ALTER

En forhøjning hvorpå der bringes ofre eller brændes røgelse i forbindelse med tilbedelsen af den sande Gud eller en anden guddom. Det hebraiske ord mizbeʹach (alter) kommer af verbalroden zavachʹ (at slagte, bringe slagtofre) og betegner således egentlig et sted hvor man slagter eller bringer slagtofre. (1Mo 8:20; 5Mo 12:21; 16:2) Tilsvarende kommer det græske ord thysiastēʹrion (alter) af verbalroden thyʹō, der også betyder „at slagte, bringe slagtofre“. (Mt 22:4; Mr 14:12) Et alter for en falsk gud betegnes med det græske ord bōmosʹ. — Apg. 17:23.

Første gang et alter nævnes i Bibelen, er efter Vandfloden, da Noa byggede „et alter for Jehova“ og bragte brændofre på det. (1Mo 8:20) De eneste ofre der nævnes før Vandfloden, var dem der blev bragt af Kain og Abel, og selv om det er sandsynligt at de blev bragt på et alter, siges dette ikke i beretningen. — 1Mo 4:3, 4.

Abraham byggede et alter i Sikem (1Mo 12:7), et mellem Betel og Aj (1Mo 12:8; 13:3), et i Hebron (1Mo 13:18) og også et på bjerget (sandsynligvis Morijas Bjerg) hvor han ofrede en vædder som Gud gav ham til erstatning for Isak. (1Mo 22:9-13) Kun i det sidste tilfælde nævnes det at Abraham bragte et offer på et alter, men grundbetydningen af det hebraiske ord antyder at der blev bragt ofre på dem alle. Isak byggede senere et alter i Be’er-Sjeba (1Mo 26:23, 25), og Jakob byggede altre i Sikem og Betel. (1Mo 33:18, 20; 35:1, 3, 7) Disse altre som patriarkerne byggede, var uden tvivl af samme type som de altre Gud senere nævnte i Lovpagten, det vil sige forhøjninger bygget af enten jord eller utilhuggede natursten. — 2Mo 20:24, 25.

Moses byggede et alter efter sejren over Amalek og gav det navnet Jehova-Nissi (Jehova er min signalstang). (2Mo 17:15, 16) Da Lovpagten blev indgået, byggede Moses et alter ved foden af Sinaj Bjerg, og der blev bragt ofre på det. Blodet fra ofrene blev stænket på alteret, bogen og folket, hvorved pagten blev gyldiggjort og sat i kraft. — 2Mo 24:4-8; He 9:17-20.

Teltboligens altre. Da teltboligen eller tabernaklet blev rejst, blev der bygget to altre efter de guddommelige anvisninger. Brændofferalteret (også kaldet „kobberalteret“ [2Mo 39:39]) blev lavet af akacietræ og havde form som en „hul kasse“ der øjensynlig var uden låg og bund. Dets grundflade var kvadratisk, med en sidelængde på 2,2 m, og højden var 1,3 m. Fra de fire øverste hjørner udgik der „horn“. Alle dets flader var overtrukket med kobber. Indvendig, under alterets kant, var der „midt på alteret“ anbragt en rist, et netværk af kobber. I ristens fire hjørner blev der lavet fire ringe, som lader til at være de samme ringe som de to bærestænger af akacietræ, overtrukket med kobber, blev stukket igennem når alteret skulle bæres. Det kan betyde at der var en sprække i to af alterets sider, så der kunne indsættes en flad rist med ringe der stak ud på begge sider. De lærde er temmelig uenige om dette punkt, og mange anser det for sandsynligt at der var to sæt ringe, og at det sæt hvorigennem bærestængerne blev stukket, var fastgjort direkte på alterets yderside. Desuden blev der lavet kobberredskaber som hørte til alteret: spande og skovle til asken, skåle til opsamling af offerdyrenes blod, gafler til kødet og desuden ildbækkener. — 2Mo 27:1-8; 38:1-7, 30; 4Mo 4:14.

