NAFTALI

(Nafʹtali) [mine kampe].

1. Den anden søn Jakob fik med Rakels tjenestepige, Bilha, i Paddan-Aram. (1Mo 35:25, 26; 2Mo 1:1, 4; 1Kr 2:1, 2) Eftersom Bilha var trådt i sin ufrugtbare frues sted, betragtede Rakel Naftali og hans ældre helbroder, Dan, som sine egne sønner. Hendes søster, Lea, havde på det tidspunkt allerede fire sønner (1Mo 29:32-35), men Rakel var så lykkelig for at det ved hendes tjenestepiges hjælp var lykkedes hende at få en anden søn, at hun udbrød: „Svære kampe har jeg kæmpet med min søster, og jeg har også vundet!“ Navnet Naftali (der betyder „mine kampe“), som sønnen fik, udtrykte rammende hvad Rakel følte ved hans fødsel. — 1Mo 30:2-8.

Senere blev Naftali fader til fire sønner, Jaze’el (Jahaziel), Guni, Jezer og Sjillem (Sjallum). (1Mo 46:24; 1Kr 7:13) Da patriarken Jakob på sit dødsleje fortalte sine sønner hvad der ville hænde dem „i de sidste dage“, var hans udtalelse om Naftali en af de korteste, men indholdet var gunstigt. — 1Mo 49:1, 2, 21.

2. En af Israels stammer, opkaldt efter Jakobs søn Naftali, bestående af fire slægter som nedstammede fra hans sønner, Jaze’el, Guni, Jezer og Sjillem. (4Mo 26:48, 49) Omkring et år efter udgangen af Ægypten udgjorde stammens kampdygtige mænd fra 20-årsalderen og opefter 53.400. (4Mo 1:42, 43) I ørkenen lå Naftalis stamme, med Ahira som høvding, lejret nord for teltboligen sammen med stammerne Aser og Dan. Disse tre stammer, som udgjorde Dans lejrafdeling, var de sidste der brød op, og de havde den vigtige opgave at danne bagtrop. — 4Mo 1:15, 16; 2:25-31; 7:78; 10:25-28.

Da den anden mønstring blev foretaget omkring 40 år efter udgangen af Ægypten, var antallet af stammens våbenføre mænd faldet til 45.400. (4Mo 26:50) Blandt de mænd som stammen havde mistet, var Nabi, en af de ti spioner der aflagde en dårlig rapport og ikke tilskyndede israelitterne til at drage ind i det forjættede land. — 4Mo 13:14, 16, 31-33; 14:35-37.

Efter at være gået over Jordan og have været med til at erobre Jeriko og Aj under Josuas ledelse var Naftalis stamme en af de stammer der stod foran Ebals Bjerg „for at fremsige forbandelsen“. (Jos 6:24, 25; 8:28, 30-35; 5Mo 27:13) Da tiden kom til at landet skulle uddeles som arvelodder, udpegede Gud Pedael af Naftalis stamme til at hjælpe Josua og præsten Eleazar hermed. — 4Mo 34:16, 17, 28; Jos 19:51.

Arvelod i landet. Naftalis stamme fik tildelt et område som lå i den nordlige del af det forjættede land. (5Mo 34:1, 2) Det grænsede mod øst til Galilæas Sø og Jordanfloden, mod syd til Issakar, mod sydvest til Zebulon og mod vest til Asers område. (Jf. Jos 19:32-34.) Bemærkningen om at Naftalis grænse nåede „til Juda ved Jordan“ (Jos 19:34), kan øjensynlig ikke betyde at den nåede helt ned til Judas stammeområde, som lå et godt stykke syd for Naftali. Her sigter „Juda“ sandsynligvis til egnen øst for Jordan som var beboet af Ja’irs slægt. Skønt Ja’ir blev regnet for at være manassit på grund af sin afstamning på mødrene side (4Mo 32:41; Jos 13:29, 30), var han gennem sin fader en efterkommer af Juda. (1Kr 2:5, 21, 22) Derfor kunne det område hans slægt fik tildelt, med nogen ret kaldes „Juda“.

I Naftalis område lå 19 befæstede byer med deres fritliggende bebyggelser. (Jos 19:35-39) En af disse byer, Kedesj, blev givet til levitterne og fik hellig status som tilflugtsby. (Jos 20:7, 9) To andre byer, Hammat (Hammot-Dor, eller Hammon) og Kartan (Kirjatajim), blev også tildelt levitterne. (Jos 19:35; 21:6, 32; 1Kr 6:62, 76) I Naftalis område lå også byerne Bet-Sjemesj og Bet-Anat, hvorfra kana’anæerne ikke blev fordrevet, men blev sat til at udføre tvangsarbejde. — Dom 1:33.

