Kapitel 73

En næstekærlig samaritaner

JESUS befinder sig måske i nærheden af Betania, en landsby omkring tre kilometer uden for Jerusalem. En mand der er kyndig i Moseloven henvender sig til Jesus med følgende spørgsmål: „Lærer, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?“

Jesus fornemmer at manden, der jo selv er lovkyndig, ikke spørger fordi han er interesseret i svaret, men fordi han ønsker at sætte Jesus på prøve. Hensigten kan være at få Jesus til at svare på en måde som får jøderne til at tage anstød. Jesus får derfor den lovkyndige til selv at udtale sig, ved at spørge: „Hvad står der skrevet i loven? Hvordan læser du?“

Den lovkyndige svarer ved at citere Guds love i Femte Mosebog 6:5 og Tredje Mosebog 19:18: „’Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind,’ og ’din næste som dig selv.’“

„Du har svaret korrekt,“ erklærer Jesus. „Bliv ved med at gøre dette, så vil du få liv.“

Det svar er den lovkyndige imidlertid ikke tilfreds med. Det er ikke specifikt nok til ham. Han vil gerne have Jesus til at bekræfte at hans egne synspunkter er rigtige og at han bærer sig retfærdigt ad i sit forhold til andre. Derfor spørger han: „Hvem er egentlig min næste?“

Jøderne mener at udtrykket „næste“ kun gælder andre jøder, som sammenhængen i Tredje Mosebog 19:18 synes at vise. Selv apostelen Peter sagde ved en senere lejlighed: „I ved god besked med hvor utilladeligt det er for en jøde at slutte sig til eller nærme sig en mand af en anden afstamning.“ Den lovkyndige, og muligvis også Jesu egne disciple, tror at de er retfærdige hvis blot de behandler deres egne landsmænd, jøderne, venligt. En ikkejøde betragter de ikke som deres næste.

Hvordan kan Jesus nu rette tilhørernes opfattelse uden at fornærme dem? Jo, han fortæller dem en historie, som muligvis er baseret på en virkelig hændelse. Han beretter: „En [jøde] var på vej ned fra Jerusalem til Jeriko og faldt blandt røvere, som ikke blot tog tøjet af ham men også tildelte ham flere slag, hvorpå de forsvandt og efterlod ham halvdød.“

„Tilfældigvis,“ fortsætter Jesus, „kom en præst gående ned ad samme vej, men da han så ham, gik han forbi på den modsatte side. Og da en levit kom ned til stedet og så ham, gik han ligeledes forbi på den modsatte side. Men en samaritaner som var på rejse, kom ned mod ham, så ham og fik inderligt ondt af ham.“

Mange af præsterne og deres levitiske tempelmedhjælpere bor i Jeriko. For at komme hjem fra templet i Jerusalem, hvor de udfører deres tjeneste, må de gå ad en farlig vej, der falder 900 meter på den 23 kilometer lange strækning. Man kunne forvente at en præst og en levit ville hjælpe en jøde i nød. Men det gør de ikke. I stedet er det en samaritaner der hjælper jøden. Jøderne hader samaritanerne så meget at de for nylig har brugt udtrykket „samaritaner“ om Jesus — ment som et stærkt skældsord.

Hvad gjorde samaritaneren for at hjælpe jøden? „Han gik hen til ham,“ siger Jesus, „gød olie og vin på hans sår og forbandt dem. Så satte han ham op på sit eget lastdyr og førte ham til et herberg og drog omsorg for ham. Og den næste dag tog han to denarer frem [omkring to dages løn] og gav dem til værten og sagde: ’Drag omsorg for ham, og hvad du yderligere måtte give ud, vil jeg betale dig når jeg kommer tilbage.’“

Efter at have fortalt denne historie spørger Jesus den lovkyndige: „Hvem af disse tre synes du har gjort sig selv til næste for den mand der faldt blandt røverne?“

Da den lovkyndige føler sig ilde til mode over at skulle rose en samaritaner, nøjes han med at svare: „Ham der handlede barmhjertigt mod ham.“

„Gå du hen og gør det samme selv,“ afslutter Jesus.

Hvis Jesus havde sagt direkte til den lovkyndige at også en ikkejøde var hans næste, var det ikke kun denne mand der ville have nægtet at acceptere det. De fleste af tilhørerne ville formentlig også have stillet sig på hans side i diskussionen med Jesus. Men den realistiske fortælling fastslog sandheden: Vor næste er ikke bare en der tilhører vor egen race eller nationalitet. Hvor er Jesus mesterlig til at undervise! Lukas 10:25-37; Apostelgerninger 10:28; Johannes 4:9; 8:48.

▪ Hvilke spørgsmål stiller den lovkyndige Jesus, og hvorfor spørger han?

▪ Hvem mener jøderne er deres næste, og hvorfor må man formode at også disciplene har denne indstilling?

▪ Hvordan lader Jesus den lovkyndige ræsonnere sig frem til det rette svar så denne ikke kan gendrive det?