9. del
Hvordan vi ved at vi lever i „de sidste dage“
1, 2. Hvordan kan vi vide om vi lever i de sidste dage?
HVORDAN kan vi være sikre på at vi lever på den tid hvor Guds rige vil gribe ind over for jordens nuværende styreformer? Hvordan kan vi vide at den tid er meget nær da Gud vil fjerne al ondskab og lidelse?
2 Jesu Kristi disciple ville også gerne have svar på disse spørgsmål. De bad ham om „tegnet“ på hans nærværelse i Rigets magt og på „afslutningen på tingenes ordning“. (Mattæus 24:3) I sit svar gav Jesus en detaljeret beskrivelse af verdensomfattende begivenheder og forhold der tilsammen ville vise at menneskene var gået ind i „endens tid“, „de sidste dage“ for denne tingenes ordning. (Daniel 11:40; 2 Timoteus 3:1) Har vi set dette sammensatte tegn i vort århundrede? Ja, det har vi — endda meget tydeligt.
Verdenskrige
3, 4. Hvordan stemmer krigene i dette århundrede med Jesu profeti?
3 Jesus forudsagde at ’nation skulle rejse sig mod nation og rige mod rige’. (Mattæus 24:7) I 1914 udbrød der en krig hvorunder nationer og riger blev mobiliseret i større omfang end under nogen tidligere krig. Derfor blev den kaldt Den Store Krig af datidens historikere. Det var historiens første krig af sin art, den første verdenskrig. Omkring 20.000.000 soldater og civile mistede livet — langt flere end i nogen tidligere krig.
4 Den første verdenskrig markerede begyndelsen til de sidste dage. Jesus sagde at denne og andre begivenheder ville være „en begyndelse til veer“. (Mattæus 24:8) Det viste sig at være sandt, eftersom den anden verdenskrig krævede endnu flere ofre: 50.000.000 soldater og civile mistede livet. Her i det 20. århundrede er over 100.000.000 mennesker blevet dræbt i krige, over fire gange så mange som i de foregående 400 år tilsammen! Hvilken fordømmelse af menneskers styre!
Andre vidnesbyrd
5-7. Nævn nogle andre vidnesbyrd om at vi befinder os i de sidste dage.
5 Jesus nævnte også andre ting der skulle kendetegne de sidste dage: „Der skal være store jordskælv, og det ene sted efter det andet tilfælde af pest [sygdomsepidemier] og hungersnød.“ (Lukas 21:11) Dette stemmer med at disse ulykker og veer er taget voldsomt til siden 1914.
6 Der indtræffer ofte store jordskælv som berøver mange mennesker livet. Den spanske syge krævede cirka 20.000.000 ofre efter den første verdenskrig — nogle anslår endda at der døde 30.000.000 eller flere. AIDS har dræbt flere hundrede tusind og kan dræbe millioner inden for den nærmeste fremtid. Hvert år dør millioner af mennesker af hjertelidelser, kræft og andre sygdomme. Andre millioner omkommer langsomt af sult. Der er ingen tvivl om at ’de apokalyptiske ryttere’ siden 1914 har dræbt talrige mennesker med deres krige, hungersnød og sygdomsepidemier. — Åbenbaringen 6:3-8.
7 Jesus forudsagde også den tiltagende kriminalitet der nu ses i alle lande. Han sagde: „På grund af den tiltagende lovløshed vil kærligheden blive kold hos de fleste.“ — Mattæus 24:12.
8. Hvordan stemmer profetien i Andet Timoteusbrev, kapitel 3, med vor tid?
8 Også det moralske sammenbrud der tydeligvis gør sig gældende i hele nutidens verden, er forudsagt i Bibelens profetier: „I de sidste dage vil kritiske tider som er vanskelige at klare, være her. For menneskene vil være egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, gudsbespottere, ulydige mod forældre, utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, bagvaskere, uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til det gode, forrædere, egenrådige, opblæste, venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud, idet de har en ydre form for gudhengivenhed, men er en benægtelse af dens kraft . . . Onde mennesker og bedragere vil gå frem til det værre.“ (2 Timoteus 3:1-13) Alt dette er gået i opfyldelse for øjnene af os.
Endnu en faktor
9. Hvad skete der i himmelen samtidig med at de sidste dage begyndte på jorden?
9 Der er endnu en faktor som er ansvarlig for at menneskenes lidelser er taget så meget til i vort århundrede. Samtidig med at de sidste dage begyndte i 1914, skete der noget som bragte menneskeheden i endnu større fare. Som det berettes i en profeti i Bibelens sidste bog: „Der udbrød krig i himmelen: Mikael [Kristus i himmelsk magt] og hans engle kæmpede mod dragen [Satan], og dragen og dens engle [dæmonerne] kæmpede, men den fik ikke overtaget, og der fandtes heller ikke mere noget sted for dem i himmelen. Så blev den store drage kastet ned, slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord; han blev kastet ned til jorden, og hans engle blev kastet ned sammen med ham.“ — Åbenbaringen 12:7-9.
