Velsignelser ved at elske Guds ord
„Elsk [visdommen], så vil den værne dig. . . . Den vil bringe dig ære, fordi du omfavner den.“ — ORDSPROGENE 4:6, 8.
1. Hvad indebærer det at elske Guds ord?
DET er livsvigtigt for en kristen at læse i Bibelen. At man læser i Bibelen, viser dog ikke i sig selv at man elsker Guds ord. Hvis man for eksempel læser i Bibelen, men lever på en måde som fordømmes i den, elsker man tydeligvis ikke Guds ord på samme måde som den mand der skrev Salme 119. Kærligheden til Guds ord fik salmisten til at leve i overensstemmelse med dets krav. — Salme 119:97, 101, 105.
2. Hvilke fordele har den visdom som er baseret på Guds ord?
2 Hvis man skal leve i overensstemmelse med Guds ord, må man hele tiden justere sin tankegang og sin måde at leve på. At gøre dette er et udtryk for gudfrygtig visdom, som indebærer at man i praksis anvender den kundskab og forståelse man har tilegnet sig gennem studium af Bibelen. „Elsk [visdommen], så vil den værne dig. Sæt den højt, så vil den ophøje dig. Den vil bringe dig ære, fordi du omfavner den. Den vil sætte en yndig krans på dit hoved; den vil skænke dig en smuk krone.“ (Ordsprogene 4:6, 8, 9) Hvilken stærk tilskyndelse til at opdyrke kærlighed til Guds ord og lade sig lede af det! Hvem ønsker ikke at blive værnet, ophøjet og æret?
Værnet mod varig skade
3. Hvorfor har kristne mere end nogen sinde behov for at blive beskyttet, og mod hvem?
3 Hvordan kan den visdom man opnår ved at studere og efterleve Guds ord, værne os? For eksempel ved at beskytte os mod Satan Djævelen. Jesus lærte sine disciple at bede om at blive befriet fra den onde, Satan. (Mattæus 6:13) I dag er der endnu mere grund til at tage denne anmodning med i vore bønner. Satan og hans dæmoner var kastet ud af himmelen efter 1914, og Satan har derfor „stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode“. (Åbenbaringen 12:9, 10, 12) Nu da der er gået så mange år, må han være hvidglødende af raseri, mens han uden held fører krig mod dem „som holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus“. — Åbenbaringen 12:17.
4. Hvordan beskyttes kristne mod det pres og de snarer Satan udsætter os for?
4 I sin vrede skaber Satan konstant problemer for de kristne forkyndere og anstifter voldelig forfølgelse eller lægger andre hindringer i vejen for deres virke. Han vil også gerne lokke forkynderne til at fokusere på andre ting, for eksempel en fremtrædende stilling i verden, materielle ejendele, magelighed og fornøjelser, i stedet for at være optaget af at forkynde den gode nyhed om Riget. Hvad kan beskytte Guds trofaste tjenere mod at give efter for Satans pres eller gå i en af hans snarer? Bøn, et nært forhold til Jehova, og tro på at han vil opfylde sine løfter. Men alt dette er forbundet med kundskab om Guds ord og en fast beslutning om at adlyde de påmindelser det indeholder. Disse påmindelser får man ved at læse i Bibelen og de bibelske publikationer, overvære de kristne møder, følge den bibelske vejledning fra trosfæller og tænke over de bibelske principper som Guds ånd minder en om. — Esajas 30:21; Johannes 14:26; 1 Johannes 2:15-17.
5. På hvilke måder vil den visdom der er baseret på Guds ord, beskytte os?
5 De der elsker Guds ord, værnes også på andre måder. For eksempel undgår de den følelsesmæssige belastning og de fysiske sygdomme der kan blive følgen af stofmisbrug, rygning og kønslig umoralitet. (1 Korinther 5:11; 2 Korinther 7:1) De bidrager ikke til stridigheder gennem sladder eller ved at tale uvenligt til andre. (Efeserne 4:31) De falder heller ikke som ofre for tvivl ved at forske i de bedrageriske filosofiske idéer der hører denne verdens visdom til. (1 Korinther 3:19) Deres kærlighed til Guds ord beskytter dem mod ting der kunne berøve dem deres forhold til Gud og håbet om evigt liv. De sørger for at være travlt optaget af at hjælpe deres medmennesker til at få tro på de vidunderlige løfter som Bibelen indeholder, for de ved at de derved vil ’frelse både sig selv og dem der hører på dem’. — 1 Timoteus 4:16.
