Udholdenhed — vigtig for kristne
„Til jeres tro [skal I] føje . . . udholdenhed.“ — 2 PETER 1:5, 6.
1, 2. Hvorfor må vi alle holde ud indtil enden?
DEN rejsende tilsynsmand og hans hustru var på besøg hos en medkristen der var i halvfemserne. Denne broder havde været i heltidstjenesten i årtier, og under samtalen mindedes han nogle af de forrettigheder han havde haft i årenes løb. „Men nu kan jeg næsten ikke gøre noget mere,“ sagde han sørgmodigt mens tårerne begyndte at løbe ned ad hans kinder. Den rejsende tilsynsmand slog op i sin bibel og læste Mattæus 24:13, hvor Jesus Kristus citeres for at sige: „Det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst.“ Derefter så han på den ældre broder og sagde: „Den sidste opgave vi alle får betroet, uanset hvor meget eller hvor lidt vi kan gøre, er at holde ud indtil enden.“
2 Ja, som kristne må vi alle holde ud indtil afslutningen på denne tingenes ordning eller indtil vort liv ophører. Vi kan ikke blive godkendt af Jehova og opnå frelsen på nogen anden måde. Vi er med i et løb der gælder livet, og vi må ’løbe med udholdenhed’ indtil vi passerer mållinjen. (Hebræerne 12:1) Apostelen Peter understregede vigtigheden af denne egenskab da han gav sine medkristne tilskyndelsen: „Til jeres tro [skal I] føje . . . udholdenhed.“ (2 Peter 1:5, 6) Men hvad er udholdenhed?
Hvad det vil sige at være udholdende
3, 4. Hvad vil det sige at holde ud?
3 Hvad vil det sige at være udholdende? Det græske udsagnsord der oversættes med „at udholde“ (hypomeʹnō) betyder ordret „at forblive under“. Det forekommer 17 gange i Bibelen. Ifølge ordbogsforfatterne W. Bauer, F. W. Gingrich og F. Danker betyder det „at blive i stedet for at flygte . . ., at holde stand, holde ud“. Det græske navneord for „udholdenhed“ (hypomonēʹ) forekommer over 30 gange. Om dette ord skriver William Barclay i A New Testament Wordbook: „Det er evnen til at kunne bære noget, ikke blot med resignation, men med et levende håb . . . Det er den egenskab der gør at man ikke bliver blæst omkuld selv om man har modvind. Det er den dyd der kan forvandle selv den hårdeste prøve til noget stort, for hinsides smerten ser man målet.“
4 Udholdenhed gør det muligt for os at holde stand og ikke miste håbet af syne trods hindringer eller prøvelser. (Romerne 5:3-5) Den udholdende ser ikke blot øjeblikkets smerte, men ser videre frem til målet — sejrsprisen, det evige livs gave, enten i himmelen eller på jorden. — Jakob 1:12.
Hvorfor er udholdenhed nødvendig?
5. (a) Hvorfor har alle kristne behov for at vise udholdenhed? (b) Hvilke to kategorier kan vore prøvelser opdeles i?
5 Som kristne har vi alle behov for udholdenhed. (Hebræerne 10:36) Det skyldes at vi alle „kommer ud for forskellige prøvelser“. Den græske tekst her i Jakob 1:2 leder tanken hen på et uventet eller uønsket møde, som for eksempel når man konfronteres med en røver. (Jævnfør Lukas 10:30.) De prøvelser vi udsættes for kan opdeles i to kategorier: de der er almindelige for mennesker som følge af den nedarvede synd, og de der opstår på grund af vores gudhengivenhed. (1 Korinther 10:13; 2 Timoteus 3:12) Hvilke prøvelser kan der være tale om?
