IMMANUEL

(Immaʹnuel) [med os er Gud].

Et navn der første gang nævnes af profeten Esajas (7:14; 8:8) under kong Akaz’ regering (761-746 f.v.t.). Endvidere nævnes det i Mattæus 1:23, hvor betydningen af navnet anvendes på Jesus Kristus.

I betragtning af de omstændigheder hvorunder profetien blev udtalt, har bibelforskerne søgt en „Immanuel“ på Esajas’ tid, en person der tjente som tegn på at ’Gud var med’ judæerne. I det 8. århundrede f.v.t havde Israels konge, Peka, og Arams konge, Rezin, til hensigt at omstyrte Judas konge, Akaz, og sætte Tabeals søn på tronen. (Es 7:1-6) Jehova huskede imidlertid sin pagt med Akaz’ forfader David og sendte sin profet til Akaz med følgende budskab:

„Hør nu efter, Davids hus. . . . Jehova [vil] selv give jer et tegn: Se, den unge pige skal blive gravid, og hun føder en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel. Smør og honning spiser han ved den tid da han har viden til at vrage det onde og vælge det gode. For endnu inden drengen har viden til at vrage det onde og vælge det gode, vil det land for hvis to konger du nærer dyb rædsel, blive fuldstændig forladt.“ — Es 7:13-16.

Efter at have fortalt om Esajas’ anden søns, Maher-Sjalal-Hasj-Baz’, fødsel beskriver profetien hvordan truslen mod Juda ville blive fjernet. Som en vældig flod ville assyrerne fuldstændig oversvømme Aram og nordriget Israel og ville ikke standse før de faretruende havde bredt sig over Judas land, ja, de skulle fylde „bredden af dit land, Immanuel!“ I et magtfuldt poetisk sprog advarer profeten Esajas derefter alle der modstår Jehova, om at hvis de spænder bælte til krig, lægger en plan eller taler et ord imod Jehova, så vil det „ikke stå fast, for Gud er med os [Immanuel]!“ — Es 8:5-10.

Nogle har fremsat den formodning at „Immanuel“ i forbilledet var en tredje søn af Esajas, måske en søn som han fik med en ung jødisk pige der blev hans anden hustru. Visse jødiske kommentatorer har forsøgt at overføre profetien på Akaz’ søn Ezekias’ fødsel. Dette kan dog ikke stemme eftersom profetien blev fremsat i Akaz’ regeringstid (Es 7:1) på et tidspunkt da Ezekias var mindst ni år gammel. — 2Kg 16:2; 18:1, 2.

Andre mener at „Immanuel“ var Esajas’ anden søn, Maher-Sjalal-Hasj-Baz, der omtales i det følgende kapitel. Om ham blev der sagt: „Endnu inden drengen har viden til at råbe: ’Min far!’ og ’Min mor!’ vil man bære forrådene fra Damaskus og byttet fra Samaria bort og frem for Assyriens konge.“ (Es 8:1-4) Dette minder i mangt og meget om det der blev sagt om Immanuel: „Endnu inden drengen har viden til at vrage det onde og vælge det gode, vil det land for hvis to konger [kongerne i Damaskus og Samaria] du nærer dyb rædsel, blive fuldstændig forladt.“ (Es 7:16) Esajas’ anden søns fødsel omtales også i nær forbindelse med den videre profeti om Immanuel, og ligesom Immanuel skulle være et tegn, skulle Esajas og hans børn ’være som tegn’. — Es 7:14; 8:18.

Den største indvending mod den opfattelse at Immanuel på Akaz’ tid skulle være den samme som Esajas’ anden søn, er at Esajas’ hustru omtales som „profetinden“, ikke som „den unge pige“, og at hun i forvejen var moder til Esajas’ førstefødte, Sjearjasjub, og således ikke var jomfru. (Es 7:3; 8:3) Det er imidlertid værd at bemærke at det hebraiske ord der her oversættes med „ung pige“, ikke er bethulahʹ, der specifikt betyder „jomfru“, men ‛almahʹ, et udtryk der har en bredere betydning da det bruges om en ung kvinde som kan være enten jomfru eller nygift. ‛Almahʹ forekommer også i seks andre skriftsteder, hvoraf der i flere er tale om en ung kvinde der er jomfru. — 1Mo 24:43 (jf. v. 16); 2Mo 2:8; Sl 68:25; Ord 30:19; Høj 1:3; 6:8.

