De sidste dage — Hvad er det næste der vil ske?
„Jeg skal sige jer en sandhed: Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker.“ — Jesus Kristus, Mattæus 24:34.
DA JESUS forklarede sine forbløffede disciple om „tegnet på . . . afslutningen på tingenes ordning“ sagde han blandt andet de ovenfor citerede ord. (Mattæus 24:3) Men hvad mente han med ordet „generation“? Og hvilke begivenheder skulle føre frem til afslutningen på tingenes ordning? Med andre ord, hvilke begivenheder skal vi spejde efter i den nærmeste fremtid?
Hvor længe består en generation?
The American Legion Magazine har oplyst at 4.743.826 amerikanske mænd og kvinder har deltaget i den første verdenskrig. I 1984 var kun 272.000 af dem tilbage, og hver time døde gennemsnitlig ni af dem. Vil det sige at generationen fra 1914 allerede er borte?
Det græske ord for generation er geneaʹ, og det bruges af Mattæus, Markus og Lukas i deres beretninger om Jesu ord og gerninger. Det kan have forskellige betydninger alt efter sammenhængen. The New International Dictionary of New Testament Theology har imidlertid defineret det således: „De der er født på samme tid . . . Forbundet hermed er betydningen: ens samtidige som et hele, et slægtled.“ A Greek-English Lexicon of the New Testament skriver: „Det samlede antal af dem der er født samtidig, i udvidet forstand alle der lever på et givet tidspunkt: generation, samtidige.“ Disse definitioner omfatter både alle der er født omkring tidspunktet for en historisk begivenhed og alle der er i live på det tidspunkt.
J. A. Bengel skriver i værket New Testament Word Studies: „Hebræerne . . . betragter femoghalvfjerds år som en generation, og ordene ’skal ikke forgå’ antyder at størstedelen af denne generation [på Jesu tid], men ikke hele generationen, ville være borte før alt ville være opfyldt.“ Dette viste sig at være sandt i år 70, da Jerusalem blev ødelagt.
Situationen er den samme i dag: Størstedelen af generationen fra 1914 er borte. Der er imidlertid stadig millioner af mennesker tilbage på jorden som blev født i det år eller tidligere. Og skønt deres antal svinder vil Jesu ord gå i opfyldelse: „Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker.“ Dette er endnu en grund til at tro at Jehovas dag, der skal komme som en tyv, er nært forestående. Hvilke begivenheder bør vågne kristne da spejde efter?
„Fred og sikkerhed“ inden længe?
„I ved selv udmærket at Jehovas dag kommer nøjagtig som en tyv om natten. Når de siger: ’Fred og sikkerhed!’ da vil pludselig undergang komme over dem.“ — 1 Thessaloniker 5:2, 3.
Lige siden den anden verdenskrig sluttede i 1945 har menneskeheden vaklet på grænsen til en krig, idet der i hele perioden har bestået et modsætningsforhold mellem de to stormagter, De Forenede Stater og Sovjetunionen. Cubakrisen i 1962 var en farlig og direkte konfrontation. Men Sovjetunionen trak sine missiler tilbage fra Cuba, og De Forenede Stater fjernede i al stilhed deres missiler fra Tyrkiet. Dette var blot ét af mange udslag af den kolde krig.
Nedrustning har i årtier været genstand for debat, men som regel har debatten ikke givet resultat; den har blot været en propagandaøvelse for begge parter. Nu, i de sidste måneder af præsident Reagans præsidentperiode og i den atmosfære af tøbrud der skyldes generalsekretær Gorbatjovs glasnost (åbenhed), synes det for alvor at være på tale at gøre atomvåbensituationen mindre sprængfarlig. Det er umuligt at sige om dette skal betragtes som en optakt til en foregiven fred og sikkerhed for hele verden i almindelighed. Men i overensstemmelse med Bibelens profeti er dét hvad kristne spejder efter. Hvad vil det være et signal til?
De der omhyggeligt studerer Bibelen vil ikke lade sig narre ’når der siges: Fred og sikkerhed!’ — uanset om dette budskab lyder fra De Forenede Nationer eller fra stormagterne. Det fremgår tydeligt af Bibelen at kun en retfærdig styreform, nemlig Guds riges regering ved Kristus, kan indføre sand fred og sikkerhed.
