Jehova — den inderlige medfølelses fader
„Jehova er meget medfølende og barmhjertig.“ — JAKOB 5:11.
1. Hvorfor føler de dårligt stillede sig draget til Jehova Gud?
UNIVERSET er så stort at astronomerne ikke engang tilnærmelsesvis kender tallet på alle dets galakser. Vor egen galakse, Mælkevejen, er så enorm at astronomerne slet ikke kan tælle alle de stjerner den består af. Nogle stjerner, for eksempel Antares, er flere hundrede gange større end solen og udsender flere tusind gange mere lys. Den store Skaber af alle stjernerne i universet må derfor være i besiddelse af en vældig kraft. „Det er Ham der fører deres hær ud efter tal; han kalder dem alle ved navn.“ (Esajas 40:26) Ikke desto mindre er denne ærefrygtindgydende Gud „meget medfølende og barmhjertig“. Dette er en velgørende tanke for Jehovas ydmyge tjenere, især for dem der bliver forfulgt, er syge, deprimerede eller på anden måde udsættes for prøvelser.
2. Hvordan betragter verdens mennesker ofte det at vise medfølelse?
2 Mange betragter blide egenskaber, såsom Kristi ’inderlige hengivenhed og barmhjertighed’, som et udtryk for svaghed. (Filipperne 2:1) Påvirket af en evolutionistisk tankegang opfordrer de folk til at sætte sig selv først, også selv om det betyder at de sårer andres følelser. Flere af de personer nogle har som forbilleder inden for underholdnings- og sportsverdenen optræder meget hårdkogt, fælder aldrig tårer og viser ingen medfølelse. Nogle politiske herskere optræder på samme måde. Den stoiske filosof, Seneca, der oplærte den grusomme kejser Nero, mente at „medlidenhed er en svaghed“. I M’Clintock og Strongs Cyclopædia hedder det: „Stoicismen øver selv i dag indflydelse på menneskers tankegang.“
3. Hvordan beskrev Jehova sig selv for Moses?
3 I modsætning hertil er det hjertevarmende at vide hvilken personlighed menneskehedens Skaber besidder. Han beskrev sig selv for Moses med følgende ord: „Jehova, Jehova, en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed, som . . . tilgiver misgerning og overtrædelse og synd, men på ingen måde fritager for straf.“ (2 Mosebog 34:6, 7) Jehova afrunder ganske vist denne beskrivelse af sig selv med at understrege sin retfærdighed. Han vil ikke fritage mennesker der synder med overlæg for den straf de fortjener. Men han beskriver dog først og fremmest sig selv som en Gud der er barmhjertig, det vil sige „har hjerte for de ulykkelige“.
4. Hvad betyder det hebraiske ord der ofte oversættes med „barmhjertighed“?
4 Nogle gange opfattes ordet „barmhjertig“ rent juridisk og nøgternt som dét at afholde sig fra at straffe. Men når man sammenligner forskellige bibeloversættelser opdager man at dette tillægsord, som på hebraisk er afledt af udsagnsordet rachamʹ, har mange betydningsnuancer. Ifølge nogle forskere betyder rodordet „at være blød“. Bogen Synonyms of the Old Testament forklarer at ordet „racham udtrykker en dyb og inderlig medfølelse som vækkes når man oplever at ens kære eller nogen der har brug for ens hjælp, bliver svage eller udsættes for lidelser“. Egenskaben beskrives indgående i Hjælp til forståelse af Bibelen, side 115-118.
5. Hvordan kom barmhjertigheden til udtryk i Moseloven?
5 Guds medfølelse kommer også tydeligt til udtryk i den lov han gav til nationen Israel. Dårligt stillede, såsom enker, forældreløse og fattige, skulle vises medfølelse. (2 Mosebog 22:22-27; 3 Mosebog 19:9, 10; 5 Mosebog 15:7-11) Alle, deriblandt trælle og dyr, skulle nyde gavn af den ugentlige sabbatshvile. (2 Mosebog 20:10) Gud lagde endvidere mærke til dem der viste de ringe medfølelse. I Ordsprogene 19:17 hedder det: „Den der viser den ringe sin gunst låner ud til Jehova, og Han vil gengælde ham efter fortjeneste.“
