Jehova ’giver hellig ånd til dem der beder ham’
„Hvis altså I, skønt I er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor langt snarere vil da ikke Faderen i himmelen give hellig ånd til dem der beder ham!“ — LUKAS 11:13.
1. Hvornår har vi især brug for den hellige ånds hjælp?
’DET her kan jeg ikke klare alene. Det er kun ved den hellige ånds hjælp at jeg vil kunne stå denne prøve igennem!’ Har du nogen sinde sagt noget lignende? Det er der mange der har. Det var måske sådan du tænkte efter at du havde fået at vide at du havde en alvorlig sygdom. Eller måske det var da din ægtefælle gennem et langt liv sov ind i døden. Eller det kan have været dengang du pludselig blev ramt af en alvorlig depression. Du har sikkert følt at du kun kunne komme igennem sådanne svære perioder fordi Jehova ved sin hellige ånd gav dig „den kraft som er ud over det normale“. — 2 Korinther 4:7-9; Salme 40:1, 2.
2. (a) Hvilke udfordringer står sande kristne over for? (b) Hvilke spørgsmål vil vi få besvaret i denne artikel?
2 Sande kristne bliver udsat for et voksende pres og en stadig stærkere modstand fra denne onde verden. (1 Johannes 5:19) Desuden bliver Kristi disciple angrebet af Satan Djævelen selv, for han fører en skånselsløs krig mod dem der „holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus“. (Åbenbaringen 12:12, 17) Det er derfor logisk at vi nu har mere brug for Guds ånds hjælp end nogen sinde før. Hvordan kan vi sikre os at vi fortsat får Guds hellige ånd i rigt mål? Og hvorfor kan vi være forvissede om at Jehova er mere end villig til at give os den nødvendige styrke i svære tider? Vi finder svarene på disse spørgsmål i to af Jesu billedtaler.
Vær vedholdende i bønnen
3, 4. Hvilken billedtale fremholdt Jesus, og hvordan anvendte han den i forbindelse med bøn?
3 En af Jesu disciple sagde engang: „Herre, lær os at bede.“ (Lukas 11:1) Som svar fremholdt Jesus to beslægtede billedtaler for sine disciple. Den første handler om en mand der får en gæst, og den anden drejer sig om en far der lytter til sin søn. Lad os nu se nærmere på de to billedtaler.
4 Jesus sagde: „Måske en af jer har en ven og går hen til ham ved midnat og siger til ham: ’Ven, lån mig tre brød, for en ven af mig er lige kommet rejsende til mig, og jeg har intet at sætte frem for ham!’ Og han siger indefra som svar: ’Hold op med at volde mig besvær. Døren er allerede låst, og mine børn er med mig i seng; jeg kan ikke stå op og give dig noget.’ Jeg siger jer: Selv om han ikke står op og giver ham noget fordi han er hans ven, så vil han sandelig på grund af hans dristige vedholdenhed stå op og give ham hvad han behøver.“ Jesus forklarede så hvordan denne billedtale havde med bøn at gøre: „Derfor siger jeg jer: Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge, og I vil finde; bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer. For enhver der beder, får, og enhver der søger, finder, og for enhver der banker på, vil der blive lukket op.“ — Lukas 11:5-10.
5. Hvad lærer billedtalen om den vedholdende mand os om den indstilling vi bør have når vi beder?
5 Denne billedtale om en vedholdende mand viser hvilken indstilling vi bør have når vi beder. Læg mærke til at Jesus sagde at manden fik det han havde brug for, ’på grund af sin dristige vedholdenhed’. (Lukas 11:8) Udtrykket „dristige vedholdenhed“ forekommer kun denne ene gang i Bibelen. Det er oversat fra et græsk ord der ordret betyder „skamløshed“. Skamløshed forbindes ofte med noget negativt, men når man er skamløs eller vedholdende af en god grund, kan det være en positiv egenskab. Dét er tilfældet med værten i billedtalen. Han skammer sig ikke over at bede vedholdende om det han har brug for. Eftersom Jesus bruger denne vært som et eksempel for os, bør vi også være vedholdende i bønnen. Jehova ønsker at vi skal ’blive ved med at bede, blive ved med at søge, blive ved med at banke på’. Som svar vil han „give hellig ånd til dem der beder ham“.
