Hvad vi kan lære af Markusevangeliet

JEHOVAS ånd inspirerede Markus til at skrive en livfuld beretning om Jesu liv og tjeneste på jorden. Det siges ikke direkte i evangeliet at det er skrevet af Markus, men dette bevidnes af Papias, Justinus Martyr, Tertullian, Origenes, Eusebios, Hieronymus og andre hvis skrifter omspænder de fire første århundreder efter vor tidsregning.

Ifølge traditionen var det Peter der gav Markus de grundlæggende oplysninger til hans evangelium. Origenes nævner for eksempel at Markus skrev evangeliet „under Peters Vejledning“. Men Markus havde åbenbart også adgang til andre kilder, for disciplene mødtes i hans moders hjem, og da Markus sandsynligvis var den ’unge mand’ som slap bort fra dem der arresterede Jesus, har han måske også haft personlig kontakt med Kristus. — Markus 14:51, 52; Apostelgerninger 12:12.

Hvem er det skrevet for?

Markus skrev øjensynlig først og fremmest med ikkejødiske læsere i tanke. Hans kortfattede stil passede godt til romernes tankegang. Han definerede „korban“ som „en gave viet til Gud“ (7:11) og oplyste at templet kunne ses fra Oliebjerget. (13:3) Han forklarede også at farisæerne ’fastede’ og at saddukæerne lærte at „der ikke er nogen opstandelse“. (2:18; 12:18) Det var ikke nødvendigt at give jødiske læsere disse oplysninger.

En almindelig gennemlæsning af Markusevangeliet er naturligvis altid gavnlig, men visse baggrundsoplysninger kan hjælpe en til bedre at forstå og værdsætte nogle specielle punkter.

Guds søns mirakler

Markus beretter om nogle af de mirakler Kristus udførte ved Guds kraft. Ved en lejlighed var der for eksempel så mange mennesker samlet i et hus at hvis en lam mand skulle helbredes, måtte han sænkes ned i nærheden af Jesus gennem en åbning i taget. (2:4) Eftersom huset var fyldt med mennesker kan manden være blevet båret op ad en stige eller en trappe på ydersiden af huset. Men hvorfor står der at man måtte ’grave ud til en åbning’ i taget? Dengang havde de fleste huse et fladt tag der hvilede på bjælker som understøttedes af murene. På tværs af bjælkerne var der lagt spær, som dækkedes af grene, siv og lignende. Øverst lagde man et tykt lag jord der blev strøget med en lermasse eller en blanding af ler og kalk. For at den lamme mand kunne sænkes ned til Jesus, måtte der altså graves en åbning i jordlaget. Disse anstrengelser medførte store velsignelser! Kristus helbredte manden, og alle de tilstedeværende herliggjorde Gud. (2:1-12) Hvilken enestående forsikring om at Jehovas søn vil udvirke vidunderlige helbredelser i den nye verden!

Jesus udførte et andet mirakel da han var om bord på en båd på Galilæas Sø og det begyndte at storme. Jesus lå og sov „på en pude“. (4:35-41) Det har efter alt at dømme ikke været en blød dunpude som dem vi bruger nu. Det kan have været et fåreskind som roerne normalt sad på, eller en hynde der tjente som siddeplads i bagstavnen. På grund af stormen vækkede man Jesus, og han sagde til søen: „Ti! Vær stille!“ De øvrige ombordværende fik straks et vidnesbyrd om Jesu tro, for „vinden lagde sig, og der blev helt stille“.

Tjeneste i Dekapolis

Efter at have krydset Galilæas Sø kom Jesus ind i Dekapolis, et område med ti byer der havde dannet forbund. Skønt disse byer uden tvivl havde mange jødiske indbyggere, var de centre for græsk, eller hellenistisk, kultur. Det var her, i gerasenernes land, at Jesus helbredte en dæmonbesat mand som „havde sit tilholdssted blandt gravene“. — 5:1-20.

