Spørgsmål fra læserne
Hvad mente Jesus da han sagde “Tro ikke at jeg er kommet for at skabe fred”?
Det budskab Jesus forkyndte, handlede om fred. Men alligevel sagde han på et tidspunkt til sine apostle: “Tro ikke at jeg er kommet for at skabe fred på jorden. Jeg er ikke kommet med fred, men med sværd. Jeg er nemlig kommet for at skabe splittelse – mellem en mand og hans far og mellem en datter og hendes mor og mellem en svigerdatter og hendes svigermor.” (Matt. 10:34, 35) Hvad mente Jesus med det?
Jesus ønskede på ingen måde at splitte familier, men han vidste at hans lære nogle gange ville have den virkning. Det var vigtigt at de der gerne ville være hans disciple, var klar over konsekvenserne af deres beslutning. Hvis en i familien begyndte at modarbejde dem, kunne det blive en udfordring ikke at gå på kompromis.
Bibelen tilskynder kristne til at “holde fred med alle mennesker”. (Rom. 12:18) Men Jesus’ lære kan virke som et “sværd” i nogle familier. Det kan ske hvis en i familien tager Jesus’ lære til sig og andre afviser den. Måske begynder de endda at modarbejde den der er ved at lære sandheden at kende. På den måde får han eller hun i virkeligheden “fjender” i sin egen familie. – Matt. 10:36.
Hvis vores familie ikke deler vores tro, kan vi nogle gange havne i situationer der sætter vores kærlighed til Jehova og Jesus på prøve. For eksempel forsøger andre i familien måske at presse os til at fejre en højtid der ikke stemmer med Bibelen. Når sådan en prøve opstår, må vi træffe et vanskeligt valg: Hvem vil vi gerne glæde? Jesus sagde: “Enhver der holder mere af far eller mor end af mig, er ikke værdig til at følge mig.” (Matt. 10:37) Jesus mente selvfølgelig ikke at man skulle begynde at elske sine forældre mindre for at kunne blive en af hans disciple. Nej, det han mente, var at vi skal se tingene i det rigtige perspektiv. Hvis nogle familiemedlemmer er imod at vi tjener Jehova, bliver vi ved med at elske dem, men vores kærlighed til Jehova er det vigtigste for os.
Modstand fra familien kan gøre os meget kede af det. Men vi må minde os selv om det Jesus sagde: “Enhver der ikke vil bære sin torturpæl og følge mig, er ikke værdig til at blive min discipel.” (Matt. 10:38) Med andre ord er vi klar over at modstand fra familien kan være en af de svære prøver vi må udholde fordi vi gerne vil følge Jesus. Og vi håber at vores måde at være på med tiden vil blødgøre vores familiemedlemmer og give dem lyst til at undersøge Bibelen. – 1. Pet. 3:1, 2.