6. Hvordan holdt en broder ud under en smertefuld sygdom?
6 Alvorlig sygdom. Ligesom Timoteus må nogle kristne udholde „hyppige svagheder“. (1 Timoteus 5:23) Vi har især brug for at vise udholdenhed, holde stand og bevare vort kristne håb når vi rammes af en kronisk og måske smertefuld sygdom. Tag for eksempel den broder der fra han var først i halvtredserne måtte kæmpe en lang, hård kamp mod en hurtigtvoksende, ondartet svulst. Han gennemgik to operationer uden at fravige sin beslutning om at han ikke ville modtage blodtransfusion. (Apostelgerninger 15:28, 29) Men svulsten dukkede atter op i maven og fortsatte med at vokse i nærheden af rygsøjlen. Dette resulterede i ufattelige fysiske smerter som ingen smertestillende midler kunne lindre. Men han så ud over den øjeblikkelige smerte og så frem til livets sejrspris i den nye verden. Han fortsatte med at fortælle læger, sygeplejersker og besøgende om sit levende håb. Han holdt ud lige til enden — enden på sit liv. Måske er dine helbredsproblemer ikke livstruende eller lige så smertefulde som denne broders, men de kan ikke desto mindre sætte din udholdenhed på en stor prøve.
7. Hvilken slags smerte må nogle af vore åndelige brødre og søstre udholde?
7 Psykisk smerte. Fra tid til anden oplever nogle blandt Jehovas folk en „hjertesorg“ som resulterer i „en nedslået ånd“. (Ordsprogene 15:13) Alvorlig depression er ikke ualmindelig i disse „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Timoteus 3:1) Science News for 5. december 1992 skrev: „Antallet af alvorlige tilfælde af depression, der ofte gør patienten uarbejdsdygtig, er steget for hver ny generation der er født siden 1915.“ Der kan være forskellige årsager til en sådan depression, lige fra fysiologiske faktorer til ubehagelige smertelige oplevelser. Nogle kristne må vise udholdenhed ved dagligt at kæmpe for at holde stand over for en sådan følelsesmæssig smerte. Men de giver ikke op. De forbliver trofaste mod Jehova, selv under gråd. — Jævnfør Salme 126:5, 6.
8. Hvilke økonomiske problemer bliver vi måske udsat for?
8 De forskellige prøvelser vi udsættes for omfatter måske også alvorlige økonomiske problemer. Da en broder i New Jersey, USA, pludselig mistede sit arbejde, blev han forståeligt nok bekymret for hvordan han skulle kunne forsørge sin familie. Men han mistede ikke håbet om Riget af syne. Samtidig med at han søgte efter et andet arbejde, benyttede han lejligheden til at være hjælpepioner. Til sidst fandt han et arbejde. — Mattæus 6:25-34.
9. (a) Hvordan kan det at vi mister en af vore kære i døden kræve udholdenhed? (b) Hvilke skriftsteder viser at det ikke er forkert at græde af sorg?
9 Hvis du har mistet en af dine kære i døden, har du behov for udholdenhed lang tid efter at de andre omkring dig er vendt tilbage til deres normale rutine. Måske opdager du at du har det særlig svært hvert år omkring det tidspunkt hvor vedkommende døde. At udholde et sådant tab er ikke ensbetydende med at det er forkert at græde af sorg. Det er naturligt at sørge når vore kære dør, og det er på ingen måde et udtryk for manglende tro på opstandelsen. (1 Mosebog 23:2; jævnfør Hebræerbrevet 11:19.) Jesus „gav tårerne frit løb“ da Lazarus var død, skønt han umiddelbart forinden fortrøstningsfuldt havde sagt til Marta: „Din broder skal opstå.“ Og Lazarus blev oprejst fra de døde! — Johannes 11:23, 32-35, 41-44.
10. Hvorfor har Jehovas folk et særligt behov for at vise udholdenhed?
10 Foruden at Jehovas folk må udholde de prøvelser der er almindelige for alle mennesker, har de behov for en særlig udholdenhed, for Jesus fremsatte denne advarsel: „I vil blive genstand for alle nationernes had på grund af mit navn.“ (Mattæus 24:9) Han sagde også: „Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ (Johannes 15:20) Men hvorfor vil de blive hadet og forfulgt? Jo, for uanset hvor på jorden Guds tjenere bor, vil Satan forsøge at få os til at opgive vor uangribelighed i forhold til Jehova. (1 Peter 5:8; jævnfør Åbenbaringen 12:17.) For at opnå dette har Satan ofte pustet til forfølgelsens ild og dermed sat vor udholdenhed på en alvorlig prøve.
