KAPITEL SYTTEN
„Se! Jehovas trælkvinde!“
1, 2. (a) Hvilken hilsen blev Maria mødt med af en fremmed? (b) I hvilken forstand befandt Maria sig ved en skillevej?
MARIA så med store øjne på gæsten der trådte ind i hendes hjem. Han spurgte ikke efter hendes far eller mor. Han var kommet for at tale med hende. Én ting var hun sikker på: Han var ikke fra Nazaret. I hendes lille by lagde man straks mærke til fremmede. Denne fremmede ville man dog lægge mærke til alle steder. Han henvendte sig til Maria på en måde hun aldrig før havde oplevet. Han sagde: „Vær hilset, du højt begunstigede, Jehova er med dig.“ — Læs Lukas 1:26-28.
2 Sådan bliver vi i Bibelen præsenteret for Maria, datter af Eli, fra byen Nazaret i Galilæa. Vi møder hende på et tidspunkt hvor hun i en vis forstand stod ved en skillevej. Hun var forlovet med tømreren Josef, som ikke var nogen velhavende mand men en mand med en stærk tro på Gud. Så hun havde sikkert allerede en god idé om hvordan hendes fremtid ville forme sig. Hun skulle leve et enkelt liv hvor hun ville samarbejde med sin mand, Josef, og sammen ville de opdrage deres børn. Men så kom denne besøgende med en opgave fra Gud, en der fuldstændig ville ændre hendes liv.
3, 4. Hvad må vi se bort fra for at kunne lære Maria bedre at kende, og hvad må vi fokusere på?
3 Mange er overraskede over hvor lidt Bibelen siger om Maria. Den nævner ikke meget om hendes baggrund, endnu mindre om hendes personlighed og slet intet om hendes udseende. Men vi kan alligevel udlede en hel del af de oplysninger vi finder om hende i Guds ord.
4 For at kunne lære Maria bedre at kende må vi se bort fra mange af de forestillinger om hende der findes inden for forskellige trossamfund. Så lad os prøve at glemme de utallige afbildninger af hende. Lad os også se bort fra de indviklede læresætninger og dogmer der ophøjer denne ydmyge kvinde til at være „Guds moder“ og „Himmeldronning“. Lad os i stedet fokusere på det Bibelen rent faktisk fortæller. Det vil give os en værdifuld indsigt i hendes tro og vise os hvordan vi kan efterligne denne tro.
Besøg af en engel
5. (a) Hvad kan vi lære om Maria ud fra hendes reaktion på Gabriels hilsen? (b) Hvilken vigtig ting kan vi lære af Maria?
5 Marias gæst var ikke noget menneske. Det var englen Gabriel. Da han kaldte Maria „du højt begunstigede“, blev hun „dybt foruroliget over det han sagde, og begyndte at spekulere på hvad dette kunne være for en hilsen“. (Luk. 1:29) Højt begunstiget af hvem? Maria nærede ikke nogen forventning om at blive begunstiget af mennesker. Men det englen talte om, var Jehova Guds gunst, og den betød noget for hende. Hun gik imidlertid ikke stolt ud fra at hun havde Guds godkendelse. Hvis vi stræber efter at opnå Guds godkendelse og aldrig hovmodigt går ud fra at vi allerede har den, kan vi lære noget meget vigtigt som Maria klart forstod. Nemlig at Gud står de hovmodige imod, men elsker og støtter de ydmyge. — Jak. 4:6.
Maria gik ikke stolt ud fra at hun havde Guds godkendelse
6. Hvilket privilegium fremholdt englen for Maria?
6 Maria ville få brug for en sådan ydmyghed, for englen fremholdt et helt ufatteligt privilegium for hende. Han forklarede at hun skulle føde et barn som ville blive det mest betydningsfulde menneske nogen sinde. Gabriel sagde: „Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone, og han skal herske som konge over Jakobs hus for evigt, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ (Luk. 1:32, 33) Maria kendte uden tvivl dette løfte som Gud mere end tusind år tidligere havde givet David — at en af hans efterkommere skulle herske for evigt. (2 Sam. 7:12, 13) Hendes søn skulle altså være den Messias som Guds folk havde ventet på i århundreder!
