Kan man stole på bogen?

„Jeg finder flere sikre tegn på pålidelighed i Bibelen end i nogen som helst verdslig historisk beretning.“ — Den engelske videnskabsmand sir Isaac Newton.1

KAN man stole på Bibelen? Omtaler den virkelige personer, steder der har eksisteret, og begivenheder der har fundet sted? I givet fald bør der være vidnesbyrd om at den blev skrevet af omhyggelige og ærlige skribenter. Det er også tilfældet. Mange vidnesbyrd har ligget skjult i jorden, og endnu flere findes i bogen selv.

Vidnesbyrdene graves frem

Gamle kulturgenstande der har ligget begravet i Bibelens lande, vidner om at Bibelen er historisk og geografisk nøjagtig. Lad os betragte nogle få af de vidnesbyrd arkæologerne har gravet frem.

David, den modige unge hyrde der blev Israels konge, er velkendt af bibellæsere. Hans navn forekommer 1138 gange i Bibelen, og udtrykket „Davids hus“ — der ofte bruges om hans kongehus — forekommer 25 gange. (1 Samuel 16:13; 20:16) Indtil for nylig har man kun haft Bibelens ord for at David har levet. Er David blot en opdigtet person?

I 1993 gjorde et hold arkæologer under ledelse af professor Avraham Biran et forbløffende fund beskrevet i Israel Exploration Journal. I en gammel ruinhøj kaldet Tel Dan i det nordlige Israel fandt de en basaltsten. Indgraveret i stenen stod ordene „Davids hus“ og „Israels konge“.² Inskriptionen, der er dateret til det 9. århundrede f.v.t., menes at være en del af et sejrsmonument rejst af Israels fjender aramæerne, der boede mod øst. Hvorfor er denne gamle inskription så bemærkelsesværdig?

På baggrund af en rapport af professor Biran og hans kollega professor Joseph Naveh stod der i en artikel i tidsskriftet Biblical Archaeology Review: „Det er første gang overhovedet at navnet David er blevet fundet i en fortidig skriftkilde bortset fra Bibelen.“3a Der er også noget andet bemærkelsesværdigt ved inskriptionen. Udtrykket „Davids hus“ er skrevet i ét ord. Sprogeksperten professor Anson Rainey forklarer: „Skilletegn . . . blev [gerne] udeladt, især hvis sammensætningen var et velkendt egennavn. ’Davids hus’ var afgjort et sådant egennavn med både politisk og geografisk betydning i midten af det niende århundrede før vor tidsregning.“⁵ Kong David og hans kongeslægt var tydeligvis velkendt i fortiden.

Har Nineve — Assyrernes store by, som er omtalt i Bibelen — virkelig eksisteret? Det nægtede nogle bibelkritikere at tro helt frem til begyndelsen af det 19. århundrede. Men i 1849 afdækkede sir Austen Henry Layard ruinerne af kong Sankeribs palads i Kujundjik, en ruinhøj der viste sig at være en del af fortidens Nineve. Det bragte kritikerne til tavshed. Men disse ruiner havde mere at berette. På væggene i et af de velbevarede kamre fandt man en afbildning af indtagelsen af en stærkt befæstet by, hvor fangerne blev ført hen foran den erobrende konge. Over kongen står inskriptionen: „Sankerib, verdens konge, Assyriens konge, sad på en nimedu-trone og mønstrede byttet fra Lakisj (La-ki-su).“⁶

Denne afbildning og inskription, som kan ses på British Museum, stemmer overens med den bibelske beretning i Anden Kongebog 18:13, 14, der siger at Sankerib indtog den judæiske by Lakisj. Om betydningen af dette fund skrev Layard: „Hvem ville, før disse opdagelser blev gjort, have troet det sandsynligt eller muligt at man under den dynge jord og affald der markerede Nineves beliggenhed, ville finde historien om krigene mellem [Judas konge] Ezekias og Sankerib, skrevet af Sankerib selv på netop den tid da de fandt sted, og at de ville bekræfte Bibelens beretning til mindste detalje?“⁷

Arkæologer har fundet mange andre genstande — potteskår, bygningsruiner, lertavler, mønter, håndskrifter, monumenter og inskriptioner — der bekræfter Bibelens pålidelighed. Man har udgravet den kaldæiske by Ur, der var et kulturelt og religiøst center hvor Abraham boede.⁸ (1 Mosebog 11:27-31) Nabonids Krønike, der blev fundet i det 19. århundrede, beskriver Babylons fald for Kyros den Stores hånd i år 539 f.v.t., en begivenhed der er omtalt i Daniels Bog, kapitel 5.⁹ En inskription (hvoraf fragmenter opbevares på British Museum) fundet på en murbue i Thessalonika indeholder navnene på byens ledere og kalder dem „politarker“, et ord der ikke findes i den klassiske græske litteratur, men som bruges af bibelskribenten Lukas.¹⁰ (Apostelgerninger 17:6, fodnoten) Lukas’ nøjagtighed blev hermed fastslået — hvilket allerede var sket hvad angik andre detaljer. — Jævnfør Lukas 1:3.