11, 12. (a) Hvilken prøvelse blev Jehovas vidner og deres børn udsat for i 30’erne og 40’erne? (b) Hvorfor hilser Jehovas vidner ikke et nationalt symbol?
11 For eksempel blev Jehovas vidner og deres børn i De Forenede Stater og Canada i 1930’erne og først i 40’erne forfulgt da de af samvittighedsgrunde ikke hilste nationalsymbolet. Jehovas vidner respekterer symbolerne for den nation de er borgere i, men de retter sig efter det princip som Guds lov fastsætter i Anden Mosebog 20:4, 5: „Du må ikke lave dig noget udskåret billede eller noget som helst afbillede af det der er i himmelen oventil eller det der er på jorden nedentil eller det der er i vandene under jorden. Du må ikke bøje dig for dem eller lade dig forlede til at dyrke dem, for jeg, Jehova din Gud, er en Gud der kræver udelt hengivenhed.“ Da nogle børn der var Jehovas vidner blev bortvist fra deres skoler fordi de ønskede at tilbede Jehova Gud alene, oprettede Jehovas Vidner såkaldte „Kingdom Schools“, hvor børnene kunne blive undervist. Eleverne vendte tilbage til de offentlige skoler da USA’s højesteret anerkendte deres ret til at indtage dette religiøse standpunkt, sådan som oplyste nationer gør i dag. Disse børns og unges modige udholdenhed er et godt eksempel, især for de kristne unge der i dag hånes fordi de bestræber sig for at leve efter Bibelens normer. — 1 Johannes 5:21.
12 Vi behøver altså udholdenhed på grund af de forskellige prøvelser vi udsættes for — både dem der er almindelige for mennesker og dem vi udsættes for på grund af vor kristne tro. Men hvordan kan vi holde ud?
Hvordan kan vi holde ud indtil enden?
13. Hvordan skænker Jehova os udholdenhed?
13 Guds folk har en fordel frem for dem der ikke tilbeder Jehova, nemlig at de kan henvende sig til „den Gud som skænker udholdenhed“ og bede om hjælp. (Romerne 15:5) Men hvordan skænker Jehova udholdenhed? Blandt andet gennem de eksempler på udholdenhed vi finder i hans ord, Bibelen. (Romerne 15:4) Når vi mediterer over disse eksempler, opmuntres vi ikke blot til at holde ud, men vi lærer også hvordan vi kan holde ud. Lad os betragte to som i bemærkelsesværdig grad viste udholdenhed — først Job, og dernæst Jesus Kristus, der satte det fuldkomne eksempel. — Hebræerne 12:1-3; Jakob 5:11.
14, 15. (a) Hvilke prøvelser måtte Job udholde? (b) Hvordan var Job i stand til at udholde de prøvelser han blev udsat for?
14 Hvilke situationer satte Jobs udholdenhed på prøve? Han kom ud for økonomiske problemer da han mistede de fleste af sine ejendele. (Job 1:14-17; jævnfør Job 1:3.) Job erfarede et smerteligt tab da alle hans ti børn døde i et uvejr. (Job 1:18-21) Han blev ramt af en alvorlig, smertefuld sygdom. (Job 2:7, 8; 7:4, 5) Hans egen hustru forsøgte at presse ham til at vende sig bort fra Gud. (Job 2:9) Nære venner talte til ham med sårende, uvenlige og usande ord. (Jævnfør Job 16:1-3 og Job 42:7.) Men under alt dette holdt Job stand og bevarede sin uangribelighed. (Job 27:5) De prøver han udholdt ligner dem som Jehovas folk i dag udsættes for.
