HEBRAISK

Størstedelen af de inspirerede skrifter er skrevet på det hebraiske sprog, i alt 39 bøger (ifølge den inddeling der findes i de fleste oversættelser), og de udgør ca. tre fjerdedele af hele Bibelen. Kun ganske få passager i disse bøger er skrevet på aramaisk. — Se ARAMAISK.

I De Hebraiske Skrifter kaldes det sprog som hebræerne talte, aldrig „hebraisk“. Det hebraiske ord ‛ivrīʹ, „hebræer“, anvendes kun om enkeltpersoner og om Israels folk som et hele. Sproget kaldes „jødernes sprog“ (2Kg 18:26, 28), „jødisk“ (Ne 13:24) og „Kana’ans sprog“ (Es 19:18), som på det tidspunkt (8. årh. f.v.t.) hovedsagelig var hebraisk. I De Kristne Græske Skrifter, derimod, anvendes betegnelsen „hebraisk“ jævnligt om det sprog som jøderne talte.

Det hebraiske sprogs oprindelse. Den verdslige historie oplyser intet om oprindelsen til det hebraiske sprog, og for den sags skyld heller intet om oprindelsen til andre af de kendte oldtidssprog som sumerisk, akkadisk (assyrisk-babylonisk), aramaisk og ægyptisk. Disse sprog optræder nemlig fuldt udviklede i det ældste skrevne materiale man har fundet. (Se SPROG.) De forskellige opfattelser som sprogforskerne giver udtryk for angående det hebraiske sprogs oprindelse og udvikling — som for eksempel at hebraisk skulle være udviklet af aramaisk eller af en kana’anæisk dialekt — er derfor kun formodninger. Det samme gælder forsøgene på at forklare oprindelsen til mange af de ord der findes i De Hebraiske Skrifter. Sprogforskerne angiver hyppigt et akkadisk eller aramaisk ord som oprindelsen til et hebraisk ord. Men som dr. Edward Horowitz siger: „På etymologiens område [studiet af ordenes oprindelse] er meningerne stærkt delte blandt sprogforskerne, og det selv blandt de bedste.“ Han anfører derefter eksempler på forklaringer givet af kendte sprogforskere på visse hebraiske ords etymologi og viser i hvert enkelt tilfælde at andre fremtrædende sprogforskere er af en anden opfattelse, hvorefter han tilføjer: „Og således får vi disse stadige meningsforskelle mellem lige højt kvalificerede og ansete autoriteter.“ — How the Hebrew Language Grew, 1960, s. xix, xx.

Bibelen er den eneste historiske kilde som giver pålidelig oplysning om oprindelsen til det sprog vi kalder hebraisk. Det taltes naturligvis af de israelitiske efterkommere af „hebræeren Abram“ (1Mo 14:13), som igen nedstammede fra Noas søn Sem. (1Mo 11:10-26) I betragtning af Guds profetiske velsignelse af Sem (1Mo 9:26) er det rimeligt at mene at Sems sprog ikke blev berørt da Gud forvirrede sproget for dem der pådrog sig hans mishag ved Babel. (1Mo 11:5-9) Det vil sige at Sem blev ved med at tale det sprog han altid havde talt, det ’ene sprog’ som havde eksisteret fra Adams tid (1Mo 11:1); og det sprog der med tiden blev kaldt „hebraisk“, ville i så fald være menneskenes oprindelige sprog. Som tidligere nævnt har den verdslige historie ikke noget alternativt bud på sprogets oprindelse.

Spørgsmålet om sprogets stabilitet. Det er en kendt sag at sprogene ændrer sig med tiden. Det er der mange eksempler på. Det danske sprog der taltes på Harald Blåtands tid, og som kendes fra den store Jellingsten (rejst før 985 e.v.t.), lyder i dag som et fremmed sprog i mange danskeres ører. Det ville derfor være meget naturligt om det sprog som Adam talte, havde ændret sig betydeligt på det tidspunkt da Moses begyndte at skrive sine skrifter på hebraisk. På den anden side ville den høje levealder som menneskene opnåede i denne 2500 år lange tidsperiode, afgjort modvirke en sådan tendens til ændring af sproget. Der skulle således kun ét led til, nemlig Metusalem, for at forbinde Adam med de overlevende efter Vandfloden. Sem, som før Vandfloden levede adskillige år samtidig med Metusalem, levede et godt stykke ind i Isaks levetid. Og fra Isaks død (1738 f.v.t.) til Moses’ fødsel (1593 f.v.t.) gik der mindre end 150 år. Den lange levetid, som bevirkede at personer i én generation kom til at leve samtidig med langt senere generationer, ville tjene til at bevare sprogets ensartethed. Den geografiske afstand mellem disse mellemled, for eksempel Sem og Abraham, har vi naturligvis ikke i alle tilfælde kendskab til. Regelmæssig kommunikation har betydning for et sprogs stabilitet.

At ikke alle Sems efterkommere blev ved med at tale det ’ene sprog’ der eksisterede før Vandfloden, i dets oprindelige form, fremgår af de forskelle der opstod mellem de semitiske sprog, deriblandt hebraisk, aramaisk, akkadisk og de forskellige arabiske dialekter. I det 18. århundrede f.v.t. (omkring år 1761 f.v.t.) brugte Abrahams sønnesøn og hans broders sønnesøn forskellige udtryk ved navngivningen af den stendysse de havde rejst som et mindesmærke eller vidne mellem dem. Jakob, israelitternes stamfader, kaldte den „Galed“, mens Laban, der var bosat i Aram (uden dog at være en efterkommer af Aram), brugte det aramaiske udtryk „Jegar–Sahaduta“. (1Mo 31:47) Forskellen mellem disse to udtryk betyder dog ikke nødvendigvis at der var stor forskel på aramaisk og hebraisk, for det lader ikke til at Jakob havde vanskeligt ved at forstå sproget i Aram eller ved selv at blive forstået. Uden tvivl ville der blive dannet nye ord og udtryk efterhånden som man fremstillede nye brugsting og der opstod nye omstændigheder og situationer. Disse udtryk kunne afvige fra hinanden fra sted til sted blandt geografisk adskilte grupper af samme sprogfamilie, mens selve opbygningen af de beslægtede sprog i det store og hele forblev den samme.

