STUDIEARTIKEL 10
Kærlighed til Jehova motiverer til dåb
“Hvad forhindrer mig i at blive døbt?” – AP.G. 8:36.
SANG NR. 37 Jeg vil tjene Jehova helhjertet
FORMÅLa
1-2. Hvad motiverede den etiopiske eunuk til at blive døbt, som det fremgår af Apostlenes Gerninger 8:27-31, 35-38?
VIL du gerne døbes som en discipel af Kristus? Kærlighed og taknemmelighed har motiveret mange personer til at træffe det valg. Lad os se nærmere på en af dem, nemlig en embedsmand ved den etiopiske dronnings hof.
2 Etiopieren reagerede straks på det han lærte ud fra Skrifterne. (Læs Apostlenes Gerninger 8:27-31, 35-38). Hvad var det der motiverede ham? Det var tydeligt at han satte pris på Guds ord, for mens han var på rejse, sad han i sin vogn og læste en passage fra Esajas’ Bog. Og i løbet af sin samtale med Filip kom han også til at værdsætte det Jesus havde gjort for ham. Hvorfor var embedsmanden overhovedet på rejse? Fordi han allerede havde kærlighed til Jehova i sit hjerte og havde været i Jerusalem for at tilbede ham. Manden havde åbenbart givet afkald på den religion han var født ind i, og havde sluttet sig til den eneste nation der var indviet til den sande Gud. Og det var den samme kærlighed til Jehova der nu motiverede ham til at tage endnu et vigtigt skridt, nemlig at blive døbt og blive en discipel af Kristus. – Matt. 28:19.
3. Hvad kan hindre en person i at blive døbt? (Se boksen “Hvad er der i dit hjerte?”)
3 Kærlighed til Jehova kan motivere dig til at blive døbt. Men kærlighed kan også hindre dig i at tage det skridt. Hvordan det? Jo, måske elsker du din ikketroende familie og dine venner meget højt og er bange for at de vil vende dig ryggen hvis du bliver døbt. (Matt. 10:37) Eller måske elsker du nogle vaner som du godt ved at Gud hader, og har svært ved at give slip på dem. (Sl. 97:10) Det kan også være at du er vokset op med højtider der er knyttet til falsk religion. Måske elsker du de gode minder du har fra alle de år du har fejret dem, og derfor kan det være svært for dig at tage afstand fra højtider som Jehova hader. (1. Kor. 10:20, 21) Det spørgsmål du må tage stilling til, er: “Hvem eller hvad elsker jeg mest?”
DEN VIGTIGSTE KÆRLIGHED
4. Hvad er den stærkeste motivation til at blive døbt?
4 Der er mange gode ting du kan elske og være taknemmelig for. For eksempel havde du måske allerede inden du begyndte at studere med Jehovas Vidner, fået stor værdsættelse af Bibelen. Og måske elskede du også Jesus. Nu hvor du har lært Jehovas Vidner at kende, elsker du måske at komme sammen med dem. Men det at du elsker disse gode ting, vil ikke nødvendigvis give dig lyst til at indvi dig til Jehova og blive døbt. Det der først og fremmest skal motivere dig til at blive døbt, er at du har kærlighed til Jehova Gud selv. Når du elsker Jehova mere end noget som helst andet, vil du ikke lade nogen eller noget hindre dig i at tjene ham. Din kærlighed til Jehova er det der åbner døren til at du kan blive døbt og slå ind på livets vej, og den er også det beskyttende værn der vil hjælpe dig til at blive på vejen.
5. Hvilke spørgsmål vil vi se nærmere på?
5 Jesus sagde at vi skal elske Jehova af hele vores hjerte, sjæl, sind og styrke. (Mark. 12:30) Hvordan kan du få så dyb en kærlighed til Jehova? Kærligheden til Jehova og respekten for ham vil vokse når vi reflekterer over den kærlighed han har vist os. (1. Joh. 4:19) Hvilke andre følelser og handlinger vil komme helt naturligt når du har opdyrket denne kærlighed i dit hjerte, den vigtigste kærlighed overhovedet?b
6. Hvad er en af de måder du kan lære om Jehova på, ifølge Romerne 1:20?
6 Lær om Jehova gennem hans skaberværk. (Læs Romerne 1:20; Åb. 4:11) Meditér over den visdom der er så tydelig i den måde planterne og dyrene er designet på. Lær lidt om den fantastiske måde din krop er skabt på. (Sl. 139:14) Og tænk over den energi Jehova har fyldt solen med – og den er bare én ud af milliarder af stjerner.c (Esa. 40:26) Når du gør det, vil du få endnu dybere respekt for Jehova. Men at vide at Jehova er vís og magtfuld, er kun en del af det fundament dit forhold til ham bygger på. For at opdyrke en stærk kærlighed til Jehova skal du vide mere om ham.
