KAPITEL 47
En pige får livet igen!
MATTHÆUS 9:18, 23-26 MARKUS 5:22-24, 35-43 LUKAS 8:40-42, 49-56
JESUS OPREJSER JAIRUS’ DATTER
Jairus har set at kvinden med de konstante blødninger blev helbredt af Jesus. Han har derfor tro på at Jesus også kan hjælpe hans datter, selvom han mener at hun “må være død nu”. (Matthæus 9:18) Er der mon stadig håb for hende?
Mens Jesus taler med kvinden han har helbredt, kommer nogle mænd fra Jairus’ hjem og siger til ham: “Din datter er død!” og tilføjer: “Hvorfor ulejlige Læreren mere?” – Markus 5:35.
Hvilken forfærdelig nyhed! Denne mand, der er højt respekteret i samfundet, er nu fuldstændigt hjælpeløs. Hans eneste datter er død. Men Jesus hører meddelelsen, vender sig om mod Jairus og siger opmuntrende: “Vær ikke bange, du skal blot tro.” – Markus 5:36.
Jesus følges så med Jairus tilbage til hans hjem. Da de ankommer, er der en masse støj. De der er samlet der, græder, jamrer og slår sig selv af sorg. Jesus træder indenfor og kommer med en meget overraskende udtalelse: “Pigen er ikke død, men sover.” (Markus 5:39) Da folk hører det, ler de ad Jesus. De ved at pigen virkelig er død. Men Jesus vil ved hjælp af den kraft han har fået fra Gud, vise at det er muligt for et menneske at blive oprejst fra de døde, ligesom man kan blive vækket af en dyb søvn.
Jesus sender nu alle udenfor, undtagen Peter, Jakob, Johannes og den døde piges forældre. Jesus tager disse fem med sig og går ind hvor pigen ligger. Han tager hendes hånd og siger: “‘Talitá kum’, der betyder: ‘Lille pige, jeg siger til dig: Stå op!’” (Markus 5:41) Straks rejser hun sig op og begynder at gå omkring. Hvor må Jairus og hans kone være henrykte over at se det! Jesus giver endnu et bevis på at pigen virkelig er i live, for han siger at de skal give hende noget at spise.
Ved tidligere lejligheder har Jesus sagt til dem han har helbredt, at de ikke må fortælle hvad han har gjort for dem, og det siger han også til disse forældre. Men nyheden bliver spredt “i hele området”. (Matthæus 9:26) Det er forståeligt at man bliver begejstret hvis man ser en blive oprejst fra de døde. Det er nu anden gang at der fortælles om at Jesus oprejser en fra de døde.