6. Hvordan kan visdom baseret på Guds ord beskytte os, selv under vanskelige omstændigheder?
6 Sandt nok er alle — også de der elsker Guds ord — underlagt „tid og tilfælde“. (Prædikeren 9:11) Det kan ikke undgås at nogle af os rammes af naturkatastrofer, alvorlig sygdom, ulykker eller en for tidlig død. Alligevel er vi beskyttede. Ingen ulykke kan varigt skade den der af hjertet elsker Guds ord. Derfor bør vi ikke være overdrevent bekymrede for hvad der vil ske i fremtiden. Når vi har taget alle rimelige forholdsregler, er det bedst at vi overlader resten i Jehovas hånd og ikke lader nutidens usikre tilværelse berøve os freden. (Mattæus 6:33, 34; Filipperne 4:6, 7) Husk altid at løfterne om opstandelsen og et bedre liv når Gud „gør alting nyt“, med sikkerhed vil blive indfriet. — Åbenbaringen 21:5; Johannes 11:25.
Vis at du er ’god jord’
7. Hvilken illustration fremholdt Jesus for de skarer der kom for at lytte til ham?
7 I en af sine billedtaler viste Jesus hvor vigtigt det er at have det rette syn på Guds ord. Da Jesus forkyndte den gode nyhed i hele Palæstina, samledes folk i store skarer for at lytte til ham. (Lukas 8:1, 4) Men det var ikke dem alle der elskede Guds ord. Mange kom uden tvivl kun fordi de gerne ville se et mirakel, eller fordi de kunne lide hans fantastiske måde at undervise på. Jesus fremholdt da denne illustration for skarerne: „En sædemand gik ud for at så sin sæd. Og som han såede, faldt noget langs vejen og blev trådt ned, og himmelens fugle åd det op. Noget andet faldt på klippen, og efter at være vokset op visnede det fordi det ikke havde væde. Noget andet faldt blandt de tornede planter, og de tornede planter som voksede op sammen med det, kvalte det. Noget andet faldt i den gode jord, og efter at være vokset op frembragte det hundrede fold frugt.“ — Lukas 8:5-8.
8. Hvad er sæden i Jesu billedtale?
8 Jesu billedtale viste at de der hørte den gode nyhed, ville reagere forskelligt, alt efter deres hjertetilstand. Sæden der bliver sået, er „Guds ord“. (Lukas 8:11) En parallelberetning siger at sæden er „rigets ord“. (Mattæus 13:19) Jesus kunne bruge begge udtryk eftersom temaet i Guds ord er hævdelsen af Jehovas suverænitet og helligelsen af hans navn ved det himmelske rige med Jesus Kristus som konge. (Mattæus 6:9, 10) Sæden er derfor i realiteten budskabet om den gode nyhed i Guds ord, Bibelen. Ligesom det var tilfældet med sædemanden, Jesus Kristus, sår Jehovas vidner denne sæd idet de forkynder budskabet om Riget. Hvilken reaktion møder de?
9. Hvad skildrer de sædekorn der falder (a) langs vejen? (b) på klippen? (c) blandt tornede planter?
9 Jesus sagde at nogle sædekorn falder langs vejen og bliver trådt ned. Det sigter til mennesker der har for travlt til at Rigets sæd kan slå rod i deres hjerte. Før de kan opdyrke kærlighed til Guds ord, „kommer Djævelen og tager ordet bort fra deres hjerte for at de ikke skal tro og blive frelst“. (Lukas 8:12) Noget sæd falder på klippen. Det sigter til mennesker der føler sig tiltrukket af Bibelens budskab, men ikke lader det påvirke deres hjerte. Når der opstår modstand, eller når de finder det svært at følge Bibelens vejledning, „falder de fra“ fordi de ingen rod har. (Lukas 8:13) Så er der dem der hører ordet, men som lader sig opsluge af „dette livs bekymringer, rigdom og sanselige nydelser“. Ligesom afgrøder der vokser sammen med tornede planter, „kvæles de fuldstændig“. — Lukas 8:14.
10, 11. (a) Hvem skildrer den gode jord? (b) Hvad må vi gøre for at beholde Guds ord i vort hjerte?