Grænser for Guds medfølelse
6. Hvorfor sendte Jehova profeter og sendebud til sit folk?
6 Israelitterne bar Guds navn og tilbad ved templet i Jerusalem, der var ’et hus for Jehovas navn’. (2 Krønikebog 2:4; 6:33) Med tiden begyndte de imidlertid at tolerere umoralitet, afgudsdyrkelse og mord, hvilket bragte stor skændsel over Jehovas navn. Det var medfølelse der lå til grund for at Gud tålmodigt forsøgte at rette op på denne dårlige situation uden at bringe ulykke over hele nationen. Han „sendte . . . bud til dem ved sine sendebud, idet han sendte dem igen og igen, for han havde medlidenhed med sit folk og med sin bolig, men de drev spot med den sande Guds sendebud og ringeagtede hans ord og gjorde nar af hans profeter, indtil Jehovas forbitrelse var vokset mod hans folk i den grad at der ingen lægedom var“. — 2 Krønikebog 36:15, 16.
7. Hvad skete der med Juda rige da Jehovas medfølelse var brugt op?
7 Men selv om Jehova er medfølende og sen til vrede, giver han også udtryk for retfærdig harme når det er nødvendigt. På Israels tid var der grænser for Guds medlidenhed. Vi læser hvad konsekvensen blev: „Så førte [Jehova] kaldæernes konge op imod dem, og han dræbte deres unge mænd med sværdet i deres helligdoms hus og havde ikke medlidenhed med den unge mand eller jomfruen, den gamle eller den affældige. Alt gav Han i hans hånd.“ (2 Krønikebog 36:17) Jerusalem og dets tempel blev altså lagt øde, og folket blev ført i fangenskab i Babylon.
Medfølelse med sit navn
8, 9. (a) Hvorfor erklærede Jehova at han ville have medfølelse med sit navn? (b) Hvordan blev Jehovas fjender bragt til tavshed?
8 De omkringboende folk glædede sig over denne ulykke. De sagde hånende: „Dette er Jehovas folk, og de er draget ud fra hans land.“ Men Jehova hørte deres hån og erklærede: „Jeg vil have medfølelse med mit hellige navn . . . Og jeg vil hellige mit store navn . . . og nationerne skal vide at jeg er Jehova.“ — Ezekiel 36:20-23.
9 Efter at israelitterne havde været i fangenskab i 70 år, udfriede Jehova, den inderlige medfølelses Gud, dem, og lod dem vende tilbage og genopbygge templet i Jerusalem. Dette bragte de forbløffede omboende nationer til tavshed. (Ezekiel 36:35, 36) Sørgeligt nok begyndte Israel igen at handle ondt. En trofast jøde ved navn Nehemias var med til at rette op på situationen. I en offentlig bøn genkaldte han sig den medfølelse Gud havde vist folket, og sagde:
10. Hvordan fremhævede Nehemias Jehovas medfølelse?
10 „I deres trængselstid råbte de til dig, og du hørte det fra himmelen, og i din rige barmhjertighed gav du dem frelsere som frelste dem af deres modstanderes hånd. Så snart de havde ro, handlede de dog atter ondt for dit ansigt, og så overlod du dem i deres fjenders hånd og de udøvede deres magt over dem, hvorpå de vendte om og råbte til dig om hjælp, og du hørte dem fra himmelen og udfriede dem gang på gang i din rige barmhjertighed. . . . Du var overbærende mod dem i mange år.“ — Nehemias 9:26-30; se også Esajas 63:9, 10.
11. Hvilken kontrast er der mellem Jehova og menneskeskabte guder?
11 Efter at den jødiske nation brutalt havde afvist Guds elskede søn, mistede den for evigt sin begunstigede stilling. Gud havde loyalt følt sig knyttet til den i over 1500 år, hvilket står som et evigt vidnesbyrd om at Jehova er en barmhjertig Gud. Hvilken skarp kontrast til de grusomme og ufølsomme guder syndige mennesker har opfundet. — Se rammen side 8.
Det største udtryk for medfølelse
12. Hvad er det største udtryk for Guds medfølelse med menneskene?
12 Det største udtryk for medfølelse viste Gud da han sendte sin elskede søn til jorden. Jesu uangribelige levevis bragte Jehova stor glæde og tilvejebragte derfor det fuldkomne svar på Djævelens falske anklager. (Ordsprogene 27:11) Men da Jehova så sin elskede søn lide en grusom og vanærende død, påførte det ham uden tvivl større smerte end jordiske forældre nogen sinde har erfaret. (Johannes 3:16) Som Johannes Døbers fader, Zakarias, profeterede, viser det noget om „Guds inderlige medfølelse“. — Lukas 1:77, 78.
