Elsk retfærdighed af hele dit hjerte
„Du elsker retfærdighed.“ — SL. 45:7.
1. Hvad kan hjælpe os til at følge „retfærdige spor“?
VED hjælp af sit ord og sin hellige ånd fører Jehova sit folk „ad retfærdige spor“. (Sl. 23:3) Men da vi er ufuldkomne, er vi tilbøjelige til at afvige fra disse spor, og det kræver en bevidst indsats at komme ind på det rette spor igen. Hvad kan hjælpe os til at gøre det? Ligesom Jesus må vi elske at gøre det der er ret. — Læs Salme 45:7.
2. Hvad ligger der i udtrykket „retfærdige spor“?
2 Hvad ligger der i udtrykket „retfærdige spor“? Et spor er en smal vej eller sti. Denne vej, eller dette „spor“, er bestemt af Jehovas retfærdsnorm. På hebraisk og græsk refererer „retfærdighed“ til det der er „retskaffent“. At være retfærdig betyder at man holder sig nøje til retfærdige principper. Da Jehova er „retfærdighedens bosted“, vil de der tilbeder ham, lade ham afgøre hvad de retfærdige — eller moralsk retskafne — spor er som de bør følge. — Jer. 50:7.
3. Hvordan lærer vi mere om Guds retfærdighed?
3 Kun hvis vi af hele vort hjerte følger Guds retfærdige normer, vil vi fuldt ud kunne behage ham. (5 Mos. 32:4) Først må vi lære alt hvad vi kan, om Jehova Gud ud fra hans ord, Bibelen. Jo mere vi lærer om ham og dag for dag kommer ham nærmere, jo mere vil vi elske hans retfærdighed. (Jak. 4:8) Vi må også lytte til Guds inspirerede ords vejledning når vi skal træffe vigtige beslutninger i vort liv.
Søg Guds retfærdighed
4. Hvad indbefatter det at søge Guds retfærdighed?
4 Læs Mattæus 6:33. At søge Guds retfærdighed indbefatter mere end at bruge tid i forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. Hvis vores hellige tjeneste skal være antagelig for Jehova, må hele vores adfærd være i overensstemmelse med hans høje normer. Hvad må alle der søger Jehovas retfærdighed, gøre? De må „iføre [sig] den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet“. — Ef. 4:24.
5. Hvad kan hjælpe os til at overvinde mismod?
5 Mens vi stræber efter at leve op til Guds retfærdige normer, kan vi undertiden blive grebet af mismod fordi vi kommer til kort. Hvad kan hjælpe os til at overvinde dette mismod, som virker hæmmende på os, og lære at elske og øve retfærdighed. (Ordsp. 24:10) Vi må regelmæssigt nærme os Jehova i bøn „med et sandt hjerte i troens fulde forvisning“. (Hebr. 10:19-22) Hvad enten vi hører til de salvede eller til dem der har det jordiske håb, tror vi på Jesu Kristi genløsningsoffer og på at han virker som vor store ypperstepræst. (Rom. 5:8; Hebr. 4:14-16) Hvad Jesu udgydte blod udvirker, blev illustreret i den allerførste udgave af dette blad. (1 Joh. 1:6, 7) Der stod i artiklen: „Det er en kendsgerning at [når] man i lyset betragter en skarlagenrød eller højrød genstand gennem et stykke rødt glas, ser det ud som om der er tale om en hvid genstand. På samme måde med vore synder; skønt de er som skarlagen eller som højrødt klæde, vil de, når vi kommer derhen hvor Gud vil se dem gennem Jesu blod, af ham blive betragtet som hvide.“ (Zion’s Watch Tower, juli 1879, side 6) Det er i sandhed en storslået foranstaltning Jehova her har truffet til gavn for os ved hjælp af sin elskede søns genløsningsoffer. — Es. 1:18.
