FOD

Det hebraiske ræʹghæl og det græske pous bruges begge i deres egentlige betydning om den nederste del af benet, den legemsdel et menneske eller et dyr står på. Begge ord bruges såvel bogstaveligt som billedligt.

I fortiden var fødderne det vigtigste transportmiddel — ligesom det er tilfældet mange steder i dag. Jævne mennesker gik undertiden barfodede, men i almindelighed gik man i sandaler som ikke var meget andet end et par såler. (Se SANDAL.) Når man kom ind i et hus, tog man sandalerne af. Et vigtigt, næsten obligatorisk udtryk for gæstfrihed var at værten eller en tjener vaskede gæstens fødder eller i det mindste bragte vand til formålet. — 1Mo 18:4; 24:32; 1Sa 25:41; Lu 7:37, 38, 44.

I betragtning af at man tog sine sandaler af når man befandt sig på hellig grund, var præsterne uden tvivl barfodede når de udførte deres pligter i teltboligen eller templet. (2Mo 3:5; Jos 5:15) I vejledningen om hvordan præsternes klæder skulle fremstilles, nævnes der intet om sandaler. — 2Mo kap. 28; se KROPSLIGE UDTRYKSMIDLER.

Kristus vasker disciplenes fødder. Jesus Kristus gav sine disciple en lektion i ydmyghed og villighed til at tjene hinanden da han som deres Herre vaskede deres fødder. (Joh 13:5-14; jf. 1Ti 5:9, 10.) Når Jesus ved denne lejlighed sagde: „Den der har badet behøver ikke at få vasket mere end fødderne, men er helt ren,“ sigtede han uden tvivl til den omstændighed at selv om man havde taget bad, ville fødderne hurtigt blive støvede igen og måtte vaskes hyppigere end resten af kroppen. På Jesu tid skulle præsterne og levitterne der tjente ved templet, tage bad tidligt om morgenen, hvorefter de ikke behøvede at bade sig mere den dag, bortset fra at de skulle vaske hænder og fødder. (Se også 2Mo 30:19-21.) Med ordene: „I er rene, dog ikke alle [dvs. ikke Judas],“ gav Jesus tydeligvis sine handlinger ved denne lejlighed et dybere, åndeligt indhold. (Joh 13:10, 11) I Efeserne 5:25, 26 siges der at Jesus rensede den kristne menighed „med vandbadet ved hjælp af ordet“, det vil sige sandhedens ord. Følgelig måtte Jesu trofaste disciple også i ydmyghed tage sig af deres brødre, ikke blot med tanke på deres fysiske behov, men også, og i højere grad, med tanke på deres åndelige behov. Derved ville de hjælpe hinanden til at holde sig rene og fri af de daglige fristelser og tillokkelser som en kristen kunne blive besmittet af i denne verden. — He 10:22; Ga 6:1; He 12:13; se FODVASKNING.

„Vandre“. Ordene „fod“ og „fødder“ bruges ofte til at beskrive et menneskes tilbøjelighed eller den vej det følger, den være sig god eller ond. (Sl 119:59, 101; Ord 1:16; 4:26; 5:5; 19:2; Ro 3:15) Ordet „vandre“ bruges på lignende måde; for eksempel siges der at „Noa vandrede med den sande Gud“, der betyder at Noa fulgte en vej som var i overensstemmelse med Guds vilje og bud. (1Mo 6:9; jf. Ef 2:1, 2.) Gud leder i billedlig forstand sine trofaste tjeneres fødder ad den rette sti, idet han viser dem hvilken vej de skal gå, så de ikke snubler og falder i åndelig henseende eller lader sig lokke af noget ondt, og undertiden beskytter han dem endog mod at blive indfanget af fjenden. (1Sa 2:9; Sl 25:15; 119:105; 121:3; Lu 1:78, 79) Derimod vil han sørge for at de ugudelige mister fodfæstet og falder, til deres forsmædelse. (5Mo 32:35; Sl 9:15) Jehova advarer sine tjenere mod at slå følge med onde mennesker og mod at følge en uret kurs. (Ord 1:10, 15; 4:27) Han råder dem til at vogte deres fødder når de går hen til Guds hus. De bør træde frem med et oprigtigt hjerte for at høre og for at lære. — Præ 5:1.