Blandt israelitterne selv kunne der forekomme mindre variationer i udtalen. Som eksempel kan nævnes udtalen af ordet „sjibbolet“, som efraimitterne i dommertiden (1473 til 1117 f.v.t.) udtalte lidt anderledes. (Dom 12:4-6) Dette giver dog ikke grund til at antage (som nogle har gjort) at israelitterne på det tidspunkt talte forskellige deciderede dialekter.

I det 8. århundrede f.v.t. var forskellen mellem hebraisk og aramaisk blevet stor nok til at de kunne betegnes som forskellige sprog. Dette ses af den anmodning som kong Ezekias’ embedsmænd fremsatte over for den assyriske kong Sankeribs udsendinge. De sagde: „Tal dog aramaisk til dine tjenere, for det forstår vi; men tal ikke med os på jødernes sprog mens folkene som er på muren hører det.“ (2Kg 18:17, 18, 26) Skønt aramaisk på den tid var fællessprog i Mellemøsten og blev brugt som det internationale diplomatsprog, blev det ikke forstået af den almindelige judæer. De tidligst kendte ikkebibelske dokumenter på aramaisk er fra samme tidsperiode og bekræfter at der var forskel på de to sprog.

Var både hebraisk og aramaisk afveget fra det ’ene sprog’, eller var det ene af dem blevet bevaret i sin oprindelige form? Det siger Bibelen intet udtrykkeligt om, men meget tyder på at det sprog som Moses begyndte at skrive De Hellige Skrifter på, var det samme som det der blev talt af det første menneske.

Hvis der var nedskrevet historiske beretninger før Vandfloden, ville disse i høj grad medvirke til at det oprindelige sprog blev bevaret. Selv hvis disse beretninger var blevet overleveret mundtligt, ville dette stadig tjene til at bevare det oprindelige sprogs stabilitet. Den store omhu hvormed jøderne senere hen bestræbte sig for at bevare De Hellige Skrifter uforfalskede, taler stærkt for at mennesker i patriarktiden var lige så omhyggelige med hensyn til overleveringen af de tidligste beretninger om Guds handlinger i fortiden og menneskets historie.

En yderligere omstændighed der taler for at Bibelens hebraisk er det ’ene sprog’ der eksisterede før sprogforvirringen ved Babel, er det hebraiske sprogs bemærkelsesværdige stabilitet i den tusindårige periode hvori Bibelens Hebraiske Skrifter blev til. Herom siger værket The International Standard Bible Encyclopedia: „Noget af det mest bemærkelsesværdige ved Det Gamle Testamentes hebraisk er at skønt disse skrifter er blevet til over en periode på mere end tusind år, er der næsten ingen forskel mellem sproget (grammatik og ordforråd) i de ældste dele og i de yngste.“ — Redigeret af G. W. Bromiley, 1982, bd. 2, s. 659.

Kendskabet til sproget ufuldstændigt. I virkeligheden er kendskabet til det gammelhebraiske sprog på ingen måde fuldstændigt. Professor Burton L. Goddard siger således: „Det Gamle Testamentes hebraisk må i vid udstrækning forklare sig selv.“ (The Zondervan Pictorial Bible Dictionary, redigeret af M. Tenney, 1963, s. 345) Det skyldes at der findes så få samtidige skrifter på hebraisk som kunne bidrage til en forståelse af ordenes brug. Blandt de vigtigste er Gezerkalenderen (en kort opregning af de arbejder der udførtes i landbruget i årets løb; dateres til det 10. årh. f.v.t.; BILLEDE, bd. 1, s. 960), nogle beskrevne potteskår fra Samaria (hovedsagelig ordrer og kvitteringer på vin, olie og byg; dateres almindeligvis til det 8. årh. f.v.t.), Siloamindskriften (fundet i en vandledning i Jerusalem; menes at være fra kong Ezekias’ tid [745–717 f.v.t.]) og Lakisjbrevene (nogle beskrevne potteskår; sandsynligvis fra sidste del af det 7. årh. f.v.t.).

Desuden har man en fønikisk indskrift på kong Ahirams sarkofag i Byblos (Gebal). Den er affattet på et sprog der har stor lighed med hebraisk og menes at være fra begyndelsen af det første årtusind f.v.t. Endvidere er der Mesjastelen, som øjensynlig er fra sidst i det 10. eller først i det 9. århundrede f.v.t. Sproget på denne stele ligner hebraisk meget, som man kunne forvente i betragtning af at moabitterne nedstammede fra Abrahams nevø Lot. — 1Mo 19:30-37.

Tilsammen udgør dette sproglige materiale dog kun en brøkdel i sammenligning med det der findes i De Hebraiske Skrifter.

Med hensyn til ordforrådet i De Hebraiske Skrifter omfatter det på ingen måde alle de ord og udtryk som fandtes på det gamle hebraiske sprog, selv om Bibelen beskæftiger sig med mange forskellige emner og har et omfattende ordforråd. Siloamindskriften og Lakisjbrevene indeholder for eksempel visse ord og konstruktioner som ikke forekommer i De Hebraiske Skrifter, men konstruktionerne er dog tydeligt af hebraisk oprindelse. Utvivlsomt omfattede ordforrådet hos de hebraisktalende folk langt flere rodord (og tusinder af ord der er afledt af dem) end man kender i dag.

Bortset fra de dele af Bibelen som man klart ved er skrevet på aramaisk, er der flere ord og udtryk i De Hebraiske Skrifter hvis „rod“ man ikke kender. Leksikograferne klassificerer mange af disse ord som „låneord“ idet de hævder at de er lånt fra andre semitiske sprog, som for eksempel aramaisk, akkadisk eller arabisk. Dette er dog kun en teori. Som Edward Horowitz siger: „Men undertiden ligger lånet så langt tilbage at sprogforskerne ikke ved i hvilket sprog ordet oprindelig hørte til, og i hvilket det er et låneord.“ (How the Hebrew Language Grew, s. 3, 5) Det sandsynligste er at de omstridte ord og udtryk oprindelig er hebraiske, og at usikkerheden på dette punkt er et yderligere vidnesbyrd om at kendskabet til det oprindelige sprog endnu er ufuldstændigt.