Efterse din åndelige rustning
6. Hvorfor har det afgørende betydning at vi efterser vores åndelige rustning?
6 Vi må altid være iført „retfærdighedens brystharnisk“, som er en vigtig del af den åndelige rustning fra Gud. (Ef. 6:11, 14) Hvad enten vi for nylig har indviet os til Jehova eller vi allerede har mange års tjeneste bag os, er det af afgørende betydning at vi efterser vores åndelige rustning hver dag. Hvorfor? Fordi Djævelen og hans dæmoner er blevet kastet ned til jordens nærhed. (Åb. 12:7-12) Satan har stor harme, for han ved at hans tid er begrænset. Derfor har han intensiveret sit angreb på Guds folk. Forstår vi hvor vigtigt det er at være iført „retfærdighedens brystharnisk“?
7. Hvad vil vi gøre og lade være med at gøre hvis vi forstår nødvendigheden af at have „retfærdighedens brystharnisk“ på?
7 Et brystharnisk beskytter det bogstavelige hjerte. På grund af vores ufuldkommenhed er vort symbolske hjerte tilbøjeligt til at være forræderisk og desperat. (Jer. 17:9) Eftersom hjertet har en tilbøjelighed til at få os til at handle forkert, er det vigtigt at det oplæres og tugtes. (1 Mos. 8:21) Hvis vi forstår at vi må have „retfærdighedens brystharnisk“ på, vil vi ikke midlertidigt tage det af ved at vælge en form for underholdning som Gud hader; vi vil heller ikke i fantasien forestille os at vi foretager os noget forkert. Vi vil ikke bruge oceaner af værdifuld tid på at se fjernsyn. I stedet vil vi bestræbe os for at gøre det der behager Jehova. Selvom vi skulle snuble ved for et øjeblik at give efter for urette kødelige tanker, vil vi med Jehovas hjælp rejse os igen. — Læs Ordsprogene 24:16.
8. Hvorfor er „troens store skjold“ nødvendigt?
8 Til vores åndelige rustning hører også „troens store skjold“. Det hjælper os til at „slukke alle den ondes brændende pile“. (Ef. 6:16) Tro og helhjertet kærlighed til Jehova vil hjælpe os til at øve retfærdighed og forblive på vejen til det evige liv. Jo mere vi lærer at elske Jehova, jo mere vil vi værdsætte hans retfærdighed. Men hvad med vores samvittighed? Hvordan hjælper den os til at elske retfærdighed?
Bevar en god samvittighed
9. Hvilken gavn har vi af at bevare en god samvittighed?
9 Da vi blev døbt, anmodede vi Jehova om „en god samvittighed“. (1 Pet. 3:21) Som følge af vores tro på genløsningen dækker Jesu blod vore synder, og vi kommer derved til at stå rene over for Gud. Men skal vi forblive i en frelst tilstand, må vi bevare en god samvittighed. Hvis vores samvittighed undertiden anklager os og advarer os, kan vi være taknemmelige for at den fungerer som den skal. Den slags små ’stik’ viser blot at vores samvittighed ikke er blevet ufølsom med hensyn til Jehovas retfærdige veje. (1 Tim. 4:2) Men samvittigheden har endnu en funktion der er til gavn for dem der elsker retfærdighed.
10, 11. (a) Fortæl en erfaring der viser at vi bør lytte til vores bibeloplærte samvittighed. (b) Hvorfor kan kærlighed til retfærdighed være til glæde for os?
10 Når vi har gjort noget forkert, vil vores samvittighed sikkert fordømme os eller plage os. En ung mand kom bort fra retfærdighedens spor. Han blev afhængig af at se på pornografi og begyndte at ryge marihuana. Han følte skyld når han kom til møde, og følte sig som en hykler når han deltog i forkyndelsen, så derfor holdt han op med at deltage i de kristne aktiviteter. „Men,“ sagde han, „jeg gjorde mig ikke klart at min samvittighed ville kræve mig til regnskab.“ Han tilføjer: „Min tåbelighed varede i omkring fire år.“ Så begyndte han at tænke på at vende tilbage til sandheden. Han troede ikke at Jehova ville lytte til ham, men bad ham alligevel om tilgivelse. Der gik ikke ti minutter, så kom hans mor på besøg og opfordrede ham til at komme til møderne igen. Han tog hen i rigssalen og anmodede en ældste om at begynde at studere med ham. Det endte med at han blev døbt, og han er taknemmelig for at Jehova har reddet hans liv.
