Kapitel 11
Bevar en åben kommunikation
1, 2. Hvad er kommunikation, og hvilken betydning har den?
KOMMUNIKATION er mere end blot tale. Som apostelen Paulus skrev: Hvis tilhøreren ikke forstår det man siger, ’taler man jo hen i vejret’. (1 Korinther 14:9) Trænger det du siger, ind hos dine børn, og forstår du selv virkelig det de prøver at fortælle dig?
2 God kommunikation kræver at man udveksler tanker, idéer og følelser. Hvis kærlighed kan betegnes som hjertet i et lykkeligt familieliv, kan kommunikation passende betegnes som dets livsblod. Svigtende kommunikation mellem ægtefæller varsler problemer; lige så alvorligt, ja måske alvorligere, er det hvis kommunikationen svigter i forholdet mellem forældre og børn.
VÆR FREMSYNET
3. I hvilken periode i barnets liv må forældrene regne med at kommunikationen kan blive belastet?
3 Den største belastning af kommunikationen mellem forældre og børn kommer ikke de første år af barnets liv, men senere, i teenageårene. Det må forældrene være indstillet på. Det er urealistisk at vente at fordi de første år af barnets liv har været forholdsvis problemfrie, vil teenageårene også blive det. Problemerne vil komme, det er givet; men en god kommunikation kan bidrage væsentligt til at løse eller mindske dem. I erkendelse af dette må forældrene være fremsynede, for „afslutningen på en sag er bedre end begyndelsen på den“. — Prædikeren 7:8.
4. Behøver al kommunikation i familien at finde sted i form af samtale? Forklar nærmere.
4 Der hører meget til at etablere, opbygge og bevare kommunikationen i familien. Ægtefæller kan med årene udvikle en så stærk fortrolighed og dyb gensidig forståelse at det endog bliver muligt for dem at kommunikere uden ord; et blik, et smil eller en berøring kan sige mere mellem dem end mange ord. Det samme gode grundlag bør de søge at lægge for kommunikationen med deres børn. Allerede før et spædbarn forstår hvad der siges, kan der foregå en kommunikation, idet barnet kan fornemme en følelse af tryghed og kærlighed. Hvis familien derefter under børnenes opvækst er fælles om arbejde og leg og, som det vigtigste, tilbedelsen af Gud, styrkes den gode kommunikation. Men der skal virkelig en indsats og sand visdom til for at opretholde den.
TILSKYND DINE BØRN TIL AT UDTALE SIG
5-7. (a) Hvorfor skal forældrene være forsigtige med at bide et barn af når det taler? (b) Hvordan kan forældre lære deres børn at være høflige?
5 Et gammelt ord siger at „børn skal ses men ikke høres“. Det stemmer — i nogle tilfælde. Børn må lære at der, som Guds ord siger, er „en tid til at tie og en tid til at tale“. (Prædikeren 3:7) Men børn kræver også opmærksomhed, og forældrene må passe på at de ikke unødigt undertrykker deres børns spontane lyst til at ytre sig. Vent ikke at et lille barn opfatter oplevelser på samme måde som en voksen. Den voksne kan se at en enkelt hændelse blot er en lille del af livets brede panorama. Men et barn kan blive så begejstret og så optaget af noget der fanger dets umiddelbare interesse, at det glemmer næsten alt andet omkring sig. Et lille barn kan pludselig komme farende ind i stuen og henrykt begynde at fortælle sin fader eller moder et eller andet. Hvis man så affejer barnet med et irriteret: „Ti nu stille!“ eller en anden vred bemærkning, kan man kvæle barnets begejstring. Barnesnak synes måske ikke at være særlig indholdsrig. Men ved at tilskynde dine børn til frit at ytre sig nu, undgår du at de siden hen i livet hemmeligholder noget som du gerne vil vide og er nødt til at vide.