6. Hvordan så man på gæstfrihed på Jesu tid?
6 Jesus viser os ikke blot hvordan vi skal bede — med dristig vedholdenhed — men også hvorfor vi bør gøre det. Det forstår vi når vi tænker på hvordan de der hørte Jesu billedtale om den vedholdende vært, så på gæstfrihed. Talrige beretninger i Bibelen viser at man dengang, især blandt Guds tjenere, lagde stor vægt på at sørge godt for sine gæster. (1 Mosebog 18:2-5; Hebræerne 13:2) At undlade at vise gæstfrihed var en skændsel. (Lukas 7:36-38, 44-46) Lad os med det i tanke igen se på Jesu billedtale.
7. Hvorfor skammer værten i Jesu billedtale sig ikke over at vække sin ven?
7 Værten i billedtalen får en gæst ved midnatstid. Han føler at han må give sin gæst noget at spise, men han „har intet at sætte frem for ham“. Det er i hans øjne en nødsituation! Han må have fat i noget brød, koste hvad det vil. Han går derfor hen til en af sine venner og skammer sig ikke over at vække ham. „Ven, lån mig tre brød,“ siger han. Det bliver han ved med at bede om indtil han får hvad han har brug for. Først da, når han har fået brødene, kan han være en god vært.
Må erkende behovet for at bede
8. Hvad vil få os til at bede vedholdende om Guds ånd?
8 Hvad viser denne billedtale om årsagen til at vi beder med vedholdenhed? Manden blev ved med at bede om brød fordi han følte at de var uundværlige for at han kunne opfylde sine forpligtelser som vært. (Esajas 58:5-7) Uden brød ville han være en dårlig vært. På samme måde ved vi at vi ikke kan undvære Guds ånd hvis vi skal udføre vores tjeneste som sande kristne, og derfor bliver vi ved med at bede Gud om hans ånd. (Zakarias 4:6) Uden den ville vi komme til kort. (Mattæus 26:41) Kan du se hvilken vigtig konklusion vi kan drage af denne billedtale? Hvis vi betragter Guds ånd som noget vi umuligt kan undvære, er det mere sandsynligt at vi vil bede vedholdende om at få den.
9, 10. (a) Vis med en illustration hvorfor vi må være vedholdende når vi beder til Gud om hans ånd. (b) Hvilket spørgsmål bør vi stille os selv, og hvorfor?
9 For at overføre dette på vor tid så prøv at forestille dig at en i din familie blev syg midt om natten. Ville du så vække en læge for at bede ham om hjælp? Ikke hvis det kun drejede sig om et mindre ildebefindende. Men hvis vedkommende havde fået et hjerteanfald, ville du ikke skamme dig over at ringe efter en læge. Hvorfor ikke? Fordi du stod i en nødsituation. Du vidste at det var absolut nødvendigt at få kyndig hjælp. Det kunne være katastrofalt ikke at sende bud efter hjælp. Sande kristne befinder sig så at sige i en vedvarende nødsituation. Satan går jo omkring „som en brølende løve“ og søger at opsluge os. (1 Peter 5:8) Hvis vi skal holde os åndeligt i live, kan vi ikke undvære Guds ånds hjælp. Det kunne være katastrofalt at lade være med at bede Gud om hjælp. Derfor beder vi med dristig vedholdenhed Gud om hans hellige ånd. (Efeserne 3:14-16) Kun på den måde kan vi bevare den nødvendige styrke til at ’holde ud til enden’. — Mattæus 10:22; 24:13.
10 Det er derfor meget vigtigt at vi en gang imellem standser op og spørger os selv: ’Hvor vedholdende er jeg egentlig i bønnen?’ Husk at når vi indser i hvor høj grad vi har brug for Guds hjælp, vil vi være mere vedholdende i vore bønner om hellig ånd.
Hvad får os til at bede i tillid?
