Helvede

Definition: Ordet „helvede“ findes i mange bibeloversættelser. Det stammer fra den hedenske mytologi og betyder ordret „straf i hel“ (oldnordisk: helviti), det vil sige „straf i dødsriget“. Andre bibeloversættelser har „graven“, „dødsriget“ eller lignende, mens andre igen nøjes med at translitterere grundsprogenes ord, hvilket vil sige at de gengiver dem med vort alfabets bogstaver uden at oversætte dem. Det drejer sig om tre ord: det hebraiske sje’ōlʹ og det tilsvarende græske haiʹdēs, der betyder grav, ikke et enkelt gravsted, men den døde menneskeheds fælles grav, samt det græske geʹenna, der bruges som et symbol på evig tilintetgørelse. Kristenheden såvel som mange ikke-kristne religioner lærer imidlertid at helvede er et sted der bebos af dæmoner og hvor de onde straffes efter døden (og nogle tror at dette sker ved pinsler).

Siger Bibelen noget om hvorvidt de døde pines?

Præd. 9:5, 10: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingen ting . . . Alt hvad din hånd finder at gøre, gør det med den kraft du har, for der er hverken virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom i Sheol* hvor du går hen.“ (Hvis de ikke ved noget, kan de naturligvis heller ikke pines.) (* Dødsriget, DA, GD; de Dødes Rige, Ka, Li; Sheol, Bu.)

Sl. 146:4: „Hans ånd går bort; han vender tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker* til grunde.“ (* Planer, Bu; råd, DA; Tanker, Li.)

Viser Bibelen at sjælen lever videre når legemet dør?

Ez. 18:4: „Den sjæl* der synder, den skal dø.“ (* Sjæl, Bu, DA, GD, Ka, Li.)

„Begrebet ’sjæl’ i betydningen en rent åndelig, immateriel virkelighed som er adskilt fra ’legemet’ . . . findes ikke i Bibelen.“ — La Parole de Dieu (Paris, 1960), George Auzou, professor i bibelkundskab, Rouen Seminarium, Frankrig, s. 128.

„Selv om det hebraiske ord næfæsj [i De hebraiske Skrifter] ofte oversættes med ’sjæl’, ville det være forkert at tillægge det en græsk betydning. Næfæsj . . . bliver aldrig opfattet som noget der optræder adskilt fra legemet. I Det nye Testamente bliver det græske ord psychē ofte oversat med ’sjæl’, men heller ikke det bør uden videre forstås som de græske filosoffer forstod ordet. Sædvanligvis betyder det ’liv’ eller ’livskraft’, eller somme tider ’ens eget jeg’.“ — The Encyclopedia Americana (1977), bd. 25, s. 236.

Hvilke mennesker kommer i Bibelens helvede?

Siger Bibelen at de onde kommer i helvede?

Sl. 9:17: „De ugudelige skal vende om til Sheol,* alle de nationer som glemmer Gud.“ (* Helvede, Lu; Sheol, Bu; Dødsriget, DA, GD; de Dødes Rige, Li.)

Siger Bibelen også at gode mennesker kommer i helvede?

Job 14:13: „[Job bad:] Gid du ville gemme mig i Sheol,* skjule mig indtil din vrede har lagt sig, sætte mig en frist og huske mig!“ (Ifølge Gud selv var Job „en uangribelig og retskaffen mand som frygter Gud og viger fra det onde“. — Job 1:8.) (* Helvede, Lu; Graven, GD; dødens rige, DA; de Dødes Rige, Ka.)

Apg. 2:25-27: „David siger nemlig med henblik på ham [Jesus Kristus]: ’. . . du vil ikke efterlade min sjæl i Hades,* og heller ikke vil du lade din loyale tjener se forrådnelse.“ (Når der siges at Gud ikke ville „efterlade“ Jesus i Hades eller helvede, ligger der heri at Jesus var i helvede eller Hades i det mindste for en tid, ikke sandt?) (* Helvede, Lu; Dødsriget, DA, GD, Rø, Se; Graven, Sch.)

Kan man nogen sinde komme tilbage fra helvede (Hades eller dødsriget)?

