Gør du Jehovas tanker til dine egne?
“Lad jer forvandle ved at forny jeres tankegang.” – ROM. 12:2.
1, 2. Hvad lærer vi efterhånden som vi vokser åndeligt? Forklar med en illustration.
ET LILLE barn får en gave. Forældrene kigger ned på ham og siger “Kan du sige tak?” Barnet gør det, men mest fordi han får besked på det. Men efterhånden som han bliver ældre, begynder han at forstå hvorfor hans forældre synes det er vigtigt at sige tak når andre gør noget godt for en. Nu siger han tak af sig selv og mener det. Hvorfor? Fordi taknemmelighed er blevet en del af hans egen måde at tænke på.
2 Noget lignende gælder os. Dengang vi lærte Jehova at kende, forstod vi hurtigt at det var vigtigt at følge hans grundlæggende bud. Men efterhånden som vi vokser åndeligt, lærer vi Jehovas tanker bedre at kende – hvad han bryder sig om, hvad han ikke bryder sig om, og hans syn på forskellige ting. Når vi lader os lede af Jehovas tanker i vores handlinger og valg, viser vi at vi har gjort hans tanker til vores egne.
3. Hvorfor kan det være en udfordring at gøre Jehovas tanker til vores egne?
3 Det er en glæde at lære at tænke som Jehova, men nogle gange kan det også være en udfordring på grund af vores ufuldkommenhed. For eksempel ved vi hvordan Jehova ser på moralsk renhed, materialisme, forkyndelsesarbejdet, forkert brug af blod og mange andre ting. Men indimellem kan vi måske have svært ved at forstå hvorfor han ser sådan på det. Hvad kan vi gøre? Hvordan kan vi lære at tænke mere og mere ligesom Gud? Og hvordan vil det at vi gør Guds tanker til vores egne, hjælpe os til at træffe gode beslutninger nu og i fremtiden?
HVORDAN VI GØR GUDS TANKER TIL VORES EGNE
4. Hvad skal der til for at man kan ‘forny sin tankegang’?
4 Læs Romerne 12:2. Apostlen Paulus forklarer her hvad vi må gøre for at lære at tænke ligesom Jehova. I den foregående artikel var vi inde på at vi må hindre verdens synspunkter og holdninger i at komme ind i vores sind hvis vi ‘ikke længere skal lade os forme af denne verden’. Men Paulus fremhæver også at vi skal ‘forny vores tankegang’. Det indebærer at vi studerer Bibelen med det formål at forstå Guds tanker, at vi mediterer over dem, og at vi retter vores måde at tænke på ind efter hans.
5. Hvad er forskellen på studie og overfladisk læsning?
5 Studie er ikke bare overfladisk læsning, og det indbefatter meget mere end at finde svar på studiespørgsmål og strege dem under. Mens vi studerer, må vi overveje hvad materialet lærer os om Jehova, hans bevæggrunde og hans tanker. Vi må forsøge at forstå årsagen til at Gud kræver at vi gør visse ting og holder os fra andre ting. Vi må også meditere over hvilke forandringer vi har brug for at foretage i vores liv og i vores måde at tænke på. Måske kan vi ikke komme omkring alle aspekter hver gang vi studerer, men det vil gavne os at bruge tid – måske halvdelen af den tid vi har sat af – på at meditere over det vi har læst. – Sl. 119:97; 1. Tim. 4:15.
6. Hvad sker der når vi mediterer over Guds ord?
6 Når vi regelmæssigt mediterer over Guds ord, sker der noget forunderligt. Vi får en mere “klar forståelse” af Jehovas tanker og bliver helt overbevist om at hans måde at tænke på er fuldkommen. Vi begynder at se tingene fra hans synsvinkel, og efterhånden tilslutter vi os hans holdninger. Vores tankegang bliver fornyet i den forstand at vi begynder at tænke i nye baner. Lidt efter lidt gør vi Jehovas tanker til vores egne.
