Hvem følger verdens lys?
„I skinner som lysspredere i verden.“ — FILIPPERNE 2:15.
1. Hvad siger Bibelen om de falske religiøse lys?
BIBELEN viser at Jesus er „et stort lys“, ja, „verdens lys“. (Esajas 9:2; Johannes 8:12) Det var imidlertid relativt få der fulgte ham da han var på jorden. De fleste fulgte de falske lys som i virkeligheden spredte mørke. Om disse siger Guds ord: „Sådanne mennesker er . . . falske apostle, svigefulde arbejdere, der giver sig ud for at være Kristi apostle. Og intet under, for Satan selv giver sig ud for at være en lysets engel. Det er derfor intet stort om hans tjenere også giver sig ud for at være retfærdigheds tjenere. Men deres endeligt vil komme til at svare til deres gerninger.“ — 2 Korinther 11:13-15.
2. På hvilket grundlag bliver mennesker dømt?
2 Det er altså ikke alle der ønsker lyset, hvor vidunderligt det end er. Jesus sagde: „Dette er grundlaget for dommen, at lyset er kommet til verden og menneskene har elsket mørket mere end lyset, for deres gerninger har været onde. For den som øver det der er slet, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal blive afsløret.“ — Johannes 3:19, 20.
Venner af mørket
3, 4. Hvordan viste de religiøse ledere på Jesu tid at de ikke ønskede at følge lyset?
3 Tænk over hvordan dette var tilfældet da Jesus var på jorden. Gud havde bemyndiget Jesus til at udføre storslåede mirakler for derved at bevise at han var Messias. På en sabbat helbredte han for eksempel en blindfødt, så denne blev i stand til at se. Det var yderst barmhjertigt af Jesus, og den blindfødte mand viste stor værdsættelse. Nu kunne han se for første gang i sit liv. Men hvordan reagerede de religiøse ledere? Johannes 9:16 fortæller: „Så sagde nogle af farisæerne [om Jesus]: ’Dette er ikke et menneske fra Gud, for han holder ikke sabbaten.’“ Hvor var de fordærvede i hjertet! Der var sket en vidunderlig helbredelse, men i stedet for at glæde sig sammen med den tidligere blinde og vise værdsættelse af Jesus, fordømte de Guds søn! Derved syndede de utvivlsomt imod den klare manifestation af Guds hellige ånd, hvilket er en utilgivelig synd. — Mattæus 12:31, 32.
4 Da disse religiøse hyklere senere udspurgte den mand der havde været blind, om Jesus, svarede manden: „Det er da en mærkelig ting at I ikke ved hvor han [Jesus] er fra, og han har dog åbnet mine øjne. Vi ved at Gud ikke hører på syndere, men hvis en er gudfrygtig og gør hans vilje, ham hører han på. Man har aldrig før hørt at nogen har åbnet en blindfødts øjne. Hvis denne mand [Jesus] ikke var fra Gud, kunne han slet intet gøre.“ Hvad svarede de religiøse ledere? „Som svar sagde de til ham: ’Du er helt og holdent født i synder, og dog underviser du os?’ Så stødte de ham ud!“ De ejede ikke medfølelse — de havde hjerter af sten! Jesus sagde derfor til dem at skønt de kunne se med deres bogstavelige øjne, var de fuldstændig blinde i åndelig henseende. — Johannes 9:30-41.
5, 6. På hvilke andre måder viste de religiøse ledere i det første århundrede at de elskede mørket?
5 At disse religiøse hyklere syndede mod Guds ånd, viste sig også dengang Jesus oprejste Lazarus fra de døde. På grund af dette mirakel fik mange af folket tro på Jesus. Men hvad gjorde de religiøse ledere? „Så samlede de øverste præster og farisæerne sanhedrinet og sagde: ’Hvad skal vi gøre, for dette menneske gør mange tegn? Hvis vi lader ham fortsætte således, vil alle få tro på ham, og romerne vil komme og tage både vort sted og vor nation.’“ (Johannes 11:47, 48) De var bekymrede for deres stillinger og høje position. De ønskede for enhver pris at behage romerne — ikke Gud. Hvad gjorde de? „Fra den dag af lagde de så råd op om at dræbe [Jesus].“ — Johannes 11:53.