Arkæologer er imidlertid ikke altid enige med hinanden eller med Bibelen. Men Bibelen selv indeholder stærke vidnesbyrd om at den er en bog man kan stole på.

En ærlig fremstilling

Ærlige historikere vil ikke blot berette om sejre (som for eksempel Sankeribs indtagelse af Lakisj), men også om nederlag. De vil ikke blot skrive om medgang, men også om modgang, ikke blot beskrive folks stærke sider, men også deres svagheder. Det gør kun de færreste verdslige krøniker.

Hvad angår de assyriske historikere, siger Daniel D. Luckenbill: „Som oftest er det tydeligt at den kongelige forfængelighed krævede at man tog let på den historiske nøjagtighed.“¹¹ Som eksempel på denne „kongelige forfængelighed“ kan nævnes den assyriske kong Assurbanipals annaler, hvori der pralende står: „Jeg er kongelig, jeg er ædel, jeg er ophøjet, jeg er mægtig, jeg er æret, jeg er berømt, jeg er fremragende, jeg er magtfuld, jeg er tapper, jeg er modig som en løve, og jeg er en helt!“¹² Ville du betragte alt hvad du læste i sådanne optegnelser, som historisk korrekt?

Som en kontrast hertil er bibelskribenterne forfriskende ærlige. Moses, Israels leder, fortæller åbenhjertigt om hvordan hans bror og søster, Aron og Mirjam, og hans nevøer, Nadab og Abihu, begik fejl, foruden at han beretter om sine egne og folkets fejl. (2 Mosebog 14:11, 12; 32:1-6; 3 Mosebog 10:1, 2; 4 Mosebog 12:1-3; 20:9-12; 27:12-14) Der blev heller ikke dækket over kong Davids alvorlige fejltrin, men de blev skrevet ned — og det mens David stadig var konge. (2 Samuel, kapitel 11 og 24) Mattæus, der har skrevet det evangelium der bærer hans navn, beretter hvordan apostlene (han selv iberegnet) diskuterede hvem af dem der var størst, og hvordan de forlod Jesus den nat han blev arresteret. (Mattæus 20:20-24; 26:56) De der skrev brevene i De Kristne Græske Skrifter, lagde ikke skjul på at der var problemer i nogle af de kristne menigheder i det første århundrede, blandt andet tilfælde af kønslig umoralitet og splittelser. Og de lagde ikke fingrene imellem når de omtalte sådanne problemer. — 1 Korinther 1:10-13; 5:1-13.

En sådan åben og ærlig beskrivelse af forholdene vidner om at man har ønsket at fortælle sandheden. Er det at bibelskribenterne har været villige til at medtage ugunstige oplysninger om deres egen familie, om deres folk og om dem selv, ikke med til at vise at der er god grund til at stole på det de har skrevet?

Nøjagtig ned til mindste detalje

I retssager kan man ofte afgøre om et vidne taler sandt, ved en nærmere undersøgelse af detaljerne. Hvis vidneudsagnet i mindste detalje stemmer overens med kendsgerningerne, peger det på at udsagnet er sandt, hvorimod alvorlige uoverensstemmelser kan vise at det er opdigtet. På den anden side kan et alt for poleret udsagn — et udsagn hvor hver eneste detalje er helt på plads — også røbe at der er tale om et falsk vidneudsagn.

Hvordan forholder det sig med bibelskribenternes „vidneudsagn“? Det er bemærkelsesværdigt hvor nøje deres beretninger stemmer overens selv i de mindste detaljer. Der er dog ikke tale om en omhyggeligt konstrueret samklang der vækker mistanke om en hemmelig forståelse. Skribenterne er ofte helt ubevidst i harmoni med hinanden, uden at det virker konstrueret. Lad os tage nogle eksempler.

Bibelskribenten Mattæus skrev: „Da Jesus nu kom ind i Peters hus, så han at hans svigermoder lå og var syg med feber.“ (Mattæus 8:14) Mattæus giver os her en interessant, men uvæsentlig detalje: Peter var gift. Denne oplysning støttes af Paulus, der skrev: „Har vi ikke ret til at have en søster med omkring som hustru, ligesom de øvrige apostle og . . . Kefas?“b (1 Korinther 9:5) Af sammenhængen fremgår det at Paulus her forsvarer sig mod uberettiget kritik. (1 Korinther 9:1-4) Det er indlysende at Paulus ikke nævner denne lille detalje om at Peter er gift for at støtte Mattæus’ beretning. Det er et rent tilfælde at han omtaler dette.