Andre billedlige udtryk. Andre billedlige udtryk er: ’Et hvilested for sin fod’, det vil sige et sted hvor man kan bo eller opholde sig, eller som man kan tage i besiddelse (1Mo 8:9; 5Mo 28:65); „en fodsbred“, det mindste stykke jord man kunne eje (Apg 7:5; 5Mo 2:5; jf. Jos 1:3); ’at løfte sin fod’, at gå i gang med noget (1Mo 41:44); ’sjældent at sætte sin fod i sin næstes hus’, ikke at benytte sig for meget af hans gæstfrihed (Ord 25:17); ’at gå barfodet’, et tegn på ydmygelse eller sorg (fanger måtte ofte gå barfodede) (Es 20:2); ’at lægge noget for en andens fødder’, at bringe en gave eller et offer (Apg 5:1, 2); ’at kaste sig ned for en andens fødder’, et udtryk for en ærbødig hilsen (Mr 5:22); ’at lægge noget under en andens fødder’, at overdrage vedkommende myndighed over noget (1Kor 15:27; He 2:8); ’at knuse noget under sine fødder’, at besejre det (Mal 4:3; Ro 16:20); ’at sætte sine fødder på en fjendes nakke’, et symbol på at man har besejret eller undertvunget ham (Jos 10:24); ’at bade sin fod i blod’, at tilintetgøre fjender (Sl 68:22, 23); ’at tildække sine fødder’, at forrette sin nødtørft (Dom 3:24, fdn.; 1Sa 24:3, fdn.). Om Aser blev der profetisk sagt at han skulle „dyppe sin fod i olie“, et udtryk for den fede eller frugtbare andel som hans stamme ville få blandt Israels andre stammer. (5Mo 33:24) Rut afdækkede pladsen ved Boaz’ fødder og lagde sig dér for at lade ham forstå at han skulle tage de nødvendige juridiske skridt til at indgå svogerægteskab. — Rut 3:4, 7, 8.

’Skønne fødder’. Jehova sætter pris på fødderne hos dem der forkynder den gode nyhed om Riget, og betegner dem som „skønne“. (Es 52:7, fdn.; Ro 10:15) For at bringe budskabet ud på rette måde må den kristne være „udrustet med fredens gode nyhed som sko“ på sine fødder. (Ef 6:15) Jesus instruerede sine disciple om at når nogle i et hus eller en by ikke ville tage imod dem eller høre på deres ord, skulle de ’ryste støvet af deres fødder’ og således vise at de overlod det uimodtagelige hus eller den uimodtagelige by til dommen fra en højere instans, nemlig fra himmelen. — Mt 10:14.

’Hug din fod af’. Jesus sagde: „Hvis din hånd eller din fod bringer dig til snublen og fald, så hug den af og kast den fra dig.“ Han mente ikke at man bogstaveligt skulle hugge sin hånd eller fod af, men at man hellere skulle gøre en legemsdel som en hånd eller fod lige så død som var den adskilt fra legemet, end tillade at den fik én til at begå en utilgivelig synd. — Mt 18:8; Mr 9:45; jf. Kol 3:5.

En del af det kristne „legeme“. Apostelen Paulus viste i hvor høj grad medlemmerne af den kristne menighed er afhængige af hinanden, da han sammenlignede menigheden med et menneskelegeme og sagde: „Hvis foden ville sige: ’Da jeg ikke er en hånd, er jeg ikke en del af legemet,’ er den ikke af den grund ophørt med at være en del af legemet.“ — 1Kor 12:15.

Guds fodskammel. Jehova beskriver sin stilling som den højeste Suveræn idet han omtaler sig selv som siddende på en himmelsk trone med jorden som sin fodskammel. (Es 66:1) Han siger til Zion at han vil hædre sin helligdoms sted, og tilføjer: „Mine fødders sted vil jeg herliggøre.“ — Es 60:13, 14, se HÆL; TÅ.