Neutrale kristne i en verden der har pådraget sig blodskyld
„Den der udgyder menneskers blod, ved mennesker vil hans eget blod blive udgydt, for i sit billede frembragte Gud menneskene.“ — 1 Mosebog 9:6.
1. Hvilken udvikling i verden siden 1914 giver grund til bekymring?
SIDEN 1914 er blodet af over hundrede millioner mennesker blevet udgydt i krige. Og hvordan er fremtidsudsigterne? Udslettelsen af to japanske byer i 1945 berøvede omtrent 200.000 mennesker livet og resulterede med tiden i at supermagterne opstillede en ny doktrin der på engelsk har fået den meget passende betegnelse MAD (engelsk = vanvittig), som er en forkortelse af Mutual Assured Destruction (Gensidig forvisning om tilintetgørelse). Denne doktrin er blevet grundlaget for en terrorbalance der hviler på vældige lagre af kernevåben hvis samlede sprængkraft kunne lægge vor jord øde mange gange. Med undervandsbåde er disse djævelske våben blevet transporteret ud i havene, og den senere tids trussel om krig i rummet har fået faren til at antage nye proportioner. Selv terrorbalancen rystes nu i sin grundvold. Findes der nogen vej ud af dette vanvid?
2. Hvad sagde Jesus profetisk om vor tid, men hvad forsikrede han samtidig de kristne om?
2 Ja, det gør der. Men det er ikke en udvej efter nationernes valg. Om det dilemma de i øjeblikket befinder sig i, profeterede Jesus: „Der vil være tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden angst blandt nationerne, som ved hverken ud eller ind på grund af havets larmen og dets oprør, mens mennesker besvimer på grund af frygt og det de venter der kommer over den beboede jord; for himlenes kræfter skal rystes.“ Jesus sluttede denne profeti med en forsikring om at kristne der holder sig vågne, vil „være i stand til at undslippe alle disse ting som skal ske“. — Lukas 21:25, 26, 36.
Søg fred med Gud
3. (a) Hvordan fremmer nationerne ’denne verdens guds’ interesser? (b) Hvordan vil Jehova afgøre striden?
3 Nationerne, navnlig atommagterne, er optaget af en kappestrid om verdensherredømmet, en kappestrid der meget vel kunne ende med at hele verden blev lagt øde. Dette tjener ’denne verdens guds’ interesser. Nationerne „har samlet sig som én imod Jehova og imod hans [Kristus],“ der nu er indsat som konge i himmelen. På Jehovas bud vil Kristus sønderslå disse nationer som med et jernscepter. Derefter vil dette løfte blive opfyldt: „Den Gud som giver fred, vil snart knuse Satan under jeres fødder.“ — 2 Korinther 4:4, da. aut.; Salme 2:2, 6-9; Romerne 16:20.
4. Hvordan kan vi søge fred med Gud? (1 Peter 3:11)
4 Vi for vor del bør ønske at søge fred med denne Gud. Hvordan kan vi gøre det? Vi bør først og fremmest være interesseret i, ligesom Gud, at betragte livet og det dyrebare blod der flyder i vore arterier og vener, som helligt.
5. Hvilke eksempler viser at Gud hævner vilkårlig blodsudgydelse?
5 Jehova har skabt mennesket og dets forunderlige blod som bringer næring til hele legemet og derved holder os i live. Det har aldrig været Guds mening at menneskets blod skulle udgydes på den vilkårlige måde det ofte er sket på. Efter at Kain havde begået det første mord i verdenshistorien, sagde Jehova at Abels blod råbte på hævn. Også en af Kains efterkommere, Lemek, blev morder, og gav derefter i et digt udtryk for at hvis han selv blev dræbt skulle hans blod hævnes. Med tiden blev verden fordærvet og fyldt med vold. Jehova udslettede denne første menneskehedens verden ved en vandflod. Kun den fredselskende mand Noa, hvis navn betyder „hvile“, overlevede sammen med sin familie. — 1 Mosebog 4:8-12, 23, 24; 6:13; 7:1.
6. Hvordan lyder Guds lov om blodet, og hvem er den gældende for?
6 Efter vandfloden fortalte Jehova Noa om sin udtrykkelige vilje angående blodet, og sagde som et højdepunkt på denne vejledning: „Den der udgyder menneskers blod, ved mennesker vil hans eget blod blive udgydt, for i sit billede frembragte Gud menneskene.“ (1 Mosebog 9:3-6) Alle vi der lever i dag er efterkommere af Noa, og denne guddommelige lov om respekt for livet er derfor gældende for alle der ønsker at have Guds godkendelse. Det sjette af de ti bud lyder jo også: „Du må ikke myrde.“ Blodskyld kan ikke ignoreres, men kræver en indgriben, en gengældelse. — 2 Mosebog 20:13; 21:12; 5 Mosebog 21:1-9; Hebræerne 10:30.