Grave udhugget i klipper var somme tider tilholdssteder for sindssyge, skjulesteder for kriminelle eller hjem for fattige. (Jævnfør Esajas 22:16; 65:2-4.) Ifølge et værk fra det 19. århundrede sagde en besøgende i det område hvor Jesus traf den dæmonbesatte mand, om et sådant hjem i en grav: „Inde i graven var der næsten 2,5 meter til loftet, eftersom der var et højt trin ned fra stentærskelen til gulvet. [Gravens] størrelse var cirka tolv skridt på hver led; men da der ikke trængte noget lys ind, undtagen gennem døren, kunne vi ikke se om der var et indre kammer som i nogle af de andre. Der stod stadig en intakt sarkofag derinde, som familien nu opbevarede korn og andet i. Dette krænkede gravkammer for de døde var således blevet et trygt, køligt og bekvemt tilflugtssted for de levende.“

Jesus og overleveringen

Farisæerne og nogle af de skriftlærde påtalte ved en lejlighed at Jesu disciple spiste med uvaskede hænder. Af hensyn til ikkejødiske læsere forklarer Markus at farisæerne og andre jøder ’ikke spiste uden først at vaske deres hænder op til albuen’. Når de kom fra torvet spiste de først når de havde renset sig ved bestænkning, og deres overlevering omfattede „dåb af bægre og kander og kobberkar“. — 7:1-4.

Disse jøder nøjedes ikke med fromt at bestænke sig før de spiste. De døbte også de bægre, kander og kobberkar de brugte ved måltiderne, hvilket vil sige at de nedsænkede dem i vand. Hvor bundne de var af deres overlevering fremgår af et eksempel der nævnes af forskeren John Lightfoot. Med citater fra rabbinske værker viser han at de var meget opmærksomme på sådanne detaljer som mængden af vand, samt hvilken måde og hvilket tidspunkt der var passende for afvaskningen. John Lightfoot citerer en kilde der viser at visse jøder vaskede sig omhyggeligt før måltiderne for at undgå at blive skadet af Shibta, „en ond ånd der sidder på menneskenes hænder om natten: og hvis nogen rører sin mad med uvaskede hænder sætter ånden sig på maden, hvilket er farligt.“ Det er ikke så mærkeligt at Jesus fordømte de skriftlærde og farisæerne for at ’give slip på Guds bud og holde fast ved menneskers overlevering’! — 7:5-8.

Afslutningen på Jesu offentlige tjeneste

Efter at have berettet om Jesu senere tjeneste i Galilæa og hans virke i Peræa fokuserer Markus på nogle begivenheder i og omkring Jerusalem. Han fortæller for eksempel at Kristus ved en lejlighed betragtede dem der lagde penge i templets bidragsbøsser. Jesus bemærkede at en fattig enke kun „lagde to småmønter i af meget ringe værdi“. Alligevel sagde han at hun gav mere end alle de andre, for de lagde i af deres overflod, ’men hun lagde i af sin armod, alle sine midler at leve af’. (12:41-44) Ifølge den græske grundtekst bidrog enken med to lepta. En lepton var den mindste jødiske kobber- eller bronzemønt der fandtes på det tidspunkt, og dens værdi var forsvindende lille. Men denne fattige kvinde gjorde hvad hun kunne og satte et godt eksempel ved uselvisk at støtte den sande tilbedelse. — 2 Korinther 9:6, 7.

Da Jesu tjeneste nærmede sig sin afslutning blev han forhørt af Pontius Pilatus, hvis navn forekommer sammen med titlen „præfekt“ på en inskription der i 1961 blev fundet i Cæsarea. I ydre provinser som Judæa havde en landshøvding (præfekt) militær og dømmende myndighed og var ansvarlig for den økonomiske administration. Pilatus havde myndighed til at give Kristus fri, men han bøjede sig for Jesu fjender og søgte at stille folkemængden tilfreds ved at overgive ham til pælfæstelse og løslade Barabbas, en oprører og morder. — 15:1-15.

Der findes flere overleveringer om Pilatus’ senere liv og hans død. Historikeren Eusebios skrev for eksempel: „Denne Pilatus fra Frelserens Tid under Gajus, hvis Tid vi her behandler, faldt i meget store Ulykker, saa Nøden drev ham til at blive Selvmorder og straffe sig selv med egen Haand. Saaledes kom, som rimelig var, den guddommelige Straf kort efter over ham.“a Uanset om dette er sandt, er det imidlertid Jesu død der har størst betydning. Den romerske befalingsmand (centurion) der overværede Kristi død og de usædvanlige begivenheder der omgav den, sagde som sandt er: „Dette menneske var virkelig Guds søn.“ — 15:33-39.

[Fodnote]

[Kildeangivelse på side 30]

Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.

[Kildeangivelse på side 31]

Israel Department of Antiquities and Museums; foto: Israel Museum, Jerusalem