BYTTE
Plyndringsgods, de ting som sejrherren i en krig erobrede fra en besejret fjende, eller, sjældnere, de ting som røvere stjal. (Lu 11:21, 22) Skønt israelitterne tog bytte fra deres besejrede fjender, var det ikke motivet til at de førte krig. Byttet udgjorde imidlertid en del af Jehovas belønning til dem fordi de gjorde hans vilje og virkede som hans domsfuldbyrdere.
Da Abraham havde udfriet Lot fra Kedorlaomers styrker, nægtede han at modtage noget som helst af byttet af Sodomas konge, for at ingen skulle sige at det var Sodomas konge og ikke Jehova der havde gjort Abraham rig. — 1Mo 14:1-24; He 7:4.
Deling af bytte. Da israelitterne tog hævn over midjanitterne fordi de havde været årsag til mange israelitters synd og død (4Mo 25), var byttet stort. Det blev delt sådan at de 12.000 der tog del i kampen, fik halvdelen, og de der blev hjemme, fik den anden halvdel. Derefter blev én ud af hver 500 af krigernes andel af dyr og mennesker givet til præsterne, og én ud af hver 50 af den anden halvdel blev givet til levitterne. Soldaterne gav frivilligt mange af de guldting de havde taget som bytte, især i form af smykker, til helligdommen som udtryk for værdsættelse af Jehovas beskyttelse i kampen, i hvilken de ikke mistede en eneste mand. — 4Mo 31:3-5, 21-54.
Det er ikke sikkert at byttet blev delt på præcis samme måde i senere situationer, men dette synes dog at have dannet mønster for deling af bytte. (1Sa 30:16-20, 22-25; Sl 68:12) Senere, i kongetiden, blev en del af byttet sat til side til kongen eller til helligdommen. — 2Sa 8:7, 8, 11, 12; 2Kg 14:14; 1Kr 18:7, 11.
Ved erobringen af Kana’an. Byerne i de syv kana’anæiske nationer skulle vies til udslettelse; alle indbyggerne skulle dræbes, og israelitterne måtte kun tage kvæg og andet bytte. (5Mo 20:16-18; 7:1, 2; Jos 11:14) Som en førstegrøde ved erobringen af Kana’an var Jeriko en undtagelse; israelitterne beholdt kun metallerne og skænkede dem til helligdommen. (Jos 6:21, 24) Rahabs husstand blev skånet på grund af hendes tro. (Jos 6:25) Hvis byer der tilhørte andre nationer, måtte erobres ved kamp, blev jomfruer og børn skånet. (5Mo 20:10-15) Alt hvad der blev taget som bytte, skulle renses. Hvis det var af stof, skind eller træ, skulle det vaskes; hvis det var af metal, skulle det behandles med ild. — 4Mo 31:20-23.
Frafaldne byer. Israelitiske byer der blev frafaldne, skulle tilintetgøres fuldstændigt sammen med alle indbyggerne. Byttet skulle brændes på torvet, og byen skulle være „en ruinhøj for stedse“. — 5Mo 13:12-17.
Kristus plyndrer Satans hus. Da Jesus Kristus var på jorden, ’plyndrede’ han Satans hus ved at udfri dem der blev holdt i trældom af dæmoner, og kurere de sygdomme dæmonerne havde påført dem. (Mt 12:22-29) Desuden siges der at „da han steg op til det høje bortførte han fanger; han gav gaver i form af mennesker“. Disse tog han bort fra Satans herredømme så de kunne tjene som gaver til opbyggelse i den kristne menighed. — Ef 4:8, 11, 12.
Tilhængere af falsk religion. Kristus sagde at de skriftlærde og farisæerne ligesom røvere var „fulde af rov“, som de åbenbart havde tilegnet sig ved at udbytte enker og andre forsvarsløse personer. Desuden holdt de folket i religiøs trældom idet de havde „taget kundskabens nøgle“. (Mt 23:25; Lu 11:52) Jødernes religiøse ledere bar ligeledes en stor del af skylden for at de kristnes ejendele blev røvet fra dem. — He 10:34.