Er treenighedslæren bibelsk?

HUN døde på bålet i England i 1550. Hendes navn var Joan Bocher. Hvilken forbrydelse havde hun gjort sig skyldig i? Encyclopædia Britannica (1964) fortæller: „Hun blev dømt for åbenlys blasfemi fordi hun fornægtede treenighedslæren, den eneste overtrædelse som hele kirken havde betragtet som utilgivelig lige siden kampen mod arianismen.“

Treenighedslæren er et centralt dogme i langt de fleste kirker. Men hvad går den egentlig ud på? I The Waverley Encyclopedia defineres treenighedslæren som „et mysterium bestående af én Gud i tre personer — Faderen, Sønnen og Helligånden, der er lige i magt og lige evige i alle ting“. Men The New Encyclopædia Britannica (1981) oplyser: „Hverken ordet treenighed eller læren om en sådan forekommer eksplicit formuleret i Det Nye Testamente.“ Alene dette rejser tvivl om dogmet.

Det fornuftstridige i dogmet understreges yderligere af en oprigtig indrømmelse som New Catholic Encyclopedia formulerer i et spørgsmål som elever på præsteseminarier ofte stiller: „Hvordan forkynder man treenigheden?“ Dette katolske værk fortsætter: „Hvis spørgsmålet er et symptom på forvirring hos eleverne, er det måske ikke mindre et symptom på en lignende forvirring hos deres professorer. Hvis ’treenigheden’ her betyder treenighedslærens teologi, vil det bedste svar være at man slet ikke forkynder den . . . for det der hører hjemme i en prædiken, og navnlig en bibelsk prædiken, er Guds ord og ikke dets teologiske fortolkning.“

Hvornår opstod treenighedslæren, denne „teologiske fortolkning“? The New Encyclopædia Britannica (1981) svarer: „Læren udviklede sig gradvis i løbet af flere hundrede år og under megen strid.“ Lyder dét som om treenighedslæren er blevet til ved en klar og direkte åbenbaring fra Gud? Nej, vel? Men hvordan kan den da være åbenbaret i Bibelen, som det hævdes?

Et af de skriftsteder som teologer ofte benytter til støtte for treenighedslæren, er Jesu befaling om at gøre disciple, „idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn“. (Mattæus 28:19) Det er ubestrideligt at der nævnes tre parter i dette skriftsted, men der siges ikke at de er personer eller at de alle er én. Vi kender desuden navnet på Faderen (Jehova) og på sønnen (Jesus), men hvad er den hellige ånds navn? Dette rejser spørgsmålet . . .

Er den hellige ånd en person?

Den kendsgerning at intet i Bibelen tyder på at den hellige ånd har et personligt navn, lader formode at den ikke er en person. Man kunne også spørge: ’Har nogen set den hellige ånd?’ Ved Jesu dåb viste den sig som en due og på Pinsedagen viste den sig som ildtunger. (Mattæus 3:16; Apostelgerninger 2:3, 4) Hvis den hellige ånd er en person, hvorfor har den så ikke vist sig som en person? Og hvis den ikke er en person, hvad er den da? Den er Guds virksomme kraft som på Pinsedagen blev ’udgydt’ over disciplene. (Apostelgerninger 2:17, 18) Det var ved hjælp af denne virksomme kraft at Jehova skabte universet — vi læser at „Guds virksomme kraft var i bevægelse frem og tilbage over vandene“. (1 Mosebog 1:2) Og det var den samme virksomme kraft der inspirerede bibelskribenterne. — 2 Timoteus 3:16.

En af disse inspirerede skribenter var profeten Daniel. I kapitel 7 i sin bog beskriver han et vidunderligt syn som Jehova gav ham: Han så „den gamle af dage“ siddende på sin trone omgivet af en hærskare af engle der tjente ham. Daniel så også „en der var som en menneskesøn [Jesus]“, og som fik „herredømme og ære og kongemagt, og alle folkeslag, folkestammer og tungemål [skulle] tjene ham“. (Daniel 7:9, 10, 13, 14) Men hvor var den hellige ånd? Den omtales ikke som en person i dette himmelske optrin.