7. (a) Hvad viste Marias spørgsmål om hende? (b) Hvad kan unge i dag lære af Maria?
7 Englen fortalte hende desuden at hendes søn skulle „kaldes den Højestes søn“. Hvordan kunne et menneske føde Guds søn? Ja, hvordan skulle hun overhovedet kunne få en søn? Hun var forlovet med Josef, men de var endnu ikke gift. Det fik hende til at spørge lige ud: „Hvorledes skal dette gå til, da jeg ikke har omgang med nogen mand?“ (Luk. 1:34) Læg mærke til at Maria ikke skammede sig over at være jomfru. Hun værnede derimod om sin ærbarhed. I dag kan mange unge næsten ikke vente med at få deres seksuelle debut, og de gør ofte nar af dem der stadig er uerfarne. Verden har virkelig forandret sig. Men Jehova har ikke forandret sig. (Mal. 3:6) Ligesom på Marias tid sætter han i dag pris på dem der følger hans moralnormer. — Læs Hebræerne 13:4.
8. Hvordan kunne Maria få et fuldkomment barn når hun selv var ufuldkommen?
8 Maria var en trofast tjener for Gud, men hun var trods alt kun et ufuldkomment menneske. Så hvordan kunne hun få et fuldkomment barn, Guds søn? Gabriel forklarede: „Hellig ånd vil komme over dig, og kraft fra den Højeste vil overskygge dig. Derfor skal det der fødes også kaldes helligt, Guds søn.“ (Luk. 1:35) At noget er helligt, vil sige at det er rent og ubesmittet. Normalt arver børn forældrenes ufuldkommenhed. Men i Marias tilfælde ville Jehova udføre et storslået mirakel. Han ville overføre sin søns liv fra himlen til Marias livmoder og derefter „overskygge“ hende med sin virksomme kraft, eller hellige ånd, og derved beskytte barnet mod at blive besmittet med synd. Troede Maria på englens løfte? Hvordan reagerede hun?
Marias svar til Gabriel
9. (a) Hvorfor har skeptikere ikke ret når de betvivler beretningen om Maria? (b) Hvordan styrkede Gabriel Marias tro?
9 Mange skeptikere, deriblandt flere af kristenhedens teologer, har meget svært ved at tro på at en jomfru kunne føde et barn. På trods af deres megen lærdom er der en enkel, grundlæggende sandhed de ikke forstår. Som Gabriel sagde: „Intet som Gud siger, vil være umuligt for ham.“ (Luk. 1:37) Den unge Maria troede på det Gabriel sagde, for hun havde en stærk tro på Gud. Men hun var ikke lettroende. Som ethvert andet tænkende menneske havde hun brug for noget hun kunne bygge sin tro på. Gabriel ville gerne give hende flere vidnesbyrd. Han fortalte hende om hendes ældre slægtning Elisabet om hvem det længe havde været kendt at hun ikke kunne få børn. Gud havde mirakuløst gjort det muligt for hende at undfange.
10. Hvorfor skal vi ikke tro at Marias privilegium ikke var forbundet med bekymringer og vanskeligheder?
10 Hvad ville Maria nu gøre? Hun havde fået forklaret hvad opgaven bestod i, og fået vidnesbyrd om at Gud ville gøre alt hvad Gabriel havde sagt. Vi skal ikke tro at dette store privilegium ikke var forbundet med bekymringer og vanskeligheder. Maria var jo forlovet med Josef. Ville han stadig gifte sig med hende når han fandt ud af at hun var gravid? Og det ansvar der fulgte med opgaven, må i sig selv have virket overvældende. Hun skulle føde den mest betydningsfulde af alle Guds skabninger — hans egen elskede søn. Hun skulle tage sig af ham mens han var et hjælpeløst spædbarn, og beskytte ham i en ond verden. Det var virkelig et stort ansvar!
11, 12. (a) Hvordan har selv stærke og trofaste mænd nogle gange reageret når Gud gav dem vanskelige opgaver? (b) Hvad fortæller Marias ord til Gabriel os om hende?