7. (a) Hvorfor var det rigtigt af Jehova at befale Israel at drage i krig? (b) Hvilken krig fører kristne i vor tid?
7 Da blodsudgydelse så udtrykkeligt er forbudt, hvordan kunne Jehova da tillade og endda befale Israels folk at føre krig? Vi må huske at der var tale om hellige krige, krige hvorved Jehova, hele jordens dommer, udslettede dæmondyrkende nationer. En af disse nationer var kana’anæerne, der boede i det forjættede land. Dette folk tilbad dæmoner og havde en umoralsk livsførelse der var til fare for Guds hellige folk. Ved hjælp af teokratisk krigsførelse lod Jehova landet „udspy“ disse fordærvede mennesker. (3 Mosebog 18:1-30; 5 Mosebog 7:1-6, 24) Dette understreger berettigelsen af at de kristne i dag fører en åndelig krig. — 2 Korinther 10:3-5; Efeserne 6:11-18.
8. Hvad viser at Jehova ikke billiger udgydelse af uskyldigt blod?
8 Jehova billigede dog ikke vilkårlig blodsudgydelse. Om en af Judas konger siger Bibelen for eksempel: „Manasse udgød endog uskyldigt blod i store mængder, indtil han havde fyldt Jerusalem fra ende til anden.“ Manasse angrede senere og ydmygede sig for Jehova, men hans blodskyld blev over ham og hans slægt. Manasses gudfrygtige barnebarn, kong Josias, tog skridt til at rense landet og genoprette den sande tilbedelse, men Manasses blodskyld kunne han ikke fjerne. Mens Josias’ søn, Jojakim, var konge, sendte Jehova Nebukadnezar mod Juda for at eksekvere dom over landet. „Det var udelukkende på Jehovas befaling at dette skete med Juda, for han ville fjerne det fra sin nærhed på grund af Manasses synder, alt det han havde gjort; og også på grund af det uskyldige blod som han havde udgydt, idet han havde fyldt Jerusalem med uskyldigt blod så Jehova ikke ønskede at tilgive det.“ — 2 Kongebog 21:16; 24:1-4; 2 Krønikebog 33:10-13.
Normen for kristne
9. Hvilken norm angående blodsudgydelse fastsatte Jesus for de kristne?
9 Man kunne forvente at Jesus, kristendommens grundlægger, ville fastsætte en norm for kristne hvad blodsudgydelse angår. Gjorde han det? Ja. Kort tid efter at Jesus havde indstiftet højtiden til minde om sin død, bad han sine disciple medbringe to sværd da de gik ud til Oliebjerget. Hvorfor? For at stadfæste et vigtigt princip, et princip som alle kristne må respektere. Da en deling soldater kom for at arrestere Jesus i Getsemane, trak den impulsive Peter et sværd og huggede det højre øre af Malkus, en af den jødiske ypperstepræsts trælle. Var det ikke ædelt af ham at kæmpe for Guds søn? Det mente Jesus ikke. Han helbredte trællen og mindede Peter om at hans himmelske Fader kunne sende tolv legioner engle for at hjælpe ham. Derved fastslog Jesus det grundlæggende princip: „Alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ — Mattæus 26:51-53; Lukas 22:36, 38, 49-51; Johannes 18:10, 11.
10. (a) Hvilket vigtigt princip nævnes i Johannes 17:14, 16 og 18:36? (b) Hvad førte til frelse for det første århundredes kristne?
10 Det første århundredes kristne huskede uden tvivl senere den inderlige bøn Jesus bad til Jehova, og hvori han sagde om sine disciple: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ De har sikkert også husket Jesu forklarende svar til Pontius Pilatus: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige havde været en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ (Johannes 17:14, 16; 18:36) På den tid bekæmpede jødiske partier hinanden, både verbalt og fysisk. Men Jesu disciple tog ikke del i disse revolutionære kampe. I omkring 30 år ventede de i Jerusalem på Jesu profetiske tegn, og da det viste sig ’flygtede de til bjergene’ som Jesus havde sagt at de skulle. Denne flugt førte til frelse for dem. — Mattæus 24:15, 16.
