Hvordan løber du det løb der gælder livet?
„Ved I ikke at løberne i et løb alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb på en sådan måde at I kan opnå den.“ — 1 KORINTHER 9:24
1. Hvad sammenligner Bibelen vort liv som kristne med?
VORE bestræbelser på at opnå evigt liv sammenlignes i Bibelen med et væddeløb. Ved slutningen af sit liv sagde apostelen Paulus om sig selv: „Jeg har kæmpet den gode kamp, jeg har fuldendt løbet, jeg har bevaret troen.“ Han opfordrede sine medkristne til at gøre det samme med ordene: „Lad da også os, da vi har så stor en sky af vidner der omgiver os, aflægge enhver vægt og den synd som let omklamrer os, og lad os med udholdenhed løbe det væddeløb der ligger foran os.“ — 2 Timoteus 4:7; Hebræerne 12:1.
2. Hvad er opmuntrende i det løb der gælder livet?
2 Dette er et meget passende billede eftersom en væddeløbsbane består af et startsted, en banelængde og en mållinje. Sådan forholder det sig også med den proces af åndelige fremskridt der fører til livet. Som vi har set er der hvert år i hundredtusindvis der kommer godt fra start i det løb der gælder livet. I de sidste fem år er der for eksempel 1.336.429 personer der formelt er begyndt at løbe idet de har indviet sig og ladet sig døbe. Det er meget opmuntrende at mange er begyndt godt. Det vigtigste er imidlertid at man holder ud indtil man når i mål. Er du indstillet på det?
Det løb der gælder livet
3, 4. (a) Hvordan påpegede Paulus vigtigheden af at holde ud i løbet? (b) Hvordan har nogle undladt at følge Paulus’ vejledning?
3 For at understrege vigtigheden af at holde ud i løbet, siger Paulus: „Ved I ikke at løberne i et løb alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb på en sådan måde at I kan opnå den.“ — 1 Korinther 9:24.
4 I fortidens sportslege var der kun én som kunne få sejrsprisen. Men i det løb der gælder livet kan alle vinde en sejrspris. Det eneste der kræves er at man bliver ved med at løbe til det sidste. Mange har glædeligvis, ligesom apostelen Paulus, trofast holdt ud i løbet lige til deres død. Og millioner fortsætter med at løbe. Nogle er imidlertid ophørt med at jage frem mod målet. De har i stedet ladet noget hindre dem, så de enten er holdt op med at løbe eller på en eller anden måde er blevet diskvalificeret. (Galaterne 5:7) Dette burde få os alle til at ransage os selv for at se hvordan vi løber i det løb der gælder livet.
5. Mente Paulus at der kun er én vinder i det løb der gælder livet ligesom i et kapløb? Forklar.
5 Spørgsmålet er: Hvad havde Paulus i tanke med ordene „kun én får sejrsprisen“? Som før nævnt mente han ikke at kun én af dem der begyndte på løbet om livet ville få det evige livs belønning. Det er tydeligvis ikke sådan det skal forstås, for han understregede igen og igen at det er Guds vilje at alle slags mennesker skal frelses. (Romerne 5:18; 1 Timoteus 2:3, 4; 4:10; Titus 2:11) Han sagde ikke at det løb der gælder livet er et løb hvor man forsøger at vinde over alle andre. Korintherne vidste udmærket at der herskede en sådan konkurrenceånd blandt deltagerne i deres isthmiske lege, der efter sigende var mere berømte end selv de olympiske lege. Hvad var det da Paulus havde i tanke?
6. Hvorfor brugte Paulus billedet med løberen og løbet?
6 Paulus brugte hovedsagelig billedet med løberen for at beskrive sin egen udsigt til frelse. I de foregående vers beskriver han hvordan han har arbejdet ihærdigt og på mange måder anstrengt sig. (1 Korinther 9:19-22) I vers 23 siger han så: „Men alt gør jeg for den gode nyheds skyld, for at kunne have del i den sammen med andre.“ Han forstod at hans frelse ikke var sikret blot fordi han var blevet udvalgt til at være apostel, eller fordi han havde tilbragt mange år med at forkynde for andre. For at få del i de velsignelser der er forbundet med den gode nyhed, måtte han gøre alt hvad der stod i hans magt for den gode nyheds skyld. Han måtte løbe på en måde der viste at han var opsat på at vinde, og måtte anstrenge sig lige så meget som hvis han var med i et kapløb i de isthmiske lege, hvor ’kun én fik sejrsprisen’. — 1 Korinther 9:24a.
