Jesu liv og tjeneste
Hvem er Jesus egentlig?
DA BÅDEN med Jesus og disciplene lægger til ved Betsajda, kommer folk til ham med en blind mand og beder ham indtrængende om at røre ved manden og helbrede ham. Jesus tager manden ved hånden og fører ham uden for landsbyen, og efter at have spyttet på hans øjne spørger han: „Ser du noget?“
„Jeg ser mennesker,“ svarer manden, „for jeg ser noget der ligner træer, men de går omkring.“ Jesus lægger nu hænderne på mandens øjne, så han får sit syn igen og kan se alt tydeligt. Jesus sender derefter manden hjem med besked om ikke at gå ind i byen.
Jesus tager nu af sted med sine disciple til landsbyen Cæsarea Filippi, i den nordligste del af Palæstina. Der er cirka 50 kilometer op til det smukt beliggende Cæsarea Filippi, som ligger omkring 350 meter over havets overflade. Rejsen tager måske et par dage.
På vejen trækker Jesus sig tilbage for sig selv for at bede. Der er kun ni eller ti måneder til han skal dø, og han er bekymret for sine disciple. Mange er holdt op med at følge ham. Andre er tilsyneladende forvirrede og skuffede over at han afslog folkets forsøg på at gøre ham til konge og over at han ikke viste et tegn fra himmelen for at bevise sin kongemagt da hans fjender udfordrede ham. Men hvad mener apostlene om hans identitet? Da de kommer over til det sted hvor han beder, spørger Jesus dem: „Hvem siger folkeskarerne at jeg er?“
„Nogle siger Johannes Døber,“ svarer de, „andre Elias, andre igen Jeremias eller en af profeterne.“ Ja, de tror at Jesus er en af disse mænd der er opstået fra de døde!
„Men I, hvem siger I jeg er?“ spørger Jesus.
Peter svarer straks: „Du er Messias, den levende Guds søn.“
Efter at have givet udtryk for sin anerkendelse af Peters svar, siger Jesus: „Jeg siger til dig: Du er Peter, og på denne klippe vil jeg bygge min menighed, og Hades’ porte skal ikke få magt over den.“ Her bekendtgør Jesus for første gang at han vil bygge en menighed og at selv døden ikke skal holde dens medlemmer fangne efter at de har afsluttet deres trofaste livsløb på jorden. Derpå fortæller han Peter: „Jeg vil give dig himlenes riges nøgler.“
Jesus åbenbarer således at Peter vil modtage nogle særlige privilegier. Det skal ikke forstås sådan at Peter får førstepladsen blandt apostlene, eller bliver gjort til menighedens grundvold. Jesus selv er klippen hvorpå hans menighed vil blive bygget. Men Peter vil få tre nøgler, og det viste sig senere at disse nøgler skulle anvendes til at give forskellige grupper af mennesker mulighed for at komme ind i himlenes rige.
Peter brugte den første nøgle på pinsedagen i år 33 da han viste angrende jøder hvad de måtte gøre for at blive frelst. Han anvendte den anden nøgle kort efter, da han åbnede muligheden for at troende samaritanere kunne komme ind i Guds rige. Og i år 36 benyttede han så den tredje nøgle ved at åbne samme mulighed for uomskårne hedninger, i første omgang Kornelius og hans venner.
Jesus fortsætter sin samtale med disciplene. Han skuffer dem ved at fortælle dem at han snart vil komme ud for trængsler og lide døden i Jerusalem. Peter, der ikke forstår at Jesus vil blive oprejst til himmelsk liv, tager Jesus til side og siger til ham: „Vær god mod dig selv, Herre; det skal afgjort ikke gå dig sådan.“ Idet Jesus vender ryggen til, svarer han: „Forsvind om bag mig, Satan! Du er en snublesten for mig, for du tænker ikke Guds tanker, men menneskers.“
Der er åbenbart andre foruden apostlene der rejser sammen med Jesus, og nu tilkalder han dem for at forklare dem at det ikke vil være let at følge ham. „Hvis nogen ønsker at efterfølge mig,“ siger Jesus, „så lad ham sige nej til sig selv og tage sin marterpæl op og følge mig til stadighed. For enhver som ønsker at redde sin sjæl, vil miste den; men enhver som mister sin sjæl for min og den gode nyheds skyld, vil redde den.“
Ja, de der følger Jesus må være modige og selvopofrende hvis de skal være værdige til hans gunst, for som han siger: „Enhver som skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige generation, ham vil Menneskesønnen også skamme sig ved når han kommer i sin Faders herlighed sammen med de hellige engle.“ Markus 8:22-38; Mattæus 16:13-28; Lukas 9:18-27.
● Hvorfor er Jesus bekymret for sine disciple?
● Hvem forestiller folk sig at Jesus er?
● Hvilke nøgler fik Peter, og hvordan blev de brugt?
● Hvordan blev Peter irettesat, og hvorfor?