Kapitel 22
Fire disciple kaldes
EFTER at Jesus er sluppet fra sine bysbørn i Nazaret som har forsøgt at slå ham ihjel, flytter han til byen Kapernaum ved Galilæas Sø. Herved opfyldes en anden af Esajas’ profetier. Det er profetien om at de der bor i Galilæa skal se et stort lys.
Mens Jesus udbreder lyset ved at forkynde om Riget her, finder han fire af sine disciple. De har før rejst rundt sammen med ham, men har genoptaget fiskeriet efter at være vendt tilbage fra Judæa sammen med ham. Nu opsøger Jesus dem åbenbart fordi tiden er inde til at han må have nogle faste, stabile hjælpere som han kan oplære til at fortsætte forkyndelsen efter at han er taget bort.
Da Jesus vandrer langs søen og får øje på Simon Peter og hans venner som er ved at skylle deres net, går han derfor hen til dem. Han går om bord i Peters båd og beder ham om at lægge lidt fra land. Så sætter Jesus sig ned i båden og begynder at undervise folkeskarerne inde på bredden.
Derefter siger Jesus til Peter: „Læg ud hvor der er dybt, og sænk jeres net til en fangst.“
„Lærer,“ svarer Peter, „en hel nat har vi slidt og intet fået, men på dit bud vil jeg sænke nettene.“
Da nettene bliver sænket, kommer der så mange fisk i dem at de begynder at gå i stykker. Hurtigt gør mændene tegn til deres partnere i en anden båd om at komme og hjælpe dem. Snart er begge bådene fyldt med så mange fisk at de er nær ved at synke. Da Peter ser dette, kaster han sig ned for Jesus og siger: „Gå væk fra mig, for jeg er en syndig mand, Herre.“
„Vær ikke bange,“ svarer Jesus. „Fra nu af er det levende mennesker du skal fange.“
Jesus indbyder også Peters broder Andreas. „Følg mig,“ siger han til dem, „og jeg vil gøre jer til menneskefiskere.“ Deres partnere ved fiskeriet, Jakob og Johannes, som er sønner af Zebedæus, får den samme indbydelse, og de tager også straks imod den. De forlader alle fiskeriet og bliver de fire første disciple som følges med ham overalt. Lukas 5:1-11; Mattæus 4:13-22; Markus 1:16-20; Esajas 9:1, 2.
▪ Hvorfor indbyder Jesus nogle disciple til at følge ham, og hvem er det?
▪ Hvilket mirakel gør Peter bange?
▪ Hvilken slags fiskeri opfordrer Jesus sine disciple til at udføre?