11, 12. (a) Hvilken beslutning måtte Kornelius og Sergius Paulus træffe da de blev troende? (b) Hvor fik de hjælp til at træffe den rette afgørelse? (c) Hvad kan vi lære af dette?
11 Her vil nogle måske indvende at centurionen Kornelius, og Sergius Paulus der var prokonsul på Kypern og modtog støtte fra hæren, afgjort havde forbindelse med militæret. Og det er sandt, det havde de da de tog imod det kristne budskab. Bibelen fortæller os imidlertid ikke hvad Kornelius og andre gjorde efter deres omvendelse. Der er ingen tvivl om at Sergius Paulus, der var en forstandig mand og „helt forbløffet over Jehovas lære“, snart ville ransage sin verdslige stilling i lyset af sin nyfundne tro og træffe den rigtige afgørelse. Og Kornelius har sandsynligvis gjort det samme. (Apostelgerninger 10:1, 2, 44-48; 13:7, 12) Bibelen nævner ikke noget om at disciplene fortalte dem hvad de skulle gøre. Det har de sikkert selv kunnet se ud fra deres studium af Guds ord. — Esajas 2:2-4; Mika 4:3.
12 Kristne i vor tid bør heller ikke give andre personlig instruks om hvilke afgørelser de skal træffe i spørgsmål der har med kristen neutralitet at gøre. Vi må hver især træffe disse afgørelser i overensstemmelse med vor samvittighed og vor forståelse af Bibelens principper. — Galaterne 6:4, 5.
I nyere tid
13. Hvordan gik det bibelstudenterne som følge af at de prøvede at undgå at pådrage sig blodskyld under den første verdenskrig?
13 I 1914 udbrød der for første gang en total, verdensomspændende krig. Alle nationernes ressourcer, deriblandt deres arbejdskraft, blev sat ind i krigsførelsen. Mange af bibelstudenterne, som Jehovas vidner dengang blev kaldt, gjorde en rosværdig indsats for at undgå at pådrage sig blodskyld. De blev udsat for hård forfølgelse, netop som Jesus havde forudsagt. — Johannes 15:17-20.
14, 15. (a) Hvordan vejledte Jehova sine tjenere under den anden verdenskrig? (b) Hvilket klart standpunkt indtog Jehovas vidner derefter? (c) Hvilken modsætning sås mellem Jehovas vidners holdning og andre trossamfunds handlemåde?
14 Da der i 1939 igen udbrød global krig, gav Jehova sine tjenere en klar vejledning i en studieartikel med titlen „Neutralitet“, som blev bragt i Vagttaarnet for 1. januar 1940, blot nogle få måneder efter krigserklæringen. Artiklen sluttede med sætningen: „Alle, som er paa Herrens Side, vil være neutrale med Hensyn til de krigsførende Nationer, og være helt og fuldstændig for den store TEOKRAT og hans Konge.“
15 Hvad blev resultatet? Som et verdensomspændende broderskab nægtede Jehovas vidner konsekvent at udgyde blodet af uskyldige mennesker, deriblandt deres brødre i andre lande. Mens katolikker, protestanter, buddhister og andre nedslagtede hinanden, adlød Jesu sande disciple hans nye bud: „Ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden.“ — Johannes 13:34.
16. (a) Hvordan viste Jehovas vidner at de var retskafne borgere? (b) Hvad viste at Jehovas vidner ønskede at tilbagebetale Gud det der er Guds, og hvad blev resultatet i nogle tilfælde?
16 Disse kristne blev ved med at tilbagebetale kejseren det der var kejserens. Som retskafne borgere adlød de deres lands love. (Mattæus 22:17-21; Romerne 13:1-7) Endnu vigtigere er det dog at de gav Gud det der er Guds, deriblandt deres liv som var indviet til ham, og deres kristne tilbedelse. Når kejseren forlangte at få det der tilhørte Gud, handlede de derfor i harmoni med de principper der udtrykkes i Apostelgerninger 4:19 og 5:29. Hvad enten det drejede sig om blodsudgydelse, „våbenfri“ militærtjeneste, „erstatningstjeneste“ eller det at hilse et symbol som for eksempel et nationalt flag, holdt trofaste kristne fast ved at der ikke fandtes noget mellemstandpunkt. I nogle tilfælde blev de henrettet på grund af denne holdning. — Mattæus 24:9; Åbenbaringen 2:10.
De indgik ingen kompromis’er
17. (a) Hvordan blev Jehovas vidner, ifølge en bog, behandlet af nazisterne? (b) Hvad gjorde Jehovas vidner, i modsætning til andre?
