KAR

Beholdere, undertiden med låg (4Mo 19:15), til opbevaring af væsker eller tørre varer. (1Kg 17:10; Est 1:7; Jer 40:10) Karrene blev lavet af ler, træ, metal eller sten. (3Mo 6:28; 15:12; 4Mo 7:85; 1Kg 10:21; Mt 26:7; Joh 2:6) Blandt de almindeligt anvendte beholdere var krukker og skåle (Es 22:24), punge og sække (1Mo 42:25; Hag 1:6), kurve (Mr 8:19, 20; 2Kor 11:33), læderflasker eller skindsække (Dom 4:19; Lu 5:37, 38) og spande. — 4Mo 24:7; Joh 4:11; se REDSKABER.

Krukker, dunke og flasker. Krukkerne var som regel dybe, cylindriske beholdere med en, to eller fire hanke og var for det meste lavet af ler. (Es 30:14; Kl 4:2) I den israelitiske og judæiske kongetid kunne en krukke af normal størrelse være ca. 65 cm høj og 40 cm i diameter. Krukkerne kunne være anbragt på en holder (3Mo 11:35) og blev brugt til opbevaring af væsker som vand, olie og vin. (1Sa 10:3; 25:18; 2Sa 16:1; 1Kg 18:33; 2Kg 4:2; Jer 13:12) Tørre varer, som for eksempel mel, blev også opbevaret i krukker. (1Kg 17:12) I nogle tilfælde opbevarede man dokumenter, deriblandt købekontrakter, i lerkrukker eller lerkar, hvor de var godt beskyttet. (Jer 32:13-15) De gamle håndskrifter der er fundet i Qumranområdet ved Det Døde Hav, deriblandt den velkendte Esajasrulle, var opbevaret i lerkrukker.

Vanddunke (1Sa 26:11, 12, 16; 1Kg 19:6) og flasker til varer som olie eller honning (1Sa 10:1; 1Kg 14:3; 2Kg 9:3; Jer 19:1, 10) var i almindelighed lavet af ler.

Skåle og fade. Skåle blev anvendt til væsker som vin (Am 6:6), mælk (Dom 5:25) og vand (Dom 6:38). De var lavet af ler, sten eller metal. Festskåle var ofte af keramik. Arkæologiske fund viser at keramikskålene i den israelitiske og judæiske kongetid undertiden var forsynet med fire hanke og var ca. 20 cm dybe og ca. 40 cm i diameter inden for randen. Fadene var uden tvivl lavere eller fladere i faconen. — 2Mo 25:29; 37:16; 4Mo 4:7; 7:84, 85; Mt 14:8, 11; Mr 6:25, 28.

Bægre. Bægrene, forholdsvis små drikkekar, var som regel lavet af ler og i enkelte tilfælde af metal. (Ord 23:31; Jer 35:5; Mr 9:41) Nogle bægre var formet så man kunne holde om dem med hånden. De fleste drikkebægre var lave, hankeløse skåle. De der havde hanke, kunne også bruges som øser.

Brugt billedligt. I Prædikerens Bog beskrives døden som det tidspunkt da „krukken ved kilden knuses“. Denne krukke er øjensynlig hjertet, der ved døden ophører med at modtage blodet og pumpe det rundt i legemet. Det bliver lige så ubrugeligt som en ituslået krukke der ikke længere kan holde vand. Også hjernen, som der hentydes til med udtrykket „guldskålen“ (øjensynlig kraniet med hjernen), holder op med at fungere og begynder at gå i opløsning, „slås i stykker“. — Præ 12:6, 7.

Kar. I Bibelen omtales mennesker undertiden som kar. Kristne er skrøbelige lerkar der har fået en herlig kostbarhed, tjenesten, betroet. (2Kor 4:7) Kvinder betegnes som „svagere kar“. Kristne ægtemænd må derfor tage hensyn til deres hustruers fysiske og biologiske begrænsninger. Derved efterligner de Jehova, som viste kvinderne hensyn i den lov han gav Israel (3Mo 18:19; 20:18), og handler „i overensstemmelse med kundskab, idet [de] viser dem ære som det svagere kar, det kvindelige“. — 1Pe 3:7.

Man bør holde sig fri af de „kar“ som ikke tjener noget ærefuldt formål (dem der ikke opfører sig rigtigt), og jage efter det der er i overensstemmelse med Jehovas vilje. Så vil man være „et kar til et ærefuldt formål, helliget, nyttigt for sin herre, beredt til enhver god gerning“. (2Ti 2:20, 21) Jehova har udskudt tilintetgørelsen af „vredens kar“, de onde mennesker, for at kunne skåne de retfærdigt indstillede ved at give dem tid til at lade sig forme som „barmhjertighedens kar“. — Ro 9:17-26.

Efter at Jesus havde omtalt sine disciple som „verdens lys“, sagde han til dem: „Man tænder ikke en lampe for at sætte den under målekarret, men man sætter den på standeren, og så skinner den for alle som er i huset.“ Dette ’målekar’ (gr.: moʹdios) var et rummål til tørre varer, og kapaciteten var ca. 9 l, men Jesus brugte ordet billedligt om noget der dækkede lyset. Han tilskyndede sine disciple til ikke at skjule deres åndelige lys under et symbolsk ’målekar’. Han sagde: „I [skal] lade jeres lys skinne for folk, så de kan se jeres gode gerninger og herliggøre jeres Fader som er i himlene.“ — Mt 5:1, 2, 14-16; se også Mr 4:21; Lu 11:33.

Bæger. Bægeret anvendes ofte som et symbol på den guddommelige gengældelse eller Guds vrede. Dette bæger rækkes til de ugudelige personer, byer eller endda folkeslag og nationer, som tvinges til at drikke af det. (Sl 11:6; 75:8; Es 51:17, 22; Jer 25:12-29; Kl 4:21; Åb 14:9, 10; 16:19; 18:5-8) Fortidens Babylon var således et symbolsk „guldbæger i Jehovas hånd“ hvoraf mange nationer måtte drikke nederlagets bitre drik. — Jer 51:7.

Da Jerusalems ødelæggelse nærmede sig, fik indbyggerne at vide at ingen ville „give nogen trøstens bæger at drikke på grund af hans fader eller hans moder“. Dette var muligvis en hentydning til at man normalt gav et bæger vin til den der sørgede over sine afdøde forældre. — Jer 16:5-7; jf. Ord 31:6.

Det symbolske „bæger“ som Jehova fyldte til Jesus Kristus, var hans vilje som Jesus måtte gøre. Når Jesus bad om at dette „bæger“ måtte gå ham forbi hvis det var muligt, var det uden tvivl fordi han tænkte på den skændsel det ville bringe over Gud at han, Jesus, blev henrettet som en gudsbespotter og oprører. Ikke desto mindre var han rede til at underkaste sig Jehovas vilje og tømme ’bægeret’. (Mt 26:39, 42; Joh 18:10, 11) Det „bæger“ Jehova havde bestemt for Jesus, betød imidlertid ikke blot lidelser, men også at hans dåb til døden måtte fuldføres ved at han blev oprejst til udødeligt liv i himmelen. (Lu 12:50; Ro 6:4, 5; He 5:7) Det var derfor også „den storslåede frelses bæger“ for ham. (Sl 116:13) I overensstemmelse med Guds vilje deler Jesus det „bæger“ han har fået at drikke, med ’den lille hjord’ af sine medarvinger til Riget. — Lu 12:32; Mr 10:35-40.