15 Hvordan var Job i stand til at udholde alle disse prøvelser? Noget af det der især holdt Job oppe var håbet. „For der er håb for et træ,“ sagde han. „Hvis det fældes, kan det dog skyde igen, og dets kviste vil ikke forsvinde.“ (Job 14:7) Hvilket håb havde Job? Nogle få vers længere fremme siger han: „Hvis en våbenfør mand dør, kan han så leve igen? . . . Du vil kalde, og jeg vil svare dig; du vil længes efter dine hænders værk.“ (Job 14:14, 15) Ja, Job så hinsides øjeblikkets smerte. Han vidste at hans prøvelser ikke ville vare evigt. I værste fald skulle han holde ud indtil døden. Han nærede håb om at Jehova, der kærligt ønsker at oprejse de døde, ville give ham livet igen. — Apostelgerninger 24:15.
16. (a) Hvad lærer vi om udholdenhed af Jobs eksempel? (b) Hvor virkeligt må håbet om Riget være for os, og hvorfor?
16 Hvad kan vi lære af Jobs udholdenhed? At vi, hvis vi skal kunne holde ud indtil enden, aldrig må miste håbet af syne. Visheden om at håbet om Riget vil blive indfriet betyder desuden at enhver af de lidelser vi udsættes for er relativt ’kortvarig’. (2 Korinther 4:16-18) Vort dyrebare håb er solidt grundfæstet på Jehovas løfte om at han på et tidspunkt i nær fremtid ’vil tørre hver tåre af vore øjne, og at døden ikke skal være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere’. (Åbenbaringen 21:3, 4) Dette håb, som ’ikke fører til skuffelse’, må beskytte vort sind. (Romerne 5:4, 5; 1 Thessaloniker 5:8) Håbet må være virkeligt for os, så virkeligt at vi med troens øjne kan se os selv i den nye verden, hvor vi ikke længere vil være nødt til at kæmpe med sygdom og depression, men hver dag vil vågne op med et godt helbred og et lyst sind. Til den tid vil vi heller ikke længere have bekymringer over et alvorligt økonomisk pres, men leve i tryghed. Vi vil ikke længere sørge fordi vi har mistet en af vore kære, men i stedet opleve den store glæde at se dem få en opstandelse. (Hebræerne 11:1) Uden dette håb kan vi blive så overvældede af de prøvelser vi erfarer i øjeblikket at vi giver op. Håbet er en kolossal motivation til at blive ved med at kæmpe, blive ved med at holde ud lige indtil enden!
17. (a) Hvilke prøvelser udholdt Jesus? (b) Hvad kan i nogen grad vise os hvilken intens lidelse Jesus udholdt? (Se fodnoten.)
17 Bibelen tilskynder os til „ufravendt“ at se hen til Jesus og ’betragte ham nøje’. Hvilke prøvelser måtte han udholde? Nogle af dem skyldtes andres synd og ufuldkommenhed. Jesus udholdt ikke blot „modsigelse af syndere“ men også de problemer der opstod blandt hans disciple, deriblandt deres gentagne skænderier om hvem der var størst. Han blev desuden sat på en trosprøve uden lige da han „udholdt en marterpæl“. (Hebræerne 12:1-3; Lukas 9:46; 22:24) Det er vanskeligt blot at forestille sig den fysiske smerte og sjælekval der var forbundet med pælfæstelsen, og den vanære der var forbundet med at blive henrettet som en gudsbespotter.a
18. Hvilke to ting holdt ifølge Paulus Jesus oppe?
18 Hvad satte Jesus i stand til at holde ud til enden? Apostelen Paulus nævner to ting der holdt Jesus oppe, nemlig „bønner og også anmodninger“ samt „den glæde der lå foran ham“. Jesus, Guds fuldkomne søn, skammede sig ikke over at bede om hjælp. Han bad „med stærke råb og tårer“. (Hebræerne 5:7; 12:2) Især da hans største prøvelse nærmede sig fandt han det gentagne gange nødvendigt at bede inderligt om styrke til at stå den igennem. (Lukas 22:39-44) Jehova besvarede Jesu bøn, ikke ved at fjerne prøvelsen, men ved at styrke ham til at udholde den. Jesus kunne også holde ud fordi han så længere end til marterpælen. Han så frem til belønningen — den glæde der var forbundet med at bidrage til helligelsen af Jehovas navn og genløse menneskeheden fra døden. — Mattæus 6:9; 20:28.