17 En nyudgivet bog med titlen Of Gods and Men (Om guder og mennesker) nævner at Jehovas Vidner var det religionssamfund der under Hitlers tredje rige blev udsat for „den mest ekstreme modstand“. Jehovas vidner indgik ingen kompromis’er. Medlemmer af andre religionssamfund i Tyskland fulgte deres feltpræster, hvorved de så at sige tilbad den tyske stat og modtog det politiske vilddyrs „mærke på deres højre hånd eller på deres pande“. (Åbenbaringen 13:16) Med deres aktive højre hånd støttede de Tysklands politik, og de viste deres standpunkt tydeligt for enhver ved at sige „heil Hitler“ og hilse hagekorsflaget.
18. (a) Hvad viser at Jehovas vidner var politisk neutrale? (b) Hvordan bør denne historiske beretning virke på os i dag?
18 Hvilket standpunkt indtog de sande kristne i Tyskland? Den førnævnte bog oplyser: „Kun Jehovas vidner modstod regimet. De kæmpede med næb og kløer, og som følge deraf blev halvdelen af dem fængslet og en fjerdedel henrettet. . . . I modsætning til [andre trossamfund] er de ikke af denne verden, i den forstand at de ikke søger den materielle verdens godkendelse eller løn, og de betragter sig ikke som medlemmer af den. De er politisk ’neutrale’ fordi de allerede tilhører en anden verden — Guds. . . . De foreslår ingen kompromis’er og indgår ingen. . . . At gøre tjeneste i hæren, at stemme eller at sige ’heil Hitler’ ville for dem have været en anerkendelse af at denne verdens krav havde større betydning end Guds krav.“ Selv i koncentrationslejrene blev det bemærket at Jehovas vidner søgte fred og ikke-vold. Det kom til udtryk ved at „kun vidner fik lov til at barbere SS-vagterne med barberknive, da de var de eneste som man kunne stole på ikke ville begå mord“.
19. Hvordan har Jehovas vidner fulgt Jesu eksempel, og med hvilket resultat?
19 Under den anden verdenskrig viste Jehovas vidner sig eksemplariske hvad angår kristen neutralitet. Modigt og konsekvent fulgte de overalt på jorden Jesu eksempel ved ikke at være „en del af verden“; ligesom Kristus havde gjort før dem, besejrede de denne verden der har pådraget sig blodskyld. — Johannes 17:16; 16:33; 1 Johannes 5:4.
Find tilflugt i tilfælde af blodskyld
20. (a) Hvorfor er det på høje tid at flygte fra den falske religion? (b) Hvilket sted er det eneste hvor man i dag kan finde sand tilflugt?
20 Religiøse organisationer har udgydt mængder af uskyldigt blod under korstog, inkvisitioner og „hellige“ krige. De har sluttet konkordater med blodtørstige diktatorer. De gav deres samtykke da disse diktatorer kastede Jehovas vidner i fængsler og koncentrationslejre, hvor mange af dem døde. De har villigt ydet støtte til førere der har henrettet Jehovas vidner ved skydning og halshugning. Disse religiøse organisationer kan ikke undgå Jehovas retfærdige dom. Den vil ikke tøve. Derfor bør enhver der elsker retfærdighed heller ikke tøve med at gå ud fra den falske religion, „Babylon den Store“, og søge tilflugt i Guds organisation. — Åbenbaringen 18:2, 4, 21, 24.
21. Hvad var ordningen med tilflugtsbyer et billede på?
21 Før vi begyndte at studere Guds ord har mange af os måske udgydt menneskeblod eller været medlemmer af blodskyldige religiøse eller politiske organisationer. I denne henseende kan vi sammenlignes med israelitter som havde begået uagtsomt manddrab. De kunne flygte til en af de seks særlige byer hvor de kunne finde tilflugt, og der skulle de blive indtil Israels ypperstepræst døde. Tilsvarende må vi i dag til stadighed tage imod værdien af den tjeneste som Guds ypperstepræst, Jesus Kristus, yder. Hvis vi forbliver i samfund med Guds salvede folk kan vi overleve når den nutidige „blodhævner“, Kristus Jesus, eksekverer Guds dom over dem der har pådraget sig blodskyld. ’Den store skare’ der nu flygter til Guds organisation, må forblive i denne ’tilflugtsby’ indtil Kristus ’dør’ i sin egenskab af ypperstepræst, idet han har fuldført sin opgave som menneskehedens genløser. — 4 Mosebog 35:6-8, 15, 22-25; 1 Korinther 15:22-26; Åbenbaringen 7:9, 14.
