Hvem vil blive godkendt af Jehova?

„[Bliv] ved med at arbejde på jeres egen frelse . . . ; for det er Gud der, for sin gode viljes skyld, virker i jer både at ville og at virke.“ — FILIPPERNE 2:12, 13.

 1, 2. Hvornår udtrykte Gud sin godkendelse af Jesus, og hvorfor bør dette interessere os?

DET var et vendepunkt i historien. Johannes Døber havde forkyndt Guds budskab og døbt dem der ændrede sind. Nu henvendte Jesus sig imidlertid til ham. Johannes vidste at Jesus var retfærdig; han havde ingen synder at angre, og alligevel bad han om at blive døbt for at „gennemføre alt hvad der er ret“. — Mattæus 3:1-15.

² Johannes imødekom beskedent Jesu anmodning, og da Jesus steg op af vandet åbnedes himlene og Johannes „så Guds ånd dale ned som en due og komme over ham“. „Der var også en stemme fra himlene som sagde: ’Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.’“ (Mattæus 3:16, 17; Markus 1:11) Hvilken udtalelse! Vi vil gerne glæde en vi respekterer. (Apostelgerninger 6:3-6; 16:1, 2; Filipperne 2:19-22; Mattæus 25:21) Og tænk hvis vi kan glæde den almægtige Gud! Kan du forestille dig hvordan du ville være til mode hvis du hørte ham sige: ’Jeg har godkendt dig’?

 3. Hvad bør interessere os i forbindelse med Guds godkendelse?

³ Men er det overhovedet muligt for os at blive godkendt af Gud? Lad os som eksempel tage en der ’intet håb har og som er uden Gud i verden’; en der er ’udelukket fra det liv der hører Gud til’. (Efeserne 2:12; 4:18) Har han mulighed for at ændre sin situation og blive godkendt af Jehova? Hvad kan han i bekræftende fald gøre? Det vil vi nu se på.

„Jeg har godkendt dig“

 4. (a) Hvad betyder det græske ord der oversættes med „godkendt“ i Guds udtalelse? (b) Hvorfor er brugen af ordet særlig interessant i dette tilfælde?

⁴ Disse ord, „jeg har godkendt dig,“ som Gud rettede til Jesus efter hans dåb, finder vi i evangelieberetningerne. Her bruges det græske udsagnsord eudokeʹō. (Mattæus 3:17; Markus 1:11; Lukas 3:22) Det betyder „at være godt tilfreds med, at synes godt om, at se med velbehag på, at beslutte“, og det tilsvarende navneord har betydningen „velvilje, velbehag, gunst, ønske, beslutning“. Eudokeʹō bruges ikke kun i forbindelse med Jehova. For eksempel siges der om de kristne i Makedonien at de ’af god vilje’ gav økonomiske bidrag til andre. (Romerne 10:1; 15:26, Skat Rørdam; 2 Korinther 5:8; 1 Thessaloniker 2:8; 3:1; se The Kingdom Interlinear Translation.) I Jesu tilfælde var det imidlertid Gud der udtrykte sin godkendelse. Eudokeʹō anvendes kun om Jesus efter at han var blevet døbt. (Mattæus 17:5; 2 Peter 1:17) Det er interessant at lægge mærke til at der bruges et andet ord — chaʹris — i Lukas 2:52, hvor der siges at Jesus som ung og udøbt gjorde fremskridt i „gunst“ hos Gud og mennesker.

 5. (a) Hvad viser at ufuldkomne mennesker kan vinde Guds godkendelse? (b) Hvem er disse „mennesker der har Guds velvilje“?

⁵ Er det også muligt for ufuldkomne mennesker at vinde Guds godkendelse? Til alt held for os er svaret ja. Da Jesus blev født sagde englene: „Ære til Gud i det højeste, og på jorden fred blandt mennesker der har Guds velvilje [eudokiʹas].“ (Lukas 2:14) Ifølge en ordret oversættelse af den græske tekst var det „mennesker af god vilje“, det vil sige mennesker der nød Guds velvilje eller „mennesker som Gud godkender“, englene sang om og som skulle opnå fred.a Om ordene en anthrōʹpois eudokiʹas siger professor Hans Bietenhard: „Vendingen sigter til mennesker der har Guds velvilje . . . Der er altså ikke her tale om menneskers gode vilje . . . Der er tale om Guds suveræne og nådige vilje, hvormed han udvælger sig et folk til frelse.“ Af Lukas 2:14 fremgår det altså, sådan som Jehovas Vidner længe har forklaret, at det er muligt for ufuldkomne mennesker at vinde Guds velvilje og blive godkendt af ham, og dette sker i første række gennem deres indvielse og dåb.b

 6. Hvad ønsker vi yderligere at vide angående Guds godkendelse?

⁶ Der er naturligvis stor forskel på at være ’en fjende af Gud fordi ens sind er rettet mod onde gerninger’, og at være godkendt som en ven af vor retfærdige og vise Gud. (Kolossenserne 1:21; Salme 15:1-5) Derfor ønsker vi uden tvivl helt nøjagtigt at vide hvad der kræves for at blive godkendt af Gud. Vi kan lære meget om dette ved at se på hvordan han har handlet i fortiden.