11 Har vi ikke selv erfaret at der er stor glæde ved at gøre det der er ret? Efterhånden som vi lærer at elske retfærdighed og i højere grad følger retfærdighedens vej, finder vi større og større glæde ved at gøre det der behager vor himmelske Fader. Og tænk engang! Den dag kommer da alle mennesker kun vil føle glæde ved at høre samvittighedens stemme. De vil til fuldkommenhed genspejle Guds billede. Lad os derfor lade kærligheden til retfærdighed slå rod dybt i vort hjerte og på den måde få Jehovas hjerte til at fryde sig. — Ordsp. 23:15, 16.
12, 13. Hvordan kan vi skærpe vores samvittighed?
12 Hvad kan vi gøre for at oplære vores samvittighed? Når vi studerer Bibelen og vore bibelske publikationer, er det vigtigt at huske at „den retfærdiges hjerte grunder over hvordan det skal svare“. (Ordsp. 15:28) Det vil for eksempel være til gavn for os når vi står over for spørgsmål angående vores verdslige arbejde. Hvis en bestemt slags arbejde tydeligt strider imod de bibelske krav, vil de fleste af os uden tvivl hurtigt følge den vejledning vi har fået gennem den trofaste og kloge træl. Men når svaret på et spørgsmål i forbindelse med vores arbejde ikke er helt indlysende, bør man gøre sig klart hvilke bibelske principper der er involveret, og overveje spørgsmålet under bøn.a Der kan for eksempel være tale om princippet om at undgå at støde andres samvittighed. (1 Kor. 10:31-33) Især bør vi være opmærksomme på principper der har med vores forhold til Gud at gøre. Hvis Jehova er virkelig for os, er det første spørgsmål vi bør stille os selv: ’Vil det såre Jehova og volde ham smerte hvis jeg påtager mig dette arbejde?’ — Sl. 78:40, 41.
13 Når vi forbereder os til vagttårnsstudiet eller menighedsbibelstudiet, må vi huske at vi skal grunde over det vi læser. Er vi hurtige til straks at understrege svaret på studiespørgsmålet og så gå videre til næste paragraf? Det er ikke sandsynligt at et sådant studium vil øge vores kærlighed til retfærdighed eller skærpe vores samvittighed. Hvis vi skal lære at elske retfærdighed, må vi studere grundigere og meditere over det vi læser i Guds skrevne ord. Der er ingen genveje når det drejer sig om at lære at elske retfærdighed af hele vort hjerte.
Hunger og tørst efter retfærdighed
14. Hvilken følelse ønsker Jehova Gud og Jesus Kristus at vi skal være fyldt af når vi udfører vores hellige tjeneste?
14 Jehova Gud og Jesus Kristus ønsker at vi skal være lykkelige i vores hellige tjeneste. Hvad vil bidrage til denne lykke? Det vil kærlighed til retfærdighed! I sin bjergprædiken sagde Jesus: „Lykkelige er de som hungrer og tørster efter retfærdighed, for de vil blive stillet tilfreds.“ (Matt. 5:6) Hvilken betydning har disse ord for dem som ønsker at elske retfærdighed?
15, 16. Hvordan vil menneskers åndelige sult og tørst blive stillet?
15 Den verden vi lever i, beherskes af den Onde. (1 Joh. 5:19) Hvis vi læser en avis, vil vi, uanset hvilket land vi befinder os i, finde beretninger om grusomhed og vold i et hidtil uhørt omfang. De der elsker retfærdighed, er stærkt foruroligede over menneskenes umenneskelighed over for hinanden. (Præd. 8:9) De som elsker Jehova, ved at kun han kan stille retfærdselskende menneskers åndelige sult og tørst. De ugudelige vil snart blive fjernet, og de som elsker retfærdighed, vil ikke længere være plaget af lovbrydernes onde gerninger. (2 Pet. 2:7, 8) Hvilken lettelse!
