Tilgiver du ligesom Jehova?
„Hvis I tilgiver mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer; men hvis I ikke tilgiver mennesker deres overtrædelser, så vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.“ — MATTÆUS 6:14, 15.
1, 2. Hvad har vi brug for at Gud gør, og hvorfor?
„JEHOVA er barmhjertig og nådig, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed. Han vil ikke bebrejde for bestandig, og han vil ikke være fortørnet for stedse. Han har ikke handlet mod os efter vore synder; og han har ikke gengældt os efter vore misgerninger. For så høj som himmelen er over jorden, er hans loyale hengivenhed overvældende mod dem der frygter ham. Så langt som solopgang er fra solnedgang, så langt har han fjernet vore overtrædelser fra os. Som en fader viser barmhjertighed mod sine sønner, har Jehova vist barmhjertighed mod dem der frygter ham. For han ved hvordan vi er dannet, husker at vi er støv.“ — Salme 103:8-14.
2 Vi er undfanget med synd og bragt til verden med brøde, og vore nedarvede ufuldkommenheder forsøger konstant at tage os til fange under syndens lov. Vi har derfor hårdt brug for at Gud „husker at vi er støv“. Tre hundrede år efter at David havde beskrevet Jehova så smukt i Salme 103, ophøjede en anden bibelskribent, Mika, i lignende vendinger Gud for hans nådige tilgivelse af synder: „Hvilken gud kan måle sig med dig, du som fjerner misgerning, tilgiver overtrædelse og ikke nærer vrede for evigt, men finder behag i at vise barmhjertighed? Vis os endnu en gang medlidenhed, træd vore misgerninger under fode, kast alle vore synder ned på havets bund.“ — Mika 7:18, 19, The Jerusalem Bible.
3. Hvad indebærer det at tilgive?
3 Det ord der i De Kristne Græske Skrifter er oversat med „tilgive“, betyder egentlig „bortsende“. Bemærk at David og Mika i tiltalende og malende vendinger giver udtryk for den samme tanke. Lad os for at fatte Jehovas tilgivelse i hele dens overvældende omfang, gennemgå nogle få af de mange eksempler hvor den har været bragt i anvendelse. Det første viser at Jehova på menneskers bøn kan ombestemme sig og tilgive frem for at udslette.
Moses går i forbøn — Jehova lytter
4. Trods hvilke magtdemonstrationer fra Jehova var israelitterne stadig bange for at drage ind i det forjættede land?
4 Jehova førte israelitterne sikkert ud af Ægypten, hen til det land han havde lovet dem som hjem. Men de nægtede at drage derind af skræk for kana’anæerne. De havde set Jehova udfri dem af Ægypten ved hjælp af ti ødelæggende plager, åbne en flugtvej gennem Det Røde Hav, udslette den ægyptiske hær der forsøgte at sætte efter dem, indstifte Lovpagten ved Sinaj Bjerg og gøre dem til sin udvalgte nation, hver dag mirakuløst sende dem manna fra himmelen at leve af — og alligevel var de bange for at gå ind i det forjættede land på grund af nogle forvoksede kana’anæere! — 4 Mosebog 14:1-4.
5. Hvordan forsøgte de to trofaste spioner at sætte mod i israelitterne?
5 Forfærdede faldt Moses og Aron på deres ansigter. Josua og Kaleb, de to trofaste spioner, forsøgte at sætte mod i israelitterne ved at sige: ’Det er et meget, meget godt land, et land der flyder med mælk og honning. Frygt ikke for befolkningen; Jehova er med os.’ Det skræmte, oprørske folk lod sig ikke opmuntre af disse ord, men forsøgte i stedet at stene Josua og Kaleb. — 4 Mosebog 14:5-10.
6, 7. (a) Hvad besluttede Jehova at gøre da Israel vægrede sig ved at drage ind i det forjættede land? (b) Hvorfor kom Moses med indvendinger mod Jehovas dom over Israel, og hvad udvirkede det?
