“Dette menneske var virkelig Guds Søn”

Det er nu “den sjette time”, det vil sige omkring klokken 12. Et usædvanligt mørke sænker sig over “hele landet” indtil “den niende time”, altså klokken tre om eftermiddagen. (Markus 15:33) Det er ikke en solformørkelse der er årsagen til dette uhyggelige mørke. Sådan et fænomen indtræffer kun ved nymåne, og ved påsketid er det fuldmåne. Det her mørke varer også meget længere end de få minutter en solformørkelse varer. Det er altså Gud der står bag mørket!

Forestil dig hvordan det må virke på dem der gør nar af Jesus. Mens det er mørkt, kommer fire kvinder hen til torturpælen – Jesus’ mor, Salome, Maria Magdalene og Maria, der er mor til apostlen Jakob den Lille.

Apostlen Johannes står sammen med Jesus’ sørgende mor ved pælen. Maria betragter sin søn der hænger dér på pælen og har store smerter – den søn hun har født og opfostret. Det er som om hun bliver gennemboret af “et langt sværd”. (Lukas 2:35; Johannes 19:25) Trods Jesus’ stærke smerter tænker han på hvordan det vil gå hende. Med stor anstrengelse nikker han hen mod Johannes og siger til sin mor: “Kvinde, se! Din søn!” Så nikker han hen mod Maria og siger til Johannes: “Se! Din mor!” – Johannes 19:26, 27.

Jesus betror apostlen som han elsker særligt højt, at tage sig af hans mor, der åbenbart er blevet enke. Han ved at hans halvbrødre, Marias andre sønner, endnu ikke har fået tro på ham. Så han sørger for at der er nogen til at tage sig af hans mors fysiske såvel som åndelige behov. Sikke et godt eksempel!

Omkring det tidspunkt da mørket forsvinder, siger Jesus: “Jeg er tørstig.” På den måde opfylder han en profeti. (Johannes 19:28; Salme 22:15) Jesus kan mærke at hans Far så at sige har fjernet sin beskyttelse fra ham så han kan blive prøvet fuldt ud. Kristus råber nu, sikkert på aramæisk med galilæisk dialekt: “Elí, Elí, lamá sabaktáni?”, der betyder: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Nogle af dem der står i nærheden, misforstår ham og siger: “Hør! Han kalder på Elias.” En af dem løber hen og dypper en svamp i sur vin, sætter den for enden af en kæp og lader Jesus drikke af den. Men andre siger: “Lad ham være! Lad os se om Elias kommer for at tage ham ned.” – Markus 15:34-36.

Så råber Jesus: “Det er fuldført!” (Johannes 19:30) Ja, han har fuldført alt hvad hans Far har sendt ham til jorden for at gøre. Til sidst siger han: “Far, i dine hænder betror jeg min ånd.” (Lukas 23:46) Jesus overgiver her sin livskraft til Jehova, helt overbevist om at han vil give ham den igen. Med fuld tillid til Gud bøjer Kristus hovedet og dør.

I samme øjeblik kommer der et stort jordskælv der får klipperne til at revne. Det er så kraftigt at gravene der er uden for Jerusalem, åbnes og ligene bliver kastet ud af dem. Forbipasserende der ser ligene, går ind i “den hellige by” og fortæller hvad de har set. – Matthæus 27:51-53.

Da Jesus dør, bliver det lange, tunge forhæng der adskiller Det Hellige og Det Allerhelligste, flænget i to dele, fra øverst til nederst. Denne forbløffende hændelse er en manifestation af Guds vrede mod dem der dræbte hans Søn, og symboliserer at vejen til Det Allerhelligste, himlen, nu er åben. – Hebræerne 9:2, 3; 10:19, 20.

Forståeligt nok bliver folk meget bange. Officeren der forestod henrettelsen, erklærer: “Dette menneske var virkelig Guds Søn.” (Markus 15:39) Måske var han til stede under retssagen hos Pilatus da Jesus blev anklaget for at kalde sig Guds Søn. Nu er han overbevist om at Jesus ikke alene er retfærdig, men også virkelig er Guds Søn.

Folk er helt overvældede af disse usædvanlige hændelser, og mens de går hjem ‘slår de sig for brystet’ som et tegn på deres store sorg og skam. (Lukas 23:48) Blandt dem der ser til på afstand, er der mange kvindelige disciple som af og til har fulgtes med Jesus. De er også dybt berørt af alle disse betydningsfulde begivenheder.