MYNTE

[gr.: hēdyʹosmon].

En kraftigt duftende urt som kun nævnes i Bibelen i forbindelse med farisæerne og de skriftlærde, der omhyggeligt sørgede for at give tiende af mynte mens de så stort på det der var vigtigere i Loven. (Mt 23:23; Lu 11:42) Der findes flere varianter af denne urt i Palæstina og Syrien, hvoraf grå mynte (Mentha longifolia) er den almindeligste. Det græske ord hēdyʹosmon (ordr.: vellugtende) betegnede sikkert ikke kun en enkelt slags mynte, men omfattede sandsynligvis alle de varianter man kendte.

Planten har en firkantet stængel, og bladene sidder parvis, et på hver side af stængelen. De små blåhvide eller rødlighvide blomster sidder i kvaster som enten danner kranse omkring stængelen eller er samlet i toppen af skuddet. Fra gammel tid har mynten været anvendt som læge- og krydderurt på grund af den vellugtende olie i dens blade og stængler.