16 Som Jehovas tjenere og Jesu Kristi disciple er vi klar over at alle som hungrer og tørster efter retfærdighed, „vil blive stillet tilfreds“. Det vil ske ved hjælp af de nye himle og den nye jord som Gud vil tilvejebringe, og „hvori retfærdighed skal bo“. (2 Pet. 3:13) Lad os derfor ikke tabe modet eller være overraskede over at undertrykkelse og vold har fortrængt retfærdigheden i denne sataniske verden. (Præd. 5:8) Jehova, den Allerhøjeste, véd hvad der foregår, og vil snart udfri dem der elsker retfærdighed.
Opnå velsignelserne ved at elske retfærdighed
17. Nævn nogle af de velsignelser man opnår ved at elske retfærdighed.
17 Salme 146:8 understreger de storslåede velsignelser ved at følge retfærdighedens vej. Salmisten sang: „Jehova elsker de retfærdige.“ Tænk engang! Universets Suveræn elsker os fordi vi elsker retfærdighed! På grund af Jehovas kærlighed har vi tillid til at han vil sørge for os materielt når vi lader Rigets interesser komme først i vort liv. (Læs Salme 37:25; Ordsprogene 10:3). Til sidst vil hele jorden være til glæde for retfærdselskende mennesker. (Ordsp. 13:22) For de fleste blandt Guds folk vil belønningen for at have øvet retfærdighed være overstrømmende glæde og evigt liv i et smukt jordisk paradis. Men allerede nu vil de der elsker Guds retfærdighed, blive belønnet med en indre fred der medfører harmoni i deres familier og menigheder. — Fil. 4:6, 7.
18. Hvad må vi fortsat gøre mens vi venter på Jehovas dag?
18 Mens vi venter på Jehovas store dag, må vi fortsat søge Guds retfærdighed. (Zef. 2:2, 3) Lad os derfor vise ægte kærlighed til Jehovas retfærdige veje. Det indbefatter at vi har „retfærdighedens brystharnisk“ spændt fast om os så det beskytter vores symbolske hjerte. Desuden må vi bevare en god samvittighed — en samvittighed vi har det godt med, og som får Jehovas hjerte til at fryde sig. — Ordsp. 27:11.
19. Hvad bør vi være besluttede på, og hvad vil blive behandlet i den følgende artikel?
19 Jehovas øjne „skuer ud over hele jorden for at han kan vise sig stærk sammen med dem hvis hjerte er helt med ham“. (2 Krøn. 16:9) Disse ord er i sandhed en trøst for os mens vi gør det der er ret, i en verden som er plaget af ustabilitet, vold og ondskab! Sandt nok kan vores retfærdige veje være årsag til undren hos de millioner af mennesker der er fremmede for Gud. Men vi gavner i høj grad os selv ved at holde fast ved Jehovas retfærdighed. (Es. 48:17; 1 Pet. 4:4) Lad os derfor være besluttede på fortsat at elske og øve retfærdighed af hele vort hjerte og finde glæde ved det. Helhjertethed indbefatter imidlertid også at vi hader lovløshed. Den følgende artikel vil vise hvad dét betyder.
[Fodnote]
a En behandling af de bibelske principper der har relation til arbejdsmæssige spørgsmål, findes i Vagttårnet for 15. april 1999, side 28-30.
Hvad vil du svare?
• Hvorfor er det nødvendigt at forstå værdien af genløsningen for at kunne elske retfærdighed?
• Hvorfor er det vigtigt at have „retfærdighedens brystharnisk“ på?
• Hvordan kan vi oplære vores samvittighed?
[Illustration på side 26]
En oplært samvittighed hjælper os til at finde svar på spørgsmål i forbindelse med vores arbejde