Dette kobberalter til brændofrene blev anbragt foran teltboligens indgang. (2Mo 40:6, 29) Eftersom det var forholdsvis lavt, var det ikke strengt nødvendigt med en opgang til det, men det er muligt at man for at lette håndteringen af ofrene har hævet jorden rundt om det eller bygget en slags rampe op til det. (Jf. 3Mo 9:22, hvor der står at Aron „steg ned“ efter at have bragt ofre.) Eftersom dyret blev slagtet „ved alterets nordside“ (3Mo 1:11), og fedtasken, som blev fjernet fra alteret, blev lagt „mod øst“ (3Mo 1:16), og ’kobberbækkenet til at vaske sig ved’ stod vest for alteret (2Mo 30:18), må en sådan opgang til alteret have været placeret ved sydsiden, som var den eneste frie side.

Røgelsesalteret. Røgelsesalteret (også kaldet „alteret af guld“ [2Mo 39:38]) var ligeledes lavet af akacietræ, og dets øverste plade og dets sider var overtrukket med guld. Foroven var der hele vejen rundt en bort af guld. Alteret var firkantet, 44,5 cm langt og 44,5 cm bredt, og det var 89 cm højt. Fra de øverste fire hjørner udgik der „horn“, ligesom på brændofferalteret. Der var to guldringe til bærestængerne af akacietræ, som var overtrukket med guld, og disse ringe var anbragt neden for guldborten på to modsatte sider af alteret. (2Mo 30:1-5; 37:25-28) På dette alter brændtes en særlig røgelse to gange om dagen, om morgenen og om aftenen. (2Mo 30:7-9, 34-38) Andre steder omtales et røgelseskar eller et ildbækken til afbrænding af røgelse, og åbenbart blev sådanne redskaber også anvendt i forbindelse med røgelsesalteret. (3Mo 16:12, 13; He 9:4; Åb 8:5; jf. 2Kr 26:16, 19.) Røgelsesalteret stod i teltboligen lige foran forhænget til Det Allerhelligste; det omtales derfor som stående „foran Vidnesbyrdets ark“. — 2Mo 30:1, 6; 40:5, 26, 27.

Helligelse og brug af teltboligens altre. Under indsættelsesceremonien blev begge altre salvet og helliget. (2Mo 40:9, 10) Både ved denne lejlighed og ved senere frembæringer af visse syndofre blev noget af offerdyrets blod smurt på brændofferalterets horn, mens resten af blodet blev hældt ud ved dets fod. (2Mo 29:12; 3Mo 8:15; 9:8, 9) Hen imod indsættelsesceremoniens slutning blev noget af salveolien og noget af blodet på alteret stænket på Aron og hans sønner og deres klæder for at de kunne blive helliget. (3Mo 8:30) Det tog i alt syv dage at hellige brændofferalteret. (2Mo 29:37) Ved andre brændofre samt ved fællesskabsofre og skyldofre blev blodet slynget mod alteret; når det var fugle der blev ofret, blev blodet stænket på alteret eller presset ud mod alterets side. (3Mo 1:5-17; 3:2-5; 5:7-9; 7:2) Kornofre blev bragt som røgofre på alteret til „en formildende duft“ for Jehova. (3Mo 2:2-12) Det der var tilovers af kornofrene, blev spist af ypperstepræsten og hans sønner nær alteret. (3Mo 10:12) Hvert år på forsoningsdagen blev alteret renset og helliget ved at ypperstepræsten kom noget af offerdyrenes blod på alterets horn og stænkede noget af det syv gange på alteret. — 3Mo 16:18, 19.

Ved alle dyreofre blev dele af offerdyret bragt som røgoffer på alteret, og til det formål brændte der en stadig ild på alteret som aldrig fik lov at gå ud. (3Mo 6:9-13) Herfra hentede man ild til at brænde røgelse. (4Mo 16:46) Det var kun Aron og de af hans efterkommere der var uden legemsfejl, der havde lov at tjene ved alteret. (3Mo 21:21-23) De øvrige levitter tjente blot som medhjælpere. Enhver ikkearonit der kom alteret nær, skulle lide døden. (4Mo 16:40; 18:1-7) Kora og hans forsamling blev udslettet fordi de ikke respekterede denne guddommelige ordning, og de kobberildbækkener de havde taget, blev lavet til tynde metalplader og lagt som overtræk på alteret som et tegn på at ingen som ikke var af Arons afkom, måtte nærme sig det. — 4Mo 16:1-11, 16-18, 36-40.