7. Hvad må du blive overbevist om hvis du skal få en dyb kærlighed til Jehova?
7 Du må blive overbevist om at Jehova har omsorg for dig personligt. Er det svært for dig at tro på at Skaberen af himlen og jorden lægger mærke til dig, og at han har omsorg for dig? Hvis det er sådan du har det, så husk at Jehova ‘ikke er langt væk fra en eneste af os’. (Ap.G. 17:26-28) Han “undersøger omhyggeligt alle hjerter”. Og som David sagde til Salomon: “Hvis du søger ham, vil han lade sig finde af dig.” (1. Krøn. 28:9) Det løfte gælder også dig. Faktisk er grunden til at du er begyndt at studere Bibelen, at Jehova har “draget dig” til sig. (Jer. 31:3) Jo mere du værdsætter alt det Jehova har gjort for dig, jo dybere vil din kærlighed til ham blive.
8. Hvordan kan du reagere på Jehovas kærlighed?
8 Du kan reagere på Jehovas kærlighed ved at tale med ham i bøn. Din kærlighed til Gud vil vokse når du fortæller ham om det der bekymrer dig, og takker ham for alt det han gør for dig. Og båndet mellem dig og Jehova vil blive stærkere når du ser hvordan han besvarer dine bønner. (Sl. 116:1) Du vil blive overbevist om at han forstår dig. Men for at komme nær til Jehova må du lære at forstå hvordan han tænker. Og du må vide hvad han ønsker at du skal gøre. Den eneste måde du kan få den viden på, er ved at studere hans ord, Bibelen.
9. Hvordan kan du vise at du er taknemmelig for Bibelen?
9 Lær at sætte pris på Guds ord, Bibelen. Bibelen er det eneste sted hvor du kan finde sandheden om Jehova og om hans hensigt med dig. Du kan vise at du værdsætter Bibelen, ved at læse i den hver dag, ved at forberede dig til dit bibelstudie og ved at bruge det du lærer, i dit liv. (Sl. 119:97, 99; Joh. 17:17) Har du en plan for personlig bibellæsning? Følger du din plan så du får læst i Bibelen hver dag?
10. Hvad er en af de unikke ting ved Bibelen?
10 En af de unikke ting ved Bibelen er at den indeholder øjenvidneberetninger om Jesus. Det er den eneste nøjagtige beretning om hvad Jesus har gjort for dig. Efterhånden som du lærer hvad Jesus sagde og gjorde, vil du uden tvivl få lyst til at blive hans ven.
11. Hvad kan hjælpe dig til at elske Jehova?
11 Lær at elske Jesus – så vil din kærlighed til Jehova også vokse. Hvorfor det? Fordi Jesus var et fuldkomment spejlbillede af sin Far. (Joh. 14:9) Jo mere du lærer om Jesus, jo bedre vil du altså forstå Jehova, og jo mere vil du elske ham. Tænk over hvor medfølende Jesus var over for de mennesker som andre så ned på – de fattige, de syge og de sårbare. Og tænk på de praktiske råd han giver dig, og på hvordan det forbedrer dit liv når du følger dem. – Matt. 5:1-11; 7:24-27.
12. Hvad vil det at lære om Jesus motivere dig til?
12 Din kærlighed til Jesus bliver uden tvivl større når du tænker dybt over det offer han har bragt for at vi kan få vores synder tilgivet. (Matt. 20:28) Når du forstår at Jesus var villig til at dø for dig, vil det sikkert motivere dig til at angre det forkerte du har gjort, og bede Jehova om tilgivelse. (Ap.G. 3:19, 20; 1. Joh. 1:9) Og efterhånden som du får kærlighed til Jesus og Jehova, vil du helt naturligt føle dig tiltrukket af andre der har de samme følelser.
13. Hvad har Jehova givet dig?
13 Lær at elske Jehovas familie. Din ikketroende familie og dine tidligere venner forstår måske ikke hvorfor du gerne vil indvi dig til Jehova. Det kan endda være at de modarbejder dig. Men Jehova vil hjælpe dig ved at give dig en åndelig familie. Hvis du holder dig nær til den, vil du få den kærlighed og støtte du har brug for. (Mark. 10:29, 30; Hebr. 10:24, 25) Og med tiden kan det være at dine familiemedlemmer også begynder at tjene Jehova og leve efter hans normer. – 1. Pet. 2:12.