22. Hvordan adskiller FNs medlemslande sig fra Guds hellige nation i forbindelse med ordene i Esajas 2:4?
22 På en mur ved FNs hovedbygning i New York kan man læse ordene i Esajas 2:4, der på dansk lyder: „De skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“ Men hvem handler i harmoni med disse ord i dag? Ikke en eneste af de såkaldt forenede nationer. Kun den fredselskende, verdensomspændende „nation“ der består af over tre millioner vidner for Jehova, har klart vist hvordan kristne kan være neutrale i en verden der har pådraget sig blodskyld.
Resumé
■ Hvordan kan vi søge fred med Gud?
■ Hvordan ser Jehova på vilkårlig blodsudgydelse?
■ Hvad indebærer kristen neutralitet?
■ Hvem har sat et godt eksempel ved at være uangribelige?
■ Hvordan kan vi søge tilflugt, så vi kan opnå frelse?
[Ramme på side 21]
En beretning om tro, mod og uangribelighed
En bog med titlen New Religious Movements: A Perspective for Understanding Society knytter disse yderligere kommentarer til Jehovas vidners uangribelighed trods nazisternes forfølgelse:
„Jehovas vidner udfordrede den totalitære opfattelse af det nye samfund ved at nægte at give efter, og denne udfordring (samt det at den ikke var til at udrydde) foruroligede den nye ordnings arkitekter mærkbart. Jo mere Vidnerne blev forfulgt, jo mere reel blev den ideologiske udfordring de udgjorde. De hævdvundne forfølgelsesmetoder, tortur, fængsling og latterliggørelse, fik ikke et eneste [Jehovas] vidne til at omvende sig til nazismen, og gav i virkeligheden bagslag for forfølgelsens anstiftere. Stillet over for denne uforudsigelige reaktion blev nazisterne grebet af panik.
Mellem disse to rivaliserende ideologier der begge krævede loyalitet, herskede en bitter strid, især fordi de fysisk stærkere nazister på mange måder var mindre sikre, mindre rodfæstede i deres egen overbevisning og ikke så sikre på at deres tusindårsrige ville overleve. Vidnerne tvivlede ikke på deres eget grundlag; deres tro havde været åbenbar siden Abels tid. Mens nazisterne måtte nedkæmpe modstand og overbevise deres tilhængere, ofte ved at benytte sig af den sekteriske kristenheds sprog og billedverden, kunne Vidnerne stole på deres medlemmers fuldstændige og ubøjelige loyalitet, lige til døden.“
Det bliver vidunderligt når den kristne loyalitet står fuldstændig sejrrig. (Romerne 8:35-39) Da vil ’Fredsfyrsten’, den herliggjorte Jesus Kristus, herske i Riget, og „på det fyrstelige herredømmes omfang og på freden vil der ingen ende være“. — Esajas 9:6, 7.
[Ramme på side 22]
Unge, uangribelige tjenere for Jehova
Det følgende er et citat fra en dagbog der for nylig er blevet udgivet af en observatør i et europæisk land. Citatet viser at unge vidner for Jehova modigt har holdt sig adskilt fra verden. — Johannes 17:14.
’Den 12. marts 1945: Der blev holdt krigsret. De anklagede var to unge Jehovas vidner. Anklagen: Nægtelse af militærtjeneste (i overensstemmelse med ånden i deres tro). Den yngste, der endnu ikke er fyldt 20, blev idømt 15 års fængsel. Den ældste blev imidlertid dømt til døden, og han blev straks bragt til sin hjemby for at blive henrettet offentligt som et afskrækkende eksempel. Han er det 14. dødsoffer her. Måtte han hvile i fred. Dette tilfælde har berørt mig dybt. Man kan ikke gøre sådan mod Jehovas vidner. De gjorde ikke denne unge mand til et advarende eksempel, men til en martyr. Han var en sund og rask ung mand. Det gør mig ondt for ham.
Om eftermiddagen hørte vi detaljerne om henrettelsen af denne unge mand, der fandt sted på markedspladsen og blev overværet af temmelig mange mennesker. En af de soldater der dannede afspærring skød sig selv af skam før henrettelsen. Det var fordi en oberst ville have ham til at hjælpe bøddelen, men det ville han ikke. Så ville han hellere tage sit eget liv. Den dødsdømte unge mand døde med tapperhed. Han sagde ikke et ord.’
Når opstandelsen kommer, hvor vil sådanne unge mennesker da være lykkelige for at de valgte at mærke dødens brod i stedet for at forspilde deres plads i Jehovas nye tingenes ordning. — Jævnfør Hoseas 13:14.