Skrifter der stammer fra vor tidsregnings begyndelse, vidner om at hebraisk havde et rigt ordforråd. De omfatter ikkebibelske religiøse skrifter som er fundet blandt Dødehavsrullerne, og den samling af rabbinske skrifter på hebraisk der kaldes Misjna, og som omhandler jødisk tradition. Professor Meyer Waxman siger: „Bibelsk hebraisk . . . udgør ikke hele ordforrådet, som det ses af Misjna, der bruger hundreder af hebraiske ord der ikke findes i Bibelen.“ (The Encyclopedia Americana, 1956, bd. XIV, s. 57a) Naturligvis kan nogle af disse være senere nydannelser, men mange af dem hørte uden tvivl med til det hebraiske ordforråd i den periode hvor De Hebraiske Skrifter blev til.

Hvornår begyndte hebraisk at vige som talesprog? Det antages almindeligvis at jøderne begyndte at gå over til at tale aramaisk under landflygtigheden i Babylon. Beviserne herfor er dog ikke særlig stærke. Nutidige eksempler viser at undertrykte befolkningsgrupper og indvandrere ofte beholder deres eget sprog meget længere end 70 år. Især i betragtning af Guds løfte om at jøderne ville vende tilbage til deres hjemland, kunne man forvente at de ikke ville være tilbøjelige til at holde op med at tale hebraisk til fordel for enten akkadisk (assyrisk-babylonisk) eller aramaisk, den tids almindeligt brugte sprog. Det er rigtigt at der findes aramaiske ord og passager i de bøger der blev til under og efter eksilet, som for eksempel Daniels, Ezras og Esters bøger, men dette er ikke usædvanligt da disse bøger indeholder beretninger om begivenheder der fandt sted i aramaisktalende lande, gengiver officielle breve og handler om et folk som var underlagt en fremmed magt der brugte aramaisk som diplomatsprog.

Nehemias 8:8 taler om at man ved en oplæsning af Moseloven „gav det læste mening“ og „forklarede . . . det oplæste“. Man har udlagt dette således at de hjemvendte fra landflygtigheden ikke helt forstod hebraisk, og at man derfor måtte omskrive eller oversætte til aramaisk. Imidlertid peger selve teksten mere i retning af at der var tale om at forklare betydningen af det læste og vise hvordan Moseloven skulle anvendes, frem for at man klarlagde sproglige udtryk og grammatiske former. — Jf. Mt 13:14, 51, 52; Lu 24:27; Apg 8:30, 31.

Faktisk siges der intet i Bibelen om at hebraisk blev opgivet som folkets daglige talesprog. Det er rigtigt at Nehemias fandt at nogle jøder havde taget sig asdoditiske, ammonitiske og moabitiske hustruer, og at deres børn ikke kendte til „at tale jødisk“. Men selve den omstændighed at dette nævnes, og at Nehemias var meget forbitret over disse ægteskaber med ikkejødiske kvinder, viser at denne tilsidesættelse af hebraisk blev stærkt misbilliget. (Ne 13:23-27) Dette var hvad man kunne forvente i betragtning af den betydning man tillagde oplæsningen af Guds ord, som indtil da hovedsagelig var skrevet på hebraisk.

Perioden fra afslutningen af den hebraiske kanon (sandsynligvis på Ezras og Malakias’ tid i det 5. årh. f.v.t.) indtil vor tidsregnings begyndelse siges der ikke noget videre om i Bibelen. I den ikkebibelske litteratur findes der heller ikke meget. Men selv det lidt der findes, støtter ikke den antagelse at jøderne fra hebraisk gik over til at tale aramaisk. Mange af de apokryfe bøger, som for eksempel Judits Bog, Siraks Bog, Baruks Bog og Første Makkabæerbog, blev skrevet på hebraisk, og disse bøger tidsfæstes almindeligvis til de tre sidste århundreder før vor tidsregnings begyndelse. Som allerede nævnt er nogle af de ikkebibelske skrifter blandt Dødehavsrullerne også skrevet på hebraisk, og da man begyndte at nedskrive og samle den jødiske Misjna efter vor tidsregnings begyndelse, skete det også på hebraisk.

Af disse og lignende grunde erklærer dr. William Chomsky at den teori som næres af nogle jødiske og ikkejødiske lærde, og som går ud på at aramaisk helt havde fortrængt hebraisk, er grundløs og er blevet fyldestgørende modbevist. Det mest sandsynlige i den retning er at jøderne blev et tosproget folk, med hebraisk som det foretrukne tungemål. Som dr. Chomsky siger om det hebraiske sprog i Misjna: „Dette sprog bærer overalt præg af at være et typisk hverdagssprog, det sprog der blev talt af bønder, købmænd og håndværkere. . . . På grundlag af de foreliggende vidnesbyrd synes det rimeligt at slutte at jøderne i perioden under Den Anden Statsdannelse, især i den sidste del, var fortrolige med begge sprog [hebraisk og aramaisk]. Undertiden brugte de det ene, undertiden det andet.“ — Hebrew: The Eternal Language, 1969, s. 207, 210.

Men det stærkeste vidnesbyrd om at hebraisk fortsatte som et levende sprog frem til og ind i det 1. århundrede efter vor tidsregnings begyndelse, er at hebraisk nævnes som et sprog flere steder i De Kristne Græske Skrifter. (Joh 5:2; 19:13, 17, 20; 20:16; Åb 9:11; 16:16) Selv om mange lærde mener at der med udtrykket „hebraisk“ disse steder egentlig menes „aramaisk“, er der god grund til at tro at der virkelig er tale om det hebraiske sprog, som påvist i artiklen ARAMAISK. Når lægen Lukas siger at Paulus talte til folkemængden i Jerusalem på „det hebraiske sprog“, er det usandsynligt at han dermed mente det aramaiske sprog. (Apg 21:40; 22:2; jf. 26:14.) Og eftersom der i De Hebraiske Skrifter tidligere skelnedes mellem aramaisk og „jødernes sprog“ (2Kg 18:26) og den jødiske historiker Flavius Josefus i sin omtale af denne passage i Bibelen taler om „aramaisk“ og „hebraisk“ som forskellige sprog (Jewish Antiquities, X, 8 [i, 2]), synes der ikke at være nogen grund til at de kristne skribenter skulle sige „hebraisk“ hvis de mente „aramaisk“.

