hos kristne ældste. — Jakob 5:13-15.
Hent trøst i bønnen
15. Hvordan viser Hannas erfaring at vi kan hente trøst i bønnen?
15 Når noget af en eller anden grund piner os, kan vi hente trøst i bønnen. (Salme 51:17; Ordsprogene 15:13) Det gjorde den loyale Hanna. Hun levede på et tidspunkt hvor det var almindeligt at israelitterne havde store familier, men hun havde ikke fået nogen børn. Hendes mand, Elkana, havde sønner og døtre med sin anden hustru, Peninna, der hånede Hanna fordi hun var ufrugtbar. Hanna bad inderligt til Gud og lovede at hvis hun fik en søn, ville hun ’give ham til Jehova alle hans livs dage’. Hun fandt trøst i bønnen og i ypperstepræsten Elis ord, „og var ikke længere indadvendt“ („så ikke længere bedrøvet ud“, da. aut.). Hanna fødte så en dreng som hun gav navnet Samuel. Senere overgav hun ham til tjenesten ved Jehovas helligdom. (1 Samuel 1:9-28) Taknemmelig for at Gud havde vist hende godhed, bad hun en takkebøn og priste Jehova for at være uden lige. (1 Samuel 2:1-10) Ligesom Hanna kan vi hente trøst i bønnen i tillid til at Gud vil opfylde alt hvad vi beder om, når blot det er i harmoni med hans vilje. Når vi har udøst vort hjerte for ham, behøver vi ikke længere at være forpinte eller bedrøvede, for han vil fjerne byrden fra os eller hjælpe os til at bære den. — Salme 55:22.
16. Hvorfor bør vi, ligesom Jakob, bede når vi er bekymrede og bange?
16 Hvis vi oplever en situation der gør os bange eller medfører hjertesorger eller bekymring, må vi ikke undlade at vende os til Gud og hente trøst i bønnen. (Salme 55:1-4) Jakob var for eksempel bange da han skulle møde sin broder Esau efter at de var skiltes som fjender. Men Jakob bad: „Min fader Abrahams Gud og min fader Isaks Gud, Jehova, du som siger til mig: ’Vend tilbage til dit land og til dine slægtninge og jeg vil gøre godt mod dig,’ jeg er uværdig til al den loyale hengivenhed og al den troskab som du har vist din tjener, for med blot min stav gik jeg over Jordan dér, og nu er jeg blevet til to lejre. Udfri mig, beder jeg dig, af min broders hånd, af Esaus hånd, for jeg er bange for at han kommer og overfalder mig, moder sammen med børn. Men du har jo sagt: ’Jeg vil visselig gøre godt mod dig og gøre dit afkom som havets sandskorn, der ikke kan tælles, så talrige er de.’“ (1 Mosebog 32:9-12) Esau angreb ikke Jakob og hans husstand. Så Jehova ’gjorde godt’ mod Jakob ved denne lejlighed.
17. Hvordan kan bønnen, ifølge det der siges i Salme 119:52, trøste os når vi udsættes for store prøvelser?
17 Mens vi beder, bliver vi måske trøstet ved at vi kommer i tanker om noget der står i Guds ord. I den længste salme i Bibelen — en smuk bøn sat til musik — er det muligvis prins Ezekias der synger: „Jeg husker dine domme fra svundne tider, Jehova, og det trøster mig.“ (Salme 119:52) Når vi under alvorlige prøvelser henvender os til Gud i ydmyg bøn, kommer vi måske i tanker om et princip eller en lov i Bibelen der hjælper os til at følge den rette kurs. Det vil medføre at vi finder trøst i forvisningen om at vi behager vor himmelske Fader.
De loyale vil være vedholdende i bønnen
18. Hvorfor vil ’enhver der er loyal bede til Gud’?
18 Alle der er loyale mod Jehova Gud, vil være „vedholdende i bønnen“. (Romerne 12:12) I Salme 32, der muligvis er skrevet efter Davids synd med Batseba, beskriver David den smerte han følte over ikke at have søgt tilgivelse, og den lettelse det medførte da han ændrede sind og bekendte sin synd for Gud. Derefter sang David: „Derfor [fordi Jehova tilgiver dem der oprigtigt ændrer sind] vil enhver der er loyal bede til dig i en tid hvor du endnu kan findes.“ — Salme 32:6.
19. Hvorfor bør vi opløfte loyale hænder i bøn?
19 Hvis vi værdsætter vores forhold til Jehova Gud, vil vi bede om hans barmhjertighed på grundlag af Jesu genløsningsoffer. Vi kan i tro træde frem for den ufortjente godheds trone med frimodighed i tale for at opnå tilgivelse og hjælp i rette tid. (Hebræerne 4:16) Ja, der er mange grunde til at vi bør bede til Gud. Lad os derfor ’bede uophørligt’ og ofte lovprise og takke Gud af hjertet. (1 Thessaloniker 5:17) Lad os dag og nat opløfte loyale hænder i bøn til Gud.
Hvad vil du svare?
◻ Hvorfor er det godt i forvejen at gennemtænke hvad man vil bede om når man skal lede en forsamling i bøn?
◻ Hvorfor bør vi bede på en respektfuld og værdig måde?
◻ Med hvilken indstilling bør vi bede?
◻ Hvorfor er det vigtigt at vi husker at lovprise og takke Gud i bøn?
◻ Hvilke eksempler fra Bibelen viser at vi kan hente trøst i bønnen?
[Illustration på side 17]
Kong Salomon var ydmyg da han ledede forsamlingen i bøn ved indvielsen af Jehovas tempel
[Illustrationer på side 18]
Ligesom Hanna kan vi hente trøst i bønnen