TILGIVELSE

Det at ophøre med at være vred på en overtræder og at opgive ethvert krav om straf eller gengældelse på grund af den forseelse der er begået.

Der findes på hebraisk to ord der er oversat med „at tilgive“, salachʹ og nasa’ʹ. Udsagnsordet salachʹ bruges kun om Guds tilgivelse, den handling hvorved synderen genvinder Guds gunst som svar på sin egen inderlige bøn om tilgivelse eller på en andens forbøn. (4Mo 14:19, 20; 1Kg 8:30) Udsagnsordet nasa’ʹ bruges om både Guds og menneskers tilgivelse. (1Mo 18:24, 26; 50:17) Andre, mere almindelige, betydninger af dette ord er „at løfte“, „at løfte op“ (1Mo 45:19; 2Mo 6:8; 2Kg 2:16), „at tage“ (1Mo 27:3; 4Mo 16:15) og „at bære“. (1Mo 47:30; 1Kg 2:26; Ez 44:12, 13). Det er i denne sidste betydning at ordet går over til at betyde „at tilgive“. Bukken for Azazel bærer således misgerninger bort, og det blev forudsagt at Messias ville bære menneskenes synd. (3Mo 16:8, 10, 22; Es 53:12) Ved at han bærer andres synd, får de mulighed for at opnå tilgivelse. — Se også AZAZEL.

Når det hebraiske ord nasa’ʹ bruges i betydningen „at tilgive“, er det i den græske Septuaginta undertiden gengivet med afiʹēmi. Dette ord har grundbetydningen „bortsende“, men det kan også betyde „tilgive“. I Romerne 4:7 citerer apostelen Paulus fra Salme 32:1 (31:1, LXX), hvor der siges at Jehova tilgiver „overtrædelse“, og han benytter her ligesom Septuaginta en form af ordet afiʹēmi for det hebraiske nasa’ʹ. Det græske ord afiʹēmi forekommer også andre steder i De Kristne Græske Skrifter, og det bruges om at Gud eller mennesker tilgiver synder eller eftergiver gæld. — Mt 6:12, 14, 15; 18:32, 35.

Ifølge Guds lov til Israels nation måtte én der ønskede at opnå tilgivelse for at have syndet mod Gud eller mod et medmenneske, først gøre uretten god igen sådan som det var foreskrevet i Loven, og derefter i de fleste tilfælde bringe et blodigt offer til Jehova. (3Mo 5:5–6:7) Paulus fastslog derfor dette princip: „Ja, næsten alle ting renses med blod ifølge loven, og uden at der udgydes blod finder der ingen tilgivelse sted.“ (He 9:22) Offerdyrenes blod kunne dog ikke virkelig tage synder bort og give den pågældende en ren samvittighed. (He 10:1-4; 9:9, 13, 14) Men den nye pagt der var forudsagt, skabte mulighed for sand tilgivelse på grundlag af Jesu Kristi genløsningsoffer. (Jer 31:33, 34; Mt 26:28; 1Kor 11:25; Ef 1:7) Allerede mens Jesus var på jorden, viste han, ved at helbrede en lam mand, at han havde myndighed til at tilgive synder. — Mt 9:2-7.

Jehova tilgiver „i rigt mål“, sådan som det fremgår af Jesu billedtaler om den fortabte søn og om kongen der eftergav en træl en gæld på 10.000 talenter (60.000.000 denarer, el. ca. 240 mio. kr.), mens trællen ikke ville eftergive en medtræl en gæld på blot 100 denarer (ca. 425 kr.). (Es 55:7; Lu 15:11-32; Mt 18:23-35) Jehova bevæges imidlertid ikke af sentimentalitet når han tilgiver, for han lader ikke grove synder være ustraffede. (2Mo 34:6, 7; Sl 99:8) Josua advarede israelitterne om at Jehova ikke ville tilgive dem hvis de faldt fra den sande tilbedelse. — Jos 24:19, 20; jf. Es 2:6-9.

Gud har anvist hvilke skridt man må tage for at opnå hans tilgivelse. Man må erkende sin synd, indse at synden er en overtrædelse mod Gud, bekende den uforbeholdent, være dybt bedrøvet i sit hjerte over det urette man har gjort, og være fast besluttet på at vende om fra den vej man er slået ind på. (Sl 32:5; 51:4; 1Jo 1:8, 9; 2Kor 7:8-11) Man må gøre hvad man kan for at gøre uretten eller skaden god igen. (Mt 5:23, 24) Derefter må man bede Gud om tilgivelse på grundlag af Kristi genløsningsoffer. — Ef 1:7; se også SINDSÆNDRING.

Hvis nogen forsynder sig mod os personligt, kræves det at vi tilgiver dem, uanset hvor mange gange det sker. (Lu 17:3, 4; Ef 4:32; Kol 3:13) Gud tilgiver ikke dem der nægter at tilgive andre. (Mt 6:14, 15) Selv en der på grund af sine alvorlige overtrædelser må udstødes af den kristne menighed, kan med tiden opnå tilgivelse hvis vedkommende lægger oprigtig anger eller sindsændring for dagen. Til den tid kan alle i menigheden bekræfte deres kærlighed til vedkommende. (1Kor 5:13; 2Kor 2:6-11) Kristne skal imidlertid ikke tilgive dem der ondsindet og med overlæg øver synd uden at ændre sind. Sådanne mennesker gør sig til fjender af Gud. — He 10:26-31; Sl 139:21, 22.

Det er rigtigt at bede Gud om tilgivelse for andre, også for en hel menighed. Moses gjorde dette for Israels nation, idet han bekendte dens synd og bad om tilgivelse for den, og han blev bønhørt af Jehova. (4Mo 14:19, 20) Salomon bad ved indvielsen af templet om at Jehova ville tilgive sit folk når det syndede og derefter vendte om fra sin onde vej. (1Kg 8:30, 33-40, 46-52) Ezra trådte frem på folkets vegne og bekendte offentligt de hjemvendte jøders synder. Hans inderlige bøn og formaning bevirkede at folket tog skridt til at opnå Jehovas tilgivelse. (Ezr 9:13–10:4, 10-19, 44) Jakob opfordrede den åndeligt syge til at tilkalde menighedens ældste og få dem til at bede over ham, og „hvis han har begået synder, vil det blive ham tilgivet“. (Jak 5:14-16) Der findes imidlertid „synd som er til døden“, det vil sige synd mod den hellige ånd, en overlagt syndig kurs som der ikke er tilgivelse for. En kristen skal ikke bede for dem der synder på denne måde. — 1Jo 5:16; Mt 12:31; He 10:26, 27; se SYND; ÅND.