10 Endelig er der nogle sædekorn som falder på god jord. Det sigter til mennesker der tager imod budskabet „med et smukt og godt hjerte“. Vi vil naturligvis alle sammen gerne tro at vi hører til denne kategori, men i sidste instans er det Guds bedømmelse der tæller. (Ordsprogene 17:3; 1 Korinther 4:4, 5) Ifølge hans ord kan vi vise at vi har „et smukt og godt hjerte“ gennem vore handlinger fra nu af og til vi dør, eller indtil Gud gør ende på denne onde tingenes ordning. Det er godt hvis vi straks reagerer positivt på budskabet. De der har „et smukt og godt hjerte“, tager imidlertid Guds ord til sig og „beholder det og bærer frugt med udholdenhed“. — Lukas 8:15.
11 Den eneste sikre måde hvorpå vi kan beholde Guds ord i hjertet, er ved at læse og studere det både på egen hånd og sammen med vore trosfæller. Det vil sige at vi må tage til os af den åndelige føde der tilvejebringes gennem den kanal som er bemyndiget til at tage sig af Jesu sande disciples åndelige interesser. (Mattæus 24:45-47) På denne måde vil det være kærlighed der får dem der beholder Guds ord i deres hjerte, til at ’bære frugt med udholdenhed’.
12. Hvilken frugt må vi bære med udholdenhed?
12 Hvilken frugt bærer den gode jord? I naturen bliver sædekorn til planter der bærer frugt som indeholder samme slags sædekorn, der igen kan sås og bære frugt. På samme måde er det med dem der har „et smukt og godt hjerte“. Ordets sæd vokser i dem så de modnes åndeligt indtil de med tiden kan så sæden i andres hjerte. (Mattæus 28:19, 20) De viser udholdenhed i deres bestræbelser for at så. Jesus viste hvor vigtigt det er at holde ud i dette såningsarbejde da han sagde: „Det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst. Og denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ — Mattæus 24:13, 14.
’Bær frugt i enhver god gerning’
13. Hvordan forbandt Paulus det at bære frugt med kundskab om Guds ord?
13 Også apostelen Paulus talte om at vi må bære frugt, og han forbandt det med Guds ord. Han bad om at hans trosfæller ’måtte blive fyldt med den nøjagtige kundskab om [Guds] vilje i al visdom og åndelig forståelse, så de kunne vandre Jehova værdigt for fuldt ud at behage ham, mens de fortsat bar frugt i enhver god gerning’. — Kolossenserne 1:9, 10; Filipperne 1:9-11.
14-16. Hvilken frugt frembringer de der elsker Guds ord, i overensstemmelse med det Paulus sagde?
14 Med disse ord viste Paulus at det ikke er et mål i sig selv at tilegne sig kundskab om Bibelen. Kærligheden til Guds ord skulle få os til at „vandre Jehova værdigt“ ved at blive ved med at ’bære frugt i enhver god gerning’. Hvilken god gerning sigtede han til? Den vigtigste opgave kristne har fået her i de sidste dage, er at forkynde den gode nyhed om Riget. (Markus 13:10) Desuden vil de der elsker Guds ord, gøre deres bedste for at yde regelmæssig økonomisk støtte til denne gerning. Det er en forret de glæder sig over i bevidstheden om at „Gud elsker en glad giver“. (2 Korinther 9:7) Deres bidrag går til at dække de udgifter der er forbundet med at drive de mere end et hundrede afdelingskontorer hvorfra forkyndelsen af Riget organiseres. På nogle af disse afdelingskontorer fremstilles der også bibler og bibelske publikationer. Deres bidrag er desuden med til at dække udgifterne ved afholdelse af store kristne stævner og udsendelse af rejsende tilsynsmænd, missionærer og andre heltidstjenere.
15 Andre gode gerninger har at gøre med opførelse og vedligeholdelse af centre for sand tilbedelse. Kærlighed til Guds ord får hans tjenere til at sørge for at stævnehaller og rigssale ikke forfalder. (Jævnfør Nehemias 10:39.) Eftersom Guds navn står på disse bygningers facade, er det meget vigtigt at de holdes rene og pæne både inde og ude, og at de der kommer til møde sådanne steder, opfører sig på en måde der er hævet over enhver kritik. (2 Korinther 6:3) Nogle kristne er i stand til at gøre mere. Kærligheden til Guds ord får dem til at rejse langt bort for at være med til at opføre nye tilbedelsessteder i dele af verden hvor der er et behov på grund af fattigdom eller mangel på faglærte byggearbejdere. — 2 Korinther 8:14.