7. Hvad vil det sige at ’løbe på en sådan måde at man kan opnå sejrsprisen’?
7 Vi kan lære meget af dette billede. Selv om alle der deltager i et løb gerne vil vinde, er det kun dem der er fuldt og fast besluttede på at vinde der har en chance. Vi bør derfor ikke stille os tilfredse med at vi er begyndt at løbe. Vi bør ikke mene at alt vil gå godt fordi vi er kommet ’i sandheden’. Vi kalder os måske kristne, men viser vi det også i gerning? Gør vi for eksempel det vi ved at en kristen bør gøre — overvære de kristne møder, deltage i forkyndelsen, og så videre? I så fald er det rosværdigt, og vi bør bestræbe os på at fortsætte med denne gode vane. Men kunne vi få mere ud af vor indsats? Er vi for eksempel altid forberedte så vi kan bidrage med noget ved møderne? Bestræber vi os for at anvende det vi lærer, på os selv? Er vi opmærksomme på at dygtiggøre os så vi kan aflægge et grundigt vidnesbyrd uanset hvilke indvendinger vi møder i forkyndelsen? Er vi villige til at tage den udfordring op at komme igen hos interesserede og lede hjemmebibelstudier? „Løb på en sådan måde at I kan opnå den,“ tilskynder Paulus. — 1 Korinther 9:24b.
Vis selvbeherskelse i alt
8. Hvad kan have fået Paulus til at opfordre sine medkristne til at ’vise selvbeherskelse i alt’?
8 Paulus havde oplevet at mange havde sat tempoet ned og var gledet bort eller havde givet op i det løb der gælder livet. (1 Timoteus 1:19, 20; Hebræerne 2:1) Det er grunden til at han gentagne gange mindede sine medkristne om at de deltager i et løb der kræver styrke og udholdenhed. (Efeserne 6:12; 1 Timoteus 6:12) Han førte billedet med løberen videre og sagde: „Enhver som tager del i en idrætskamp, viser selvbeherskelse i alt.“ (1 Korinther 9:25a) Hermed hentydede Paulus til noget som de kristne i Korinth udmærket kendte til, nemlig det hårde træningsprogram som deltagerne i de isthmiske lege fulgte.
9, 10. (a) Hvordan beskriver en bibelkommentar deltagerne i de isthmiske lege? (b) Hvad er det især værd at lægge mærke til i denne beskrivelse?
9 Her er en malende beskrivelse af den træning en idrætsmand måtte gennemgå:
„Tilfreds og uden at kny underkaster han sig de regler og begrænsninger der er forbundet med de ti måneders træning. Hvis han ikke gennemgår denne træning kan han lige så godt lade være med at stille op. . . . Han er stolt af de små genvordigheder, besværligheder og afsavn han må døje og regner det for en ære omhyggeligt at afholde sig fra alt hvad der blot på mindste måde kunne reducere hans chancer for at vinde. Han ser hvordan andre mennesker stiller deres appetit, hviler sig, slapper af i badet og nyder livet som de har lyst til mens han stønner af anstrengelse; men han misunder dem ikke, for han tænker kun på sejrsprisen — og for at vinde den er det absolut nødvendigt med jernhård træning. Han véd at han i samme øjeblik han slapper af fra den hårde træning, er chanceløs.“ — The Expositor’s Bible, bind V, side 674.
10 Det er interessant at der siges at den der træner „regner det for en ære“ at underkaste sig en sådan streng og selvfornægtende træning. Han misunder ikke andre deres behagelige og komfortable tilværelse. Vi kan afgjort lære noget heraf.
11. Hvilken forkert indstilling må vi passe på ikke at få i det løb der gælder livet?
11 Husk Jesu ord: „Bred og rummelig er den vej der fører til undergangen, og det er mange der går ind ad den; men snæver er den port og trang den vej som fører til livet, og det er få der finder den.“ (Mattæus 7:13, 14) Når du bestræber dig for at gå på ’den trange vej’, misunder du da dem der befinder sig på den brede vej deres frihed og deres tilsyneladende ubekymrede tilværelse? Føler du at du går glip af noget af det andre foretager sig, og som måske ikke i sig selv synes at være forkert? Vi kan let få sådanne tanker hvis ikke vi hele tiden holder os for øje hvorfor vi har valgt denne kurs. „De gør det naturligvis for at få en forgængelig krone, men vi en uforgængelig,“ sagde Paulus. — 1 Korinther 9:25b.
12. Hvorfor kan man sige at den ære og berømmelse som mennesker har søgt, er ligesom den forgængelige krone sejrherren vandt ved de isthmiske lege?