VORES TANKER PÅVIRKER VORES HANDLINGER
7, 8. (a) Hvad er Jehovas syn på materiel velstand? (Se indledningsbillederne). (b) Hvad vil vi prioritere højest hvis vi tænker ligesom Jehova?
7 Tanker står imidlertid ikke alene. De er nært forbundet med handlinger. (Mark. 7:21-23; Jak. 2:17) Lad os se på nogle eksempler der understreger det. I evangelierne får vi klare indikationer af hvordan Jehova tænker i forbindelse med materielle ting. Gud udvalgte Josef og Maria til at opfostre hans Søn – et par der ikke havde særligt meget materielt set. (3. Mos. 12:8; Luk. 2:24) Da Jesus blev født, fortælles det at Maria “lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem på overnatningsstedet”. (Luk. 2:7) Hvis Jehova havde villet det, kunne han let have sørget for at Jesus blev født et mere komfortabelt sted. Men det der betød noget for ham, var at Jesus kom til at vokse op i en familie hvor det åndelige kom på førstepladsen.
8 Beretningen om Jesus’ fødsel lærer os noget om Jehovas syn på materielle ting. Nogle forældre insisterer på at give deres børn det bedste materielt set, selv hvis det sker på bekostning af børnenes åndelige helbred. Men det er tydeligt at Jehova betragter de åndelige ting som de mest vigtige. Har du lært at tænke på samme måde som ham? Hvad viser dine handlinger? – Læs Hebræerne 13:5.
9, 10. Hvordan kan vi vise at vi har samme syn som Jehova på det at få andre til at snuble?
9 Et andet eksempel er Guds syn på dem der får andre til at snuble. Jesus sagde: “Hvis nogen får en af disse små som tror, til at snuble, ville det være bedre for ham at få en møllesten der drejes af et æsel, hængt om halsen og blive kastet i havet.” (Mark. 9:42) Der ligger stærke følelser bag disse ord. Jesus genspejlede sin Fars personlighed, så vi kan være sikre på at Jehova også betragter det som noget meget alvorligt når en persons ufølsomme handlinger får en af Jesus’ disciple til at snuble. – Joh. 14:9.
10 Har vi det på samme måde som Jehova og Jesus? Har vi gjort deres tanker til vores egne? Hvad viser vores handlinger? Hvad nu hvis vi godt kan lide en bestemt hårstil eller tøjstil som sandsynligvis ville støde nogen i menigheden, eller som kunne vække urene tanker hos andre? Vil vores kærlighed til vores trosfæller så få os til at tilsidesætte vores personlige præferencer? – 1. Tim. 2:9, 10.
11, 12. Hvordan kan det at have Jehovas syn på tingene sammen med selvbeherskelse beskytte os mod at gøre noget forkert?
11 Her er et tredje eksempel: Jehova hader det der er forkert. (Esa. 61:8) Han ved godt at vi har tendens til at begå fejl på grund af vores nedarvede ufuldkommenhed, men han tilskynder os til at opdyrke det samme had til det forkerte som han har. (Læs Salme 97:10). Når vi mediterer over hvorfor Jehova hader det forkerte, vil vi gradvist få samme holdning som ham, og det vil give os mere styrke til at modstå det han hader.
12 Det at vi får samme syn som Jehova, vil også hjælpe os til at afgøre om visse ting der ikke specifikt nævnes i Guds ord, er forkerte. For eksempel er lapdance et fænomen som bliver mere og mere udbredt i verden. Nogle kunne måske finde på at undskylde den slags uanstændige handlinger med den begrundelse at det ikke er direkte sex.a Men afspejler den slags handlinger Jehovas tanker? Husk at Jehova føler sig frastødt af alle slags forkerte handlinger. Vi må derfor holde os langt fra det der er forkert, ved at opdyrke selvbeherskelse og lære at afsky det Jehova hader. – Rom. 12:9.
