Vær på vagt over for selvretfærdighed!
I DET første århundrede nød farisæerne stor anseelse blandt folket og var kendt for at være retfærdige tilbedere af Gud. De granskede ivrigt i Skriften og bad hyppige bønner. De havde også ry for at være venlige og rimelige. Den jødiske historieskriver Josefus har skrevet: „Farisæerne have Kærlighed til hinanden indbyrdes og arbejde paa Enighed i det offentlige Liv.“ Intet under at de var nogle af de mest respekterede og ansete i det jødiske samfund på den tid!
I dag bliver ordet „farisæisk“ eller lignende udtryk imidlertid brugt i en nedsættende betydning, synonymt med skinhellig, selvretfærdig, „frelst“, from, eller med dét at yde øjentjeneste. Hvordan gik det til at farisæerne mistede deres gode omdømme?
Det kom sig af at Jesus, i modsætning til de fleste jøder, ikke lod sig bedrage af farisæernes ydre. Han sammenlignede dem med „hvidkalkede gravsteder, der jo udvendig ser pæne ud, men indvendig er fulde af de dødes ben og enhver form for urenhed“. — Mattæus 23:27.
De bad ganske vist ofte lange bønner på offentlige steder, men som Jesus sagde, var det blot for at blive set af mennesker. Deres tilbedelse var det rene komediespil. De kunne godt lide de fornemste pladser ved aftensmåltiderne og de forreste siddepladser i synagogerne. Alle jøder var forpligtede til at bære frynser på deres klæder, men farisæerne bar meget lange frynser i deres forsøg på at gøre indtryk på folk. De var stolte af at fremvise deres brede skriftstedskapsler som de brugte som amuletter. (Mattæus 6:5; 23:5-8) Men deres hykleri, begærlighed og arrogance bragte dem til sidst vanære.
Jesus gav udtryk for Guds forkastelse af farisæerne på denne måde: „I hyklere! Esajas har træffende profeteret om jer da han sagde: ’Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig. Det er forgæves de bliver ved med at dyrke mig, når den lære de fører er menneskebud.’“ (Mattæus 15:7-9) Den retfærdighed de udviste var i realiteten selvretfærdighed. Forståeligt nok gav Jesus sine disciple følgende advarsel: „Vær på vagt over for farisæernes surdej.“ (Lukas 12:1) I dag må vi også ’være på vagt’ over for religiøst hykleri og selvretfærdighed.
Det er imidlertid værd at bemærke at en selvretfærdig indstilling ikke er noget der kommer fra den ene dag til den anden. Denne tendens udvikles ofte gradvis over en længere tidsperiode. Nogle tilegner sig endda farisæiske tilbøjeligheder uden at være klar over det.
En overlegen indstilling
Hvilke uheldige træk må vi ’være på vagt’ over for? Encyclopædia of Religion and Ethics definerer den selvretfærdige som en der sædvanligvis „taler, står, og ser ud som om han eller hun aldrig har begået en fejl“. Typisk for de selvretfærdige er også at de er pralende og ønsker at ophøje sig selv, hvilket netop var kendetegnende for farisæerne.
Jesus beskrev denne farisæiske indstilling med en billedtale: „To mænd gik op til templet for at bede; den ene var farisæer og den anden skatteopkræver. Farisæeren stillede sig op og begyndte at bede for sig selv således: ’Gud, jeg takker dig fordi jeg ikke er ligesom de andre mennesker, udsugere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, ja, eller som denne skatteopkræver. Jeg faster to gange om ugen, jeg giver tiende af alt hvad jeg får ind.’“ Skatteopkræveren, derimod, bekendte ydmygt sine fejl og viste sig således at være mere retfærdig end den pralende farisæer. Jesus rettede denne billedtale mod nogle „som havde den tillid til sig selv at de var retfærdige og som regnede de andre for intet“. — Lukas 18:9-14.
På grund af eventuelle medfødte evner eller fortrin kan man undertiden i sin ufuldkommenhed føle at man er bedre end andre. Men kristne bør straks afvise en sådan tanke. Måske har man mange års erfaring i kristen livsførelse eller er dygtig til at undervise i Guds ord. Eller måske hører man til dem der er salvet til at regere sammen med Kristus i himmelen. Nogle i den kristne menighed nyder særlige forrettigheder som heltidstjenere, ældste eller menighedstjenere. Man bør imidlertid spørge sig selv: ’Hvordan betragter Jehova det hvis jeg bruger det han har skænket mig, som en anledning til at føle mig hævet over andre?’ Det vil afgjort mishage ham. — Filipperne 2:3, 4.
Når en kristen lægger en overlegen indstilling for dagen på grund af den myndighed, de evner eller de privilegier han har fået af Gud, frarøver han i virkeligheden Gud den ære og anerkendelse der rettelig tilkommer ham. Bibelen formaner klart den kristne til ’ikke at tænke højere om sig selv end han bør tænke’. Den giver os denne tilskyndelse: „Tænk på andre som I tænker på jer selv; tænk ikke hovmodigt, men hold jer til det beskedne. Bliv ikke kloge i egne tanker.“ — Romerne 12:3, 16.
„Hold op med at dømme“
Den selvretfærdige er ifølge et bibelleksikon en der „betragter sig selv som moralsk retskaffen eller værende i et ret forhold til Gud fordi han overholder lovbestemmelsernes bogstav uden hensyn til ånden i dem“. Et andet værk beskriver de selvretfærdige som „umådelig religiøse mennesker der bruger al deres tid på at finde ondskab hos andre“.