Alle fire evangelieskribenter — Mattæus, Markus, Lukas og Johannes — nævner at den nat hvor Jesus arresteres, trækker en af hans disciple et sværd, langer ud efter ypperstepræstens træl og hugger øret af ham. Det er dog kun i Johannesevangeliet at vi læser en tilsyneladende unødvendig detalje: „Trællens navn var Malkus.“ (Johannes 18:10, 26) Hvorfor er det kun Johannes der oplyser mandens navn? Nogle få vers længere fremme i beretningen læser vi endnu en detalje der ikke findes andre steder: Johannes „var en bekendt af ypperstepræsten“. Ypperstepræstens husstand, deriblandt tjenestefolkene, kendte ham, og han kendte dem. (Johannes 18:15, 16) Det er derfor helt naturligt at Johannes nævner navnet på den sårede mand, hvorimod de andre evangelieskribenter, der ikke kendte manden, ikke nævner det.

I nogle tilfælde udelades en detaljeret forklaring i én beretning, mens den et andet sted nævnes i forbifarten. For eksempel nævner Mattæus’ beretning om Jesu rettergang for det jødiske sanhedrin at nogle af de tilstedeværende „gav ham lussinger, og de sagde: ’Profetér for os, Kristus. Hvem var det der slog dig?’“ (Mattæus 26:67, 68) Hvorfor sagde de at Jesus skulle ’profetere’ om hvem der slog ham, når den der slog, stod lige foran ham? Det siger Mattæus ikke noget om. Men to af de andre evangelieskribenter giver os indblik i den manglende detalje: Jesu forfølgere havde tilhyllet hans ansigt før de slog ham. (Markus 14:65; Lukas 22:64) Mattæus skriver sin beretning uden at tænke på at få hver eneste detalje med.

I Johannes’ evangelium læser vi at en stor skare ved en lejlighed var samlet for at høre Jesus undervise. Da Jesus så skaren, sagde han ifølge beretningen „til Filip: ’Hvor skal vi købe brød, så disse kan få noget at spise?’“ (Johannes 6:5) Hvorfor spørger Jesus Filip hvor de kunne købe noget brød, når der var så mange andre disciple til stede? Det nævner skribenten ikke noget om i beretningen. Men i en parallelberetning nævner Lukas at hændelsen fandt sted i nærheden af Betsajda, en by der ligger ved den nordlige bred af Galilæas Sø, og tidligere i Johannes’ evangelium siges der at „Filip var fra Betsajda“. (Johannes 1:44; Lukas 9:10) Jesus spurgte derfor logisk nok en der stammede fra en nærliggende by. Denne overensstemmelse mellem detaljerne er bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi den er utilsigtet.

I nogle tilfælde er udeladelsen af visse detaljer kun med til at styrke bibelskribentens troværdighed. Den der har skrevet Første Kongebog, omtaler for eksempel en alvorlig hungersnød i Israel. Den var så alvorlig at kongen ikke kunne finde tilstrækkeligt med vand og græs til at holde sine heste og muldyr i live. (1 Kongebog 17:7; 18:5) Men i samme beretning tales der om at profeten Elias gav ordre til at der skulle bringes så meget vand op til ham på Karmels Bjerg (i forbindelse med et offer) at det kunne fylde en rende omkring et areal der måske har målt 1000 kvadratmeter. (1 Kongebog 18:33-35) Hvor skulle man få alt dette vand fra når der var tørke? Det har skribenten af Første Kongebog ikke forklaret. Men alle der bor i Israel, ved at Karmel ligger ved Middelhavskysten, hvilket nævnes i forbifarten senere i beretningen. (1 Kongebog 18:43) Det ville altså have været muligt at skaffe havvand. Hvis denne bog, der ellers er meget detaljeret, blot var fiktion forklædt som fakta, hvorfor ville skribenten, der i givet fald måtte være en dygtig bedrager, da undlade at gøre rede for denne vanskelighed i teksten?

Kan man stole på Bibelen? Arkæologer har fundet tilstrækkeligt med genstande til at bekræfte at Bibelen taler om virkelige personer, virkelige steder og virkelige begivenheder. Noget der er endnu mere overbevisende, er imidlertid de vidnesbyrd vi finder i selve Bibelen. Skribenterne skrev tingene som de var, og skånede ingen, end ikke sig selv. Bibelens indre harmoni, deriblandt de tilfældige sammentræf, giver dens „vidneudsagn“ sandhedens præg. Med sådanne „sikre tegn på pålidelighed“ er det tydeligt at Bibelen er en bog man kan stole på.

[Fodnoter]

[Illustration på side 15]

Tel Dan-fragmentet

[Illustration på side 16 og 17]

Assyrisk vægrelief der skildrer belejringen af Lakisj, som beskrevet i Anden Kongebog 18:13, 14