Én gang om året skaffede man også det guldbeklædte røgelsesalter soning ved at komme offerblod på dets horn. Det samme blev gjort når der blev bragt syndofre for medlemmer af præsteskabet. — 2Mo 30:10; 3Mo 4:7.

Når altrene blev transporteret fra ét sted til et andet, hvilket Kehats sønner sørgede for, var de dækket til, røgelsesalteret med et blåt klæde og sælskind, og brændofferalteret med et purpurfarvet uldklæde og sælskind. — 4Mo 4:11-14; se TELTBOLIG.

Templets altre. Før Salomons tempel blev indviet, bragte israelitterne deres brændofre på det kobberalter der var lavet i ørkenen, og som nu stod på offerhøjen i Gibeon. (1Kg 3:4; 1Kr 16:39, 40; 21:29, 30; 2Kr 1:3-6) Det kobberalter der derefter blev lavet til templet, dækkede et areal på 16 gange det tidligere alters areal. Dets grundflade var ca. 8,9×8,9 m, og det var ca. 4,5 m højt. (2Kr 4:1) På grund af dets højde var det nødvendigt med en form for opgang til det. Ifølge Guds lov måtte præsterne imidlertid ikke gå op til alteret ad trappetrin for at deres nøgenhed ikke skulle blive blottet over det. (2Mo 20:26) Nogle mener at de linnedbenklæder som Aron og hans sønner bar, tjente til at imødekomme dette krav, så det var tilladt at benytte trapper. (2Mo 28:42, 43) Det lader dog til at det var en skrå rampe der førte op til den øverste del af brændofferalteret. Josefus fortæller (i Den jødiske krig, 5. bog, 5. kap., 6. afsnit) at der var en sådan rampe op til det alter som Herodes senere byggede. Hvis alteret i Salomons tempel var anbragt ligesom det alter der stod foran teltboligen, lå denne rampe sandsynligvis på alterets sydside. „Det støbte hav“, hvor præsterne vaskede sig, stod derfor på et praktisk sted eftersom det også stod mod syd. (2Kr 4:2-5, 9, 10) Hvad alterets øvrige konstruktion angår, foreligger der ikke nogen nærmere beskrivelse, da det uden tvivl var bygget efter samme mønster som alteret ved teltboligen.

Alteret stod på Morijas Bjerg på det sted hvor David tidligere havde bygget et alter til midlertidig brug. (2Sa 24:21, 25; 1Kr 21:26; 2Kr 8:12; 15:8) Ifølge traditionen var det også på det sted Abraham i sin tid forsøgte at ofre Isak. (1Mo 22:2) Offerdyrenes blod blev udgydt ved alterets fod, og det er sandsynligt at der var en slags kanal som ledte blodet væk fra tempelområdet. Det fortælles at der i Herodes’ tempel fandtes en sådan kanal, som var forbundet med alterets sydvestlige horn; og i klippen på tempelområdet har man fundet en åbning der fører ned til en underjordisk kanal som ender i Kedrondalen.

Røgelsesalteret i templet var lavet af cedertræ, og dette synes at være den eneste forskel mellem dét og røgelsesalteret i teltboligen. Ligesom det forrige var det overtrukket med guld. — 1Kg 6:20, 22; 7:48; 1Kr 28:18; 2Kr 4:19.

Ved indvielsen af templet bad Salomon en bøn foran brændofferalteret, og da han var færdig med at bede, kom der ild ned fra himmelen og fortærede ofrene på alteret. (2Kr 6:12, 13; 7:1-3) Til trods for at dette kobberalter dækkede et areal på over 79 m², var det for lille til at rumme den vældige mængde ofre der blev bragt, og en del af forgården blev derfor helliget til formålet. — 1Kg 8:62-64.