Det er rigtigt at aramaisk blev brugt i hele Palæstina på den tid. Brugen af aramaisk „Bar“ (søn) frem for hebraisk „Ben“ i flere personnavne (for eksempel i Bartolomæus og Simon Bar-Jonas) er blot ét eksempel på at aramaisk blev brugt. Der var dog også jøder som havde græske navne, som for eksempel Andreas og Filip, men det betyder ikke at de talte græsk, lige så lidt som Markus’ latinske navn var et vidnesbyrd om at latin var det almindelige sprog i hans familie. Øjensynlig var hele fire sprog almindeligt udbredt i Palæstina i det 1. århundrede: de tre der nævnes i Bibelen som de sprog indskriften over den pælfæstede Jesu hoved var affattet på (hebraisk, latin og græsk [Jo 19:19, 20]), samt aramaisk. Af disse var latin uden tvivl det mindst brugte.

Jesus kan i visse tilfælde have brugt aramaisk, som da han talte med den syrisk-fønikiske kvinde. (Mr 7:24-30) Nogle af hans udtalelser der gengives som han sagde dem, anses i almindelighed for at være aramaiske. Men selv her er der grund til forsigtighed da vurderingen af dem som aramaiske ikke er ubestridt. For eksempel anses Jesu ord på marterpælen: „Eliʹ, Eliʹ, lamaʹ sabachthaʹni?“ (Mt 27:46; Mr 15:34) i almindelighed for at være aramaiske, måske en galilæisk dialekt. Dog siger The Interpreter’s Dictionary of the Bible: „Meningerne er delte med hensyn til det sprog ordene oprindelig blev udtalt på, og om Jesus selv mest naturligt brugte hebraisk eller aramaisk. . . . De skriftlige vidnesbyrd viser at man i Palæstina i det første århundrede måske brugte en form for hebraisk der var noget påvirket af aramaisk.“ (Redigeret af G. A. Buttrick, 1962, bd. 2, s. 86) Den græske translitteration af ordene som de er gengivet af Mattæus og Markus, gør det ikke muligt med bestemthed at identificere det oprindelige sprog.

Et yderligere vidnesbyrd om at hebraisk stadig blev brugt på apostlenes tid, er den omstændighed at Mattæus oprindelig skrev sit evangelium på hebraisk.

Det ser ud til at hebraisk især begyndte at vige som et talt sprog efter og som følge af Jerusalems og templets ødelæggelse i år 70 da den overlevende jødiske befolkning blev spredt. Dog blev det bibeholdt som religiøst sprog i synagogerne på de steder hvor jøderne slog sig ned. Især fra omkring det 6. århundrede blev der af de jødiske lærde som kaldes masoreterne, gjort ihærdige bestræbelser for at bevare De Hebraiske Skrifters tekst intakt. Fra det 16. århundrede fornyedes interessen for studiet af klassisk hebraisk, og i det følgende århundrede tog et intensivt studium af andre semitiske sprog sin begyndelse. Dette har medført en større forståelse af sproget og har resulteret i bedre oversættelser af Bibelens Hebraiske Skrifter.

Alfabet og skrift. Det hebraiske alfabet bestod af 22 konsonanter, hvoraf nogle øjensynlig repræsenterede to lyde så der i alt blev tale om ca. 28 lyde. Vokallydene suppleredes af læseren på grundlag af sammenhængen — på samme måde som vi for eksempel læser forkortelser som „tlf.“ (telefon) og „stk.“ (styk). Man mener at den traditionelle udtale af den hebraiske bibeltekst blev holdt i live og videregivet af dem der havde specialiseret sig i at oplæse Loven, Profeterne og Salmerne til undervisning af folket. I anden halvdel af det første årtusind e.v.t. opfandt masoreterne et system af prikker og streger, kaldet vokalpunkter, som blev indføjet i konsonantteksten. Desuden tilføjedes visse accenttegn til angivelse af betoning, pause, forbindelse mellem ord og sætninger og som en slags noder til det musikalske foredrag af teksten.

De ældste hebraiske indskrifter man kender, er udført med en ældre hebraisk skrift der afviger betydeligt fra den hebraiske kvadratskrift som bruges i senere dokumenter, som for eksempel dem der stammer fra de første århundreder efter vor tidsregnings begyndelse. Kvadratskriften kaldes undertiden „den aramaiske“ eller „den assyriske“. Man mener at overgangen fra den gamle hebraiske skrift til kvadratskriften fandt sted under landflygtigheden i Babylon. Den tyske professor Ernst Würthwein siger imidlertid: „Sikkert er det at den gammelhebraiske skrift forblev i brug i lang tid ved siden af kvadratskriften. For eksempel bærer mønter fra tiden omkring Bar Kochbas oprør (132-135 e.Kr.) gammelhebraiske skrifttegn, og blandt de tekster man har fundet i hulerne ved Det Døde Hav, findes også nogle som er skrevet med den gammelhebraiske skrift.“ — Der Text des Alten Testaments, 1973-udgaven, s. 5.

Origenes, en kristen forfatter fra det 2. og 3. århundrede, oplyser at i de mere korrekte afskrifter af den græske oversættelse af De Hebraiske Skrifter var tetragrammet, Guds hellige navn, skrevet med gammelhebraiske bogstaver. Dette er blevet bekræftet ved fundet af nogle fragmentariske skindruller som dateres til det 1. århundrede e.v.t., og som indeholder de små profeter på græsk. I disse ruller er tetragrammet skrevet med de gammelhebraiske bogstaver. (Se NV, Tillæg 1C, s. 1558, pkt. 2-4.) Brudstykker dateret til slutningen af det 5. og begyndelsen af det 6. århundrede af Aquilas græske oversættelse indeholder også Guds navn skrevet med gammelhebraiske bogstaver. — NV, Tillæg 1C, s. 1558, pkt. 7, 8.

Dr. Edward Horowitz siger: „Det var det gammelhebraiske alfabet grækerne lånte og videregav til det latinske, og det er det gammelhebraiske alfabet det græske mest ligner.“ — How the Hebrew Language Grew, s. 18.