6 I vrede „sagde Jehova til Moses: ’Hvor længe vil dette folk handle respektløst over for mig, og hvor længe vil de undlade at tro på mig trods alle de tegn jeg har gjort iblandt dem? Lad mig slå dem med pest og drive dem bort, og lad mig gøre dig til en nation, større og mægtigere end de.’ Men da sagde Moses til Jehova: ’Ikke alene har ægypterne hørt at du med din kraft har ført dette folk op fra deres midte. Men de har også sagt det til dette lands indbyggere. . . . Hvis du lader dette folk dø, alle som én, så vil nationerne som har hørt om dit ry, sige: „Fordi Jehova ikke kunne føre dette folk ind i det land han tilsvor det, dræbte han det i ørkenen.“’“ — 4 Mosebog 14:11-16.
7 Moses bad for Jehovas navns skyld om tilgivelse: „’Tilgiv dog dette folks misgerning i din loyale hengivenheds storhed, og sådan som du har båret over med dette folk fra Ægypten og hertil.’ Da sagde Jehova: ’Jeg tilgiver dem hermed, efter dit ord.’“ — 4 Mosebog 14:19, 20.
Manasses afgudsdyrkelse og Davids ægteskabsbrud
8. Hvad var kong Manasse af Juda kendt for?
8 Jehovas tilgivelse kom på bemærkelsesværdig vis til udtryk over for Manasse, den gode kong Ezekias’ søn. Manasse var 12 år gammel da han blev konge i Jerusalem. Han byggede offerhøje, rejste altre for ba’alerne, lavede hellige pæle, bøjede sig for himmelens stjerner, øvede magi og brugte trolddom, ansatte åndemedier og spåkyndige, anbragte et udskåret afgudssymbol i Jehovas tempel, og lod sine sønner gå gennem ilden i Hinnoms Dal. „Han gjorde meget der var ondt i Jehovas øjne“ og „forledte fortsat Juda og Jerusalems indbyggere til at handle værre end de nationer som Jehova havde tilintetgjort foran Israels sønner“. — 2 Krønikebog 33:1-9.
9. Hvordan blev Jehova mildere stemt mod Manasse, og hvad førte det til?
9 Til sidst førte Jehova assyrerne mod Juda. De tog Manasse til fange og førte ham til Babylon. „Men så snart der kom trængsel over ham, søgte han at stemme sin Gud Jehova mildere og ydmygede sig meget over for sine forfædres Gud. Da han bad til ham, bønhørte han ham og hørte hans ydmyge bøn og lod ham vende tilbage til Jerusalem, til sit kongedømme.“ (2 Krønikebog 33:11-13) Manasse fjernede derpå de fremmede guder, afguder og altre og lod dem kaste uden for byen. Han begyndte at bringe ofre på Jehovas alter og fik Juda til at tjene den sande Gud. Dette er et meget stærkt vidnesbyrd om at Jehova er villig til at tilgive når ydmyghed, bøn og en ændret adfærd frembringer frugt der stemmer med sindsændringen. — 2 Krønikebog 33:15, 16.
10. Hvordan forsøgte David at dække over sin synd med Urias’ hustru?
10 Kong Davids ægteskabsbrud med hetitten Urias’ hustru er velkendt. Ikke blot begik han ægteskabsbrud med hende, men han forsøgte også ihærdigt at skjule sin synd da det viste sig at hun var gravid. Han gav Urias orlov fra krigen i den tro at han ville gå hjem og ligge hos sin hustru. Men af respekt for sine medsoldater i felten afslog Urias dette. David indbød ham derpå til et måltid og drak ham beruset, men Urias gik stadig ikke ind til sin hustru. Så sendte David besked til hærføreren om at anbringe Urias dér hvor det gik hedest til, for at han kunne blive dræbt. Og sådan gik det. — 2 Samuel 11:2-25.
11. Hvordan blev David ledet til sindsændring, men hvad måtte han udstå?
11 Jehova sendte sin profet Natan til kong David for at blotlægge dennes synd. „Da sagde David til Natan: ’Jeg har syndet mod Jehova,’ hvorpå Natan sagde til David: ’Så har Jehova også båret over med din synd. Du skal ikke dø.’“ (2 Samuel 12:13) Skyldbevidst og angerfuld sagde David til Jehova: „Du har ikke behag i slagtoffer — ellers ville jeg give det; brændoffer bryder du dig ikke om. Ofre til Gud er en sønderbrudt ånd; et sønderbrudt og knust hjerte ringeagter du ikke, Gud.“ (Salme 51:16, 17) Jehova ringeagtede ikke Davids bøn af et sønderbrudt hjerte; men David blev alligevel straffet strengt, i overensstemmelse med Jehovas ord i Anden Mosebog 34:6, 7 om at han „på ingen måde fritager for straf“.