I slutningen af Salomons regeringstid og under Rehabeam og Abijam blev brændofferalteret forsømt, så kong Asa fandt det nødvendigt at sætte det i stand. (2Kr 15:8) Kong Uzzija blev slået med spedalskhed fordi han forsøgte at brænde røgelse på det gyldne røgelsesalter. (2Kr 26:16-19) Kong Akaz flyttede brændofferalteret til side og lod et hedensk alter opstille i stedet. (2Kg 16:14) Hans søn Ezekias lod imidlertid kobberalteret med alle dets redskaber rense og hellige, hvorpå det atter blev taget i brug. — 2Kr 29:18-24, 27; se TEMPEL.

Altre efter landflygtigheden. Det første de hjemvendte jøder byggede i Jerusalem under Zerubbabel og ypperstepræsten Jesjua, var brændofferalteret. (Ezr 3:2-6) Senere blev der også lavet et nyt røgelsesalter.

Den syriske konge Antiochos Epifanes fjernede det gyldne røgelsesalter; to år senere (168 f.v.t.) byggede han over Jehovas store alter et andet alter og bragte et offer til Zeus på det. (1 Makkabæerbog 1:20-64) Judas Makkabæer byggede derefter et nyt alter af utilhuggede sten og bragte røgelsesalteret ind i templet igen. — 1 Makkabæerbog 4:44-49.

Brændofferalteret i Herodes’ tempel var bygget af utilhuggede sten, og ifølge Josefus var det 50 alen på hver led og 15 alen højt. (Den jødiske krig, 5. bog, 5. kap., 6. afsnit) Ifølge den jødiske Misjna (Middot 3:1) var det dog ikke så stort. Det var dette alter Jesus nu og da hentydede til. (Mt 5:23, 24; 23:18-20) Der findes ingen beskrivelse af røgelsesalteret i dette tempel, men at det fandtes, fremgår af Lukas 1:11, som oplyser at en engel stod til højre for dette alter da han viste sig for Zakarias, der blev fader til Johannes Døber.

Alteret i Ezekiels tempel. I Ezekiels tempelsyn stod brændofferalteret også foran templet (Ez 40:47), men det så ikke ud som de tidligere altre. Det bestod af flere afsnit som blev mindre eller smallere opefter. Dets mål opgives i alen (det vil sige den lange alen, som var på 51,8 cm). Alterets sokkel var én alen høj og var hele vejen rundt forsynet med en ophøjet kant på ét spand (måske 26 cm), så der blev dannet en slags rende eller kanal der sandsynligvis skulle opsamle det blod der blev udgydt. (Ez 43:13, 14) På soklen, men rykket en alen ind fra yderkanten, var der et andet afsnit, som var to alen (ca. 104 cm) højt. Det tredje afsnit var rykket en alen længere ind og var fire alen (ca. 207 cm) højt. Dette afsnit var også hele vejen rundt forsynet med en ophøjet kant (på en halv alen eller ca. 26 cm), som muligvis dannede en anden rende eller tjente som en beskyttende kant. Oven på dette — også rykket én alen ind i forhold til afsatsen nedenunder — lå så det fire alen høje ildsted, hvorpå der var fire horn. Trapper fra østsiden førte op til ildstedet. (Ez 43:14-17) Ligesom i tilfældet med det alter der blev bygget i ørkenen, skulle man bringe ofre på dette alter i syv dage for at skaffe det soning og indvi det. (Ez 43:19-26) Den 1. nisan hvert år skulle alteret og resten af helligdommen renses for synd. (Ez 45:18, 19) Den strøm af helbredende vand som Ezekiel så flyde ud fra templet, løb mod øst og passerede alteret syd for dette. — Ez 47:1.

Røgelsesalteret nævnes ikke ved navn i dette syn. Men beskrivelsen af ’alteret af træ’ i Ezekiel 41:22, og især udtalelsen: „Dette er bordet som står foran Jehova“, vidner om at der her ikke er tale om skuebrødsbordet, men om røgelsesalteret. (Jf. 2Mo 30:6, 8; 40:5; Åb 8:3.) Dette alter var tre alen (ca. 155 cm) højt, to alen (ca. 104 cm) langt, og sandsynligvis også to alen bredt.