Af samme grund vil en fremtidig, tydelig og jordomspændende proklamation af fred og sikkerhed fra verdensledernes side være et signal til at Gud vil gribe til handling, „nøjagtig som en tyv om natten“, til stor overraskelse for den ikketroende verden. Ja, „pludselig undergang“ vil da komme over de religiøse og politiske magter der har hånet Jehova og hans vidner. Hvordan kan vi vide det?
Rytteren på den hvide hest slår til
For at vende tilbage til synet af Apokalypsens fire ryttere, så er der en rytter vi ikke har nævnt — den første, der sidder på en hvid hest. Han beskrives i Bibelen med disse ord: „Jeg så, og se! en hvid hest; og han som sad på den havde en bue; og en krone blev givet ham, og han red ud sejrende og for at fuldende sin sejr.“ Han beskrives også i kapitel 19 i Åbenbaringens bog: „Og se! en hvid hest. Og han som sad på den kaldes Trofast og Sand, og han dømmer og fører krig med retfærdighed. . . . Og af hans mund udgår et langt, skarpt sværd, så han kan slå nationerne med det, og han vil vogte dem med en jernstav.“ Hvem er denne rytter? Den samme beretning oplyser at han har et navn skrevet på sin hofte, „kongers Konge og herrers Herre“. Han er Guds oprejste søn, Kristus Jesus. — Åbenbaringen 6:2; 19:11-16.
Hvad er det da der får denne „kongers Konge“ til at gribe ind? På et tidspunkt vil der opstå et dødvande i forholdet mellem „nordens konge“ (den antikapitalistiske blok af nationer) og „sydens konge“ (de kapitalistiske nationer under ledelse af De Forenede Stater), som omtales i Daniels bog, kapitel 11. (Som forudsagt i Daniel 11:40 har „nordens konge“ allerede overskyllet mange lande, især siden 1945.)a
Hvilke andre begivenheder skal indtræffe før Gud griber afgørende ind for at gøre ende på den nuværende tingenes ordning?
Bibelens profetier viser at de radikale politiske elementer i De Forenede Nationer på et tidspunkt vil vende sig imod de religiøse elementer, som blander sig i politiske forhold, afsløre dem og fratage dem deres magt over de overtroiske mennesker. — Åbenbaringen 17:16, 17.b
Denne tilintetgørelse af verdens falske religiøse elementer vil uden tvivl blive fulgt op af et angreb på Jehovas vidner. Dette vil igen udløse et modangreb fra Jehovas konge, rytteren på den hvide hest. (Ezekiel 38:10-12, 21-23) Daniel 2:44 oplyser hvad resultatet vil blive: „I de kongers [de nuværende politiske magters] dage vil himmelens Gud oprette et rige som aldrig vil blive ødelagt. . . . Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger, men selv bestå evindelig.“ Ja, Guds krig ved Harmagedon mod Satans synlige politiske elementer på jorden vil resultere i en fuldstændig sejr for Jehova og hans kongers Konge. — Åbenbaringen 16:14-16; 19:17-21.
Hvad vil følge efter? Netop dét som fredselskende og gudfrygtige kristne så længe har set frem til — Guds rigsregerings tusindårige herredømme over den lydige menneskehed! Til den tid vil de herlige løfter i Åbenbaringen 21:3, 4 blive opfyldt: „Se! Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“
Hvis du kunne tænke dig at høre mere om disse bemærkelsesværdige bibelprofetier og hvad de betyder for hver enkelt af os, skal du føle dig fri til at kontakte Jehovas vidner dér hvor du bor, eller til at skrive til udgiverne af dette blad.
[Fodnoter]
a En detaljeret behandling af denne konflikt findes i kapitel 11, „Endens bestemte tid“, i bogen „Ske din vilje på jorden“, der er udgivet af Vagttårnets Selskab.
b En detaljeret behandling af denne profeti findes i kapitel 6, „Dommen over den store skøge“, i bogen „Babylon den store er faldet!“ Guds rige hersker! der også er udgivet af Vagttårnets Selskab.
[Tekstcitat på side 14]
Generation — „Det samlede antal af dem der er født samtidig, i udvidet forstand alle der lever på et givet tidspunkt.“ — „A Greek-English Lexicon of the New Testament“
[Tekstcitat på side 16]
Bibelens profetier viser at radikale politiske elementer i De Forenede Nationer vil vende sig mod denne verdens trossamfund
[Illustration på side 15]
Efter Harmagedon, i Guds nye verden med fred og retfærdighed, vil ’det som var før være forsvundet’. — Åbenbaringen 21:3, 4