Spørgsmål fra læserne

Jesus sagde: „Når I tilgiver nogen deres synder, så er de tilgivet dem; når I fastholder nogens, så er de fastholdt.“ Betyder denne udtalelse at kristne kan tilgive synder?

Der er ikke bibelsk belæg for at hævde at kristne i almindelighed, heller ikke udnævnte ældste i menigheden, har guddommelig bemyndigelse til at tilgive synder. Men ovennævnte ord af Jesus, der står at læse i Johannes 20:23, viser at Gud gav apostlene en særlig bemyndigelse i den henseende. Jesu udtalelse kan måske desuden forbindes med hans ord i Mattæus 18:18 om afgørelser der er truffet i himmelen.

Kristne kan tilgive visse overtrædelser, i overensstemmelse med apostelen Paulus’ vejledning i Efeserbrevet 4:32: „Vær venlige over for hinanden, inderligt medfølende, idet I frit tilgiver hinanden ligesom også Gud ved Kristus frit har tilgivet jer.“ Paulus talte her om personlige uoverensstemmelser kristne imellem, uoverensstemmelser der for eksempel kunne være opstået på grund af en tankeløs udtalelse. De skulle søge at få disse uoverensstemmelser ud af verden og tilgive hinanden. Jesus sagde jo: „Hvis du er i færd med at bringe en offergave til alteret, og du dér kommer i tanker om at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive liggende dér foran alteret, og gå; slut først fred med din broder, og derefter, når du er kommet tilbage, kan du bringe din offergave.“ — Mattæus 5:23, 24; 1 Peter 4:8.

Sammenhængen i Johannes 20:23 viser imidlertid at Jesus her talte om mere alvorlige synder, som det fremgår af det han ellers sagde til netop disse tilhørere. Lad os se hvorfor.

Den dag Jesus blev oprejst, viste han sig for disciplene i et aflåst lokale i Jerusalem. Beretningen lyder: „Jesus sagde så igen til dem: ’Måtte I have fred. Ligesom Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.’ Og efter at have sagt dette åndede han på dem og sagde til dem: ’Modtag hellig ånd. Når I tilgiver nogen deres synder, så er de tilgivet dem; når I fastholder nogens, så er de fastholdt.’“ — Johannes 20:21-23.

Sandsynligvis var de nævnte disciple hovedsagelig de trofaste apostle. (Jævnfør vers 24.) Da Jesus åndede på dem og sagde „modtag hellig ånd“, lod Jesus dem med denne symbolske handling forstå at den hellige ånd snart ville blive udgydt over dem. Jesus sagde derefter at de ville få bemyndigelse til at tilgive synder. Der må fornuftigvis være en sammenhæng mellem hans to udtalelser, så den ene førte til den anden.

På Pinsedagen, halvtreds dage efter sin opstandelse, udgød Jesus den hellige ånd. Hvad førte det med sig? De der modtog ånden blev født igen som åndelige sønner af Gud med håb om at blive Kristi medregenter i himmelen. (Johannes 3:3-5; Romerne 8:15-17; 2 Korinther 1:22) Men det var ikke det hele. Nogle fik mirakuløse evner. Det førte til at en del af dem kunne tale på fremmede tungemål som de ikke kendte. Andre kunne profetere. Og atter andre kunne helbrede syge eller oprejse døde. — 1 Korinther 12:4-11.

Eftersom Jesu ord i Johannes 20:22 pegede frem til at han ville udgyde den hellige ånd over disciplene, synes de efterfølgende ord om at tilgive synder at betyde at apostlene ved Guds ånds virke ville få en særlig bemyndigelse til at tilgive eller fastholde synder. — Se Vagttårnet for 15. marts 1951, side 98.

Bibelen beretter ikke udførligt om hvert eneste af de tilfælde hvor apostlene anvendte denne myndighed, og den beskriver heller ikke hvert eneste af de tilfælde hvor de brugte de mirakuløse gaver til at tale i tunger, profetere eller helbrede. — 2 Korinther 12:12; Galaterne 3:5; Hebræerne 2:4.

Et af de tilfælde hvor en apostel benyttede sin myndighed til at tilgive eller fastholde synd, var i forbindelse med Ananias og Safira, som forsøgte at bedrage den hellige ånd. Peter, som havde hørt Jesus udtale de ord vi læser i Johannes 20:22, 23, afslørede Ananias og Safira. Han henvendte sig først til Ananias, som faldt død om på stedet. Da Safira senere kom ind og fastholdt bedrageriet, afsagde Peter dommen over hende. Han tilgav ikke hendes synd, men sagde: „Se! Fødderne af dem som har begravet din mand er ved døren, og de vil bære dig ud.“ Også hun døde øjeblikkelig. — Apostelgerninger 5:1-11.