Andre altre. Eftersom menneskene efter Vandfloden ikke fortsatte den rene tilbedelse sammen med Noa, må man antage at der blev bygget mange altre for falsk tilbedelse, og udgravninger i Kana’an, Mesopotamien og andre steder vidner om at der fandtes sådanne altre i de tidligste tider. I sine forgæves forsøg på at nedkalde en forbandelse over Israel lod Bileam tre gange i træk syv altre opstille på tre forskellige steder. — 4Mo 22:40, 41; 23:4, 14, 29, 30.

Israelitterne fik besked på at nedbryde alle hedenske altre og ødelægge de hellige støtter og pæle der almindeligvis blev rejst ved siden af dem. (2Mo 34:13; 5Mo 7:5, 6; 12:1-3) De måtte aldrig eftergøre disse, og de måtte ikke som kana’anæerne bringe deres børn som brændofre. (5Mo 12:30, 31; 16:21) De måtte heller ikke have mange altre, men kun ét alter for tilbedelsen af den sande Gud, og det skulle stå på det sted Jehova udvalgte. (5Mo 12:2-6, 13, 14, 27; sml. dette med Babylon, hvor der alene for gudinden Ishtar var 180 altre.) Når de var gået over Jordan, skulle de som det første bygge et alter af utilhuggede sten (5Mo 27:4-8), og det blev bygget af Josua på Ebals Bjerg. (Jos 8:30-32) Efter at landet var indtaget og delt mellem stammerne, byggede Rubens og Gads stamme og Manasses halve stamme et iøjnefaldende alter ved Jordan. Dette gav anledning til midlertidige vanskeligheder med de øvrige stammer indtil det blev fastslået at alteret ikke var et tegn på frafald, men blot skulle tjene som en påmindelse om at vise trofasthed mod Jehova, den sande Gud. — Jos 22:10-34.

Andre altre som blev bygget, synes ikke at have været bestemt til fortsat brug, men blev rejst i særlige anledninger. Alteret i Bokim og de altre som Gideon og Manoa byggede, blev for eksempel rejst i forbindelse med at en engel havde vist sig eller givet instruktioner. (Dom 2:1-5; 6:24-32; 13:15-23) I Betel byggede israelitterne et alter da de var forsamlede for at overveje hvordan de kunne forhindre at Benjamins stamme uddøde. Det fremgår ikke af beretningen om dette alter havde Guds billigelse, eller om israelitterne her blot gjorde ’hvad der var rigtigt i deres egne øjne’. (Dom 21:4, 25) Som Guds befuldmægtigede bragte Samuel et offer i Mizpa og byggede ligeledes et alter i Rama. (1Sa 7:5, 9, 10, 17) Han gjorde muligvis dette fordi der ikke længere var noget vidnesbyrd om Jehovas nærværelse i teltboligen i Silo efter at arken var blevet fjernet derfra. — 1Sa 4:4, 11; 6:19-21; 7:1, 2; jf. Sl 78:59-64.

Altre til midlertidig brug. Også i kongetiden blev der ved flere lejligheder bygget altre til midlertidig brug. Saul bragte for eksempel et offer i Gilgal og byggede et alter i Ajjalon. (1Sa 13:7-12; 14:33-35) I det første tilfælde blev han fordømt fordi han ikke ventede på at Samuel kom og bragte offeret, men der blev ikke gjort indsigelse mod at ofrene blev bragt de pågældende steder.

David bad Jonatan om at forklare hans fravær ved Sauls bord på nymånedagen med at han overværede en årlig offerfest for familien i Betlehem; men eftersom dette blot var et påskud, kan vi ikke vide med sikkerhed om denne offerfest virkelig blev holdt. (1Sa 20:6, 28, 29) Senere byggede David som konge et alter på Araunas (Ornans) tærskeplads, og dette skete på Guds befaling. (2Sa 24:18-25; 1Kr 21:18-26; 22:1) Udtalelsen i 1 Kongebog 9:25 om at Salomon ’bragte ofre på det alter han havde bygget for Jehova’, sigter tydeligvis til at han foranledigede at disse ofre blev bragt af det bemyndigede præsteskab. — Jf. 2Kr 8:12-15.