Gud indbød folk til at tilbede ham

 7. Hvad viser Anden Mosebog 12:38 om Gud?

⁷ I århundreder før Jehova udtalte ordene i Lukas 2:14, havde han indbudt folk til at komme og tilbede ham. Han beskæftigede sig ganske vist udelukkende med Israels folk, der var indviet til ham. (2 Mosebog 19:5-8; 31:16, 17) Men husk at da israelitterne forlod Ægypten efter fangenskabet, tog „en talrig blandet flok“ af sted sammen med dem. (2 Mosebog 12:38) Disse ikkeisraelitter, der måske havde haft et vist samkvem med Guds folk og været vidner til plagerne over Ægypten, valgte nu at følges med Israels folk. Nogle af dem gik sandsynligvis helt over til jødedommen.

 8. Hvilke to typer udlændinge boede i Israel, og hvorfor behandlede israelitterne dem ikke ens?

⁸ I Lovpagten blev der givet retningslinjer for disse ikkeisraelitters forhold til Gud og hans folk. Nogle af de fremmede var indvandrere i Israel og boede der uden at antage israelitternes tro, men de måtte adlyde de grundlæggende love, for eksempel sabbatsbudet og forbudet mod mord. (Nehemias 13:16-21) Israelitterne behandlede ikke disse indvandrere som brødre, men var på vagt når de talte med dem eller gjorde forretninger med dem, eftersom de endnu ikke var en del af Guds folk. Israelitterne måtte for eksempel ikke spise et selvdødt dyr (som blodet ikke var løbet fra), men dette forbud gjaldt ikke for udlændinge der ikke var proselytter. (5 Mosebog 14:21; Ezekiel 4:14) Med tiden blev nogle af disse udlændinge måske omskårne proselytter. Først da blev de behandlet som brødre i den sande tilbedelse og skulle overholde alle Lovens bud. (3 Mosebog 16:29; 17:10; 19:33, 34; 24:22) Moabitterinden Rut og syreren Na’aman, der var spedalsk, var blandt de ikkeisraelitter som Jehova tog imod. — Mattæus 1:5; Lukas 4:27.

 9. Hvordan fremgår det af Salomons ord hvilken indstilling Gud havde til udlændinge?

⁹ Også på kong Salomons tid tog Gud imod ikkeisraelitter. Ved indvielsen af templet bad Salomon: „Også udlændingen, som ikke tilhører dit folk Israel men kommer fra et fjernt land på grund af dit navn . . . og beder, vendt mod dette hus, måtte du . . . høre ham i himmelen, . . . for at alle jordens folk kan lære dit navn at kende, så de frygter dig ligesom dit folk Israel.“ (1 Kongebog 8:41-43) Ja, Jehova lyttede når oprigtige udlændinge søgte ham og bad til ham. Måske ville også de lære hans love at kende, lade sig omskære og blive godkendte medlemmer af hans hellige folk.

10. Hvordan har jøderne uden tvivl forholdt sig over for den ætiopiske eunuk, og hvorfor var det til gavn for ham at han var omskåret?

¹⁰ En der på et senere tidspunkt gjorde dette, var dronning Kandakes skatmester i det fjerne Ætiopien. Hans livsstil og tilbedelsesform har sikkert været uantagelig for Jehova da han første gang hørte om jødernes tro. Jøderne måtte derfor være tolerante mens denne fremmede mand iblandt dem studerede Loven for at lære hvilke krav Gud stillede. Han gjorde åbenbart fremskridt og foretog de nødvendige forandringer så han kunne blive omskåret. I Apostelgerninger 8:27 siges der at „han var taget til Jerusalem for at tilbede“. (2 Mosebog 12:48, 49) Dette tyder på at han var proselyt. Han var derfor i stand til at tage imod Messias og blive en døbt discipel af ham, hvorved han gjorde Guds vilje.

Ikketroende og den kristne menighed

11, 12. (a) Hvilken yderligere forandring indtraf da ætioperen blev døbt? (b) Hvordan stemmer dette med ordene i Filipperbrevet 2:12, 13?

¹¹ Jesus sagde til sine disciple: „Gå . . . ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Mattæus 28:19, 20) Den føromtalte ætiopiske proselyt vidste i forvejen en del om Jehova og den hellige ånd, så da Filip hjalp ham til at forstå og anerkende at Jesus er Guds messianske søn, kunne han blive døbt. Han blev dermed et godkendt medlem af Jehovas folk der fulgte Kristus. Han måtte naturligvis stå Gud til regnskab og ’holde alt det der var befalet’ for kristne. Men sammen med dette ansvar fik han et vidunderligt håb, håbet om frelse.

¹² Paulus skrev senere til de kristne at de skulle ’arbejde på deres egen frelse med frygt og bæven’. Dette er muligt fordi Gud, „for sin gode viljes [eudokiʹas] skyld, virker i [os] både at ville og at virke“. — Filipperne 2:12, 13.

