OFFENTLIG LÆRER

En der er blevet uddannet inden for et kundskabsområde, og som underviser andre offentligt. Udtrykket „offentlig lærer“ er to steder i Ny Verden-Oversættelsen oversat fra det græske ord grammateusʹ. (Mt 13:52; 23:34) I The New English Bible er det disse steder gengivet med „lærer“; i Seidelins oversættelse med „skriftlærd“ og „lærd“ og i den danske autoriserede oversættelse fra 1992 med „skriftklog“. Af en fodnote i Ny Verden-Oversættelsen fremgår det at udtrykket „offentlig lærer“ også kan gengives „(skrift)lærd“. (Mt 13:52, fdn.) Grammateusʹ gengives i Ny Verden-Oversættelsen sædvanligvis med „skriftlærd“, men det gengives med udtrykket „offentlig lærer“ når der er tale om Jesu disciple og ikke den jødiske religiøse gruppe der er kendt som „de skriftlærde“.

Da Jesus befandt sig på jorden, var de skriftlærde (grammateisʹ) lovkyndige mænd som underviste folket, men deres lære var inficeret med menneskers overleveringer og hedenske dogmer. Udtrykket „skriftlærde“ var hovedsagelig en titel der blev brugt om dem kollektivt som en gruppe, og som ikke havde noget med deres oprindelige opgave som afskrivere at gøre.

Jesus kom til jorden for at vidne om sandheden. For at den gode nyhed om Riget kunne blive forkyndt, oplærte han sine disciple til at være offentlige lærere der kunne undervise folk i læren om Guds rige. Ved at kalde dem offentlige lærere ophøjede han deres tjeneste til et højere plan og understregede hvor vigtigt det var at lytte til deres undervisning. Han sammenlignede hver enkelt af dem med en lærd mand der havde et helt forråd at dele ud af. (Mt 13:52) Han sendte disse offentlige lærere ud til Israel, men Israels egne skriftlærde indså ikke hvilket vigtigt budskab Gud fremholdt for dem gennem disse mænd. De modstod tværtimod den offentlige undervisning og var med til at piske, forfølge og dræbe Jesus og hans medarbejdere, hvorved de viste sig som falske lærere. Ikke desto mindre blev mange israelitter og folk fra andre nationer undervist af dem som Jesus havde oplært, og senere blev de selv offentlige lærere i Guds ord. — Mt 23:34; 28:19, 20.

Under Moseloven var det levitternes opgave at sørge for at folket modtog offentlig undervisning. (3Mo 10:11; 5Mo 17:10, 11; 2Kr 17:7-9) Blandt dem der underviste Guds folk offentligt, var levitten Moses, der var mellemmand for Lovpagten, og senere Josua af Efraims stamme, der var nationens fører. (5Mo 4:1; 34:9; Jos 8:35) Dommerne og de trofaste konger underviste ligeledes i Loven når de påhørte en sag og dømte i den, og når de præsiderede ved religiøse begivenheder. — 1Kg 8:1-61; 2Kg 23:2.

Præsten Ezra, der, bistået af Nehemias, ledte et program for offentlig undervisning af israelitterne efter hjemkomsten fra Babylon, satte et godt eksempel som offentlig lærer. Han oplæste Loven og organiserede levitterne så de kunne varetage deres pligter, der bestod i at ’forklare Loven for folket’, ’fortolke den’ og ’give det læste mening’, hvorved de „underviste folket“. — Ne 8:1-9.