Åb. 20:13, 14: „Havet gav de døde der var i det, tilbage, og døden og Hades* gav de døde der var i dem, tilbage, og de blev dømt hver især efter deres gerninger. Og døden og Hades blev kastet i ildsøen.“ (De døde vil altså komme tilbage fra helvede [Hades, dødsriget]. Læg også mærke til at helvede ikke er det samme som ildsøen, men at det vil blive kastet i ildsøen.) (* Helvede, Ka, Lu; Hel, Li; Dødsriget, DA, GD, Rø, Se.)

Hvorfor er der så stor forvirring med hensyn til hvad Bibelen siger om helvede?

„Megen forvirring og misforståelse er opstået fordi de tidlige oversættere af Bibelen blev ved med at gengive det hebraiske ord Sheol og de græske ord Hades og Gehenna med ordet helvede. At oversætterne af de reviderede udgaver af Bibelen blot har foretaget en translitteration af disse ord, har ikke i tilstrækkelig grad kunnet opklare denne forvirring og disse fejlagtige opfattelser.“ — The Encyclopedia Americana (1942), bd. XIV, s. 81.

Oversættere har ladet deres egen opfattelse farve deres arbejde i stedet for at være konsekvente i deres gengivelse af ordene fra grundsprogene. Dette gælder i høj grad en række udenlandske bibeloversættelser, katolske som protestantiske, men danske bibeloversættelser kan heller ikke sige sig fri. For eksempel gengiver Kalkar sje’ōl med „Dødningeriget“ og „de Dødes Rige“; og Lindberg oversætter det med „de Dødes Rige“ og „Underverdenen“. Kalkar oversætter haiʹdēs med „Underverdenen“ og „Helvede“; Lindberg med „de Dødes Rige“, „Dødens Rige“, „Hel“ og „Helhjem“; og desuden oversætter begge også geʹenna med „Helvede“. Schindler gengiver haiʹdēs med „Graven“ og „De Dødes Rige“ og oversætter geʹenna med både „Aadselsslugten“ og „Helvede“. Den autoriserede oversættelse af 1948 har forbeholdt ordet „Helvede“ til gengivelse af geʹenna de tolv steder dette forekommer; men ordet har dog stadig hedenske associationer. Alt i alt må man sige at de forskelligartede gengivelser har tilsløret betydningen af grundsprogenes ord.

Får de onde en evig straf?

Matt. 25:46, DA: „Disse skal gå bort til evig straf [afhugning, Int; græsk: koʹlasis], men de retfærdige til evigt liv.“ (The Emphatic Diaglott har „afskærelse“ i stedet for „straf“. En fodnote oplyser: „[Koʹlasis] kommer af kolazoo, hvilket betyder: 1. At afskære, at afhugge, som f. eks. et træs grene, at beskære. 2. At holde tilbage, at indespærre, at undertrykke. . . . 3. At tugte, at straffe. At afskære nogen fra livet eller samfundet, eller at indespærre dem, anses for at være en straf. Heraf er denne tredje, sindbilledlige, brug af ordet opstået. Ordets første betydning er valgt her fordi den bedre stemmer overens med sætningens anden del, hvorved modsætningens styrke og skønhed bevares. De retfærdige går ind til liv, de onde til en afskærelse fra livet, altså til døden. Se 2 Thess. 1:9.“)

2 Thess. 1:9, DA: „De skal . . . straffes med evig undergang* bort fra Herrens ansigt og fra hans vældes herlighed.“ (* Evig Fortabelse, Ka, Li, R-L; gå evigt til grunde, Se.)

Jud. 7, DA: „Ligeledes er Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som de var hengivne til utugt og søgte omgang mod naturen, sat til et advarende eksempel, idet de lider straf i evig ild.“ (Den ild der ødelagde Sodoma og Gomorra holdt op med at brænde for flere tusind år siden, men dens virkninger varer ved, for byerne er ikke blevet genopbygget. Guds dom ramte imidlertid ikke blot byerne, men også deres ugudelige indbyggere. Det der skete med dem er et advarende eksempel. Ifølge Lukas 17:29 (Se) sagde Jesus at de blev ’udslettet’; Judas 7 viser at der er tale om evig udslettelse.)

Hvad forstås ved den ’evige pine’ der tales om i Åbenbaringen?