16 At ’bære frugt i enhver god gerning’ omfatter også at man tager sig af sin familie og viser omsorg for sine trosfæller. Kærligheden til Guds ord får os til at være opmærksomme på hvad de „der er beslægtede med os i troen“, har behov for, og til at „vise gudhengivenhed over for [vor] egen husstand“. (Galaterne 6:10; 1 Timoteus 5:4, 8) I den forbindelse er det en god gerning at besøge de syge og trøste de sørgende. Menighedens ældste og de der udgør Kontaktudvalg til Hospitaler, gør også en god gerning når de hjælper brødre og søstre som har problemer i forbindelse med alvorlig sygdom. (Apostelgerninger 15:29) Desuden indtræffer der flere og flere katastrofer — nogle skyldes naturfænomener, andre skyldes menneskets tåbelighed. Med Guds ånds hjælp har Jehovas vidner i mange dele af verden fået et godt ry for at skaffe hurtig nødhjælp til trosfæller og andre ofre for katastrofer og ulykker. Alt dette er gode frugter som bæres af dem der elsker Guds ord.
En vidunderlig fremtid
17, 18. (a) Hvilke resultater giver arbejdet med at så Rigets sæd? (b) Hvilke begivenheder vil de der elsker Guds ord, snart blive øjenvidner til?
17 Arbejdet med at så Rigets sæd bringer fortsat store velsignelser til menneskeheden. Siden 1994 har der hvert år været over 300.000 mennesker som har ladet Bibelens budskab slå så dyb rod i deres hjerte at de har indviet sig til Jehova og symboliseret dette ved vanddåben. Der venter dem en vidunderlig fremtid!
18 De der elsker Guds ord, véd at Jehova Gud inden længe vil gribe ind for at herliggøre sit navn. „Babylon den Store“, den falske religions verdensimperium, vil blive tilintetgjort. (Åbenbaringen 18:2, 8) Så vil de der nægter at leve efter Guds ord, blive fjernet af kongen Jesus Kristus. (Salme 2:9-11; Daniel 2:44) Derefter vil Guds rige bringe varig udfrielse fra kriminalitet, krig og andre katastrofer. Der vil ikke længere være behov for at trøste folk på grund af smerte, sygdom og død. — Åbenbaringen 21:3, 4.
19, 20. Hvilken herlig fremtid venter der dem som oprigtigt elsker Guds ord?
19 Til den tid vil de der elsker Guds ord, udrette vidunderlige ting. De der overlever Harmagedon, vil begynde på den herlige opgave at omdanne jorden til et paradis. De får den spændende forret at træffe forberedelser til at tage imod dem der nu hviler i graven og er i Guds erindring, og som vil blive oprejst fra de døde. (Johannes 5:28, 29) Til den tid vil jordens beboere få fuldkommen vejledning fra den suveræne Herre, Jehova, gennem hans ophøjede søn, Jesus Kristus. Der vil blive åbnet „skriftruller“ som indeholder Jehovas vejledning angående livet i den nye verden. — Åbenbaringen 20:12.
20 Når Jehovas tid er inde, vil alle de trofaste salvede kristne modtage deres himmelske belønning som „Kristi medarvinger“. (Romerne 8:17) Under Kristi tusindårsrige vil alle på jorden der elsker Guds ord, blive ført frem til fuldkommenhed på sind og legeme. Efter at have vist sig trofaste under en sidste prøve vil de blive belønnet med evigt liv og opnå „Guds børns herlige frihed“. (Romerne 8:21; Åbenbaringen 20:1-3, 7-10) Det bliver en vidunderlig tid! Uanset om Jehova har skænket os et himmelsk eller et jordisk håb, vil en varig kærlighed til hans ord og en fast beslutning om at leve i overensstemmelse med gudfrygtig visdom værne os, og i fremtiden vil visdommen ’bringe os ære fordi vi omfavner den’. — Ordsprogene 4:6, 8.
Kan du forklare dette?
◻ Hvordan kan kærlighed til Guds ord værne os?
◻ Hvad skildrer sæden i Jesu billedtale, og hvordan bliver den sået?
◻ Hvordan kan vi vise at vi er ’god jord’?
◻ Hvilke velsignelser kan de der elsker Guds ord, se frem til?
[Illustration på side 16]
Sæden i Jesu illustration er et billede på budskabet om den gode nyhed der findes i Guds ord
[Kildeangivelse]
Garo Nalbandian
[Illustration på side 17]
Jehovas vidner efterligner den store Sædemand
[Illustration på side 18]
De der overlever Harmagedon, vil glæde sig over jordens frugter