Bibelens sidste bog — Åbenbaringen — beretter om andre syner af himmelske optrin. Den allerhøjeste Gud, Jehova, ses siddende på sin trone, og Lammet, Jesus Kristus, er sammen med ham. Men heller ikke her nævnes den hellige ånd som en person. (Åbenbaringen, kapitlerne 4-6) Bibelens sidste bog nævner intet om at Gud består af tre personer i én. Dette rejser . . .

Endnu et vigtigt spørgsmål

Treenighedslæren er blevet betegnet som „den kristne tros centrale læresætning“. Hvis den virkelig er dét, hvorfor åbenbarede Jesus så ikke denne lære da han befandt sig på jorden? Hans disciple, der var israelitter, var overbeviste om at Jehova er den Allerhøjeste Gud. Den dag i dag citerer jøderne ordene i Femte Mosebog 6:4: „Hør, Israel: Jehova vor Gud er én Jehova.“ Intet i De Hebraiske Skrifter tyder på at den allerhøjeste Gud er tre personer i én. Og hvis treenighedslæren var sand, kunne man undre sig over at denne „centrale læresætning“ ikke blev udformet som et dogme før i det fjerde århundrede — under megen strid der skabte udbredt forvirring.

Nogle vil måske anføre at Jesus sagde: „Jeg og Faderen er ét.“ (Johannes 10:30) Men i hvilken forstand er de ét? Jesus har selv givet os et fingerpeg, for senere sagde han i en bøn: „Hellige Fader, våg over dem [hans disciple] . . . for at de må være ét ligesom vi er ét.“ (Johannes 17:11, 22) Enheden mellem Faderen og Sønnen svarer altså til den enhed der eksisterer blandt Kristi sande disciple — de er ét i den forstand at de samarbejder om at nå et fælles mål.

Vi må erkende at Jesus ikke omtalte treenighedslæren, men hvad med apostelen Johannes? Ifølge Rosenørn-Lehns oversættelse skrev han i Første Johannesbrev 5:7: „Der er tre, som afgiver Vidnesbyrd [i Himlen: Faderen, Ordet og den Hellig Aand; disse tre er eet.]“ Mange nyere oversættelser udelader imidlertid de ord der er sat i klammer. Hvorfor? Den katolske Jerusalem Bible forklarer i en fodnote at denne passage ikke findes i nogen af de ældste græske eller de mest pålidelige latinske bibelhåndskrifter. Ordene hører ikke hjemme i Bibelen, og er uden tvivl kun blevet indføjet for at støtte treenighedslæren.

Som du kan se i din Bibel brugte apostelen Paulus ofte vendinger som denne i indledningen til sine breve: „Måtte I have ufortjent godhed og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus.“ (Romerne 1:7) Hvorfor omtalte han ikke den hellige ånd som en person? Fordi Paulus aldrig havde hørt om en „hellig treenighed“. Jakob, Peter og Johannes brugte lignende vendinger i deres breve, men heller ikke de nævner den hellige ånd. Hvorfor ikke? Fordi ingen af dem kendte treenighedslæren. Gud og hans søn er personer, men det er den hellige ånd ikke. Eftersom Sønnen er en person, kan vi imidlertid spørge . . .

Er Jesus den samme som Gud den Allerhøjeste?

De der tror på treenighedslæren vil svare „ja“ til dette spørgsmål. Men det vigtigste må være hvad Jesus selv sagde: „Faderen er større end jeg.“ (Johannes 14:28) „Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun hvad han ser Faderen gøre.“ (Johannes 5:19) Og Paulus sagde: „Messias’ hoved er Gud.“ — 1 Korinther 11:3.

Tænk også over disse spørgsmål: Har Jehova en Gud? Nej, for han er Gud, den allerhøjeste og almægtige Gud. Har Jesus en Gud? Ja. Efter sin opstandelse sagde han til Maria Magdalene: „Jeg stiger op til min Fader og jeres Fader og til min Gud og jeres Gud.“ Apostelen Peter skrev: „Velsignet være vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader.“ — Johannes 20:17; 1 Peter 1:3.