I dette tilfælde brugte apostelen Peter sin særlige myndighed til at give udtryk for at en synd var ’fastholdt’, idet han havde en mirakuløs viden om at Gud ikke ville tilgive Ananias og Safira. Det ser også ud til at apostlene havde en overnaturlig indsigt i sager hvor de var sikre på at synder var blevet tilgivet på grundlag af Jesu offer. Ved åndens kraft kunne apostlene altså tilgive eller fastholde synder.a

Det betyder dog ikke at alle åndsavlede ældste dengang havde denne mirakuløse myndighed. Det fremgår af det apostelen Paulus sagde om den mand der var blevet udstødt af Korinthermenigheden. Paulus sagde ikke: ’Jeg tilgiver den mands synd,’ eller: ’Jeg ved at hans synd er tilgivet i himmelen; tag ham derfor tilbage.’ Nej, Paulus tilskyndede hele menigheden til at tilgive denne kristne mand der var blevet genoptaget, og vise ham kærlighed. Paulus tilføjede: „Den I frit tilgiver et eller andet, tilgiver jeg også.“ — 2 Korinther 2:5-11.

Når manden var genoptaget i menigheden, kunne alle brødrene og søstrene tilgive ham i den forstand at de ikke bar nag til ham for det skete. Han skulle imidlertid først angre og genoptages. Hvordan ville det ske?

Der er visse alvorlige synder som menighedens ældste må tage sig af, for eksempel hvis nogen stjæler, lyver eller handler groft umoralsk. De vil prøve at retlede og irettesætte sådanne overtrædere og bevæge dem til at angre. Men hvis nogen øver alvorlige synder og ikke angrer, vil de ældste følge den guddommelige befaling om at udstøde overtræderen. (1 Korinther 5:1-5, 11-13) Jesu ord i Johannes 20:23 gælder ikke i sådanne tilfælde. Ældste i vor tid har ikke åndens mirakuløse gaver, som for eksempel evnen til at helbrede fysisk syge eller oprejse døde; disse gaver tjente en hensigt i det første århundrede og ophørte derefter. (1 Korinther 13:8-10) Ældste i dag har heller ikke myndighed fra Gud til at tilgive alvorlige synder ved for eksempel at erklære en der har begået en alvorlig synd, for ren i Jehovas øjne. Den form for tilgivelse hviler på genløsningsofferet, og kun Jehova kan tilgive på dette grundlag. — Salme 32:5; Mattæus 6:9, 12; 1 Johannes 1:9.

Når en der har begået en grov overtrædelse nægter at angre, må han udstødes, ligesom det var tilfældet med manden i det gamle Korinth. Hvis vedkommende senere angrer og øver gerninger der stemmer med sindsændringen, er Guds tilgivelse mulig. (Apostelgerninger 26:20) I en sådan situation giver Bibelen de ældste grund til at tro at Jehova har tilgivet overtræderen. Efter at vedkommende er blevet genoptaget, kan de ældste hjælpe ham åndeligt, så han kan blive stærk i troen. Menighedens øvrige medlemmer kan tilgive ham på samme måde som de kristne i Korinth tilgav den mand der var udstødt og blev genoptaget.

Ved at gribe det an på denne måde undgår de ældste at dømme ud fra deres egne normer. De anvender Bibelens principper og følger nøje den bibelske fremgangsmåde som Jehova har fastlagt. Når de ældste da enten tilgiver eller ikke tilgiver, vil det ske i den betydning der ligger i Jesu ord i Mattæus 18:18: „Jeg skal sige jer en sandhed: Hvad I end måtte binde på jorden vil være noget som er bundet i himmelen, og hvad I end måtte løse på jorden vil være noget som er løst i himmelen.“ Deres afgørelse vil simpelt hen genspejle Jehovas syn på sagen, sådan som det fremgår af Bibelen.

Jesu ord i Johannes 20:23 er altså ikke i modstrid med hvad der ellers siges i Bibelen, men viser at apostlene havde en særlig bemyndigelse angående tilgivelse af synder — i overensstemmelse med deres særlige opgave i den kristne menigheds barndom.

[Fodnote]