Hvem bliver bønhørt?
JEHOVA er i virkeligheden den eneste Gud der besvarer bønner. Ja, i hans ord, Bibelen, siges der at han er den der „hører bøn“. (Salme 65:2) Han er altid parat til at besvare bønner. Men hvem bønhører han egentlig?
Gud besvarer de bønner som bliver bedt af dem der behager ham. Det er mennesker der har den samme ærbødige holdning som salmisten der sagde: „Som hinden der higer efter bække med vand, sådan higer min sjæl efter dig, min Gud. Min sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud.“ (Salme 42:1, 2) Men hvilke vidnesbyrd er der som giver vished for at Jehova opfylder sine sande tilbederes bønner?
Vidnesbyrd om at Gud besvarer bønner
I Bibelen findes en omfattende dokumentation for at Jehova opfylder sine trofaste tjeneres bønner. Da kong Josafat af Juda bad om udfrielse, besvarede Gud hans bøn og gav ham sejr ved at få fjenderne til at bekæmpe hinanden. (2 Krønikebog 20:1-26) Da kong Ezekias ligeledes stod over for en kolossal militærstyrke, bad han ydmygt Gud om hjælp. Ezekias blev vidne til Jehovas frelse da en engel slog 185.000 assyrere ihjel på en nat. — Esajas 37:14-20, 36-38.
Hvorfor besvarede Gud disse bønner? I begge tilfælde gjorde kongerne gældende at hvis de tabte kampen ville det skade Jehovas navn. (2 Krønikebog 20:6-9; Esajas 37:17-20) Deres bekymring drejede sig altså om Guds gode navn og rygte. „Det egentlige mål med bøn er ikke at den bedende får opfyldt sine egne behov men at Guds navn bliver æret,“ står der i The International Standard Bible Encyclopedia. Jehovas trofaste tjenere kan være sikre på at han vil hjælpe dem „for sit navns skyld“. Den bibelske beretning viser tydeligt at sådanne bønner er blevet besvaret, og dette giver Guds folk tillid til at han hører deres bønner. — Salme 91:14, 15; 106:8; Ordsprogene 18:10.
Jehova afgør imidlertid om han vil opfylde bestemte bønner eller ej, selv når det drejer sig om situationer der berører hans navn. Han kan have grunde til ikke at besvare visse bønner. Skulle vi føle at vore bønner ikke bliver hørt, gør vi derfor klogt i at overveje hvorfor.
Grunde til at nogle bønner ikke bliver besvaret
„Selv om I beder mange bønner, hører jeg ikke efter,“ sagde Jehova ved en lejlighed til israelitterne og påpegede grunden: „Jeres hænder er fulde af udgydt blod.“ (Esajas 1:15) Kan man tilsidesætte Jehovas lov og samtidig tro at han lytter til hvad man har at sige? Et ordsprog i Bibelen svarer uden omsvøb: „Den der vender sit øre bort og ikke vil høre på loven — endog hans bøn er en vederstyggelighed.“ — Ordsprogene 28:9.
I Bibelen gives der endnu en grund til at visse bønner ikke bliver hørt. „I beder, og dog modtager I ikke noget, fordi I beder med et uret formål, for at bruge det på jeres trang til sanselige nydelser.“ (Jakob 4:3) Jehova vil ikke besvare bønner der bedes med et uret formål. Vi må også huske at Jehova ikke tager imod ordrer fra mennesker. Han alene bestemmer hvordan han vil besvare vore bønner.
Bønner der rettes til Gud af et rent hjerte, med det rette motiv og på den måde han godkender — nemlig gennem Jesus Kristus — vil blive besvaret. (Johannes 14:6, 14) Men selv de der opfylder disse krav føler nogle gange at deres bønner ikke bliver hørt. Hvorfor besvarer Gud ikke med det samme visse bønner fra sine tjenere?
Jehova kender det bedste tidspunkt at besvare bønner på. Hvis en dreng for eksempel beder sin fader om en cykel, kan det være at faderen venter med at købe den til barnet er gammelt nok til at cykle uden risiko. Noget lignende gør sig gældende med nogle bønner som rettes til Gud af dem der elsker ham. Jehova ved hvad der er til vort bedste, og giver os hvad vi har brug for på det helt rigtige tidspunkt.
Jehovas tjenere kan imidlertid ikke forvente at få alt hvad de beder om. Eftersom de er ufuldkomne, ønsker de måske et og andet som ikke vil gavne dem. Deres kærlige himmelske Fader vil ikke give dem noget som kan være til skade for dem, for han er Giveren af „enhver god gave og enhver fuldkommen foræring“. (Jakob 1:17) Gud vælger måske at overhøre visse bønner som det, set fra hans synspunkt, er bedst ikke at opfylde. (Jævnfør Andet Korintherbrev 12:7-10.) Han besvarer bønner i overensstemmelse med sin vilje og hensigt med sit folk. — 1 Johannes 5:14, 15.
Jesus „blev bønhørt“
Jesus Kristus bad ofte til Gud. (Mattæus 6:9-13; Johannes 17:1-26) Han havde fuld tillid til at hans himmelske Fader både hørte og besvarede hans bønner. Jesus sagde engang: „Fader . . . Jeg ved jo at du altid hører mig.“ (Johannes 11:41, 42) Men blev Jesus ikke skuffet umiddelbart før han afsluttede sit jordiske livsløb? Råbte han ikke: „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig“? — Mattæus 27:46.