Profetien om Immanuel fik naturligvis sin endelige og fuldstændige opfyldelse på Jesus Kristus, på hans person og hans gerning. Det hebraiske ord ‛almahʹ passer derfor i forbilledet på en ung kvinde (hvad enten det var Akaz’ eller Esajas’ unge hustru) og i modbilledet på Maria (som var forlovet, men stadig var jomfru). I Marias tilfælde var der ingen tvivl om at hun var jomfru eftersom hun blev „gravid ved hellig ånd“, hvilket både Mattæus og Lukas anfører i deres historiske beretninger. (Mt 1:18-25; Lu 1:30-35) „Alt dette skete for at dét kunne opfyldes som var udtalt af Jehova gennem profeten,“ siger Mattæus. Det var et tegn der skulle vise at Marias barn var den længe ventede Messias. I overensstemmelse hermed bruger Mattæus i sit evangelium, dér hvor han citerer Esajas 7:14, det græske ord partheʹnos, der betyder „jomfru“, som en oversættelse af ‛almahʹ idet han siger: „Se, jomfruen [hē partheʹnos] bliver gravid og føder en søn, og de giver ham navnet Immanuel.“ (Mt 1:22, 23) Der er ikke tale om at Mattæus tager sig friheder over for teksten eller forvansker den. Mere end hundrede år tidligere havde de jøder som oversatte den græske Septuaginta, brugt ordet partheʹnos i deres gengivelse af Esajas 7:14.

At Jesus Kristus var „Immanuel“, betyder ikke at han var en inkarnation af Gud, ’Gud kommet i kødet’, som tilhængere af treenighedslæren vil hævde ifølge betydningen af navnet Immanuel, „med os er Gud“. Det var almindeligt blandt jøder at lade ordet „Gud“, endog navnet „Jehova“, indgå i de hebraiske navne. Selv i dag er der mange mænd der hedder Immanuel, uden at man derfor vil hævde at de er inkarnationer af Gud.

Med hensyn til den tilsyneladende modsigelse mellem engelens befaling til Maria („du skal give ham navnet Jesus“) og Esajas’ profeti („hun skal give ham navnet Immanuel“) bør man huske på at Messias også skulle kaldes med andre navne. (Lu 1:31; Es 7:14) For eksempel blev der i Esajas 9:6 sagt om ham: „Hans navn skal være Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evig Fader, Fredsfyrste.“ Dog blev Marias førstefødte ikke kaldt med nogen af disse navne, hverken som barn eller senere da han begyndte sin tjeneste. Det var alle sammen profetiske navne som ville få deres opfyldelse på Messias. Jesus levede i enhver henseende op til betydningen af disse navne, og det var i den hensigt han profetisk blev kaldt med dem, nemlig for at vise hvilke egenskaber han ville besidde, og hvilke gode gerninger han ville gøre til gavn for dem der tog imod ham som Messias. Det samme gælder navnet Immanuel. Han levede op til navnets betydning.

De som tilbeder Jehova, har altid ønsket at han ville være med dem, at han ville være på deres side og støtte dem i deres forehavender. Ofte giver han dem forsikring om at han er med dem, og undertiden giver han dem synlige tegn på at dette er tilfældet. (1Mo 28:10-20; 2Mo 3:12; Jos 1:5, 9; 5:13–6:2; Sl 46:5-7; Jer 1:19) Når man i dag ikke med sikkerhed kan fastslå hvem der var Immanuel på Akaz’ tid, er det måske fordi Jehova har ledet det på denne måde for at opmærksomheden i senere generationer ikke skulle blive afledt fra den større Immanuel når denne fremtrådte som et tegn fra himmelen. Da Jehovas elskede søn kom til jorden som det lovede messianske „afkom“ (1Mo 3:15) og den retmæssige arving til Davids trone, gav Jehova det største tegn på at han ikke havde svigtet menneskene eller sin rigspagt. Benævnelsen Immanuel passede særdeles godt på Kristus, for hans nærværelse var virkelig et tegn fra himmelen. Og da denne ypperste repræsentant for Jehova befandt sig blandt menneskene, kunne Mattæus under inspiration med sandhed sige: „Med os er Gud.“