Det område der var beboet af Naftalis stamme, er bjergrigt (Jos 20:7), men frugtbart. Særlig frugtbare er Hulebækkenet og den trekantede slette (Genezaret) der ligger nordvest for Galilæas Sø. Den velsignelse Moses udtalte over Naftali, sigter muligvis til den arvelod stammen ville få. „Naftali er mættet med godkendelse og fyldt med Jehovas velsignelse. Tag vest og syd i eje.“ (5Mo 33:23) „Vest“ kan også gengives med „havet“ (AS, fdn.) eller „Søen“ (DA31) og kan derfor betegne Galilæas Sø, mens der med „syd“ måske menes den sydligste del af Naftalis område, som grænser til denne sø. Det er også muligt at passagen, stadig med Galilæas Sø i tanke, bør gengives: „Havet og dets fisk er hans ejendom.“ — NV, fdn.

Fra dommertiden til landflygtigheden. I profetien på sit dødsleje havde Jakob omtalt Naftali som „en spinkel hind“. (1Mo 49:21) Dette kan have hentydet til stammens hurtighed og dygtighed i krig, hvad dens historie synes at bekræfte. Ti tusind mand fra Naftali og Zebulon tog modigt imod Baraks opfordring til at kæmpe mod de veludrustede styrker under Sisera og blev velsignet med sejren. Barak selv var åbenbart af Naftalis stamme, eftersom Kedesj i Naftali synes at have været hans hjemby. (Dom 4:6-15; 5:18) Naftalis stamme støttede også dommeren Gideon i kampen mod midjanitterne. — Dom 6:34, 35; 7:23, 24.

Mange år senere kom 1000 øverster og 37.000 andre stridsmænd fra Naftalis stamme til Hebron for at gøre David til konge over hele Israel. Til festlighederne i denne forbindelse blev der bragt fødevarer helt fra Issakar, Zebulon og Naftali. (1Kr 12:23, 34, 38-40) Det ser ud til at Naftalis stamme under Davids ledelse havde en betydelig andel i at undertvinge Israels fjender. — Sl 68:0, 1, 27.

Nogle årtier efter rigets deling blev Naftali trængt af aramæerkongen Ben-Hadad I. (1Kg 15:20; 2Kr 16:4) Omkring 200 år senere, i Pekas regeringstid, blev indbyggere fra Naftali ført i assyrisk fangenskab af kong Tiglat-Pileser III. (2Kg 15:29) Næsten 100 år efter Nordrigets fald førte kong Josias af Juda modigt sin ødelæggelseskampagne mod afgudsdyrkelsen så langt mod nord som til de øde områder i det assyrisk beherskede Naftali. — 2Kr 34:1-7.

Esajas’ profeti. Det kan være ydmygelsen for assyrernes hånd der er tænkt på i Esajas 9:1: „Dog skal dunkelheden ikke være der, som da landet havde trængsel, som tidligere da man behandlede Zebulons land og Naftalis land med foragt.“ Esajas fortsætter med at vise at det der før var blevet behandlet med foragt, senere skulle æres — „vejen til havet, i egnen ved Jordan, nationernes Galilæa“. Derefter siger han: „Det folk der vandrede i mørket har set et stort lys. De der bor i landet med dystert mørke — lyset har skinnet på dem.“ (Es 9:1, 2) Disse ord blev citeret af Mattæus (4:13-17) og møntet på Kristus Jesus, „verdens lys“, og hans virksomhed. (Joh 8:12) Eftersom Jesus gjorde Kapernaum i Naftalis land til „sin egen by“ (Mt 4:13; 9:1), kunne han i en vis forstand anses for at høre til Naftali. Derfor kunne Jakobs profetiske ord om Naftali, „han fører formfuldendt tale“, med rette anvendes om Jesus. (1Mo 49:21) Guds søn førte virkelig „formfuldendt tale“; endog de betjente der var sendt ud for at pågribe ham, måtte udbryde: „Aldrig har noget andet menneske talt således.“ — Joh 7:46.

Omtalt i syner. I Ezekiels syn lå Naftalis landtildeling mellem Aser og Manasse (Ez 48:3, 4), og en af portene i byen „Jehova er der“ var opkaldt efter Naftali. (Ez 48:34, 35) Apostelen Johannes hørte i et syn at der var blevet beseglet 12.000 af Naftalis (åndelige) stamme. — Åb 7:4, 6.