Salomons bøn og Jehovas svar
12. Hvad bad Salomon om ved templets indvielse, og hvad svarede Jehova?
12 Da Salomon havde fuldført Jehovas tempel, bad han i indvielsesbønnen: „Hør din tjeners og dit folk Israels indtrængende anmodning når de beder, vendt mod dette sted; ja, måtte du selv høre det på det sted du bor, i himmelen, så du hører og tilgiver.“ Jehova svarede: „Når jeg lukker himmelen så der ikke kommer regn, og når jeg byder græshopperne fortære landet, og hvis jeg sender pest blandt mit folk, og mit folk, som mit navn er nævnt over, ydmyger sig og beder og søger mit ansigt og vender om fra deres onde veje, da vil jeg høre det i himmelen og tilgive deres synd og helbrede deres land.“ — 2 Krønikebog 6:21; 7:13, 14.
13. Hvad lægger Jehova ifølge Ezekiel 33:13-16 til grund for sit syn på os?
13 Jehova ser på hvordan vi er nu, ikke hvordan vi har været. I Ezekiel 33:13-16 erklærer han: „Når jeg siger til den retfærdige: ’Du skal visselig blive i live,’ og han så stoler på sin egen retfærdighed og øver uret, vil ingen af hans retfærdige gerninger blive husket, men for den uret som han har øvet, for den skal han dø. Og når jeg siger til den ugudelige: ’Du skal visselig dø,’ og han så vender om fra sin synd og øver ret og retfærdighed, og han, den ugudelige, giver pant tilbage, tilbagebetaler de ting han har taget ved røveri, ja, vandrer efter livets forskrifter ved ikke at øve uret, så skal han visselig blive i live. Han skal ikke dø. Ingen af de synder som han har begået, vil blive husket og tilregnet ham. Ret og retfærdighed har han øvet. Han skal visselig blive i live.“
14. Hvad gør Jehova foruden at tilgive?
14 Den tilgivelse Jehova Gud skænker os, udmærker sig ved noget som vi mennesker har svært ved at gøre når vi tilgiver hinanden. Gud tilgiver ikke blot — han udsletter det af sin erindring. Nogle har det med at sige: ’Jeg tilgiver dig, men jeg glemmer det aldrig.’ Som modsætning hertil har vi Jehovas løfte: „Jeg tilgiver deres misgerning, og jeg vil ikke mere huske deres synd.“ — Jeremias 31:34.
15. Hvilken holdning til barmhjertighed har Jehova altid haft?
15 Jehova har i tusinder af år været overbærende med sine tilbedere på jorden. Han har tilgivet synder de har været sig bevidst, foruden mange som de ubevidst har begået. Han har været uendelig barmhjertig, langmodig og tilgivende. I Esajas 55:7 står der: „Lad den ugudelige forlade sin vej, og den ondskabsfulde sine tanker; og lad ham vende om til Jehova, som vil forbarme sig over ham, ja til vor Gud, for han vil tilgive i rigt mål.“
Hvordan tilgivelse omtales i De Kristne Græske Skrifter
16. Hvad viser at Jesus har Jehovas syn på tilgivelse?
16 De Kristne Græske Skrifter omtaler talrige eksempler på Guds tilgivelse. Jesus omtaler den ofte, og tilkendegiver at han har den samme indstilling til tilgivelse som Gud. Jesus tænker Jehovas tanker, han er hans genskær og det nøjagtige udtryk for selve hans væsen; at se ham er at se Jehova. — Johannes 12:45-50; 14:9; Hebræerne 1:3.