Særlige egenskaber og kendetegn. Hebraisk er et meget udtryksfuldt sprog, velegnet til at skildre begivenheder livfuldt. De korte sætninger og enkle konjunktioner (bindeord) giver beretningen bevægelse og flugt. Den hebraiske poesi, der yderligere kendetegnes ved parallelismer og rytme, er ligeledes meget udtryksfuld og levende.

Hebraisk er rigt på metaforer. „Havets bred“ i 1 Mosebog 22:17 er på hebraisk egentlig „havets læbe“. Andre udtryk er for eksempel „jordens ansigt“ (for „jordens flade“), „bjergets hoved“ (for „bjergets top“) og „hulens mund“ (for „hulens åbning“). At denne brug af menneskelige træk ikke tyder på en animistisk opfattelse af naturen, vil læsning af Bibelen i sig selv afsløre, for der udtrykkes den største foragt for dem der tilbeder genstande af træ eller sten m.m. — Jf. Es 44:14-17; Jer 10:3-8; Hab 2:19.

Det hebraiske ordforråd består hovedsagelig af „konkreter“, det vil sige ord der betegner noget som kan opfattes med sanserne, altså noget som kan ses, høres, føles, smages og lugtes. Ved hjælp af disse ord males der billeder i læserens eller tilhørerens sind. Nogle påstår derfor at hebraisk mangler abstrakte udtryk. Men der findes „abstrakter“, det vil sige ord for begreber, på hebraisk. Navneordene machasjavahʹ og machasjæʹvæth (af roden chasjavʹ, „at tænke“) oversættes med abstrakter som „tanke, plan, anslag“. Af udsagnsordet batachʹ („at stole på“) dannes navneordet bæʹtach, „tryghed“, der også bruges som biord, „trygt“. Men i almindelighed bruges konkreter som tillægges abstrakt betydning. Som eksempel kan nævnes udsagnsordet kavedhʹ, der egentlig betyder „at være tung“ (som i 1Sa 4:18). I Ezekiel 27:25 er dette udsagnsord oversat med „blev . . . herlig“, men ordret står der „blev . . . tung“. Af samme udsagnsord dannes navneordet kavedhʹ, der står for leveren, et af de tungeste indre organer, og navneordet kavōdhʹ, der betyder „herlighed“. (3Mo 3:4; Es 66:12) Yderligere eksempler på at den abstrakte betydning afledes af den konkrete, er jadh, der betyder „hånd“, men også bruges i betydningen „varetægt“, „ved [hjælp af]“ og „ledelse“ (2Mo 2:19; 1Mo 42:37; 2Mo 35:29; 38:21); ’af, der betyder både „næse(bor)“ og „vrede“ (1Mo 24:47; 27:45); og zerōʹa‛, der betyder „arm“, men også indeholder begrebet „styrke“ (Job 22:8, 9).

Det er i virkeligheden netop denne brug af konkreter der bevirker at De Hebraiske Skrifter egner sig til at blive oversat til alle sprog, for ordene forekommer på ethvert sprog, og betydningen af dem er praktisk talt universel. Dog må man sige at det hebraiske sprogs særegne charme, enkelhed, udtryksform og kraftfuldhed, især for udsagnsordenes vedkommende, stadig frembyder en udfordring for oversætteren.

Hebraisk udmærker sig ved sin kortfattethed i udtryksformen, der er en følge af at sætningsbygningen er enkel. Aramaisk, som er det semitiske sprog der står hebraisk nærmest, er noget tungere og mere ordrigt og omstændeligt. Ved en oversættelse af hebraisk er det undertiden nødvendigt at bruge hjælpeord for at gengive det hebraiske udsagnsords livfuldhed og dramatiske og billedlige indhold. Selv om dette går ud over kortfattetheden, tjener det til at gengive den hebraiske tekst mere nøjagtigt og til at vise hvor udtryksfuldt sproget er.

Hebraisk poesi. De nævnte egenskaber sammen med en udpræget realitetssans gør det hebraiske sprog velegnet til poesi. De hebraiske verslinjer er korte — mange består af kun to-tre ord — hvilket bevirker at digtet i sin helhed efterlader et meget stærkt indtryk. Professor James Muilenburg, der var medlem af den komité der oversatte den amerikanske reviderede oversættelse (Revised Standard Version), har sagt herom: „Sproget [i den hebraiske poesi] er koncentreret. Vægten lægges på de betydningsfulde ord. Den hebraiske tekst til Salme 23 består af kun 55 ord; vore vestlige oversættelser bruger dobbelt så mange ord. Men selv i en oversættelse går den oprindelige hebraiske teksts knappe udtryksform ikke tabt. . . . Hebraisk poesi gør brug af et levende sprog. . . . Den hebraiske digter lader os se, høre og føle. Den fysiske sanseoplevelse er frisk og levende . . . Digteren tænker i billeder, og billederne er hentet fra hverdagslivet som alle mennesker kender det.“ — An Introduction to the Revised Standard Version of the Old Testament, 1952, s. 63, 64.

Som eksempel på hvor få ord der bruges i hebraisk poesi, anfører vi Salme 23:1 i en ordret oversættelse baseret på Ny Verden-Oversættelsen. Med en skråstreg (/) er det vist hvilket eller hvilke ord der er brugt til at oversætte de enkelte hebraiske ord:

Jehova/ [er] min hyrde./

Intet/ skal jeg mangle./

Til fire hebraiske ord er der altså brugt otte i oversættelsen. „Er“ er suppleret for meningens skyld. Det forekommer ikke på hebraisk, hvor det er underforstået.

De vigtigste parallelismer. Det vigtigste element i den hebraiske poetiske form er parallelismen. Dette virkemiddel skaber rytme ved selve den måde tankerne skrider frem på, ikke ved at lade linjerne rime. Man har kaldt det „tankens rytme“. Som eksempel anføres de to linjer i Salme 24:1:

Jehovas er jorden og det som fylder den,

den frugtbare jord og de som bor derpå.

De to linjer som er citeret her, danner en såkaldt synonym parallelisme, det vil sige at den anden linje gentager en del af den foregående linje, blot med andre ord. Indledningen „Jehovas er“ gælder begge linjer, men „jorden“ og „den frugtbare jord“ er poetiske synonymer, ligesom „det som fylder den“ og „de som bor derpå“.