6 Høflighed bidrager til en god kommunikation. Børn må lære at være høflige, og ligesom på andre områder må forældrene her sætte eksemplet. Børn må naturligvis retledes nu og da, om nødvendigt med strenghed. (Ordsprogene 3:11, 12; 15:31, 32; Titus 1:13) Men hvis børn altid bliver bidt af, konstant bliver korrigeret eller, endnu værre, bliver ringeagtet eller latterliggjort af deres forældre når de taler, vil de sandsynligvis trække sig ind i en skal — eller gå til andre når de har lyst til at sige noget. Jo ældre sønnen eller datteren bliver, desto mere vil dette være tilfældet. Prøv i aften at standse op og tænke over de samtaler du i dagens løb har ført med din søn eller datter, og spørg så dig selv: Hvor mange gange har jeg i dag udtrykt taknemmelighed eller påskønnelse, sagt noget rosende eller noget opmuntrende? Hvor mange gange har jeg sagt noget negativt, noget som har virket nedsættende, som har afspejlet utilfredshed, irritation eller harme? Resultatet vil muligvis overraske dig. — Ordsprogene 12:18.
7 Forældres tålmodighed og selvbeherskelse sættes tit på en prøve. Børn kan være impulsive. De buser lige ud med det de har på hjerte, uden at tænke på at de måske afbryder de voksne midt i en samtale. Man kunne ganske enkelt skælde barnet ud. Men i nogle tilfælde kan det være klogere at høre høfligt efter og derved sætte et eksempel i selvbeherskelse, og så, efter et kort svar, venligt minde barnet om hvad det vil sige at være høflig og hensynsfuld. Også her gælder det at man ’bør være hurtig til at høre, langsom til at tale, langsom til vrede’. — Jakob 1:19.
8. Hvordan kan forældre opmuntre deres børn til at komme til dem når de har problemer?
8 Du vil gerne have at dine børn kommer til dig når de har problemer. Det kan du opmuntre dem til at gøre ved at vise dem at du også har brug for vejledning og har nogen du må vende dig til og underordne dig. En fader fortæller om noget af det han har gjort for at få en god kommunikation i stand med sine børn mens de endnu er små:
„Næsten hver aften beder jeg sammen med børnene ved sengetid. De ligger som regel i sengen, og jeg knæler ned ved siden af og lægger armen om dem. Så beder jeg en bøn, og ofte beder de en bagefter. Det er ikke usædvanligt at de bagefter kysser mig og siger: ’Far, jeg kan så godt lide dig,’ og derefter fortæller mig noget de har på hjerte. Under den lune dyne og trygge i deres faders arm fortæller de så om et personligt problem de gerne vil have hjælp til at løse, eller de giver måske bare udtryk for deres hengivenhed.“
Hvis dine bønner ved måltiderne og ved andre lejligheder ikke er rutineprægede men udtryksfulde, hvis de kommer fra hjertet og vidner om et ægte, personligt forhold til din himmelske Skaber og Fader, kan det bidrage umådelig meget til et godt forhold til dine børn. — 1 Johannes 3:21; 4:17, 18.
PUBERTETSALDEREN
9. Hvad må man sige om unge menneskers problemer og behov i sammenligning med mindre børns?
9 Puberteten er en overgangstid, en tid hvor din søn eller datter ikke længere er barn men heller ikke er blevet voksen endnu. Kroppen gennemgår store forandringer, og det spiller ind på følelserne. Unge som befinder sig i denne overgangstid har andre problemer og behov end mindre børn. Det må forældrene tage hensyn til. De må gøre sig klart at det der duede over for barnet, ikke altid duer over for den halvvoksne. Tingene må begrundes mere, og det kræver mere, ikke mindre, kommunikation.
10. (a) Hvorfor er enkle forklaringer angående kønslivet ikke nok for de halvvoksne? (b) Hvordan kan forældre komme til at tale med deres børn om det seksuelle?