17. Hvordan illustrerede Jesus at Jehova ’tilgiver i rigt mål’?
17 At Jehova tilgiver i rigt mål fremgår af Jesu lignelse om kongen der eftergav en træl en gæld på 10.000 talenter (godt 200.000.000 kroner). Men da trællen nægtede at eftergive en medtræl en gæld på 100 denarer (cirka 375 kroner), sagde kongen rasende: „’Onde træl, jeg har eftergivet dig hele denne gæld da du bønfaldt mig. Burde du da ikke til gengæld have vist barmhjertighed mod din medtræl, sådan som jeg viste dig barmhjertighed?’ Og vred som hans herre nu var blevet, overgav han ham til fangevogterne, indtil han betalte alt hvad han skyldte.“ Jesus sluttede med at fortælle meningen med lignelsen: „På samme måde vil min himmelske Fader også behandle jer, hvis I ikke hver især af hjertet tilgiver jeres broder.“ — Mattæus 18:23-35.
18. Hvor forskelligt så Peter og Jesus på det at tilgive?
18 Jesus fortalte denne lignelse efter at Peter var kommet hen til ham og havde spurgt: „Herre, hvor mange gange skal min broder synde imod mig og jeg tilgive ham? Indtil syv gange?“ Peter syntes selv at han var meget storsindet. Men Jesus mente ikke ligesom de skriftlærde og farisæerne at der var grænser for barmhjertigheden, så han sagde til Peter: „Jeg siger dig: Ikke indtil syv gange, men indtil syvoghalvfjerds gange.“ (Mattæus 18:21, 22) Syv gange ville næppe kunne række til en hel dag, for Jesus sagde ved en lejlighed: „Vær opmærksomme på jer selv. Hvis din broder begår en synd, så giv ham en irettesættelse, og hvis han ændrer sind, så tilgiv ham. Selv om han syv gange om dagen synder mod dig og syv gange kommer tilbage til dig og siger: ’Jeg ændrer sind,’ skal du tilgive ham.“ (Lukas 17:3, 4) Når Jehova tilgiver, holder han ikke regnskab — og det kan vi være glade for.
19. Hvad er en betingelse for at Jehova kan tilgive os?
19 Hvis vi ydmygt ændrer sind og bekender vore synder, vil Jehova handle vel imod os: „Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.“ — 1 Johannes 1:9.
20. Hvilken overbærenhed viste Stefanus?
20 Jesu discipel Stefanus viste også en eksemplarisk overbærenhed. Mens en ophidset pøbel stenede ham, råbte han bønfaldende: „’Herre Jesus, modtag min ånd.’ Så knælede han og råbte med høj røst: ’Jehova, tilregn dem ikke denne synd.’ Og efter at have sagt dette sov han ind i døden.“ — Apostelgerninger 7:59, 60.
21. Hvorfor var det storsindet af Jesus at tilgive de romerske soldater?
21 Jesus satte et endnu mere betagende eksempel i storsind. Hans fjender fik ham arresteret, udsat for en skueproces, dømt, spottet, overspyttet, pisket (sandsynligvis med en pisk hvori der var indflettet adskillige remme med knoglesplinter og metalstykker), og til sidst naglet til en pæl hvor han led i timevis. Romerne tog del i meget af dette; men da Jesus hang døende på marterpælen, gik han i forbøn hos sin Fader for de romerske soldater der havde pælfæstet ham: „Fader, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.“ — Lukas 23:34.
22. Hvilken vejledning fra Bjergprædikenen må vi bestræbe os for at efterleve?
22 I sin bjergprædiken havde Jesus sagt: „Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer.“ Lige til det sidste af sin jordiske tjeneste levede han selv efter dette princip. Er det for krævende for os som kæmper med vort faldne køds svagheder? Vi bør i det mindste efter bedste evne gøre det Jesus lærte sine disciple umiddelbart efter mønsterbønnen: „Hvis I tilgiver mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer; men hvis I ikke tilgiver mennesker deres overtrædelser, så vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.“ (Mattæus 5:44; 6:14, 15) Hvis vi tilgiver ligesom Jehova tilgiver, vil vi tilgive — og glemme.
Husker du?
◻ Hvad gør Jehova med vore synder, og hvorfor?
◻ Hvorfor blev Manasse genindsat som konge?
◻ Hvilket kendetegn ved Jehovas tilgivelse er det en udfordring for os mennesker at efterligne?
◻ Hvad gjorde Jesu overbærenhed så betagende?
[Illustration på side 24]
Med Natans hjælp indså David at han behøvede Guds tilgivelse