11. Hvordan viste Jesus at billedtalen om en far og hans søn handler om bøn?
11 Jesu billedtale om den vedholdende vært fokuserer på den indstilling som den troende, den der beder, må have. Den næste billedtale fokuserer på indstillingen hos den der hører bønner, Jehova Gud. Jesus spurgte: „Ja, hvor er den fader iblandt jer som, hvis hans søn beder om en fisk, rækker ham en slange i stedet for en fisk? Eller hvis han beder om et æg, rækker ham en skorpion?“ Jesus forklarede derefter hvordan billedtalen skulle forstås, idet han sagde: „Hvis altså I, skønt I er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor langt snarere vil da ikke Faderen i himmelen give hellig ånd til dem der beder ham!“ — Lukas 11:11-13.
12. Hvordan viser billedtalen om en far der opfylder sin søns ønske, at Jehova er villig til at besvare vore bønner?
12 Med dette eksempel, en far der lytter til sin søn, viser Jesus hvordan Jehova ser på dem der vender sig til ham i bøn. (Lukas 10:22) Læg først mærke til kontrasten. I modsætning til manden i den første billedtale som tøvede med at reagere på en bøn om hjælp, er Jehova som en omsorgsfuld far der er ivrig efter at opfylde sit barns ønske. (Salme 50:15) Jesus understreger yderligere Jehovas velvillige holdning over for os. Han siger at hvis en jordisk far, skønt han er ’ond’ på grund af nedarvet syndighed, giver sin søn gode gaver, hvor langt snarere kan vi da ikke forvente at vor kærlige himmelske Fader vil give hellig ånd til sine jordiske børn der tjener ham! — Jakob 1:17.
13. Hvad kan vi være sikre på når vi beder til Jehova?
13 Hvad kan vi lære af dette? Vi kan nære fuld tillid til at når vi beder vor himmelske Fader om hellig ånd, vil han være mere end villig til at opfylde vores ønske. (1 Johannes 5:14) Når vi gang på gang vender os til ham i bøn, vil han aldrig sige noget i retning af: „Hold op med at volde mig besvær. Døren er allerede låst.“ (Lukas 11:7) Jesus sagde tværtimod: „Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge, og I vil finde; bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer.“ (Lukas 11:9, 10) Ja, Jehova „vil svare os den dag vi kalder“. — Salme 20:9; 145:18.
14. (a) Hvilken fejlagtig opfattelse har nogle der bliver udsat for trængsler? (b) Hvorfor kan vi bede til Jehova i tillid når vi kommer ud for trængsler?
14 Jesu billedtale om den omsorgsfulde far understreger også at Jehovas godhed er langt større end den godhed nogen jordisk far kan vise. Vi må derfor aldrig nogen sinde føle at de trængsler vi kommer ud for, er et udtryk for at Jehova har vendt os ryggen. Det er vores ærkefjende, Satan, der ønsker at vi skal tænke sådan. (Job 4:1, 7, 8; Johannes 8:44) Der er intet bibelsk grundlag for sådanne nedbrydende tanker. Jehova prøver os ikke „med noget ondt“. (Jakob 1:13) Han vil aldrig give os prøvelser der er som slanger eller skorpioner. Vor himmelske Fader giver „noget godt til dem der beder ham“. (Mattæus 7:11; Lukas 11:13) Jo mere vi forstår hvor god Jehova er, og hvor villig han er til at hjælpe os, jo mere vil vi føle os tilskyndet til at bede i tillid. Og når vi gør det, vil vi også kunne give udtryk for de samme følelser som salmisten der skrev: „I sandhed, Gud har hørt mig; han har givet agt på min højlydte bøn.“ — Salme 10:17; 66:19.
Hvordan den hellige ånd hjælper os
15. (a) Hvad lovede Jesus angående den hellige ånd? (b) Nævn en af de måder hvorpå den hellige ånd hjælper os.
15 Kort før sin død gentog Jesus det han havde forsikret sine disciple om i sine billedtaler. Om den hellige ånd sagde han til dem: „Jeg vil anmode Faderen, og han vil give jer en anden hjælper til at være hos jer for evigt.“ (Johannes 14:16) Jesus lovede således at hjælperen, den hellige ånd, ville være med hans disciple i fremtiden, altså også i vor tid. Hvordan mærker vi at den hellige ånd støtter os i dag? Den hellige ånd hjælper os for eksempel til at udholde forskellige prøvelser. Hvordan det? Apostelen Paulus, der selv kom ud for prøvelser, beskrev i et brev til de kristne i Korinth hvordan Guds ånd kom ham til hjælp. Lad os kort se på hvad han skrev.