19, 20. Hvordan hjælper Jesu eksempel os til at have et realistisk syn på hvad udholdenhed indebærer?
19 Vi lærer flere ting af Jesu eksempel som hjælper os til at have et realistisk syn på hvad udholdenhed indebærer. Det er ikke let at vise udholdenhed. Hvis vi har svært ved at udholde en bestemt prøvelse, kan det være en trøst at vide at selv Jesus oplevede det samme. For at holde ud indtil enden må vi gentagne gange bede om styrke. Når vi prøves føler vi os måske undertiden uværdige til at bede. Men Jehova opfordrer os til at udøse vort hjerte for ham, ’for han tager sig af os’. (1 Peter 5:7) På grund af det Jehova har lovet i sit ord, har han forpligtet sig til at skænke dem der påkalder ham i tro „den kraft som er ud over det normale“. — 2 Korinther 4:7-9.
20 Vi må til tider holde ud under gråd. Smerten på marterpælen var ikke i sig selv en grund til glæde for Jesus. Nej, det der gav ham glæde var den belønning der lå foran ham. Det vil altså ikke være realistisk at forvente at vi altid vil føle os glade og opstemte når vi prøves. (Jævnfør Hebræerbrevet 12:11.) Ved at se frem til belønningen vil vi imidlertid kunne regne selv de mest prøvende omstændigheder for „lutter glæde“. (Jakob 1:2-4; Apostelgerninger 5:41) Det vigtigste er at vi forbliver trofaste — selv om det er under gråd. Jesus sagde ikke: ’Det er den der har grædt mindst der vil blive frelst’, men: „Det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst.“ — Mattæus 24:13.
21. (a) Hvilken egenskab opfordres vi i Andet Petersbrev 1:5, 6 til at føje til vores udholdenhed? (b) Hvilke spørgsmål vil blive besvaret i næste artikel?
21 Det er altså nødvendigt at holde ud for at blive frelst. I Andet Petersbrev 1:5, 6 opfordres vi desuden til at føje gudhengivenhed til vor udholdenhed. Hvad er gudhengivenhed? Hvordan er gudhengivenhed forbundet med udholdenhed, og hvordan kan man opdyrke den? Disse spørgsmål vil blive behandlet i næste artikel.
[Fodnote]
a Hvor meget Jesus led fremgår måske af at han, trods sit fuldkomne legeme, udåndede efter blot nogle få timer på pælen, hvorimod de forbrydere der blev pælfæstet sammen med ham fik deres ben brækket for at fremskynde døden. (Johannes 19:31-33) De havde ikke været udsat for de fysiske og psykiske smerter Jesus var blevet påført natten før pælfæstelsen hvor han slet ikke sov. Måske har dette taget så hårdt på ham at han ikke var i stand til at bære sin egen marterpæl. — Markus 15:15, 21.
Spørgsmål til repetition
◻ Hvad vil det sige at holde ud?
◻ Hvorfor har især Jehovas folk behov for at holde ud?
◻ Hvad satte Job i stand til at holde ud?
◻ Hvordan hjælper Jesu eksempel os til at have et realistisk syn på udholdenhed?
[Illustration på side 10]
Der blev oprettet skoler, de såkaldte Kingdom Schools, hvor kristne børn modtog undervisning når de var blevet bortvist fra skolerne fordi de kun ville tilbede Jehova
[Illustration på side 12]
Fast besluttet på at ære sin Fader bad Jesus om styrke til at holde ud