10, 11. Hvordan berørte det menneskeheden at Satan og hans dæmoner blev kastet ned til jorden?
10 Hvad blev konsekvenserne for menneskene? Profetien fortsætter: „Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ Ja, Satan ved at hans ordning kun har kort tid tilbage, så han gør alt hvad han kan for at få mennesker til at vende Gud ryggen før han og hans verden fjernes. (Åbenbaringen 12:12; 20:1-3) Disse åndeskabninger er blevet dybt fordærvede fordi de har misbrugt deres frie vilje. Forholdene på jorden har været forfærdelige under deres indflydelse, især siden 1914!
11 Det er ikke så mærkeligt at Jesus forudsagde om vor tid: „På jorden angst blandt nationerne, som ved hverken ud eller ind . . . Mennesker besvimer på grund af frygt og det de venter der kommer over den beboede jord.“ — Lukas 21:25, 26.
Menneskers og dæmoners styre ophører snart
12. Hvad siges der i en af de sidste profetier der vil blive opfyldt før denne ordnings afslutning?
12 Hvor mange bibelprofetier skal endnu opfyldes før Gud udsletter den nuværende ordning? Meget få! En af de sidste findes i Første Thessalonikerbrev 5:3, hvor der står: „Når de siger: ’Fred og sikkerhed!’ da vil pludselig undergang komme over dem.“ Dette viser at begyndelsen til enden for denne ordning vil være at der tales om fred og sikkerhed. Ødelæggelsen vil ramme når verden mindst venter det, når menneskers opmærksomhed er vendt mod den fred og sikkerhed de sætter deres lid til.
13, 14. Hvilken problemfyldt tid profeterede Jesus om, og hvordan vil den slutte?
13 Tiden er ved at udløbe for denne verden under Satans påvirkning. Snart vil dens afslutning komme i en problemfyldt tid om hvilken Jesus sagde: „Der vil da være så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen.“ — Mattæus 24:21.
14 Denne ’store trængsel’ vil kulminere i Guds krig ved Harmagedon. Det var den profeten Daniel omtalte da han sagde at Gud vil „knuse og gøre ende på alle disse riger“. Dette vil betyde enden for alle de nuværende jordiske styreformer som har gjort sig uafhængige af Gud. Hans rigsregering fra himmelen vil da overtage det fulde herredømme over alle jordiske anliggender. Og Daniel forudsagde at myndigheden til at herske aldrig vil blive overdraget til „noget andet folk“. — Daniel 2:44; Åbenbaringen 16:14-16.
15. Hvad vil der ske med Satan og hans dæmoners påvirkning?
15 Til den tid vil al indflydelse fra Satan og hans dæmoner også ophøre. Disse oprørske åndeskabninger vil blive fjernet, så de ikke længere kan „vildlede nationerne“. (Åbenbaringen 12:9; 20:1-3) De er blevet dømt til døden og afventer eksekveringen af straffen. Hvor vil det være en lettelse for menneskeheden at blive fri for deres fordærvede påvirkning!
Hvem vil overleve? Hvem vil ikke?
16-18. Hvem vil overleve afslutningen for denne ordning, og hvem vil ikke?
16 Hvem vil overleve når Guds dom over denne verden eksekveres? Hvem vil ikke overleve? Bibelen viser at de der ønsker Guds styre vil blive beskyttet og vil overleve. De der ikke ønsker Guds styre vil ikke blive beskyttet, men vil blive udslettet sammen med Satans verden.
17 I Ordsprogene 2:21, 22 står der: „Det er de retskafne [dem der indordner sig under Guds styre] der skal bo på jorden, og de uangribelige der vil blive ladt tilbage på den. Men de ugudelige [de der ikke indordner sig under Guds styre] skal udryddes fra jorden, og forræderne skal rives bort fra den.“
18 I Salme 37:10, 11 siges der desuden: „Om kort tid, da er den ugudelige ikke mere . . . Men de sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ Vers 29 tilføjer: „De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“
19. Hvilket råd bør vi tage til os?
19 Vi bør følge det gode råd der gives i Salme 37:34: „Sæt dit håb til Jehova og hold dig til hans vej, så ophøjer han dig til at tage jorden i besiddelse. Når de ugudelige udryddes, ser du det.“ I vers 37 og 38 står der: „Mærk dig den uangribelige og hold øje med den retskafne, for den mand har en fremtid med fred. Men overtræderne tilintetgøres, hver og én; de ugudeliges fremtid afskæres.“
20. Hvorfor kan vi sige at vi lever i en spændende tid?
20 Hvor er det trøstende og opmuntrende at vide at Gud er interesseret i os og at han snart vil fjerne al ondskab og lidelse. Og hvor er det spændende at forstå at alle disse profetier vil gå i opfyldelse om ganske kort tid!
[Billede på side 20]
I Bibelen forudsiges en række begivenheder der udgør „tegnet“ på de sidste dage
[Billede på side 22]
Snart, i Harmagedon, vil de der ikke indordner sig under Guds styre blive udryddet. De der indordner sig vil overleve og få lov at leve i en retfærdig, ny verden