6 Men det var ikke det hele. Det næste de gjorde viser hvor højt de elskede mørket. „De øverste præster lagde nu råd op om at dræbe Lazarus også, for på grund af ham gik mange af jøderne derud og fik tro på Jesus.“ (Johannes 12:10, 11) Det kan man da kalde ondskab! Og hvordan gik det, trods alt det de gjorde for at beskytte deres egen stilling? Inden for samme generation, i år 70, kom romerne og tog ikke bare deres sted og deres nation men også deres liv! — Esajas 5:20; Lukas 19:41-44.
Jesu medfølelse
7. Hvorfor søgte de der elskede sandheden, til Jesus?
7 I vor tid er heller ikke alle interesserede i at blive åndeligt oplyst. Men de der elsker sandhed vil komme til lyset. De ønsker at have Gud som deres Suveræn og vil ivrigt søge Jesus, den som Gud har udsendt for at forklare hvad lyset er, og følge ham. Det var det de ydmyge gjorde da Jesus var på jorden. De strømmede til ham. Det måtte selv farisæerne indrømme. De beklagede sig over at ’verden var løbet efter ham’. (Johannes 12:19) Ja, de retskafne elskede Jesus fordi han var alt det de selviske, magtsyge religiøse ledere ikke var. Om disse hyklere sagde Jesus: „De binder tunge byrder sammen og lægger dem på folks skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger. Alle deres gerninger gør de for at blive bemærket af folk.“ — Mattæus 23:4, 5.
8. Hvilken indstilling havde Jesus i modsætning til de religiøse hyklere?
8 Læg i modsætning hertil mærke til Jesu medfølende indstilling: „Da han så folkeskarerne fik han inderligt ondt af dem, for de var medtagne og omtumlede som får uden hyrde.“ (Mattæus 9:36) Hvad gjorde han for at hjælpe dem? Han sagde til dem der var blevet misbrugt af Satans ordning: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle. For mit åg er skånsomt og min byrde er let.“ (Mattæus 11:28-30) Jesus gjorde det der var blevet forudsagt om ham i Esajas 61:1, 2, hvor der står: „Jehova har salvet mig til at bringe godt nyt til de sagtmodige. Han har sendt mig for at forbinde dem hvis hjerte er sønderbrudt, for at udråbe frihed for de fangne, og at øjnene skal åbnes helt for de fængslede; for at udråbe et velviljens år fra Jehova og en hævnens dag fra vor Gud; for at trøste alle de sørgende.“
Lysbærerne indsamles
9. Hvilke betydningsfulde begivenheder fandt sted i 1914?
9 Efter sin himmelfart skulle Jesus vente indtil Guds tid var inde til at han modtog Rigets magt. Derefter skulle han skille „fårene“ fra „gederne“. (Mattæus 25:31-33; Salme 110:1, 2) Det skete da „de sidste dage“ begyndte i 1914. (2 Timoteus 3:1-5) Jesus begyndte da, som indsat konge i Guds himmelske rige, at stille dem der ønskede at følge lyset, på sin højre side, som udtryk for sin gunst. Dette arbejde har taget fart efter den første verdenskrig.
10. Hvilket spørgsmål kan man stille angående dem Jesus benytter i indsamlingsarbejdet?
10 Dette indsamlingsarbejde, som ledes af Jesus Kristus, har haft stor fremgang. Aldrig før i historien har så mange mennesker fra så mange forskellige lande samlet sig om oplyst og sand tilbedelse. Hvem er det der i dag genspejler det lys som kommer fra Gud og Kristus? Hvem adlyder Filipperbrevet 2:15 og „skinner som lysspredere i verden“, idet de indbyder andre til ’at komme og frit tage af livets vand’? — Åbenbaringen 22:17.
