Jesu liv og tjeneste
Grunden til at Jesus kom til jorden
SOM vi fik at vide i den foregående udgave af dette blad, havde Jesus sammen med sine fire disciple haft en travl dag i Kapernaum. Først havde han helbredt en dæmonbesat mand i synagogen. Derefter helbredte han Peters svigermoder, der befandt sig i Peters hus, og da det blev aften kom folk fra Kapernaum til ham med alle deres syge så han kunne kurere dem. Jesus havde slet ikke haft tid til at være sig selv.
Det er nu tidligt den følgende morgen. Selv om det stadig er mørkt, står Jesus op og går ud for at være alene. Han går til et øde sted hvor han uforstyrret kan bede til sin Fader. Men Jesus får ikke lov at være alene ret længe, for da Peter og de andre opdager at han er borte går de ud for at lede efter ham.
Da de finder Jesus, siger Peter: „Alle søger efter dig.“ Indbyggerne i Kapernaum ønsker at Jesus skal blive hos dem. De værdsætter det Jesus har gjort for dem! Men var det hovedsagelig for at udføre mirakuløse helbredelser at Jesus var kommet til jorden? Hvad siger han selv?
Ifølge en af de bibelske beretninger svarer Jesus sine disciple: „Lad os gå et andet sted hen, til småbyerne heromkring, så jeg også kan forkynde dér, for det er med det formål jeg er gået ud.“ Selv om byens indbyggere anmoder Jesus om at blive, siger han til dem: „Jeg må nødvendigvis også forkynde den gode nyhed om Guds rige for de andre byer; det er jo dette jeg er sendt ud for.“
Ja, Jesus var især kommet til jorden for at forkynde om Guds rige, der vil hævde hans Faders navn og for bestandig gøre ende på alle menneskelige dårligdomme. Jesus udfører imidlertid mirakuløse helbredelser for at bevise at han er udsendt af Gud. Flere hundrede år tidligere havde også Moses udført mirakler for at fastslå at han var Guds tjener.
Da Jesus nu forlader Kapernaum for at forkynde i de andre byer, tager hans fire disciple af sted sammen med ham. Disse fire er Peter og hans broder Andreas samt Johannes og hans broder Jakob. Du husker sikkert at de blot en uge forinden var blevet indbudt til at være Jesu første rejsende medarbejdere.
Jesus opnår fantastiske resultater mens han rejser rundt i Galilæa og forkynder sammen med sine fire disciple. Rygtet om ham spredes endog i hele Syrien. Store skarer fra Galilæa, Judæa og fra den anden side af Jordanfloden følger Jesus og hans disciple. Markus 1:35-39; Lukas 4:42, 43; Mattæus 4:23-25; Anden Mosebog 4:1-9, 30, 31.
◆ Hvad sker der den følgende morgen, efter at Jesus har haft en travl dag i Kapernaum?
◆ Hvad er grunden til at Jesus kom til jorden, og hvad var formålet med hans mirakler?
◆ Hvem var sammen med Jesus da han tog rundt i Galilæa for at forkynde, og hvordan reagerede folk på Jesu gerninger?