10 De enkle forklaringer du gav dit lille barn om kønslivet, for eksempel, vil ikke dække de unges behov. De mærker en spirende kønsdrift, men af forlegenhed lader de ofte være med at stille deres fader eller moder spørgsmål. Forældrene må tage initiativet, og det vil ikke være nemt for dem, medmindre de i forvejen har opbygget og plejet en god kommunikation, især ved at være gode kammerater med deres børn i arbejde såvel som i leg. Drengens sædudtømmelser og pigens menstruation vil komme mindre overraskende for dem hvis forældrene på forhånd har forklaret dem hvad det er der sker. (3 Mosebog 15:16, 17; 18:19) Faderen kan på en spadseretur med sin søn bringe spørgsmålet om selvtilfredsstillelse på bane, og nævne at de fleste unge mænd i større eller mindre grad har problemer med dette. Derefter kan han spørge: ’Hvad mener du om det?’ eller ’Er det et problem for dig?’ Nogle af de problemer der opstår i ungdommen kan også behandles i familiedrøftelser, hvor både faderen og moderen kan udtale sig åbent i en afslappet atmosfære.
FORSTÅ HVAD TEENAGEREN HAR BRUG FOR
11. I hvilke henseender adskiller unge sig fra voksne?
11 „Skaf dig visdom; og skaf dig forstand for alt hvad du har.“ (Ordsprogene 4:7) Som forældre må I omgås de unge med visdom; I må have indsigt i deres følelser. Glem ikke hvordan det var da I selv var unge. Men selv om alle voksne engang har været unge og ved hvordan det var, så husk at ingen af de unge har prøvet at være voksne. Ganske vist har teenagere ikke lyst til at blive behandlet som børn længere, men de er heller ikke voksne og har ikke mange voksne interesser endnu. De kan stadig have lyst til at lege, og det må de have tid til.
12. Hvordan vil teenagere gerne behandles af deres forældre?
12 Der er visse ting de unge især ønsker af forældrene på dette trin i livet. De ønsker at blive forstået; de ønsker, mere end nogen sinde, at blive behandlet som selvstændige mennesker; de ønsker en vejledning der er konsekvent og retningslinjer der tager hensyn til at de er ved at blive voksne; og de ønsker brændende at føle at man har brug for dem og påskønner dem.
13. Hvordan kan teenagere reagere på de grænser forældrene har sat for dem, og hvorfor?
13 Forældrene skal ikke blive forbavsede over at de unge begynder at ’slå sig i tøjret’, som man siger. Det ligger i at de unge er på vej til at blive selvstændige og har et normalt ønske om større valg- og bevægelsesfrihed. Hjælpeløse spædbørn er afhængige af forældrenes stadige omsorg; små børn må omhyggeligt beskyttes, men efterhånden som de bliver ældre udvides deres virkefelt, deres berøringsflade uden for familiekredsen bliver større, og deres tilknytning til andre mennesker bliver stærkere. Denne famlen mod større selvstændighed kan gøre sønnen eller datteren lidt vanskelig at omgås. For de unges egen skyld kan forældrene ikke tillade at deres myndighed ignoreres eller underkendes. Men de kan handle klogt og bevare kommunikationen hvis de holder sig for øje hvad grunden er til de eventuelle adfærdsvanskeligheder.
14. Hvad kan forældrene gøre når et barn ønsker større selvstændighed?
14 Hvad skal forældrene så gøre når de mærker deres søns eller datters trang til større selvstændighed? Denne trang er som en sammenpresset spiralfjeder man holder i hånden. Slipper man den pludseligt, vil den ukontrolleret flyve af sted i en retning der ikke er til at forudsige. Holder man den fast for længe, bliver man udmattet, og fjederen bliver slap. Men slipper man den gradvis, har man hele tiden kontrol over den og kan anbringe den hvor den hører til.