16. Hvordan kunne vi komme ud for noget der minder om det Paulus kæmpede med?
16 Først fortalte Paulus åbent og ærligt sine trosfæller at han kæmpede med „en torn i kødet“, en prøvelse af en eller anden art. Derefter skrev han: „I den anledning har jeg tre gange indtrængende bedt Herren [Jehova] om at den måtte vige fra mig.“ (2 Korinther 12:7, 8) Paulus bønfaldt Gud om at fjerne det der plagede ham, men det skete ikke. Du står måske i en lignende situation i dag. Ligesom Paulus har du måske bedt med vedholdenhed og i tillid og har bønfaldt Jehova om at fjerne en prøvelse. Trods dine gentagne bønner varer problemet imidlertid ved. Betyder det at Jehova ikke har besvaret dine bønner, og at hans ånd ikke hjælper dig? Nej, slet ikke! (Salme 10:1, 17) Læg mærke til hvad Paulus videre skrev.
17. Hvordan besvarede Jehova Paulus’ bønner?
17 Som svar på Paulus’ bøn sagde Gud: „Min ufortjente godhed er dig nok; for min kraft gøres fuldkommen i svaghed.“ Paulus skrev: „Med største glæde vil jeg derfor hellere rose mig af mine svagheder, for at Messias’ kraft kan være over mig som et telt.“ (2 Korinther 12:9; Salme 147:5) Paulus erfarede altså at Guds kraftfulde beskyttelse gennem Messias var over ham som et telt. I dag besvarer Jehova vore bønner på samme måde. Han lader sin beskyttelse dække sine tjenere som et telt.
18. Hvorfor er det muligt for os at udholde prøvelser?
18 Et telt hindrer naturligvis ikke regnen i at falde eller vinden i at blæse, men det yder en vis beskyttelse mod elementernes rasen. Den beskyttelse „Messias’ kraft“ yder, hindrer heller ikke at vi kommer ud for trængsler eller problemer. Men den beskytter os åndeligt mod denne verdens skadelige elementer og angrebene fra dens hersker, Satan Djævelen. (Åbenbaringen 7:9, 15, 16) Selv hvis du kæmper med et problem der ikke vil ’vige fra dig’, kan du derfor være sikker på at Jehova kender til den kamp du kæmper, og at han har reageret på „dit klageskrig“. (Esajas 30:19; 2 Korinther 1:3, 4) Paulus skrev: „Gud er trofast, og han vil ikke lade jer blive fristet ud over hvad I kan tåle, men sammen med fristelsen vil han også skabe en udvej, så I kan modstå den.“ — 1 Korinther 10:13; Filipperne 4:6, 7.
19. Hvad er du besluttet på at gøre, og hvorfor?
19 Ja, disse „sidste dage“ for denne onde verden er kendetegnet af „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Timoteus 3:1) Men for Guds tjenere er det ikke umuligt at klare de vanskelige forhold. Hvorfor ikke? Fordi de får hjælp og bliver beskyttet af Guds hellige ånd, som Jehova giver villigt og i rigt mål til alle der med vedholdenhed og i tillid beder ham om den. Lad os derfor være besluttede på at blive ved med hver dag at bede om Guds hellige ånd. — Salme 34:6; 1 Johannes 5:14, 15.
Hvad vil du svare?
• Hvad må vi gøre for at få Guds hellige ånd?
• Hvorfor kan vi stole på at Jehova vil besvare vore bønner om hellig ånd?
• Hvordan hjælper den hellige ånd os til at udholde prøvelser?
[Illustration på side 21]
Hvad kan vi lære af Jesu billedtale om den vedholdende vært?
[Illustration på side 22]
Beder du med vedholdenhed om Guds hellige ånd?
[Illustration på side 23]
Hvad kan vi lære om Jehova af billedtalen om den omsorgsfulde far?