Da templet stod færdigt i Jerusalem, lader det til at alteret nu definitivt stod på det sted Jehova havde udvalgt, og at israelitterne skulle ’gå derhen’. (5Mo 12:5) Bortset fra det alter Elias benyttede på Karmels Bjerg ved ildprøven med ba’alspræsterne (1Kg 18:26-35), var det nu kun i tilfælde af frafald at der blev bygget andre altre. Salomon var selv den første til at gøre sig skyldig i et sådant frafald, idet han lod sig påvirke af sine fremmede hustruer. (1Kg 11:3-8) Jeroboam, den første konge i det nordlige rige, forsøgte at afholde sine undersåtter fra at drage op til templet i Jerusalem ved at opstille altre i Betel og Dan. (1Kg 12:28-33) En profet forudsagde da at i kong Josias af Judas regeringstid ville de præster der gjorde tjeneste ved alteret i Betel, blive hugget ned, og at der ville blive brændt menneskeknogler på alteret. Som et varsel om dette revnede alteret, og profetien gik senere i opfyldelse. — 1Kg 13:1-5; 2Kg 23:15-20; jf. Am 3:14.

Under kong Akabs regering var der mange hedenske altre i Israel. (1Kg 16:31-33) Da kong Akaz regerede i Juda, var der altre „på hvert hjørne i Jerusalem“ og ligeledes på de mange offerhøje. (2Kr 28:24, 25) Manasse gik så vidt som til at bygge altre i selve Jehovas hus og altre for dyrkelsen af „hele himmelens hær“ i templets forgårde. — 2Kg 21:3-5.

Selv om der fra tid til anden var trofaste konger som ødelagde disse afgudsaltre (2Kg 11:18; 23:12, 20; 2Kr 14:3; 30:14; 31:1; 34:4-7), kunne Jeremias alligevel sige før Jerusalems fald: „Dine guder er blevet lige så talrige som dine byer, Juda; og lige så talrige som Jerusalems gader er de altre I har rejst for Skændselen, altre til at bringe røgofre på til Ba’al.“ — Jer 11:13.

Under landflygtigheden og i aposteltiden. Af de papyrusser man har fundet på Niløen Elefantine i Øvreægypten, fremgår det at de jøder der ved tiden for det babyloniske fangenskab flygtede hertil, byggede et tempel og et alter her; og nogle hundrede år senere gjorde jøderne i nærheden af Leontopolis det samme. (Jewish Antiquities, XIII, 62-68 [iii, 1]; Den jødiske krig, 7. bog, 10. kap., 2. og 3. afsnit) Dette sidste tempel og alter blev bygget af præsten Onias i et forsøg på at opfylde Esajas 19:19, 20.

I det 1. århundrede e.v.t. omtalte apostelen Paulus i sin tale til athenerne et alter med indskriften „For en ukendt gud“. (Apg 17:23) At der fandtes sådanne altre, bekræftes af talrige historiske vidnesbyrd. Filosoffen Apollonios fra Tyana, der besøgte Athen nogen tid efter at Paulus havde været der, citeres for en udtalelse om at det vidner om visdom og soberhed „at tale godt om alle guderne, navnlig i Athen, hvor der endog rejses altre til ære for ukendte guder“. (Filostratos: The Life of Apollonius of Tyana, VI, III) Da geografen Pausanias var i Athen i det 2. århundrede, berettede han i sin beskrivelse af Grækenland at han på vejen fra havnebyen Faleron til Athen havde bemærket flere „altre for ukendte guder, og for helte“. Han taler også om „et alter for ukendte guder“ i Olympia. (Description of Greece, Attica, I, 4; Elis I, XIV, 8) Et lignende alter blev fundet i 1909 i Pergamum, på Demetertemplets område.