15. Hvoraf fremgår det at Jesus voksede op under sine forældres ledelse?
15 Et eksempel på kontrolleret stræben mod selvstændighed finder vi i Jesu tilfælde. Om hans barndomsår siger den historiske beretning i Lukas 2:40 at „drengen voksede og styrkedes, han fyldtes med visdom, og Guds gunst var fortsat over ham“. Hans forældre spillede uden tvivl en betydningsfuld rolle i hans udvikling, for selv om han var fuldkommen, opnåede han ikke sin visdom automatisk. Som det fremgår af den fortsatte beretning, sørgede de hele tiden for det rette åndelige klima for hans oplæring. Da han var tolv år og familien var i Jerusalem for at overvære påskehøjtiden, gik han ind i templet og gav sig i samtale med de religiøse lærere dér. Åbenbart tillod forældrene deres tolvårige søn denne bevægelsesfrihed. De tog af sted fra Jerusalem uden at opdage at han ikke var med, måske fordi de antog at han var sammen med nogle venner eller slægtninge som også var på vej tilbage. Tre dage senere fandt de ham i templet, hvor han sad midt iblandt de ældste, ikke for at belære dem, men for at høre på dem og stille spørgsmål. Hans moder sagde til ham hvor ængstelige de havde været for ham, og Jesus nævnte, uden at være respektløs, at han troede de ville vide hvor de kunne finde ham når de var klar til at tage af sted. Skønt Jesus havde fået en vis bevægelsesfrihed og udnyttede den, siger beretningen at han derefter „fortsatte med at underordne sig dem“. I sine unge år rettede han sig efter de anvisninger og begrænsninger de gav ham. Og han „gjorde stadig fremskridt i visdom og legemlig vækst og i gunst hos Gud og mennesker“. — Lukas 2:41-52.
16. Hvad bør forældrene tænke på hvis de har problemer med en halvvoksen søn eller datter?
16 På samme måde bør forældre i dag indrømme deres halvstore børn en vis frihed, og gradvis øge friheden efterhånden som børnene bliver ældre. Under forældrenes ledelse og tilsyn kan de unge lidt efter lidt få lov til at træffe flere beslutninger selv. Når der opstår vanskeligheder vil forældrene forstå hvorfor, og undgå at gøre småting til store stridsspørgsmål. I mange tilfælde er en teenager ikke med forsæt oprørsk over for sine forældre, men prøver blot at opnå en vis selvstændighed uden at vide hvordan han skal bære sig ad med det. Derfor kan forældrene uretmæssigt komme til at gøre de forkerte ting til stridspunkter. Hvis en sag ikke er særlig alvorlig, så lad den være. Men hvis den er alvorlig, så stå fast. Man skal hverken ’si myggen fra’ eller ’sluge kamelen’. — Mattæus 23:24.
17. Hvilke faktorer bør forældrene tage i betragtning når de opstiller grænser for deres halvvoksne børn?
17 Forældrene kan gøre meget til at bevare et godt forhold til deres halvvoksne sønner og døtre ved at være ligevægtige når de opstiller begrænsninger for dem. Rigtignok er visdommen ovenfra „først og fremmest ren“, men husk at den også er „rimelig“, „fuld af barmhjertighed“ og „ikke hyklerisk“. (Jakob 3:17) Visse ting er ifølge Bibelen fuldstændig forkerte, som for eksempel tyveri, ægteskabsbrud, afgudsdyrkelse og lignende grove handlinger. (1 Korinther 6:9, 10) Men i mange andre spørgsmål afhænger det af hvor vidt man går. Mad er udmærket, men hvis man spiser for meget bliver man en frådser. Det samme gælder visse former for adspredelse, som for eksempel dans, fester og underholdende spil af forskellig art. Det der betyder noget er i mange tilfælde ikke så meget hvad man gør, men hvordan man gør det og hvem man gør det sammen med. Så ligesom vi ikke vil fordømme spisen og drikken når det i virkeligheden er frådseri vi har noget imod, bør forældre heller ikke pure fordømme noget de unge beskæftiger sig med, hvis det de har noget imod, i virkeligheden blot er de yderligheder eller overdrivelser man undertiden ser, eller visse uønskede forhold der kunne opstå. — Jævnfør Kolossenserbrevet 2:23.