Åb. 14:9-11; 20:10, DA: „Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og tager dets mærke på sin pande eller på sin hånd, så skal han drikke af Guds harmes vin, som er skænket ublandet i hans vredes bæger; og han skal pines med ild og svovl for de hellige engles og for Lammets øjne. Og røgen fra deres pine [græsk: basanismouʹ] stiger op i evighedernes evigheder; og de har ingen hvile hverken dag eller nat, de, som tilbeder dyret og dets billede, og enhver, der tager dets navn som mærke.“ „Og Djævelen, som havde forført dem, blev kastet i ild- og svovlsøen, hvor også dyret og den falske profet var; og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder.“

Hvilken slags „pine“ er der tale om i disse skriftsteder? Det er værd at lægge mærke til at det samme græske grundord er anvendt i Åbenbaringen 11:10, hvor der er tale om ’profeter som pinte dem der bor på jorden’. (NV; se også Rø) Denne pine blev fremkaldt af de afslørende og ydmygende budskaber som disse profeter forkyndte. I Åbenbaringen 14:9-11 (DA) hedder det at de der tilbeder „dyret og dets billede“ skal „pines med ild og svovl“. Dette kan ikke sigte til bevidst pine efter døden, for „de døde ved ingenting“ og kan derfor ikke føle nogen smerte. (Præd. 9:5, DA) De må altså opleve denne pine mens de endnu lever. Det der piner dem, er at Guds tjenere forkynder at de der tilbeder „dyret og dets billede“ vil lide den anden død, der skildres ved „søen, som brænder med ild og svovl“. Røgen i forbindelse med deres tilintetgørelse stiger op for evigt fordi tilintetgørelsen er evig og aldrig glemmes. Hvad betyder det så når Åbenbaringen 20:10 (DA) siger at Djævelen skal „pines dag og nat i evighedernes evigheder“ i „ild- og svovlsøen“? Ifølge Åbenbaringen 21:8 (DA) er „søen, som brænder med ild og svovl“ ensbetydende med „den anden død“. Gads Danske Bibelleksikon oplyser at de der lider den anden død „tilintetgøres for evigt“. (København, 1982, bd. 2, sp. 4) At Djævelen „pines“ dér for evigt må altså betyde at der ikke bliver nogen udfrielse for ham, at han bliver holdt fangen dér for evigt, i en evig død. Denne brug af ordet „pine“ (af det græske baʹsanos) minder os om Mattæus 18:34, hvor det samme grundord anvendes om ’fangevogtere’. — NV.

Hvad er ’Gehennas ild’ som Jesus talte om?

I De kristne græske Skrifter forekommer ordet Gehenna tolv gange. Fem gange forbindes det direkte med ild. Oversættere har gengivet det græske udtryk geʹennan tou pyrosʹ med „Helvedes ild“ (DA, GD, Ha, Ka, Li, R-L, Rø), „det brændende Helvede“ (Ka, Li), „Ilden i ’Aadselsslugten’“, (Sch) og „Ildhelvedet“ (Se).

Den historiske baggrund: Hinnoms dal (Gehenna) lå uden for Jerusalems mure. Engang fandt afgudsdyrkelse med børneofringer sted i den. I det første århundrede blev Gehenna brugt som forbrændingssted for Jerusalems affald. Kroppe af døde dyr blev smidt ned i dalen for at blive fortæret af flammerne, der var tilsat svovl for at fremme forbrændingen. Ligene af henrettede forbrydere, der ikke ansås for værdige til at blive begravet i en mindegrav, blev også kastet i Gehenna. Derfor talte Jesus i Mattæus 5:29, 30 om at ’hele ens legeme’ kunne blive kastet i Gehenna. Hvis liget faldt i den vedvarende ild blev det fortæret, men hvis det havnede på en afsats i den dybe slugt, blev dets rådnende kød angrebet af de allestedsnærværende orme eller maddiker. (Mark. 9:47, 48) Levende mennesker blev ikke kastet i Gehenna. Det var altså ikke et sted med bevidst pine.

I Mattæus 10:28 formaner Jesus sine tilhørere til at ’frygte ham der kan ødelægge både sjæl og legeme i Gehenna’. Hvordan skal det forstås? Læg mærke til at her ikke tales om pine i Gehennas ild, men derimod om at frygte ’ham der kan ødelægge i Gehenna’. Ved særskilt at nævne „sjælen“ understreger Jesus her at Gud kan ødelægge alle menneskets livsmuligheder. Der er således ikke noget håb om en opstandelse for en sådan. Ordene „Helvedes ild“ eller „ilden i Gehenna“ betyder derfor det samme som „søen som brænder med ild og svovl“ i Åbenbaringen 21:8, nemlig tilintetgørelse, „den anden død“.