Har Gud nogen sinde været død? ’Nej, selvfølgelig ikke,’ svarer du sikkert. Og det er rigtigt, for Gud er udødelig. Profeten Habakkuk sagde om Jehova: „Min Gud, min Hellige, du dør ikke.“ (Habakkuk 1:12) Men Jesus døde. Hvem var det der gav ham en opstandelse? Peter sagde: „Gud oprejste [Kristus] fra de døde.“ Alt dette viser at Jesus ikke er den samme som Gud den Allerhøjeste. — Apostelgerninger 3:15; Romerne 5:8.

Man kan stille andre, lignende spørgsmål: Har nogen set Gud? Nej, „ingen har nogen sinde set Gud“. (Johannes 1:18) Men tusinder af mennesker så Jesus da han var her på jorden. Beder Gud til nogen? Nej, for hvem skulle han bede til? Han er jo selv den „som hører bøn“. (Salme 65:2) Og Jesus? Han bad ofte til sin Fader. Engang tilbragte han endda en hel nat i bøn. Er Gud præst? Nej. Er Jesus? Vi læser: „Betragt den apostel og ypperstepræst som vi bekender — Jesus.“ — Hebræerne 3:1.

Kan der være nogen tvivl om at Jesus og Gud den Allerhøjeste er to forskellige personer?

Er treenighedslæren skadelig?

Ja. Dette udbredte dogme tilslører de enkle, bibelske sandheder at kun Jehova er den allerhøjeste Gud, at Jesus er hans søn, og at den hellige ånd er Guds virksomme kraft. Treenighedslæren skaber forvirring ved at hylle Gud i en tåge af mystik, og resultatet bliver åndeligt mørke.

Vi behøver imidlertid ikke at befinde os i dette mørke. Vi kan indprente os disse kendsgerninger:

Treenighedslæren nævnes ikke i Bibelen. Den er en „teologisk fortolkning“ der opstod flere hundrede år efter Jesu tid, og de der ikke ville antage den blev truet med døden på marterpælen. Dette dogme har fået mange til at tro på et mysterium, og har derved skadet tilbedelsen af Gud den Allerhøjeste.

Hvis du hører til dem der tror på treenighedslæren, hvad bør du så gøre nu? Vi vil tilskynde dig til at studere Guds ord og publikationer som dette blad, der kan hjælpe dig til at forstå Bibelen. Det er meget vigtigt at studere Guds ord, for Jesus sagde at man kan opnå evigt liv hvis man tilegner sig kundskab om Jesus og om Jehova — „den eneste sande Gud“. — Johannes 17:3.

[Ramme/illustration på side 5]

Guds finger

„Det er Guds finger!“ indrømmede Ægyptens magere da Moses havde forvandlet støv til myg, og de ikke selv kunne efterligne miraklet. (2 Mosebog 8:18, 19) På Sinaj bjerg gav Jehova Moses „stentavler der var beskrevet med Guds finger“. (2 Mosebog 31:18) Var der her tale om en bogstavelig finger? Nej, for Jehova har ikke bogstavelige fingre. Hvad var der da tale om? Bibelskribenterne Lukas og Mattæus hjælper os på gled. En af dem skrev at Jesus uddrev dæmoner „ved hjælp af Guds finger“. Den anden forklarede at Jesus gjorde dette „ved hjælp af Guds ånd“. (Lukas 11:20; Mattæus 12:28) „Guds finger“ er altså Guds hellige ånd, det redskab hvormed han gennemfører sin vilje. Og den hellige ånd er ikke en person, men Guds dynamiske, virksomme kraft.

[Illustrationer på side 7]

Den hellige ånd har vist sig som en due og som ildtunger — men aldrig som en person

[Kildeangivelse på side 4]

En fremstilling af treenigheden i en katolsk kirke fra det 14. århundrede i byen Tagnon i Frankrig