18. Hvordan kan forældre advare deres børn mod dårligt selskab?
18 Alle unge har brug for at have venner. Det er sikkert ikke mange venner der kan betragtes som „helt ideelle“, men når det kommer til stykket har dine børn jo også deres fejl. Visse unge vil du måske direkte forbyde dine børn at komme sammen med, fordi du opfatter dem som dårligt selskab. (Ordsprogene 13:20; 2 Thessaloniker 3:13, 14; 2 Timoteus 2:20, 21) Andre unge har muligvis nogle egenskaber som du synes godt om, men også nogle du synes mindre godt om. I stedet for helt at forbyde dine børn at komme sammen med en fordi han har visse fejl, kan du forklare dine børn at du er glad for vennens gode egenskaber men at der er visse svagheder de må være opmærksomme på, og du kan opmuntre din søn eller datter til at øve en god indflydelse på disse områder, til varig gavn for vennen.
19. Hvordan kan børn hjælpes til at anlægge det rette syn på frihed, i overensstemmelse med princippet i Lukas 12:48?
19 For at hjælpe din halvvoksne søn eller datter til at få det rette syn på den øgede frihed, kan du vise at der med større frihed også følger større ansvar. „Enhver som har fået meget givet, af ham vil der blive krævet meget.“ (Lukas 12:48) Jo mere ansvarsbevidste børnene viser sig at være, jo større tillid kan forældrene vise dem. — Galaterne 5:13; 1 Peter 2:16.
VEJLED OG RETLED MED FORSTÅELSE
20. Hvad kræves der foruden magt eller myndighed over børnene for at hindre at kommunikationen bryder sammen?
20 Hvis nogen vejleder dig uden at forstå din situation, vil du sikkert synes at hans råd er urealistiske. Hvis han har magt til at tvinge dig til at gøre som han siger, vil du nok opponere imod det og finde det uretfærdigt. Forældre bør derfor huske at „et forstandigt hjerte søger kundskab“ og at „en mand der har kundskab, styrker sin magt“. (Ordsprogene 15:14; 24:5) Du har muligvis magt over dine børn, men hvis du ’styrker din magt’ med forstand og kundskab, vil du have lettere ved at kommunikere med dem. Viser man ingen forståelse når man retleder unge mennesker, kan der opstå en generationskløft, og kommunikationen kan bryde sammen.
21. Hvordan bør forældrene optræde hvis børnene har gjort sig skyldige i alvorlige urette handlinger?
21 Hvad vil du gøre hvis dit barn kommer i vanskeligheder, gør en alvorlig fejl eller begår en grov uret handling, og det kommer fuldstændig bag på dig? Du kan naturligvis ikke se gennem fingre med det urette. (Esajas 5:20; Malakias 2:17) Men du må indse at din søn eller datter nu mere end nogen sinde har brug for kyndig ledelse og forstående hjælp. Ligesom Jehova Gud kan du sige: ’Kom, lad os tale ud om tingene; situationen er alvorlig, ja, men ikke håbløs.’ (Esajas 1:18) Vredesudbrud eller skarpe fordømmelser kan kvæle kommunikationen. Alt for mange unge som er kommet på afveje, har sagt: ’Jeg kunne ikke tale med mine forældre — de ville være blevet rasende på mig.’ I Efeserbrevet 4:26 siges der: „Bliv vrede, men synd dog ikke.“ Behersk dig, hold dine følelser under kontrol, når du hører på hvad din søn eller datter har at sige. Når du forstående hører efter, vil din retledning bagefter være lettere at tage imod.