14. Hvordan har du erfaret at det der siges i 1. Johannes 5:3 om Jehovas normer, er sandt?
14 Lær at værdsætte Jehovas normer og at leve efter dem. Før du lærte Jehova at kende, fastsatte du måske selv dine normer, men nu forstår du at Jehovas normer er bedre. (Sl. 1:1-3; læs 1. Johannes 5:3). Tænk på de råd Bibelen giver ægtemænd, hustruer, forældre og børn. (Ef. 5:22 – 6:4) Har du erfaret at jeres familieliv er blevet bedre efter at du er begyndt at følge rådene? Og har du fået bedre vaner efter at du har fulgt Jehovas kloge råd om valg af venner? Er du blevet et gladere menneske? (Ordsp. 13:20; 1. Kor. 15:33) Du kan sikkert svare ja på alle tre spørgsmål.
15. Hvad kan du gøre hvis du har brug for hjælp til at forstå hvordan de bibelske principper skal anvendes?
15 Indimellem synes du måske det er svært at se hvordan du rent praktisk kan anvende de bibelske principper du lærer. Det er grunden til at Jehova gennem sin organisation sørger for bibelsk materiale der kan hjælpe dig til at se forskel på rigtigt og forkert. (Hebr. 5:13, 14) Når du læser og studerer dette materiale, vil du kunne se hvor praktisk og specifikt det er, og sandsynligvis vil det give dig lyst til at slutte dig til Jehovas organisation.
16. Hvordan har Jehova organiseret sit folk?
16 Lær at elske Jehovas organisation og at samarbejde med den. Jehova har organiseret sit folk i menigheder, og hans Søn, Jesus, er hoved for dem alle sammen. (Ef. 1:22; 5:23) Jesus har udnævnt en lille gruppe salvede mænd til at organisere det arbejde han ønsker skal udføres i dag. Han omtalte denne gruppe mænd som “den trofaste og kloge træl”, og de tager deres ansvar alvorligt og sørger for den åndelige mad og beskyttelse som du har brug for. (Matt. 24:45-47) En af de måder den trofaste træl viser dig omsorg på, er ved at sørge for at der bliver udnævnt ældste som kan være hyrder for dig. (Esa. 32:1, 2; Hebr. 13:17; 1. Pet. 5:2, 3) De ældste er villige til at ofre sig for dig, trøste og opmuntre dig og hjælpe dig til hele tiden at blive nærmere knyttet til Jehova. Men en af de vigtigste ting de kan gøre for dig, er at hjælpe dig til at undervise andre om Jehova. – Ef. 4:11-13.
17. Hvorfor fortæller vi andre om Jehova, som beskrevet i Romerne 10:10, 13, 14?
17 Hjælp andre til at få kærlighed til Jehova. Jesus befalede sine disciple at lære andre om Jehova. (Matt. 28:19, 20) Man kan godt adlyde dette bud af ren og skær pligt. Men efterhånden som din kærlighed til Jehova vokser, vil du få de samme følelser som apostlene Peter og Johannes, der sagde: “Vi kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.” (Ap.G. 4:20) Der er ikke mange ting der giver så stor glæde som det at lære en anden at elske Jehova. Prøv at forestille dig hvor glad evangelieforkynderen Filip må have været da han hjalp den etiopiske mand til at lære sandheden fra Skrifterne at kende og blive døbt! Ved at følge Filips eksempel og adlyde Jesus’ befaling om at forkynde viser du at du ønsker at blive et af Jehovas Vidner. (Læs Romerne 10:10, 13, 14). Når du er nået dertil, vil du sikkert stille det samme spørgsmål som etiopieren stillede: “Hvad forhindrer mig i at blive døbt?” – Ap.G. 8:36.
18. Hvad vil vi se på i den næste artikel?
18 Når du beslutter at blive døbt, vil det være det vigtigste skridt du nogensinde kommer til at tage. Og fordi det er så alvorligt et skridt, må du omhyggeligt tænke over hvad det indebærer. Hvad har du brug for at vide om dåb? Hvad er det nødvendigt at du gør før og efter din dåb? De spørgsmål vil blive besvaret i den næste artikel.
SANG NR. 2 Jehova er dit navn
a Der er nogle der elsker Jehova men ikke er sikre på om de er klar til at blive døbt som Vidner for ham. Denne artikel vil hjælpe dig hvis du har det sådan. Den peger på nogle konkrete ting der skal til for at man kan blive klar til dåb.
b Alle mennesker er forskellige, så nogle bruger måske forslagene i denne artikel i en anden rækkefølge end de er nævnt her.
c Flere eksempler der er værd at tænke over, er nævnt i brochurerne Er livet en Skabers værk? og Fem gode spørgsmål om livets oprindelse.
d BILLEDBESKRIVELSE: En søster giver en folder til en ung kvinde hun møder mens hun er ude at handle.