11 Bibelen viser at selv stærke og trofaste mænd nogle gange har tøvet med at tage imod vanskelige opgaver fra Gud. Moses indvendte at han ikke var tilstrækkelig veltalende til at være Guds talsmand. (2 Mos. 4:10) Jeremias sagde at han ’kun var en dreng’ og dermed alt for ung til at påtage sig den opgave Gud havde givet ham. (Jer. 1:6) Og Jonas flygtede fra sin opgave! (Jon. 1:3) Hvad gjorde Maria?
12 Hendes ord, der fortæller noget om hvor ydmyg og lydig hun var, er kendt af mange der tror på Gud. Hun sagde til Gabriel: „Se! Jehovas trælkvinde! Måtte det gå mig som du har sagt.“ (Luk. 1:38) En trælkvinde var den laveste blandt tjenestefolk; hendes liv var helt og holdent i hendes herres hånd. Sådan betragtede Maria sin Herre, Jehova. Hun vidste at hun kunne være tryg i hans hænder, at han er loyal over for dem der er loyale over for ham, og at han ville velsigne hende i hendes bestræbelser for at udføre denne krævende opgave. — Sl. 18:25.
Maria vidste at hun var tryg i sin loyale Guds, Jehovas, hænder
13. Hvis dét Gud beder os om, virker vanskeligt, eller ligefrem umuligt, hvordan kan vi da have gavn af Marias eksempel?
13 Nogle gange beder Gud os om at gøre noget der i vores øjne kan virke vanskeligt, ja, ligefrem umuligt. Men i sit ord giver han os mange grunde til at vi kan stole på ham og lægge vores liv i hans hænder, ligesom Maria gjorde. (Ordsp. 3:5, 6) Hvis vi gør det, vil han belønne os, og vores tro vil blive stærkere.
Besøger Elisabet
14, 15. (a) Hvordan blev Maria belønnet af Jehova da hun besøgte Elisabet og Zakarias? (b) Hvad lærer vi om Maria ud fra hendes ord i Lukas 1:46-55?
14 Det Gabriel sagde om Elisabet, betød meget for Maria. Hvilken anden kvinde ville kunne forstå hendes situation bedre end Elisabet? Maria tog hurtigt af sted for at besøge Elisabet i Judas bjergland, en rejse på måske tre-fire dage. Da hun trådte ind ad døren hos Elisabet og præsten Zakarias, gav Jehova Maria endnu et stærkt vidnesbyrd som kunne styrke hendes tro. I samme øjeblik Elisabet hørte Marias hilsen, kunne hun mærke at fosteret i hendes moderliv sprang af glæde. Hun blev fyldt med hellig ånd og kaldte Maria for „min Herres moder“. Gud havde åbenbaret for Elisabet at Marias søn skulle blive hendes Herre, Messias. Gud inspirerede hende desuden til at rose Maria for hendes tro og lydighed. Hun sagde: „Lykkelig er hun som troede.“ (Luk. 1:39-45) Ja, alt hvad Jehova havde lovet Maria, ville gå i opfyldelse.
15 Det Maria herefter sagde, er omhyggeligt bevaret i Guds ord. (Læs Lukas 1:46-55). Det er Marias længste udtalelse i den bibelske beretning, og den fortæller meget om hende. Den viser hendes værdsættelse og taknemmelige indstilling, for hun priste Jehova fordi han havde velsignet hende med det privilegium at blive mor til Messias. Den vidner også om dybden af hendes tro, for hun sagde at Jehova ydmyger de stolte og mægtige og hjælper de fattige og de dårligt stillede som ønsker at tjene ham. Hendes ord røbede også at hun havde stor kundskab. Ifølge en optælling henviste hun til De Hebraiske Skrifter mere end 20 gange.a
16, 17. (a) Hvilken indstilling som Maria og hendes søn havde, må vi efterligne? (b) Hvilken velsignelse minder Marias besøg hos Elisabet os om?
16 Maria grundede tydeligvis over Guds ord. Alligevel var hun ydmyg og ville hellere lade Skrifterne tale end at tale ud fra sine egne idéer. Drengebarnet i hendes moderliv ville en dag vise den samme indstilling ved at sige: „Den lære jeg fører er ikke min, men hans som har sendt mig.“ (Joh. 7:16) Vi gør klogt i at spørge os selv: ’Har jeg en sådan respekt og ærefrygt for Guds ord, eller foretrækker jeg mine egne idéer og holdninger?’ Det er tydeligt hvad Marias indstilling var.