12 Vinderen af de isthmiske lege fik en fyrrekrans eller en krans fremstillet af en anden plante der sikkert visnede i løbet af nogle få dage eller uger. Nu var det selvfølgelig ikke blot for at få en sådan forgængelig krans at atleterne kæmpede, men på grund af den ære og berømmelse der fulgte med. En kilde fortæller at når sejrherren vendte hjem, blev han modtaget som en sejrende helt. Ofte rev man bymure ned for at han kunne passere igennem i procession, og der blev rejst statuer til ære for ham. Ikke desto mindre var denne ære forgængelig. I dag har kun de færreste en idé om hvem disse sejrherrer var, og de fleste er også ligeglade. De der ofrer deres tid, energi, helbred og måske deres familieliv for at opnå magt, berømmelse og rigdom i verden, men ikke er rige hos Gud, vil opdage at deres materialistiske „krone“, ligesom deres liv, blot forsvinder. — Mattæus 6:19, 20; Lukas 12:16-21.
13. Hvordan adskiller den løber der deltager i løbet for livet, sig fra en atlet?
13 Deltagerne i en atletikkonkurrence er villige til at gennemgå en skrap træning som den ovennævnte, men kun i en begrænset tid. Når først konkurrencen er overstået vender de tilbage til en normal tilværelse. De træner måske tid efter anden for at holde sig i form, men de følger ikke længere det samme selvfornægtende program, i det mindste ikke før de skal deltage i den næste konkurrence. Det er noget andet med dem der deltager i det løb der gælder livet. For dem må træning og selvfornægtelse være en livsform. — 1 Timoteus 6:6-8.
14, 15. Hvorfor må den der deltager i det løb der gælder livet hele tiden vise selvbeherskelse?
14 „Hvis nogen ønsker at efterfølge mig,“ sagde Jesus, „så lad ham sige nej til sig selv og tage sin marterpæl op og følge mig til stadighed.“ (Markus 8:34) Når vi tager imod denne indbydelse må vi være indstillet på at gøre det „til stadighed“, ikke fordi selvfornægtelse medfører en særlig fortjeneste, men fordi et øjebliks manglende agtpågivenhed og dømmekraft kan rive alt det ned vi har bygget op og endog bringe vor evige velfærd i fare. Det går som regel forholdsvis langsomt med at gøre åndelige fremskridt, men hvis ikke vi konstant er på vagt kan vi hurtigt sætte det hele over styr.
15 Paulus understregede endvidere at vi må vise selvbeherskelse „i alt“, altså på alle livets områder og til stadighed. Dette er et godt råd, for hvad vil det gavne en sportsmand at have døjet fysisk smerte og udmattelse hvis han samtidig frådser eller lever et udsvævende liv? I det løb der gælder livet må vi også vise selvbeherskelse „i alt“. Nogle behersker sig så de ikke drikker for meget eller begår utugt, men er måske samtidig hovmodige og stridbare. Én er måske venlig og langmodig men begår en skjult synd i sit privatliv. Man må udvise selvbeherskelse „i alt“ hvis man skal have fuld gavn af det. — Jævnfør Jakobs Brev 2:10, 11.
Løb ikke „i det uvisse“
16. Hvad vil det sige at man ikke løber „som i det uvisse“?
16 Paulus forstod at det krævede en stor indsats at gennemføre det løb der gælder livet. Han sagde: „Derfor løber jeg ikke som i det uvisse; jeg retter mine slag således at jeg ikke slår i luften.“ (1 Korinther 9:26) Det ord der er oversat med „uvisse“ betyder bogstaveligt „ikke åbenbart“ (Kingdom Interlinear), „ubemærket“, „umarkeret“ (Lange’s Commentary). Dét ikke at løbe „i det uvisse“ vil altså sige at det er tydeligt for enhver iagttager at se hvor løberen er på vej hen. The Anchor Bible gengiver det med „ikke i siksakkurs“. Hvis man på stranden ser nogle fodspor i en linje der bugter sig af sted, nogle gange går i ring og nogle gange går tilbage, vil man næppe tro at der er tale om en der løber, eller at vedkommende har nogen idé om hvor han vil hen. Men hvis man ser fodspor der danner en lang, lige linje, med aftryk i samme afstand fra hinanden, vil man slutte at de stammer fra en person der har et bestemt mål.
17. (a) Hvordan viste Paulus at han ikke løb „som i det uvisse“? (b) Hvordan kan vi efterligne Paulus i denne henseende?