Da Jesus udtalte disse ord opfyldte han tydeligvis en profeti vedrørende sin død. (Salme 22:1) Jesus kunne også have ment det i den snævre forstand at Jehova havde fjernet sin beskyttelse og ladet ham få en smertefuld og vanærende død for at prøve hans uangribelighed til det yderste. En nærmere undersøgelse af hvad der fandt sted denne sidste dag af Jesu jordiske liv, viser at Gud hørte hans bønner.
Den nat Jesus blev arresteret bad han i Getsemane Have. Tre gange sagde han indtrængende: „Min Fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi.“ (Mattæus 26:39, 42, 44) Jesus nærede ikke modvilje med hensyn til at skulle give sit liv som en løsesum for troende mennesker. Nej, det der tydeligvis bekymrede ham var om han skulle komme til at vanære sin højt elskede Fader ved at dø på en marterpæl som en forbandet gudsbespotter. Hørte Jehova Jesu bøn?
Nogle år senere skrev apostelen Paulus: „I sit køds dage frembar Kristus, med stærke råb og tårer, bønner og også anmodninger til den som var i stand til at frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt.“ (Hebræerbrevet 5:7; Lukas 22:42, 44) Ja, Jesus „blev bønhørt“ på denne pinefulde nat forud for sin død. Men hvordan?
Jehova sendte en engel som ’styrkede Jesus’. (Lukas 22:43) I kraft af denne fornyede styrke stod Jesus rustet til døden på marterpælen. Derpå har Jehova åbenbart forsikret ham om at hans død på pælen ikke ville smæde Guds navn, men at den med tiden netop ville hellige dette navn. Ja, Jesu død på marterpælen banede en vej for jøderne, der ellers var forbandede under Loven, så de kunne blive udfriet fra dødsdommen. — Galaterne 3:11-13.
Tre dage senere oprejste Jehova Jesus og rensede ham for enhver tænkelig anklage for gudsbespottelse ved at give ham en højt ophøjet stilling i himmelen. (Filipperne 2:7-11) På vidunderlig måde opfyldte Jehova således Jesu bøn om „dette bæger“! Denne bøn blev besvaret på Jehovas måde. Og Jesus erfarede storslåede velsignelser fordi han sagde til sin himmelske Fader: „Lad ikke min men din vilje ske.“ — Lukas 22:42.
Hvordan Jehova besvarer bønner i dag
De der ønsker at behage Jehova i dag, bør, ligesom Jesus, altid bede om at Guds vilje må ske. De må tro på at Jehova besvarer deres bønner på en måde som vil være til størst gavn for dem. Ja, han vil ’gøre mere end rigeligt, langt ud over hvad de beder om eller fatter’. — Efeserbrevet 3:20.
En ung kristen kvinde der boede hos sine ikketroende forældre, har erfaret sandheden i dette skriftsted. I et brev fra Vagttårnsselskabet blev hun bedt om under bøn at overveje muligheden for at tage imod en særlig missionæropgave. Hendes største ønske var at blive hjemme og hjælpe forældrene til at blive kristne. Men hun bad til Gud: „Hvad er din vilje? Er det din vilje at jeg skal sige ja til denne indbydelse, uanset mine forældres modstand, eller skal jeg hjælpe mine forældre ved at blive boende hos dem?“ Hver gang hun bad sagde hendes samvittighed at hun skulle tage imod indbydelsen. Hun betragtede dette som et svar fra Jehova.
Gud styrkede denne kvinde til at stå fast i sin beslutning. Da hun blev bedt om at flytte til den japanske ø Awaji, blev hendes forældre chokerede og forstærkede deres modstand. Men moderen kunne ikke få sin datter til at ombestemme sig og besluttede derfor at studere Bibelen blot for at se hvorfor hun havde taget denne beslutning. Tre måneder senere besøgte hendes forældre hende. Det gjorde et dybt indtryk på faderen at se den store omsorg andre Jehovas vidner havde for deres datter, og i al ubemærkethed græd han. Også han begyndte snart at studere Bibelen. Det endte med at denne unge kvindes forældre lod sig døbe og begyndte at tjene Jehova trofast. Velsignede Jehova ikke denne kristne kvinde mere end rigeligt?
Deres bønner bliver besvaret
Kan du huske hvad den kvinde som blev omtalt i indledningen til forrige artikel gav udtryk for? Hun havde aldrig oplevet at hendes bønner blev besvaret. Senere fandt hun imidlertid ud af at Gud bønhørte hende. Damen havde nemlig i store træk noteret indholdet af sine bønner. En dag hun sad og bladede i sin dagbog blev hun klar over at Jehova faktisk havde besvaret de fleste af hendes bønner, endog dem hun selv havde glemt! Hun erkendte nu at Gud havde omsorg for hende og kærligt havde besvaret hendes bønner på den måde der var til størst gavn for hende.
Hvis du føler at du ikke straks bliver bønhørt, så spørg dig selv: ’Har jeg et nært personligt forhold til Jehova — den der „hører bøn“? Hvis ikke, er jeg så ved at lære ham at kende og på vej til at blive en af hans indviede tjenere?’ Han bønhører dem der elsker ham og gør hans vilje. De der er „vedholdende i bønnen“ bliver bønhørt, ligesom Jesus blev. (Romerne 12:12) Udøs derfor dit hjerte for Jehova og gør hans vilje. (Salme 62:8) Så vil dine bønner blive hørt.
Millioner af mennesker beder i dag om noget ganske bestemt, og deres bønner bliver hørt. Lad os se hvorfor vi kan være sikre på at disse bønner bliver besvaret.