De fleste forskere i dag er enige om at der findes to andre vigtige former for parallelisme:

Antitesen indeholder, som det fremgår af betegnelsen, en modsætning eller kontrast til et foregående led. Salme 37:9 er et eksempel herpå:

De onde udryddes nemlig,

men de der håber på Jehova, skal tage jorden i besiddelse.

I den syntetiske (formelle eller strukturelle) parallelisme gentager den anden linje ikke blot den samme tanke som i første linje eller dens kontrast, men udvider udtrykket idet den tilføjer en ny tanke. Salme 19:7-9 er et eksempel herpå:

Jehovas lov er fuldkommen,

giver sjælen ny styrke.

Jehovas formaning er pålidelig,

gør den uerfarne vís.

Jehovas bestemmelser er retskafne,

fryder hjertet;

Jehovas bud er purt,

giver øjnene lys.

Jehovas frygt er ren,

består for evigt.

Jehovas domme er sande,

har vist sig retfærdige hver og én.

Læg mærke til at anden halvdel af hver linje eller helmening fuldstændiggør tanken; kun ved hjælp af denne anden halvdel, som for eksempel „giver sjælen ny styrke“ og „gør den uerfarne vís“, får læseren at vide hvordan „Jehovas lov er fuldkommen“, og hvordan „Jehovas formaning er pålidelig“. Hvert halvvers er således en syntese, det vil sige en sammenstilling af to elementer. I en sådan række syntetiske paralleller tjener adskillelsen mellem første og anden halvdel som et rytmisk element. Samtidig med at tanken skrider fremad, bevarer verset en struktur eller form der består af parallelle sætninger. Heraf betegnelsen strukturel eller formel parallelisme.

Andre former for parallelisme. Nogle har ment at der er andre former for parallelisme, men egentlig er de kun variationer eller kombinationer af de allerede nævnte. Tre af disse andre former er: den emblematiske, den trinvise og den omvendt modsvarende.

Den emblematiske (eller den sammenlignende) parallelisme gør brug af en sammenligning eller et billede. Et eksempel er Salme 103:12:

Så langt som solopgang er fra solnedgang,

så langt har han fjernet vore overtrædelser fra os.

I den trinvise parallelisme bruges to, tre eller flere linjer til at gentage og fortsætte tanken i den første. Salme 29:1, 2 er et eksempel herpå:

I sønner af mægtige, tilskriv Jehova,

tilskriv Jehova herlighed og styrke.

Tilskriv Jehova hans navns herlighed.

Introversionen, den „indadkrængede“ opbygning, er spejlvendt symmetrisk og således mere kompliceret. Den kan spænde over flere vers. Salme 135:15-18 er et eksempel på denne form for parallelisme:

(1) Nationernes gudebilleder er sølv og guld,

(2) menneskehænders værk.

(3) Mund har de, men kan ikke tale;

(4) øjne har de, men kan ikke se;

(5) ører har de, men kan ikke lytte.

(6) Der er heller ingen ånd i deres mund.

(7) Som dem vil de der laver dem blive,

(8) enhver der stoler på dem.

Denne form for parallelisme forklares af W. Trail i hans bog Literary Characteristics and Achievements of the Bible (1864, s. 170) således: „Her modsvarer første linje den ottende — i den første linje har vi de hedenske afguder, i den sidste dem der stoler på afguderne. Anden linje modsvarer den syvende — i den første nævnes værket, i den sidste dem der laver det. Tredje linje modsvarer den sjette — i den første nævnes munde som ikke kan tale, i den sidste munde uden ånd. Fjerde linje modsvarer den femte, hvori parallelismerne forener de to halvdele i en syntese — øjne som ikke kan se, og ører som ikke kan lytte.“

En lignende, men enklere form består i at vende om på ordene i linjer der følger lige efter hinanden. For eksempel i Esajas 11:13b:

Efraim vil ikke være skinsyg på Juda,

og Juda vil ikke modstå Efraim.

Grammatik

I. Udsagnsord. Udsagnsordene (verberne) er den vigtigste ordklasse på hebraisk. Den simpleste verbalform er 3. person, ental, hankøn, i perfektum. Det er den form man finder som opslagsord i ordbøgerne. De tre konsonanter som denne form almindeligvis består af, er identiske med verbets rod. De fleste ord i de semitiske sprog kan føres tilbage til en rod bestående af tre konsonanter.

Verbalroden er udsagnsordets grundform og kaldes undertiden „den rene stamme“. Af denne stamme dannes seks andre stammer ved tilføjelse af forstavelser (præfikser), fordobling af visse konsonanter og ændring af vokalerne. De syv verbalstammer indeholder verbets grundbetydning i tre former, den simple grundform, den intensive form og den kausative form.

Inden for disse syv verbalstammer bøjes udsagnsordet i person, køn og tal ved tilføjelse af bestemte forstavelser (præfikser) og endelser (suffikser).

Aspekt. På hebraisk har man ikke bøjning i „tider“ som hos os: fortid, nutid, fremtid osv. For hebræerne var tidsmomentet ikke det afgørende, men derimod handlingens tilstand eller aspekt, nemlig om man betragtede handlingen som afsluttet eller uafsluttet. Til angivelse af disse to aspekter bruges betegnelserne perfektum og imperfektum.

Når udsagnsordet beskriver en fuldbyrdet handling, bruges perfektum. For eksempel siges der i 1 Mosebog 1:1: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ Handlingen var afsluttet: Gud „skabte“, det vil sige han blev færdig med at skabe himmelen og jorden.

Hvis handlingen betragtes som uafsluttet, bruges imperfektum. For eksempel bruges imperfektum i 1 Mosebog 1:7, der oversættes: „Så gik Gud i gang med at frembringe det udstrakte rum.“ Og i 1 Mosebog 2:6, der oversættes: „Men en tåge steg til stadighed op fra jorden.“ Handlingen er, her hvor den beskrives, endnu ikke afsluttet.