17 Maria blev hos Elisabet i omkring tre måneder, og der er ingen tvivl om at de begge blev meget opmuntret af samværet. (Luk. 1:56) Bibelens hjertevarmende beretning om dette besøg minder os om hvor stor en velsignelse det er at have gode venner. Hvis vi vælger venner der elsker Jehova Gud, vil vi vokse åndeligt og få et nærmere forhold til ham. (Ordsp. 13:20) Tiden var nu inde til at Maria skulle begive sig hjemad. Hvad ville Josef sige når han blev klar over at hun var gravid?
Maria og Josef
18. Hvad fortalte Maria Josef, og hvordan reagerede han på det?
18 Maria har sikkert ikke ventet med at fortælle om sin graviditet til den kunne ses. Hun var nødt til at tale med Josef om det. Forinden har hun måske spekuleret over hvordan denne retskafne, gudfrygtige mand ville reagere på det hun havde at fortælle ham. Ikke desto mindre fortalte hun alt hvad der var sket. Som man nok kan forestille sig, blev Josef meget bekymret. Han ønskede at tro på sin elskede Maria, men det lod til at hun havde været ham utro. Den bibelske beretning siger ikke noget om hvilke tanker der gik gennem hans hoved, eller hvordan han ræsonnerede. Men den fortæller at han besluttede at lade sig skille fra hende. Dengang blev en forlovelse nemlig regnet for lige så bindende som et ægteskab. Han ønskede imidlertid ikke at hun skulle udsættes for offentlig skam, så han overvejede at lade sig skille fra hende i hemmelighed. (Matt. 1:18, 19) Det må have smertet Maria at se denne gode mand være så bekymret over den usædvanlige situation. Men Maria blev ikke bitter.
19. Hvordan hjalp Jehova Josef til at handle på den rigtige måde?
19 Jehova hjalp kærligt Josef til at gøre det der var rigtigt. I en drøm fortalte Guds engel ham at Marias graviditet skyldtes et mirakel. Det må have været en stor lettelse. Josef gjorde nu det som Maria hele tiden havde gjort — han handlede i harmoni med Jehovas anvisninger. Han giftede sig med Maria og forberedte sig på den enestående opgave at tage sig af Jehovas søn. — Matt. 1:20-24.
20, 21. Hvad kan ægtepar og de der har planer om at gifte sig, lære af Maria og Josef?
20 Ægtepar — og de der har planer om at gifte sig — kan lære meget af dette unge par som levede for 2.000 år siden. Da Josef senere så hvordan den unge Maria blev en dygtig hustru og mor, har han uden tvivl været glad for at Jehovas engel havde ledet ham. Josef må have indset hvor vigtigt det er at støtte sig til Jehova når man skal træffe store beslutninger. (Sl. 37:5; Ordsp. 18:13) Efterfølgende har Josef helt sikkert været omhyggelig og kærlig når han som familiens overhoved skulle træffe beslutninger.
21 Vi kan også lære noget af Marias villighed til at gifte sig med Josef. Skønt han i første omgang måske havde svært ved at forstå det hun fortalte ham, ventede hun på at han skulle træffe en beslutning om hvad de skulle gøre, for det var ham der skulle være familiens overhoved. Det har sikkert været lærerigt for Maria, ligesom det er for kristne kvinder i dag. Endelig har disse begivenheder sandsynligvis lært både Josef og Maria meget om vigtigheden af at være ærlig og at have en åben kommunikation. — Læs Ordsprogene 15:22.
22. Hvad var grundlaget for Josef og Marias ægteskab, og hvilken opgave lå foran dem?
22 Dette unge ægtepar begyndte deres ægteskab på det bedst tænkelige grundlag. De elskede begge Jehova Gud højere end alt andet, og de ønskede at behage ham som ansvarlige og omsorgsfulde forældre. Der ventede dem naturligvis endnu større velsignelser — og endnu større udfordringer. De skulle opdrage og tage sig af Jesus, som ville vokse op og blive det største menneske der nogen sinde har levet.
a Blandt disse henvisninger er sandsynligvis et citat af den trofaste kvinde Hanna, som Jehova også havde velsignet med et barn. — Se rammen „To bemærkelsesværdige bønner“ i kapitel 6.