ZAKARIAS

(Zakariʹas) [hebr.: Zekharjahʹ; betyder „Jah (Jehova) har husket“; gr.: Zachariʹas].

1. Den „Zakarias“ der er nævnt i Mattæus 23:35 og Lukas 11:51. — Se ZEKARJA, 12.

2. En eftereksilsk profet som har skrevet den bog der bærer hans navn. Zakarias kalder sig selv ’søn af Berekja, søn af Iddo’ (Zak 1:1, 7), men andre steder hvor han omtales, er det første slægtled udeladt. (Ezr 5:1; 6:14; Ne 12:4, 16) Han må ikke forveksles med den Zakarias der kaldes søn af Barakias. (Mt 23:35) Zakarias blev formentlig født et sted i Babylon, for hans profetgerning begyndte blot 17 år efter hjemkomsten fra landflygtigheden, og på det tidspunkt var han sandsynligvis mere end 17 år selv om han stadig blev kaldt ’en ung mand’. — Zak 2:4.

Zakarias og Haggaj blev af Jehova brugt til at anspore Zerubbabel, ypperstepræsten Jesjua og de hjemvendte landflygtige til at fuldføre genopbygningen af Jehovas tempel til trods for at et persisk regeringsforbud stadig stod ved magt. (Ezr 5:1, 2; 6:14, 15) Zakarias’ profeti indeholder budskaber som han fremholdt med dette formål gennem en periode på to år og en måned. (Zak 1:1, 7; 7:1, 8) Derudover berettes der intet om hans virksomhed som profet. — Se ZAKARIAS’ BOG.

3. Præst og fader til Johannes Døber. (Lu 3:2) Han og hans hustru, Elisabet, en slægtning til Jesu moder, Maria, boede i Judæas bjergland. De var begge gudfrygtige og adlød Guds bud. De var oppe i årene og var barnløse. — Lu 1:5-7, 36.

Da det blev Zakarias’ tur til at ofre røgelse under „Abijas skifte“, sandsynligvis sidst på foråret eller først på sommeren år 3 f.v.t., gik han som sædvanlig ind i helligdommen. Ved denne lejlighed viste Jehovas engel Gabriel sig for ham og fortalte at hans bøn var blevet velvilligt hørt. Hans hustru, Elisabet, ville føde ham en søn, og drengen skulle hedde Johannes. Gabriel forklarede Zakarias hvordan drengen skulle opdrages, og hvad han ville udrette. (Lu 1:5-17) Zakarias bad engelen om et tegn som en yderligere forsikring. Da han således tvivlede på engelens ord, fik han at vide at han ville blive stum og ude af stand til at tale indtil Johannes var født. (Lu 1:18-23) På ottendedagen efter barnets fødsel afviste Elisabet naboers og slægtninges forslag om hvad drengen skulle hedde, og insisterede på at han skulle hedde Johannes. Da de henvendte sig til Zakarias, tog han en tavle og skrev: „Johannes er hans navn.“ Straks fik han talens brug igen, og han udtalte en profeti om den gerning som henholdsvis hans søn og den kommende Messias skulle udføre. — Lu 1:13, 57-79.