Forbilledlig betydning. I Hebræerbrevet, kapitel 8 og 9, viser apostelen Paulus at alt i forbindelse med tjenesten ved teltboligen og templet havde en forbilledlig betydning. (He 8:5; 9:23) Betydningen af de to altre fremgår af oplysninger i De Kristne Græske Skrifter. Brændofferalteret repræsenterede Guds „vilje“, det vil sige hans villighed til at modtage sin enestefødte søns fuldkomne menneskeliv som et offer. (He 10:5-10) At dette alter stod foran helligdommens indgang, understreger at tro på Jesu genløsningsoffer er en forudsætning for at blive godkendt af Gud. (Joh 3:16-18) At der kun fandtes ét offeralter, stemmer både med Jesu ord: „Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig,“ og med de mange skriftsteder der viser at enhed skulle være et af den kristne tros synlige kendetegn. — Joh 14:6; Mt 7:13, 14; 1Kor 1:10-13; Ef 4:3-6; bemærk også profetien i Es 56:7 og 60:7 om at folk af alle nationer ville komme til Guds alter.

Nogle flygtede til alteret og greb fat om dets horn i håb om beskyttelse, men Guds lov foreskrev at en forsætlig morder skulle ’tages, om det så var fra Guds alter, for at han kunne dø’. (2Mo 21:14; jf. 1Kg 1:50-53; 2:28-34.) Salmisten sang: „I uskyld vasker jeg mine hænder, så jeg kan gå rundt om dit alter, Jehova.“ — Sl 26:6.

Nogle der bekender sig som kristne, har benyttet Hebræerne 13:10 som begrundelse for at rejse bogstavelige altre. Sammenhængen viser imidlertid at det omtalte „alter“ ikke er bogstaveligt, men symbolsk. (He 13:10-16) M’Clintock og Strongs Cyclopædia (1882, bd. I, s. 183) siger om de første kristne: „Når apologeterne i gammel tid blev kritiseret for at de hverken havde templer, altre eller helligdomme, svarede de blot: ’Helligdomme og altre har vi ikke.’“ I en kommentar til Hebræerne 13:10 siger M. R. Vincents Word Studies in the New Testament (1957, bd. IV, s. 567): „Det er forkert i den kristne husholdning at ville finde en specifik genstand som svarer til alteret — enten korset, nadverbordet eller Kristus selv. Men alt hvad der er forbundet med forestillingen om at nærme sig Gud — gennem offer, forsoning, tilgivelse, antagelse og frelse — sammenfattes og fremstilles sædvanligvis under billedet af et alter, ligesom det jødiske alter var det punkt hvori alle disse begreber samledes.“ De hebraiske profeter fordømte stærkt at man byggede mange altre. (Es 17:7, 8) Hoseas sagde at Efraim havde „gjort altrene talrige for at synde“ (Ho 8:11; 10:1, 2, 8; 12:11); Jeremias erklærede at Judas synd var indgraveret „på deres altres horn“ (Jer 17:1, 2); og Ezekiel forudsagde at afgudsdyrkerne ville blive dræbt og ligge slagne „rundt om deres altre“ (Ez 6:4-6, 13).

Fuldbyrdelsen af Guds domme forbindes også profetisk med det sande alter. (Es 6:5-12; Ez 9:2; Am 9:1) „Under alteret“ råber sjælene af dem der er blevet slået ihjel på grund af Guds ord, symbolsk: „Hvor længe, suveræne Herre, du hellige og sande, vil du afholde dig fra at dømme og hævne vort blod på dem som bor på jorden?“ — Åb 6:9, 10; jf. 8:5; 11:1; 16:7.

I Åbenbaringen 8:3, 4 forbindes det gyldne røgelsesalter med de retfærdiges bønner. Det var sædvane blandt jøderne at bede „ved den time røgelsesofferet blev bragt“. (Lu 1:9, 10; jf. Sl 141:2.) At der kun fandtes ét røgelsesalter, svarer også til at der i De Kristne Græske Skrifter kun beskrives én vej til Gud. — Joh 10:9; 14:6; 16:23; Ef 2:18-22; se OFRE.