17 Af Paulus’ liv fremgår det tydeligt at han ikke løb „i det uvisse“. Der var mange vidnesbyrd om at han var en kristen forkynder og apostel. Han havde kun ét mål, og han anstrengte sig ihærdigt hele livet igennem for at nå det. Han lod sig aldrig lokke ud på et sidespor ved at jage efter berømmelse, magt, rigdom eller bekvemmeligheder, selv om han måske kunne have opnået alt dette. (Apostelgerninger 20:24; 1 Korinther 9:2; 2 Korinther 3:2, 3; Filipperne 3:8, 13, 14) Når du ser tilbage på dit liv, hvilke spor har du da sat? Går de i en lige linje i en bestemt retning, eller har du løbet uden mål og med? Er der vidnesbyrd om at du deltager i det løb der gælder livet? Husk at vi ikke blot deltager i dette løb på skrømt, men for at nå et mål.
18. (a) Hvordan kunne vi komme til at ’slå i luften’? (b) Hvorfor ville dette være farligt?
18 Paulus drager dernæst en parallel til en anden sportsgren med ordene: „Jeg retter mine slag således at jeg ikke slår i luften.“ (1 Korinther 9:26b) I vores kamp for at vinde livet har vi mange fjender, deriblandt Satan, verden og vor egen ufuldkommenhed. Vi må, ligesom en af fortidens nævekæmpere, være i stand til at slå dem til jorden med velrettede slag. Jehova Gud træner os og hjælper os i kampen. Han vejleder os gennem sit ord, de bibelske publikationer og de kristne møder. Men hvis vi læser i Bibelen og publikationerne og går til møder uden at praktisere det vi lærer, spilder vi vore kræfter ved så at sige at ’slå i luften’. Det vil bringe os i en meget farlig situation. Vi tror at vi kæmper, og har derved en falsk tryghedsfølelse, men vi får ikke ram på vore fjender. Det er grunden til at disciplen Jakob skrev: „Bliv ordets gørere og ikke blot dets hørere, ellers fører I jer selv bag lyset.“ Ligesom det ikke vil uskadeliggøre vore fjender at vi „slår i luften“, er det at vi blot er ordets hørere heller ingen garanti for at vi gør Guds vilje. — Jakob 1:22; 1 Samuel 15:22; Mattæus 7:24, 25.
19. Hvordan kan vi sikre os at vi ikke på en eller anden måde bliver forkastet?
19 Til sidst fortæller Paulus os hemmeligheden bag sin succes: „Jeg banker løs på mit legeme og behandler det som en træl, for at jeg, efter at have forkyndt for andre, ikke på en eller anden måde selv skal blive forkastet.“ (1 Korinther 9:27) Vi må ligesom Paulus opnå herredømme over vort ufuldkomne kød i stedet for at lade det blive herre over os. Vi må rykke begær og kødelige tendenser og længsler op med rode. (Romerne 8:5-8; Jakob 1:14, 15) Dette kan være smertefuldt, for det ord der oversættes med „banker løs“ betyder bogstaveligt ’slår under øjet’ (Kingdom Interlinear). Men er det ikke bedre at få et blåt øje, så at sige, og leve, end at give efter for det faldne køds ønsker, og dø? — Jævnfør Mattæus 5:28, 29; 18:9; Første Johannesbrev 2:15-17.
20. Hvorfor er det nu særlig påkrævet at vi undersøger hvordan vi løber i det løb der gælder livet?
20 Vi nærmer os nu mållinjen. Tiden er nær da sejrspriserne vil blive uddelt. For de salvede er sejrsprisen „kaldet opad fra Gud ved Kristus Jesus“. (Filipperne 3:14) For dem der tilhører den store skare består den i evigt liv i et paradis på jorden. Eftersom der står så meget på spil, lad os da ligesom Paulus være besluttede på at vi „ikke på en eller anden måde . . . skal blive forkastet“. Måtte vi alle stræbe efter sejrsprisen ved at følge opfordringen: „Løb på en sådan måde at I kan opnå den.“ — 1 Korinther 9:24, 27.
Kan du huske?
◻ Hvorfor kan en kristens liv sammenlignes med et løb?
◻ Hvordan adskiller det løb der gælder livet sig fra et kapløb?
◻ Hvorfor må vi til hver en tid vise selvbeherskelse „i alt“?
◻ Hvordan undgår man at løbe „som i det uvisse“?
◻ Hvorfor er det farligt hvis man blot „slår i luften“?
[Illustration på side 16]
Sejrskransen og berømmelsen falmede hurtigt