Da perfektum bruges om den afsluttede handling, hører den naturligt fortiden til. Formen ka^.thavʹ (som er perfektum, aktiv, 3. person, ental, hankøn) kan derfor oversættes „han skrev“ (2Kr 30:1; 32:17; Ezr 4:7a; Est 8:5b); den kan også oversættes med førnutid: „har skrevet“ (2Kg 17:37; 2Kr 26:22), og med førdatid: „havde skrevet“ (Jos 8:32; Est 9:23; Jer 36:27). Imidlertid kan perfektumsformen ka^.thavʹ også oversættes „skal skrive“, der således bruges om noget fremtidigt, nemlig for at vise at handlingen med sikkerhed vil finde sted. (4Mo 5:23; 5Mo 17:18) Det vil sige at der er tale om en fuldbyrdet handling i fremtiden. Et udsagnsord i perfektum siger altså i sig selv intet om tidspunktet for handlingen. Den kan være fuldbyrdet på et hvilket som helst tidspunkt i fortiden, nutiden eller fremtiden. Imperfektum viser handlingen som uafsluttet — ligeledes på et hvilket som helst tidspunkt.

Selv om hebræerne uden tvivl havde tidsfornemmelse, spillede tidsmomentet altså ikke nogen afgørende rolle i den sproglige fremstilling. Kyle M. Yates siger i sin bog The Essentials of Biblical Hebrew (revideret af J. Owens, 1954, s. 129): „Den tidsfornemmelse som de fleste sprog i dag afspejler, kendetegnede ikke de semitiske sprog. At kunne placere en handling tidsmæssigt var ikke af afgørende betydning for hebraisk tankegang; kun for den som tænker i indoeuropæiske sproglige baner, er det nødvendigt at passe handlingen ind i et skema hvor der lægges megen vægt på tidsmomentet. At forstå handlingens tilstand som afsluttet eller uafsluttet var i almindelighed tilstrækkeligt for semitten, og hvis ikke, var der et eller andet ord med tidsmæssig eller historisk betydning som bragte tidsmomentet i fokus.“ Hvis hebraisk, som det bibelske vidnesbyrd tyder på, var det sprog der taltes i Eden, kan denne mangel på et grammatisk tidsaspekt afspejle det fuldkomne menneskes synsvinkel, hvor tidsmomentet ikke spillede nogen afgørende rolle, for Adam havde tiden for sig. Hans levetid var ikke begrænset til kun 70-80 år, men han havde udsigt til evigt liv. Det sprog Jehova havde tilvejebragt, ville være et fuldstændig tilfredsstillende kommunikationsmiddel mellem Gud og mennesker og mellem menneskene indbyrdes.

Da vi i vort sprog gør brug af grammatiske tider, må vi ved oversættelse af en hebraisk tekst ud fra sammenhængen afgøre hvilken grammatisk tid der skal bruges. Sammenhængen vil vise om handlingen skal betragtes som fortid, nutid eller fremtid.

II. Navneord. Som nævnt ovenfor kan næsten alle ord på hebraisk, også navneord, føres tilbage til en verbalrod. Roden giver sig til kende både i navneordets stavemåde og i dets betydning.

Navneordene har to køn, hankøn og hunkøn. Hunkønsord ender som regel på -ah (i flertal -ōth), for eksempel susahʹ (hoppe), susōthʹ (hopper).

Der er tre tal på hebraisk: ental, flertal og dualis. Dualis (der kendes på endelsen -aʹjim) bruges som regel om ting der optræder parvis, som for eksempel „hænder“ (jadhaʹjim) og „ører“ (’åznaʹjim).

Når et personligt stedord forbindes med et navneord, sker det ved hjælp af et suffiks (en endelse) som føjes til navneordet. For eksempel betyder sus „hest“, men susīʹ, „min hest“, og susǣʹkha, „dine heste“.

III. Tillægsord. Verbalroden ligger også til grund for tillægsordene. Roden i udsagnsordet gadhalʹ, „blive stor, vokse“, findes således også i tillægsordet gadhōlʹ, „stor“.

Et tillægsord kan bruges på to måder: prædikativt eller attributivt.

(1) Når det står prædikativt, svarende til vort „stemmen er god“, stilles tillægsordet foran navneordet, som det retter sig efter i køn og tal, og der siges på hebraisk: tōv haqqōlʹ, ordret: „god stemmen“; i en oversættelse suppleres „er“. (Den bestemte artikel er på hebraisk ha; den ubestemte artikel, vort „en“, „et“, findes ikke.)

(2) Når tillægsordet står attributivt, svarende til vort „en god stemme“, stilles tillægsordet efter navneordet og retter sig efter det i køn og tal; på hebraisk: qōl tōv; hvis navneordet er bestemt (har artikel), „den gode stemme“, gentages artiklen foran tillægsordet: haqqōlʹ hattōvʹ, ordret: „stemmen den gode“.

Translitterering. Herved forstås gengivelse af et hebraisk ord med bogstaverne i vort alfabet, bogstav for bogstav. Hebraisk skrives fra højre til venstre, men ved translittereringen skrives ordet fra venstre til højre. Nedenfor og i den ledsagende oversigt gives nogle af de regler der følges i dette værk.

Angående konsonanterne. Af konsonantskemaet fremgår det at fem konsonanter foruden deres almindelige form har en særlig form når de står til sidst i et ord. Visse konsonanter (ת ,פ ,כ ,ד ,ג ,ב) har både en hård og en blød udtale; har bogstavet en prik i midten (תּ ,פּ ,כּ ,דּ ,גּ ,בּ), kaldet en daʹghesj leʹne, er udtalen hård. En prik i en konsonant bruges også til at angive fordobling. Denne prik kaldes daʹghesj forʹte. I ovennævnte konsonanter betyder prikken fordobling når der er en vokal umiddelbart foran konsonanten. For eksempel må גַּבַּי translittereres gabbajʹ. Alle konsonanter kan have daʹghesj forʹte undtagen א ,ה ,ח ,ע samt ר. En prik i bogstavet he’ (הּ) i slutningen af et ord er en såkaldt mappīqʹ og angiver at h’et høres i udtalen.