Det var netop hvad farisæerne gjorde sig skyldige i. De blev efterhånden kendt for at sætte deres menneskeskabte regler over Guds love og principper. (Mattæus 23:23; Lukas 11:41-44) De havde gjort sig selv til dommere over andre og var tilbøjelige til at fordømme enhver der ikke levede op til deres selvretfærdige normer. Deres arrogante indstilling og overdrevne selvfølelse forstærkede deres trang til at bestemme over andre. Eftersom de ikke kunne få magt over Jesus blev de rasende og lagde råd op om at dræbe ham. — Johannes 11:47-53.
De færreste bryder sig om at være i selskab med nogle der er fordømmende, altid prøver at finde fejl hos andre eller kritiserer og overvåger alle omkring sig. I virkeligheden har ingen i den kristne menighed lov til at påtvinge andre deres meninger og selvskabte regler. (Romerne 14:10-13) Ligevægtige kristne forstår at mange spørgsmål i livet er overladt til den enkeltes personlige afgørelse. Især bør de der er tilbøjelige til at være krævende eller perfektionistiske undgå at dømme andre.
Den kristne menighed har ganske vist bemyndigelse til at opstille retningslinjer som bidrager til at Jehovas jordiske organisation kan fungere uden gnidninger. (Hebræerne 13:17) Men nogle har forvansket disse retningslinjer eller tilføjet deres egne regler. I ét område måtte samtlige brødre på den teokratiske skole være iført habit og sørge for at jakken var lukket når de skulle holde et elevforedrag. Hvis en undlod at følge denne vejledning ville han ikke få lov til at holde foredrag fremover. Frem for at opstille sådanne kategoriske regler, ville det så ikke være mere rimeligt og i harmoni med ånden i Guds ord at man venligt gav den nødvendige personlige vejledning? — Jakob 3:17.
Selvretfærdighed kan også fremme den indstilling at personlige trængsler der overgår en kristen, påføres ham fordi han er åndeligt svag. Det er nøjagtig hvad de selvretfærdige mænd Elifaz, Bildad og Zofar tænkte om Job. Eftersom de ikke havde det fulde overblik over situationen, var det overmodigt af dem at beskylde Job for at have handlet syndigt. Jehova tugtede dem for deres fejlagtige vurdering af Jobs prøvelser. — Se Jobs Bog, kapitlerne 4, 5, 8, 11, 18, 20.
Misforstået nidkærhed
Selvretfærdighed og nidkærhed går ofte hånd i hånd. Apostelen Paulus sagde om de religiøse jøder at de havde „nidkærhed for Gud, men ikke i overensstemmelse med nøjagtig kundskab; for da de ikke kender retfærdigheden fra Gud men søger at opstille deres egen, har de ikke underordnet sig retfærdigheden fra Gud“. (Romerne 10:2, 3) Som farisæer havde Paulus selv været særdeles nidkær, men hans nidkærhed var misforstået eftersom den ikke var baseret på Jehovas retfærdighed. — Galaterne 1:13, 14; Filipperne 3:6.
Bibelen giver derfor denne passende formaning: „Vær ikke overmåde retfærdig, og optræd ikke alt for víst. Hvorfor skulle du ødelægge dig selv?“ (Prædikeren 7:16) Én i den kristne menighed er måske meget samvittighedsfuld, men hans eller hendes samvittighedsfuldhed og nidkærhed kan med tiden udvikle sig til selvretfærdighed. Hvis ens iver i religiøs henseende bliver styret af menneskelig visdom frem for Jehovas retfærdighed, kan man let komme til at skade andre. Hvordan?
Nogle kan for eksempel blive så opslugt af at hjælpe andre i åndelig henseende at de forsømmer at dække deres egen families behov. Og forældre som er overdrevent nidkære er måske tilbøjelige til at forlange mere af deres børn end de kan klare. (Efeserne 6:4; Kolossenserne 3:21) Nogle børn som ikke kan efterkomme forældrenes høje krav, reagerer ved at føre et dobbeltliv. Rimelige forældre vil tage hensyn til familiens begrænsninger og foretage passende justeringer. — Jævnfør Første Mosebog 33:12-14.
Overdreven nidkærhed kan også berøve én taktfølelse, empati og mildhed, egenskaber som er vigtige i ens forhold til andre. I sin iver efter at fremme Rigets interesser kan en nidkær kristen komme til at såre andres følelser. Paulus siger: „Hvis jeg har gaven til at profetere og er kendt med alle hellige hemmeligheder og al kundskab, og hvis jeg har al tro så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og hvis jeg giver alt hvad jeg ejer til bespisning af andre, og hvis jeg overgiver mit legeme, så jeg kan rose mig, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.“ — 1 Korinther 13:2, 3.
Gud viser de ydmyge sin gunst
Det er vigtigt at vi som kristne erkender faren for at blive selvretfærdige før denne egenskab udvikler sig hos os. Vi må undgå en overlegen indstilling, blind nidkærhed der bygger på menneskelig visdom, og tendensen til at dømme andre.
I vore bestræbelser for at ’være på vagt’ over for en farisæisk indstilling er det vigtigt at fokusere på vore egne syndige tilbøjeligheder frem for at anklage andre for at være selvretfærdige. Det er sandt at Jesus fældede dom over farisæerne og kaldte dem „giftslangeyngel“, værdige til evig udslettelse. Men Jesus kunne læse folks hjerter. Det kan vi ikke. — Mattæus 23:33.
Lad os søge Guds retfærdighed og ikke vor egen. (Mattæus 6:33) Kun på den måde kan vi opnå Jehovas gunst. Bibelen siger nemlig: „I skal alle iføre jer ydmyghed over for hinanden, for Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed.“ — 1 Peter 5:5.