22. Hvorfor bør forældre aldrig antyde at de har opgivet deres børn?
22 Måske er der ikke kun tale om et isoleret tilfælde, men om vanskeligheder der strækker sig over en længere periode, et adfærdsmønster der røber visse uønskede karaktertræk. Selv om det er nødvendigt at tugte, må forældrene aldrig med deres ord eller holdning antyde at de har opgivet barnet. Jeres kærlighed vil give sig udslag i langmodighed. (1 Korinther 13:4) Bekæmp ikke ondt med ondt, men overvind det onde med det gode. (Romerne 12:21) Hvis man i andres nærværelse ydmyger en teenager ved at betegne ham som „doven“, „umulig“, „uvorn“ eller „håbløs“, gør man mere skade end gavn. Kærligheden opgiver aldrig håbet. (1 Korinther 13:7) En teenager kan gå så vidt at han skejer ud, bliver kriminel og stikker af hjemmefra. Det kan forældrene naturligvis ikke på nogen måde billige, men de kan alligevel holde døren åben for hans tilbagevenden. Hvordan? Ved at vise at det ikke er ham de forkaster, men hans adfærd. De kan blive ved med at sige til ham at de tror at han har gode egenskaber, og at de håber at disse egenskaber vil få overhånd. Hvis dette sker vil han, ligesom den fortabte søn i Jesu lignelse, kunne vende angrende hjem i forvisningen om at hans tilbagevenden ikke vil blive mødt med hårdhed og kulde. — Lukas 15:11-32.
EN FØLELSE AF PERSONLIGT VÆRD
23. Hvorfor er det vigtigt for de unge at kunne føle sig som værdifulde medlemmer af familien?
23 Alle mennesker har behov for en vis anerkendelse. Det er naturligt at man gerne vil være accepteret og kunne føle at man hører til et sted. Skal man opnå andres anerkendelse og godkendelse må man naturligvis ikke opføre sig selvrådigt. Man må blive inden for de grænser der godkendes af den gruppe man tilhører. Unge i teenagealderen vil gerne kunne føle at de hører til i familien. Lad dem mærke at de er værdifulde medlemmer af familien, at de bidrager til dens trivsel og har mulighed for at give deres besyv med når familien lægger planer og træffer afgørelser.
24. Hvad bør forældrene lade være med, for at det ene barn ikke skal blive misundeligt på det andet?
24 „Lad os ikke blive selvoptagne,“ siger apostelen, „så vi udfordrer hinanden og misunder hinanden.“ (Galaterne 5:26) En sådan ånd kan forebygges hvis forældrene husker at rose deres børn for det gode de gør. Hvis forældrene derimod drager sammenligninger og har for vane at fremhæve det ene barn på bekostning af det andet, skaber de nemt uvilje og misundelse blandt børnene. Apostelen sagde at hver enkelt skal „prøve sin egen gerning, og så kan han have grund til at rose sig i forhold til sig selv alene, og ikke i sammenligning med en anden“. (Galaterne 6:4) De unge vil gerne accepteres for det de selv er, for deres egne evner og færdigheder, og kunne regne med deres forældres kærlighed på dette grundlag.
25. Hvordan kan forældrene hjælpe deres børn til at udvikle en følelse af personligt værd?
25 Forældrene kan hjælpe deres sønner og døtre til at udvikle en følelse af personligt værd ved at lære dem at påtage sig forpligtelser på livets forskellige områder. Fra børnene var små har forældrene lært dem at være ærlige og oprigtige og at behandle andre korrekt; nu kan de bygge videre på dette grundlag ved at vise dem hvordan disse egenskaber har betydning i samfundslivet. Herunder hører blandt andet at børnene må lære at være pålidelige og ansvarsbevidste i forbindelse med arbejde. Da Jesus ’gjorde fremskridt i visdom’ som teenager, lærte han øjensynlig et håndværk af sin fosterfader Josef, for da han som 30-årig indledte sin offentlige gerning omtalte folk ham som „tømreren“. (Markus 6:3) I ungdomsårene bør navnlig drenge lære hvad det vil sige at arbejde og at tilfredsstille en arbejdsgiver eller en kunde, uanset om arbejdet så blot består i at løbe ærinder. De bør vide at de ved en flittig, alvorlig og pålidelig arbejdsindsats vil opnå både selvagtelse og andres agtelse og anerkendelse, og at de derved ikke blot ærer deres forældre og familie men også er „en pryd for vor Frelsers, Guds, lære, i alle forhold“. — Titus 2:6-10.