Konsonanterne waw og jōdh kan anvendes til at angive vokaler. Waw (ו) med vokaltegnet chōʹlæm (·) ovenover danner fuldt chōʹlæm (וֹ); i dette værk gengivet ō. Kombinationen וּ, kaldet sjuʹræq, er u og udgør i begyndelsen af et ord altid en selvstændig stavelse. Hvis der står et vokaltegn under waw med en prik i midten (וַּ), er prikken en daʹghesj forʹte og betegner fordobling. Således translittereres בַּוַּי baw·wajʹ, men בּוּז, buz.

Når kaf står i slutningen af et ord, skrives sjewa’ʹ ( ְ) og qaʹmæts ( ָ) ikke neden under bogstavet, men indeni, således ךָ ,ךְ.

Angående vokalerne. Alle vokaltegnene står under linjen, i oversigten angivet under den lille kasse. Undtaget herfra er chōʹlæm ( ֹ), der står over konsonanten, og punktet i sjuʹræq, der står midt i waw (וּ = u).

Angående halvvokalerne. Den i oversigten angivne udtale er kun tilnærmet. Udtalen af en halvvokal er meget kort og sløret.

Sjewa’ʹ udtales i nogle tilfælde (og efter bestemte regler) som en kort, sløret mumlevokal (sjewa’ʹ moʹbile), i andre tilfælde lukker det en stavelse og betegner da vokalløshed (sjewa’ʹ quiesʹcens), for eksempel i יִקְטֹל, der læses jiqtolʹ.

Stavelser. På hebraisk begynder alle stavelser med en konsonant og indeholder enten en fuld vokal eller en halvvokal og en fuld vokal. Ordet קָטַל består således af to stavelser, קָ (qa) og טַל (tal). Begge stavelser indeholder en fuld vokal og begynder med en konsonant. Ordet בְּרִית (berīthʹ) består derimod kun af én stavelse da den kun indeholder én fuld vokal (.=i), mens sjewa’ʹ, e ( ְ), er en halvvokal.

Der er to undtagelser til regelen om at alle stavelser begynder med en konsonant: (1) Når et ord begynder med וּ (u), der da står som en selvstændig stavelse. For eksempel i ordet וּבֵן, der læses u·vēnʹ, og i ordet וּשְׁמי, der læses u·sjemīʹ. (2) I forbindelse med paʹthach furtiʹvum, idet vokaltegnet paʹthach ( ַ) under konsonanterne ע ,ח ,הּ i slutningen af et ord udtales før slutningskonsonanten. Således skal רוּחַ udtales ruʹach, ikke ruchaʹ.

En lille vandret streg, kaldet en maqqefʹ (־), fungerer som en bindestreg mellem to eller flere ord så de fremtræder som ét ord, og viser at kun det sidste betones. Således skal כָּל־אֲשֶׁר læses kål-’asjærʹ.

Accenter. De hebraiske ord har tryk enten på sidste eller på næstsidste stavelse. De fleste har trykket på sidste stavelse.

Trykket er ved translittereringen angivet med tryktegnet (ʹ), der sættes efter den betonede stavelse. I nogle ord er stavelsesdelingen angivet med en prik (·).

[Oversigt på side 851]

Grundform

Intensiv

Kausativ

(1) Aktiv (qal)

(3) Aktiv (pi‛el)

(6) Aktiv (hif‛īl)

(2) Passiv (nif‛al)

(4) Passiv (pu‛al)

(7) Passiv (håf‛al)

—

(5) Refleksiv (hithpa‛el)

—

[Oversigt på side 851]

—

Grundform

Intensiv

Kausativ

Aktiv

קָטַל

qa·talʹ

han dræbte

קִטֵּל

qit·telʹ

han dræbte (brutalt)

הִקְטִיל

hiq·tīlʹ

han lod dræbe

Passiv

נִקְטַל

niq·talʹ

han blev dræbt

קֻטַּל

qut·talʹ

han blev dræbt (brutalt)

הָקְטַל

håq·talʹ

han blev foranlediget til at dræbe

Refleksiv

—

הִתְקַטֵּל

hith·qat·telʹ

han dræbte sig selv

—

[Oversigt på side 853]

Benævnelse

Gengivelse og udtale

א

’aʹlæf

’ (nærmest stum)

בּ

bēth

b

ב

—

v

גּ

giʹmæl

g

ג

—

gh (blødt, som i „bage“)

דּ

daʹlæth

d

ד

—

dh (blødt, som i „gade“)

ה

he’

h

ו

waw

w (som engelsk „w“)

ז

zaʹjin

z (stemt „s“)

ח

chēth

ch (som i tysk „Buch“)

ט

tēth

t

י

jōdh

j

כּ

kaf

k

כ slutningsbogstav: ך

—

kh (som i tysk „ich“)

ל

laʹmædh

l

מ slutningsbogstav: ם

mem

m

נ slutningsbogstav: ן

nun

n

ס

saʹmækh

s

ע

‛aʹjin

‛ (nærmest stum)

פּ

pe’

p

פ slutningsbogstav: ף

—

f

צ slutningsbogstav: ץ

tsadhēʹ

ts

ק

qōf

q

ר

rēsj

r

שׂ

sin

s

שׁ

sjin

sj

תּ

taw

t

ת

—

th (som i engelsk „bath“)

Fulde vokaler

ָ (lang)

qaʹmæts

a som i „arne“

ַ (kort)

paʹthach

a som i „kat“

ֵ (lang)

tserēʹ

e som i „ene“

ֶ (kort)

seghōlʹ

æ som i „ælde“

ִ (kort)

chiʹræq

i som i „maskinel“

ֹ (lang)

chōʹlæm

o som i „olie“

ָ (kort)

qaʹmæts chatufʹ

å som i „ånd“

ֻ (kort)

qibbutsʹ

u som i „bus“

ִ (lang)

sjuʹræq = וּ

u som i „rude“

Halvvokaler

ְ

sjewa’ʹ

mumlevokal; sløret e som i „amerikaner“ eller stumt når det lukker en stavelse

ֲ

chatefʹ-paʹthach

a som i „hat“

ֱ

chatef-ʹseghōlʹ

æ som i „mæt“

ֳ

chatefʹ-qaʹmæts

å som i „råt“

Særlige kombinationer

י ָ = aj

י ַ = aj

י ֵ = ē

י ֶ = ǣ

י ִ = ī

וֹ = ō

וּ = u

יו ָ = aw