Kapitel 28
Spørgsmålet om faste
DER er gået næsten et år siden Jesus fejrede påsken i år 30. Johannes Døber har nu siddet fængslet i flere måneder. Han ønskede at hans disciple skulle slutte sig til Jesus, men de har ikke alle gjort det.
Nogle af disse disciple af den fængslede Johannes kommer nu hen til Jesus og spørger: „Hvordan kan det være at vi og farisæerne plejer at faste, men dine disciple faster ikke?“ Farisæerne bruger at faste to gange om ugen som et religiøst ritual, og måske følger Johannes’ disciple en lignende skik. Men det kan også være at de faster af sorg over at Johannes er i fængsel og undrer sig over hvorfor Jesu disciple ikke giver udtryk for sorg på samme måde.
Som svar siger Jesus: „Brudgommens venner har ingen grund til at sørge så længe brudgommen er hos dem, vel? Men der vil komme dage da brudgommen vil blive taget bort fra dem, og så vil de faste.“
Dette bør minde Johannes’ disciple om at Johannes selv har omtalt Jesus som brudgommen. Mens Jesus er hos dem vil Johannes derfor ikke anse det for passende at faste. Sådan ser Jesu disciple også på det. Senere, da Jesus dør, sørger og faster hans disciple. Men da han oprejses og stiger op til himmelen har de ikke længere grund til at sørge og faste.
Jesus fortæller derefter disse lignelser: „Ingen syr en lap af ukrympet stof på en gammel yderklædning; for dens fulde styrke vil trække den fra yderklædningen, og flængen vil blive værre. Man kommer heller ikke ny vin i gamle skindsække; hvis man gør det, vil skindsækkene sprænges og vinen løbe ud og skindsækkene blive ødelagt. Nej, man kommer ny vin i nye skindsække.“ Hvad har dette med faste at gøre?
Jo, Jesus ville hjælpe Johannes Døbers disciple til at indse at ingen kunne forvente at Jesu disciple skulle tilpasse sig jødedommens gamle skikke, som for eksempel det at faste rituelt. Jesus var ikke kommet for at lappe på en gammel udtjent tilbedelsesordning der var klar til at blive kasseret. Kristendommen skulle ikke tilpasses den tids jødedom med dens menneskeskabte traditioner. Nej, den skulle ikke være som en ny lap på en gammel klædning eller som ny vin på gamle skindsække. Mattæus 9:14-17; Markus 2:18-22; Lukas 5:33-39; Johannes 3:27-29.
▪ Hvem plejer at faste, og hvorfor gør de det?
▪ Hvorfor faster Jesu disciple ikke mens han er hos dem, og hvordan vil enhver grund til at faste blive fjernet kort efter hans død?
▪ Hvilke lignelser fortæller Jesus, og hvad betyder de?