11. Hvordan er kristenhedens stilling i forhold til det åndelige lys?
11 Gør kristenheden dette? Nej, dens modstridende, verdslige religiøse retninger skinner bestemt ikke som lysspredere. Kristenhedens præster er faktisk nøjagtig ligesom de religiøse ledere på Jesu tid. De genspejler ikke det sande lys fra Gud og Kristus. For treogtredive år siden hed det i bladet Theology Today: „Vi må desværre erkende at dette lys ikke skinner i kirken med en glans der tiltrækker sig opmærksomhed. . . . Kirken er tilbøjelig til mere og mere at blive som de samfund den er omgivet af. Den er ikke så meget verdens lys som en genspejling af de lys der skinner i verden.“ Og tilstanden i kristenheden er endnu værre i dag. Det såkaldte lys som kristenheden genspejler fra verden, er i virkeligheden mørke, for dét er alt hvad Satan og hans verden har at tilbyde. Nej, kristenhedens trossamfund, der er modstridende og verdslige i bund og grund, udsender intet sandhedslys.
12. Hvem udgør i dag den sande lysbærende organisation?
12 I dag kan vi dog sige med overbevisning at der findes en sand kristen menighed, en lysbærende organisation: den nye verdens samfund af Jehovas Vidner. I fuld enighed lader alle dens medlemmer — både mænd, kvinder og børn — deres lys fra Jehova og Kristus skinne for hele menneskeheden. Sidste år var over fire millioner lysbærere i Jehovas Vidners næsten 70.000 menigheder i hele verden travlt optaget af at fortælle andre om Gud og hans hensigter. Hvert eneste år kommer der flere til som ønsker at blive åndeligt oplyst. Hundredtusinder bliver døbt efter at have studeret Bibelen og tilegnet sig nøjagtig kundskab om sandheden. Ja, Gud „vil at alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. — 1 Timoteus 2:4.
13. Hvad kan vi sammenligne lyset fra Jehova med?
13 Den åndelige oplysning fra Jehova i dag kan sammenlignes med det der skete da Guds folk i fortiden forlod Ægypten. „Jehova gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem ad vejen, og om natten i en ildsøjle for at give dem lys, så de kunne gå om dagen og om natten.“ (2 Mosebog 13:21, 22) Skysøjlen om dagen og ildsøjlen om natten var pålidelige vejledere fra Gud. De var lige så pålidelige som den sol Gud har skabt for at give os dagslys. Vi kan derfor også være forvissede om at Jehova vil oplyse vejen i åndelig henseende for dem der søger sandheden nu i de sidste, onde dage. Ordsprogene 4:18 forsikrer os om at „de retfærdiges sti er som det klare dagslys der gradvis vokser indtil højlys dag“.
Genspejl lyset fra Guds rige
14. Hvad bør være det vigtigste mål for lysbærere?
14 Eftersom Jehova er lysets kilde og Kristus er den der i første række genspejler dette lys, må Jesu disciple også genspejle lyset. Han sagde om dem: „I er verdens lys. . . . I [skal] lade jeres lys skinne for folk, så de kan se jeres gode gerninger og herliggøre jeres Fader som er i himlene.“ (Mattæus 5:14, 16) Hvad var det centrale tema for dette lys som Jesu disciple skulle lade skinne for folk? Hvad skulle de lære andre på dette afgørende tidspunkt i menneskehedens historie? Jesus sagde ikke at hans disciple skulle forkynde demokrati eller diktatur, forening af kirke og stat eller andre verdslige ideologier. Derimod forudsagde han ifølge Mattæus 24:14 at „denne gode nyhed om riget“ trods modstand skulle blive forkyndt „på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så [ville] enden komme“. Nutidens lysbærere fortæller derfor andre om Guds rige, der vil bringe Satans verden til ophør og indføre en retfærdig, ny verden. — 1 Peter 2:9.
15. Hvorhen vil de der elsker lyset vende sig?
15 De der elsker lyset må passe på ikke at lade denne verdens påstande og mål føre dem ind på et sidespor. Inden længe vil det hele styrte i grus, for denne verden nærmer sig sin afslutning. Lyt i stedet til den gode nyhed som forkyndes af dem der lader Guds riges lys skinne til jordens fjerneste egne. Det er dem der forudskildres i Åbenbaringen 7:9, 10, hvor der står: „Efter dette så jeg, og se! en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål stod foran tronen [Guds trone] og foran Lammet [Kristus]. . . . Og de bliver ved med at råbe med høj røst og sige: ’Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.’“ Vers 14 tilføjer: „Det er dem der kommer ud af den store trængsel.“ Ja, de overlever denne verdens ende og kommer ind i den nye verden der vil bestå for evigt under Guds styre.