13. På hvilken vigtig måde har Jesus afspejlet sin Faders personlighed?
13 Da Jehova sendte sin søn til jorden gav det menneskene større forståelse af Jehovas personlighed. Hvordan? Ved at Jesus til fuldkommenhed afspejlede sin Faders personlighed, især ved at vise de dårligt stillede stor medfølelse. (Johannes 1:14; 14:9) Når de tre evangelister Mattæus, Markus og Lukas taler om at Jesus „fik inderligt ondt af“ nogen, bruger de det græske ord spla[n]gchniʹzomai, der er afledt af det græske ord for „indvolde“. (Markus 6:34; 8:2) Bibelforskeren William Barclay forklarer: „Af ordets grundbetydning fremgår det at der ikke er tale om almindelig medlidenhed eller medfølelse, men noget der berører menneskets dybeste følelser. Det er det stærkeste ord for medfølelse der findes på græsk.“
Når Jesus fik inderligt ondt af nogen
14, 15. Hvordan blev Jesus dybt rørt i en by i Galilæa, og hvad viser dette?
14 I en by i Galilæa nærmer en mand „fuld af spedalskhed“ sig Jesus uden at råbe den sædvanlige advarsel. (Lukas 5:12) Sætter Jesus ham strengt i rette fordi han ikke råber: „Uren, uren!“ sådan som Guds lov kræver? (3 Mosebog 13:45) Nej. Jesus lytter i stedet til mandens desperate råb: „Hvis blot du vil, kan du gøre mig ren.“ Beretningen siger at Jesus ’får inderligt ondt af ham’, rækker sin hånd frem, rører ved ham og siger: „Jeg vil. Bliv ren.“ Manden bliver øjeblikkelig helbredt. Jesus demonstrerer således ikke blot sin gudgivne kraft til at udføre mirakler, men også de følelser der bevæger ham til at gøre brug af denne kraft. — Markus 1:40-42.
15 Anser Jesus det for nødvendigt at man henvender sig til ham før han viser medfølelse? Nej. Nogen tid senere ser han et begravelsesfølge der kommer ud af byen Nain. Jesus har uden tvivl været vidne til mange begravelser, men denne er særlig tragisk. Den afdøde er en enkes eneste søn. Jesus ’får inderligt ondt af hende’, går hen til hende og siger: „Græd ikke mere.“ Derefter udfører han det utrolige mirakel at give hendes søn livet igen. — Lukas 7:11-15.
16. Hvorfor fik Jesus inderligt ondt af den store folkeskare der fulgte ham?
16 Den lære vi kan drage af disse begivenheder er, at når Jesus får inderligt ondt af nogen, gør han noget positivt for at hjælpe dem. Ved en senere lejlighed betragter Jesus de folkeskarer der bliver ved med at følge ham. Mattæus skriver at han fik „inderligt ondt af dem, for de var medtagne og omtumlede som får uden hyrde“. (Mattæus 9:36) Farisæerne gør ikke noget for at stille almindelige menneskers åndelige sult. I stedet bebyrder de sådanne ydmyge mennesker med mange unødvendige regler. (Mattæus 12:1, 2; 15:1-9; 23:4, 23) Deres syn på det jævne folk kommer til udtryk da de omtaler dem der lytter til Jesus, med ordene: „Denne folkemængde som ikke kender loven, de er forbandede.“ — Johannes 7:49.
17. Hvad får Jesu medfølelse med folkeskarerne ham til at sige, og hvilke langtrækkende konsekvenser får dette?
17 Som en kontrast hertil bliver Jesus dybt bevæget over den dårlige åndelige tilstand folkeskarerne befinder sig i. Men der er ganske enkelt for mange interesserede til at han kan vise dem alle personlig omsorg. Han siger derfor til sine disciple at de skal bede om at der må blive sendt flere arbejdere ud. (Mattæus 9:35-38) I overensstemmelse med sådanne bønner sender Jesus sine disciple ud med budskabet: „Himlenes rige er kommet nær.“ Den vejledning der blev givet ved denne lejlighed har tjent som en værdifuld rettesnor for kristne helt frem til vor tid. Jesu medfølelse bevæger ham også til at stille menneskehedens åndelige sult. — Mattæus 10:5-7.