Hvad siger Bibelen at straffen for synd er?

Rom. 6:23: „Den løn synden betaler er døden.“

Bliver man straffet yderligere for sine synder efter døden?

Rom. 6:7: „Den der er død er blevet frikendt fra sin synd.“

Er evig pine af de onde i harmoni med Guds kærlighed?

Jer. 7:31: „De [frafaldne jøder] har bygget Tofets offerhøje, der er i Hinnoms søns dal, for at brænde deres sønner og deres døtre i ilden, noget som jeg ikke har påbudt og som ikke er opkommet i mit hjerte.“ (Hvis det aldrig er opkommet i Guds hjerte, kan vi være sikre på at han ikke har eller benytter sig af et pinested.)

Illustration: Hvad ville du mene om en fader eller moder som holdt sit barns hånd over ilden for at straffe det fordi det havde gjort noget forkert? „Gud er kærlighed.“ (1 Joh. 4:8) Ville han gøre hvad ingen menneskelige forældre ved deres sansers fulde brug ville gøre? Bestemt ikke!

Sagde Jesus i sin lignelse om den rige mand og Lazarus at de onde bliver pint efter døden?

Skal beretningen i Lukas 16:19-31 forstås bogstaveligt eller kun som et billede på noget andet? En fodnote i den katolske Jerusalem-Bibel (på dansk i Bibelkommentar, København, 1968, bd. 2, s. 82) anerkender at dette er en „fortælling i form af en lignelse uden nogen som helst historisk tilknytning“. Hvis lignelsen skulle opfattes bogstaveligt, ville det betyde at alle som havde Guds gunst kunne få plads i én mands, Abrahams, skød; at vand på en fingerspids ikke ville fordampe i Hades’ ild; at så lidt som en dråbe vand kunne give dem lindring som led dér. Lyder det logisk? Hvis det skulle opfattes bogstaveligt, ville det stride mod andre steder i Bibelen. Hvis Bibelen var så selvmodsigende, kunne sandhedselskende mennesker så bygge deres tro på den? Bibelen modsiger imidlertid ikke sig selv.

Hvordan skal lignelsen forstås? „Den rige mand“ er et billede på farisæerne. (Se vers 14.) Tiggeren Lazarus er et billede på det jævne jødiske folk som farisæerne foragtede, men som omvendte sig og blev Jesu disciple. (Se Lukas 18:11; Johannes 7:49; Mattæus 21:31, 32.) At de døde, var også symbolsk og skildrede forandrede omstændigheder — de som tidligere blev foragtet, kom til at indtage en begunstiget stilling, og de som tidligere lod til at være begunstiget, blev nu forkastet af Gud og blev pint af de domsbudskaber der blev fremsat af dem de havde foragtet. — Apg. 5:33; 7:54.

Hvorfra stammer læren om et brændende helvede?

I det gamle Babyloniens og Assyriens religion blev „underverdenen . . . skildret som et sted fuldt af rædsler og underlagt mægtige og grusomme guder og dæmoner“. (The Religion of Babylonia and Assyria, Boston, 1898, Morris Jastrow jun., s. 581) Ilden i kristenhedens helvede kan spores tilbage til det gamle Ægyptens religion. (The Book of the Dead, New Hyde Park, N.Y., 1960, med indledning af E. A. Wallis Budge, s. 144, 149, 151, 153, 161) Buddhismen, som går tilbage til det sjette århundrede f.v.t., fik efterhånden både varme og kolde helveder. (The Encyclopedia Americana, 1977, bd. 14, s. 68) Billeder af helvede i katolske kirker i Italien kan spores tilbage til etruskerne. — La civiltà etrusca (Milano, 1979), Werner Keller, s. 389.

Men den virkelige oprindelse til denne gudvanærende lære går meget længere tilbage. Den djævelske forestilling om helvedes pine smæder Gud og har sin oprindelse hos Guds store bagvasker (Djævelen, hvis navn betyder „bagvasker“), den som Jesus Kristus kaldte „løgnens fader“. — Joh. 8:44.