Den oplyste nye verden
16. Hvad vil der ske med Satans verden i den store trængsel?
16 Denne nye verden vil være badet i sandhedens klare lys. Forestil dig hvordan situationen vil være allerede dagen efter at Gud har bragt denne tingenes ordning til ophør. Både Satan, hans dæmoner og hans politiske, kommercielle og religiøse systemer vil være borte! Hele Satans propagandamaskine vil også være borte. Efter den store trængsel vil der derfor aldrig mere blive trykt aviser, tidsskrifter, bøger, brochurer eller traktater der støtter denne onde verden. Der vil ikke blive spredt fordærvende propaganda gennem fjernsyns- eller radioudsendelser. Hele det giftige miljø i Satans verden vil være fjernet med ét slag! — Mattæus 24:21; Åbenbaringen 7:14; 16:14-16; 19:11-21.
17, 18. Hvordan vil du beskrive det åndelige miljø efter at Satans verden er fjernet?
17 Det vil føles som en utrolig lettelse. Fra da af vil menneskeheden kun blive påvirket af det sunde og opbyggende åndelige lys der kommer fra Jehova og hans rige. Som der forudsiges i Esajas 54:13: „Alle dine sønner vil være oplært af Jehova, og stor bliver dine sønners fred.“ Når Gud hersker over hele jorden opfyldes løftet i Esajas 26:9 om at ’den frugtbare jords indbyggere vil lære retfærdighed’.
18 Hele det mentale og åndelige miljø vil hurtigt ændres til det bedre. Alt hvad der foregår vil være opbyggende, og ikke deprimerende eller umoralsk, som det ofte er tilfældet nu. Alle der lever til den tid vil blive undervist i sandheden om Gud og hans hensigter. Profetien i Esajas 11:9 vil få sin fulde opfyldelse. Her står der: „Jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund.“
Vigtigt at følge lyset
19, 20. Hvorfor må de der ønsker at følge lyset være på vagt?
19 Nu i de sidste år for denne onde tingenes ordning er det yderst vigtigt at følge „verdens lys“. Og vi må være på vagt, for der føres en intens krig for at hindre os i at vandre i lyset. Denne modstand kommer fra mørkets magter: fra Satan, hans dæmoner og hans jordiske organisation. Det er derfor Peter advarer: „Vær ædru, hold jer vågne. Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger nogen at opsluge.“ — 1 Peter 5:8.
20 Satan vil lægge enhver tænkelig hindring i vejen for dem der kommer i kontakt med lyset, i et forsøg på at få dem til at blive i mørket. Det kan være pres fra slægtninge eller tidligere venner der er imod sandheden. Det kan være tvivl angående Bibelen, en tvivl som skyldes at man er blevet forblindet af falske religiøse dogmer eller af propaganda fra ateister og agnostikere. Det kan også være ens egne syndige tilbøjeligheder der gør det vanskeligt at leve op til Guds krav.
21. Hvad bør alle der ønsker at leve i Guds nye verden gøre?
21 Ønsker du virkelig at trodse alle hindringer og leve i en verden uden fattigdom, kriminalitet, uretfærdighed og krig? Vil du gerne leve evigt med et fuldkomment helbred i et paradis på jorden? Så må du anerkende og følge Jesus som verdens lys og lytte til det budskab som forkyndes af hans disciple, der holder fast ved „livets ord“ og „skinner som lysspredere i verden“. — Filipperne 2:15, 16.
Hvad vil du svare?
◻ Hvordan viser de religiøse ledere at de elsker mørket?
◻ Hvilken indstilling havde Jesus til folk?
◻ Hvordan er indsamlingen af lysbærerne forløbet?
◻ Hvilke store forandringer vil snart finde sted?
◻ Hvorfor er det i dag vigtigt at følge verdens lys?
[Illustration på side 14, 15]
De hårdhjertede farisæere udstødte den mand hvis øjne Jesus havde åbnet