26. Hvilken skik på Bibelens tid vidner om at en datter var et værdifuldt medlem af familien?
26 Døtre kan lære kunsten at føre hus og derved vinde ros og anerkendelse både i og uden for familien. På Bibelens tid blev en datters værdi for sin familie skildret ved den skik at forældrene altid forlangte en brudesum når de gav deres datter bort i ægteskab. Denne sum blev uden tvivl opfattet som en erstatning for tabet af hendes arbejdsindsats. — 1 Mosebog 34:11, 12; 2 Mosebog 22:16.
27. Hvorfor bør man udnytte de foreliggende uddannelsesmuligheder fornuftigt?
27 De uddannelsesmuligheder der er bør man udnytte fornuftigt, så de unge bliver i stand til at klare livets forpligtelser i den nuværende tingenes ordning. Det gælder også unge mennesker når apostelen siger: „Lad vore folk . . . lære fortsat at gøre sig flid med gode gerninger [ærlig beskæftigelse, New English Bible] med henblik på deres påtrængende behov, for at de ikke skal være uden frugt.“ — Titus 3:14.
DE BIBELSKE MORALBEGREBER — EN BESKYTTELSE
28, 29. (a) Hvilken vejledning giver Bibelen om dårligt selskab? (b) Hvordan kan forældrene hjælpe deres børn til at følge denne vejledning?
28 Hvis børnene, enten i kvarteret eller i skolen, er tvunget til at pleje omgang med nogle unge som er kriminelle og selvdestruktive, er det forståeligt at forældrene kan være bekymrede. De tænker måske på Bibelens ord om at „dårligt selskab ødelægger gode vaner“. Derfor er de uvillige til at bøje sig når barnet plager om lov til noget og siger: ’Alle de andre gør det. Hvorfor må jeg så ikke?’ Sandsynligvis er det ikke alle andre der gør det; men selv om det var, er det ikke nogen grund til at dit barn også skulle gøre det, hvis det drejer sig om noget der er forkert eller uklogt. „Misund ikke onde mænd [eller børn], og ønsk dig ikke at være sammen med dem. For deres hjerte pønser på hærgen, og deres læber taler om ufred. Ved visdom bygges et hus op, og ved dømmekraft grundfæstes det.“ — 1 Korinther 15:33; Ordsprogene 24:1-3.
29 Du kan ikke følge dine børn i hælene gennem hele skoletiden eller gennem hele livet. Men hvis du ’opbygger dit hus med visdom’ kan du give dem gode principper og moralbegreber med på vejen. „De vises ord er som pigkæppe.“ (Prædikeren 12:11) I fortiden brugte man lange kæppe med spidse pigge for at drive dyrene i den rigtige retning. Guds ords visdom vil hjælpe os til at følge den rette vej, og skulle vi komme på afveje, vil vor samvittighed, hvis den er oplært af Guds ord, prikke til os og få os ind på vejen igen. Udrust dine børn med denne visdom, til deres evige gavn. Gør det både med ord og eksempel. Indgiv dem de sande værdier, og de vil søge de samme værdier hos dem de vælger at omgås. — Salme 119:9, 63.
30. Hvordan kan forældrene udruste deres børn med gudgivne moralbegreber?
30 Husk i alt dette på at børnene langt snarere vil tilegne sig sande moralværdier hvis de vokser op i et hjem hvor disse værdier respekteres og holdes i hævd. Hav selv den indstilling du ønsker dine børn skal have. Sørg for at børnene i deres egen familie, hos deres forældre, møder forståelse, kærlighed og tilgivelse forbundet med retfærdighed, at de har en vis frihed og selvstændighed, og at de kan føle at de er accepterede og hører til i familien. Derved kan du indgive dem et sæt gudgivne moralbegreber som de kan tage med sig og følge uden for familiens rammer. Du kan ikke give dem nogen bedre arv. — Ordsprogene 20:7.