TÆNK PÅ FORHÅND OVER HVAD DU VIL GØRE
13. Hvorfor må vi på forhånd overveje hvordan Jehovas tanker bør påvirke os i forskellige situationer?
13 Når vi studerer, vil det være godt at overveje hvordan Jehovas tanker gør sig gældende i situationer vi i fremtiden kunne komme til at stå i. Så vil vi være forberedt på hvad vi skal gøre hvis vi pludselig er i en situation hvor vi skal træffe en hurtig beslutning. (Ordsp. 22:3) Lad os se på nogle eksempler fra Bibelen i den forbindelse.
14. Hvad kan vi lære af Josefs reaktion?
14 Josef afviste med det samme Potifars hustru da hun forsøgte at forføre ham, og det fortæller os at han må have brugt tid på at tænke over Jehovas syn på troskab i ægteskabet. (Læs 1. Mosebog 39:8, 9). Han svarede Potifars hustru: “Hvordan skulle jeg kunne gøre noget så ondt og synde mod Gud?”, og det viser tydeligt at han havde gjort Guds tanker til sine egne. Hvad med dig? Hvad ville du gøre hvis en kollega begyndte at flirte med dig? Eller hvis du fik en besked eller et billede med seksuelt indhold på din mobiltelefon?b Det vil være meget lettere at forblive loyal mod Jehova hvis du på forhånd har forstået hvordan Jehova ser på tingene, gjort hans holdninger til dine egne og besluttet dig for hvordan du vil reagere.
15. Hvad vil hjælpe os til at modstå presset til at gå på kompromis?
15 Tænk også over eksemplet med de tre hebræere der var kendt som Shadrak, Meshak og Abed-Nego. Det at de nægtede at tilbede den guldstatue som Nebukadnesar havde fået opstillet, og deres direkte svar til kongen viste at de allerede havde tænkt over hvad det ville sige at være trofast mod Jehova. (2. Mos. 20:4, 5; Dan. 3:4-6, 12, 16-18) Hvad med dig? Forestil dig at din arbejdsgiver beder dig om at give et bidrag til en fest som har rødder i falsk religion. Hvad vil du så gøre? I stedet for at vente på at den slags situationer opstår, er det så ikke bedre allerede nu at overveje hvordan Jehova ser på det? Hvis situationen så en dag opstår, vil det være lettere at gøre og sige det rigtige, ligesom de tre hebræere.
16. Hvordan kan vi forberede os på en situation hvor vi får akut behov for lægehjælp?
16 Det at vi på forhånd har mediteret over Jehovas syn på tingene, kan også hjælpe os til at forblive loyale hvis vi havner i en situation hvor vi har akut behov for lægehjælp. Vi er selvfølgelig fast besluttet på ikke at modtage blod eller en af blodets fire hovedkomponenter. Men ved nogle former for behandling der indebærer brug af blod, må hver kristen selv træffe en beslutning ud fra Bibelens principper, der afspejler Jehovas tanker. (Ap.G. 15:28, 29) Det siger sig selv at det bedste tidspunkt at tage stilling til den slags spørgsmål ikke er når vi er indlagt og måske har stærke smerter og er under pres for hurtigt at skulle træffe en beslutning. Det er bedre at vi allerede nu undersøger tingene grundigt, udarbejder et juridisk dokument med vores ønsker i forbindelse med behandling, som for eksempel et forhåndsdirektiv, og taler med vores læge.c
17-19. Hvorfor er det vigtigt at vi allerede nu finder ud af hvordan Jehova ser på tingene? Nævn et eksempel.
17 Tænk også over Jesus’ resolutte reaktion da Peter gav ham det dårlige råd: “Vær god mod dig selv, Herre.” Jesus må have brugt meget tid på at tænke over hvad Gud ønskede af ham, og hvad Skrifterne sagde om hans liv på jorden og hans død. Denne viden gav ham styrke til at forblive trofast og til uden tøven at ofre sit liv. – Læs Matthæus 16:21-23.