18. Hvordan reagerer Jesus da folkeskarerne bliver påtrængende, og hvad kan vi lære af dette?
18 Ved en anden lejlighed viser Jesus igen sin interesse for folkeskarernes åndelige behov. Denne gang er han og hans apostle trætte efter en travl forkyndelsestur, og søger efter et sted hvor de kan hvile. Men inden længe finder folk ud af hvor de er. Jesus lader sig ikke irritere af denne påtrængenhed. Nej, Markus skriver derimod at han „fik inderligt ondt af dem“. Hvad var det der vakte Jesu medfølelse? „De var som får uden hyrde.“ Også denne gang kommer Jesu følelser til udtryk i handling, og han begynder at undervise folkeskarerne „om Guds rige“. Ja, han var så berørt af deres åndelige sult at han gav afkald på tiltrængt hvile for at undervise dem. — Markus 6:34; Lukas 9:11.
19. Hvordan gav Jesu omsorg for folkeskarerne sig ikke blot udslag i at han dækkede deres åndelige behov?
19 Selv om Jesus hovedsagelig interesserede sig for folks åndelige behov, overså han aldrig deres grundlæggende fysiske behov. Ved den samme lejlighed ’helbredte han dem der trængte til lægedom’. (Lukas 9:11) Ved en senere lejlighed havde folkeskarerne været hos ham i længere tid, og de var langt hjemmefra. Da han blev opmærksom på deres fysiske behov sagde han til sine disciple: „Jeg har inderligt ondt af de mange mennesker, for de har allerede været hos mig i tre dage og har ikke noget at spise; og jeg vil ikke lade dem gå fastende herfra, for at de ikke skal blive helt udmattede på vejen.“ (Mattæus 15:32) Jesus gør derefter noget for at stille deres sult. Mirakuløst tilvejebringer han ved hjælp af syv brød og nogle småfisk mad til tusinder af mænd, kvinder og børn.
20. Hvad lærer vi af det sidste eksempel i Bibelen på at Jesus „fik inderligt ondt af“ nogen?
20 Det sidste sted i Bibelen hvor vi læser at Jesus får inderligt ondt af nogen, er på hans sidste rejse til Jerusalem. Han rejser sammen med store folkeskarer der skal op for at fejre påsken. På vejen nær Jeriko bliver to blinde tiggere ved med at råbe: „Herre, vis os barmhjertighed!“ Folkeskaren forsøger at få dem til at tie stille, men Jesus kalder dem til sig og spørger hvad de ønsker han skal gøre. „Herre, lad vore øjne blive åbnet,“ beder de. Han ’får inderligt ondt af dem’, rører ved deres øjne og de får synet igen. (Mattæus 20:29-34) Vi kan lære noget meget vigtigt heraf. Hvilket? Jo, tænk på hvornår dette fandt sted. Jesus står umiddelbart over for den sidste uge af sin jordiske tjeneste. Han har meget at udrette før han skal lide en grusom død for Satans repræsentanters hånd. Han lader dog ikke det pres der hviler på ham på dette afgørende tidspunkt, trænge hans følelser for sine medmenneskers behov i baggrunden, selv om de i denne sammenhæng er mindre vigtige.
Illustrationer der understreger medfølelse
21. Hvad illustrerer det at herren eftergiver sin træls store gæld?
21 Det græske udsagnsord spla[n]gchniʹzomai, der anvendes i disse beretninger om Jesu liv, bruges også i tre af Jesu illustrationer. I en af disse lignelser beder en træl om at få mere tid til at betale sin gæld tilbage. Hans herre ’får inderligt ondt af ham’ og eftergiver ham gælden. Dette skildrer at Jehova Gud har vist stor medfølelse ved at eftergive alle kristne der tror på Jesu genløsningsoffer, deres syndeskyld. — Mattæus 18:27; 20:28.
22. Hvad viser lignelsen om den fortabte søn?
22 Vi kan også lære noget af beretningen om den fortabte søn. Hvad skete der da den selvrådige søn vendte hjem? „Mens han endnu var langt borte fik hans fader øje på ham og fik inderligt ondt af ham, og han løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham ømt.“ (Lukas 15:20) Dette viser at når en kristen der har været selvrådig viser ægte sindsændring, får Jehova inderligt ondt af ham og tager atter imod ham. Ved hjælp af disse to illustrationer viser Jesus at vor Fader, Jehova, „er meget medfølende og barmhjertig“. — Jakob 5:11.
23. Hvad lærer vi af Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner?
23 Det tredje sted hvor ordet spla[n]gchniʹzomai anvendes i en lignelse er i forbindelse med den barmhjertige samaritaner der „fik inderligt ondt af“ den jøde der var blevet frarøvet alt og efterladt halvdød. (Lukas 10:33) Samaritanerens følelser kom til udtryk i handling ved at han gjorde alt hvad der stod i hans magt for at hjælpe den fremmede. Dette viser at Jehova og Jesus forventer at sande kristne efterligner deres eksempel og viser medfølelse. Hvordan vi blandt andet kan gøre dette, vil blive behandlet i den næste artikel.
Spørgsmål til repetition
◻ Hvad vil det sige at være medfølende?
◻ Hvordan har Jehova vist medfølelse med sit navn?
◻ Hvad er det største udtryk for medfølelse?
◻ På hvilken særlig måde afspejler Jesus sin Faders personlighed?
◻ Hvad lærer vi af Jesu medfølende handlinger, og hvad viser hans lignelser?
[Ramme på side 12, 13]
ET BESKRIVENDE UDTRYK FOR „KÆRLIG OMSORG“
„MINE indvolde, mine indvolde!“ udbrød profeten Jeremias. Klagede han over en sygdom i sine indvolde der skyldtes at han havde spist noget han ikke kunne tåle? Nej. Jeremias brugte her et billedligt udtryk på hebraisk for at beskrive sin dybe bekymring over den ulykke der ville komme over Juda rige. — Jeremias 4:19.
Eftersom Jehova Gud nærer inderlige følelser bruges det hebraiske ord for „indvolde“ (me‛īmʹ) også til at beskrive hans kærlige omsorg. Mange år før Jeremias’ tid blev jøderne i tistammeriget Israel ført i fangenskab af Assyriens konge. Jehova tillod dette som straf for deres troløshed. Men glemte han dem i deres udlændighed? Nej. Han følte sig stadig stærkt knyttet til dem eftersom de var hans pagtsfolk. Jehova spørger, idet han omtaler dem som Efraim, den mest fremtrædende stamme: „Er Efraim en dyrebar søn for mig, eller et barn jeg holder af? For i samme grad som jeg har talt imod ham, vil jeg visselig også huske ham herefter. Derfor røres jeg i mit indre [eller: mine indvolde] over ham. Jeg vil helt sikkert forbarme mig over ham.“ — Jeremias 31:20.
Når Jehova siger at han ’røres i sit indre (eller: sine indvolde)’, er det et billedligt udtryk der viser hvilken dyb kærlighed han nærer til sit landflygtige folk. I en kommentar fra det 19. århundrede skrev bibelforskeren E. Henderson: „Intet overgår den dybe og inderlige følelse som Jehova her giver udtryk for over for en angrende fortabt søn. . . . Skønt han havde talt imod [de afgudsdyrkende efraimitter] og havde straffet dem . . . glemte han dem aldrig, men glædede sig tværtimod i forventningen om at de til sidst ville vende om.“
Det græske ord for „indvolde“ bruges på samme måde i De Kristne Græske Skrifter. Når det ikke bruges om de bogstavelige indvolde, som i Apostelgerninger 1:18, bruges det i betydningen inderlig hengivenhed eller inderlig medfølelse. (Filemon 12) Ordet sættes undertiden sammen med det græske ord eu, der betyder „god“ eller „vel“. Apostlene Paulus og Peter anvendte dette sammensatte udtryk da de opmuntrede kristne til at være „inderligt medfølende“, bogstaveligt „med en god indstilling til medlidenhed“. (Efeserne 4:32; 1 Peter 3:8) Det græske ord for „indvolde“ kan også sættes sammen med det græske ord polyʹ. Denne sammensætning betyder ordret: „med mange indvolde“. Dette sjældne græske ord bruges kun én gang i Bibelen, og her om Jehova Gud. Ny Verden-Oversættelsen gengiver det på denne måde: „Jehova er meget medfølende og barmhjertig.“ — Jakob 5:11.
Vi bør være meget taknemmelige for at den højeste i universet, Jehova Gud, er helt anderledes end de ufølsomme guder der er blevet opfundet af afstumpede mennesker. Sande kristne må efterligne Gud ved at have „inderlig medlidenhed“ med hinanden. — Efeserne 5:1.
[Illustration på side 10]
Da Guds medfølelse ikke strakte længere, lod han babylonierne besejre sit egensindige folk
[Illustration på side 11]
At se sin elskede søn dø må have påført Jehova Gud den største smerte nogen har erfaret
[Illustration på side 15]
Jesus afspejlede sin Faders medfølende personlighed til fuldkommenhed