18 I dag ønsker Gud at mennesker skal have et nært venskab med ham og deltage så meget som muligt i forkyndelsen af den gode nyhed. (Matt. 6:33; 28:19, 20; Jak. 4:8) Ligesom Jesus vil vi måske opleve at velmenende mennesker forsøger at hindre os i det. Det kunne for eksempel være at din arbejdsgiver tilbød dig en forfremmelse der indebar en ret stor lønforhøjelse, men som kunne gribe ind i de åndelige aktiviteter. Eller hvis du går i skole, kunne det være at du fik tilbudt et spændende studieophold der indebar at du måtte flytte langt væk hjemmefra. Vil du så på det tidspunkt først have behov for at overveje det, studere emnet, bede til Jehova og tale med din familie og måske de ældste før du kan træffe en beslutning? Er det ikke bedre allerede nu at lære hvordan Jehova tænker, og gøre en indsats for at rette dine tanker ind efter hans? Hvis du så nogensinde får tilbud om den slags, vil du opleve at det nærmest ikke føles som en fristelse. Du ved hvad dine åndelige mål er, du er fast besluttet på at sætte Jehova først, og det eneste du mangler at gøre, er at følge den beslutning du allerede har truffet.
19 Du kan sikkert komme i tanke om andre situationer hvor vores loyalitet pludselig kunne blive sat på prøve. Vi kan selvfølgelig ikke forberede os på enhver tænkelig situation. Men hvis vi mediterer over Jehovas tanker når vi studerer personligt, vil vi være bedre i stand til at huske og følge det vi har lært, når en situation opstår. Når vi studerer, må vi derfor finde ud af hvordan Jehova ser på tingene, gøre hans tanker til vores egne og overveje hvordan vi ud fra dem kan træffe kloge beslutninger nu og i fremtiden.
JEHOVAS TANKER OG DIN FREMTID
20, 21. (a) Hvad vil vi kunne glæde os over i den nye verden? (b) Hvordan kan vi opleve glæde allerede nu?
20 Vi ser meget frem til den nye verden. De fleste af os har håb om at leve evigt i Paradiset her på jorden. Under Guds rige vil mennesker blive frigjort for de problemer som kendetegner denne verden. Til den tid vil vi stadig bruge vores frie vilje. Vi vil hver især træffe valg ud fra vores personlige ønsker og præferencer.
21 Vores frihed vil selvfølgelig ikke være ubegrænset. Når det handler om hvad der er rigtigt og forkert, vil ydmyge mennesker lade sig lede af Jehovas love og tanker. Det er noget der vil give os stor glæde og resultere i fred overalt. (Sl. 37:11) Men vi kan allerede nu opleve lidt af den glæde hvis vi arbejder på at gøre Jehovas tanker til vores egne.
a Lapdance kan defineres som en dans hvor den optrædende, der typisk er halvnøgen, på en seksuelt udfordrende måde sidder på skødet af kunden og gnider sin krop imod ham. Afhængigt af omstændighederne kan der være tale om seksuel umoral, som kræver at der nedsættes et dømmende udvalg. En kristen der har været involveret i den slags, bør søge hjælp hos de ældste. – Jak. 5:14, 15.
b Det at sende seksuelt udfordrende beskeder, billeder eller videoer via en mobiltelefon kaldes “sexting”. Afhængigt af omstændighederne kan en sådan handling resultere i at der må nedsættes et dømmende udvalg. I nogle tilfælde er unge der har været involveret i sexting, blevet retsforfulgt for seksuelle krænkelser. Flere oplysninger findes i onlineartiklen “Unge spørger – Hvad bør jeg vide om sexting?” på jw.org. (Se under BIBELENS LÆRE > TEENAGERE). Se også artiklen “Hvordan man taler med sin teenager om sexting” i Vågn op! for november 2013, s. 4-5.
c Relevante bibelske principper i den forbindelse findes blandt andet i bogen ‘Bevar jer selv i Guds kærlighed’, s. 215-218.