13. Hvordan måtte de kristne forholde sig over for dem der ikke var kvalificerede til at lade sig døbe lige så hurtigt som den ætiopiske eunuk?

¹³ Ikke alle der kom i kontakt med de sande kristne kvalificerede sig til at blive døbt lige så hurtigt som den ætiopiske eunuk. De der ikke var jøder eller proselytter kendte kun lidt eller slet intet til Jehova og hans veje, og de fulgte naturligvis ikke hans moralnormer. Hvordan skulle de kristne forholde sig over for dem? De måtte følge Jesu eksempel. Han hverken tilskyndede til eller så igennem fingre med synd. (Johannes 5:14) Men han var tolerant over for de syndere der kom til ham og som ønskede at bringe deres liv i overensstemmelse med Guds vilje. — Lukas 15:1-7.

14, 15. Hvem andre end salvede kristne overværede møderne i Korinth, og var de alle lige hurtige til at gøre åndelige fremskridt?

¹⁴ At de kristne var tolerante over for dem der var ved at lære mere om Gud, fremgår af Paulus’ ord om møderne i Korinth. Da han skrev om brugen af åndens mirakuløse gaver der i begyndelsen tjente som et tegn på at de kristne havde Guds velsignelse, omtalte han „troende“ og „ikke-troende“. (1 Korinther 14:22) „De troende“ var dem der tog imod Kristus og blev døbt. (Apostelgerninger 8:13; 16:31-34) „Mange af korintherne som hørte, begyndte at tro og at blive døbt.“ — Apostelgerninger 18:8.

¹⁵ Ifølge Første Korintherbrev 14:24 kom der også ’ikke-troende eller ukyndige’ til møderne i Korinth.c De var sandsynligvis ikke nået lige langt med hensyn til at studere Guds ord og følge det i deres eget liv. Nogle begik måske stadig synder, mens andre der havde fået et vist mål af tro, havde foretaget enkelte forandringer i deres livsførelse og var begyndt at fortælle andre om det de havde lært — allerede inden de selv var blevet døbt.

16. Hvordan kunne disse nye have gavn af at være sammen med de kristne ved menighedens møder?

¹⁶ Naturligvis kunne ingen af disse udøbte siges at være „i Herren“. (1 Korinther 7:39) Hvis de før i tiden havde begået alvorlige moralske og åndelige fejltrin, var det forståeligt at det tog dem en vis tid at rette deres liv ind efter Guds normer. Men så længe de ikke ondsindet forsøgte at ødelægge menighedens tro og renhed, var de velkomne. Det de så og hørte ved møderne kunne ’retlede’ dem idet ’deres hjertes hemmeligheder blev gjort kendt’. — 1 Korinther 14:23-25; 2 Korinther 6:14.

Hvordan man kunne forblive godkendt af Gud til frelse

17. Hvilken opfyldelse fik ordene i Lukas 2:14 i det første århundrede?

¹⁷ Tusinder af mennesker hørte den gode nyhed gennem de døbte kristnes offentlige forkyndelse i det første århundrede. Nogle fik tro på det de hørte, ændrede sind og lod sig døbe, hvorved de ’aflagde en offentlig bekendelse til frelse’. (Romerne 10:10-15; Apostelgerninger 2:41-44; 5:14; Kolossenserne 1:23) Der var ingen tvivl om at datidens døbte disciple havde Jehovas godkendelse, for han antog dem som sine åndelige sønner ved at salve dem med sin hellige ånd. Apostelen Paulus skrev: „Han har forudbestemt os til ved Jesus Kristus at opnå antagelse som sønner hos sig, i overensstemmelse med sin viljes beslutning [eudokiʹan].“ (Efeserne 1:5) Inden for samme århundrede begyndte det der var blevet forudsagt af englene ved Jesu fødsel altså at gå i opfyldelse: „Fred blandt mennesker der har Guds velvilje [eller: godkendelse].“ — Lukas 2:14.

18. Hvorfor kunne salvede kristne ikke tage for givet at de ville forblive godkendte af Gud?

¹⁸ For at bevare denne fred måtte de der havde Guds velvilje „blive ved med at arbejde på [deres] egen frelse med frygt og bæven“. (Filipperne 2:12) Det var ikke let, for de var stadig ufuldkomne. De ville komme ud for fristelser til at synde, og nogle ville måske forsøge at presse dem. Hvis de gav efter og syndede, ville de miste Guds godkendelse. Jehova sørgede derfor kærligt for åndelige hyrder der kunne hjælpe og beskytte menighederne. — 1 Peter 5:2, 3.

19, 20. Hvad havde Gud gjort for at hjælpe døbte kristne til at forblive godkendte tjenere for ham?

¹⁹ Disse ældste ville følge Paulus’ vejledning: „Selv om et menneske uforvarende begår et eller andet fejltrin, skal I som har åndelige kvalifikationer prøve at hjælpe en sådan på fode igen, i mildhedens ånd, mens du holder øje med dig selv, for at ikke også du skal blive fristet.“ (Galaterne 6:1) De der tog det betydningsfulde skridt som dåben er, påtog sig forståeligt nok et større ansvar, ligesom de udlændinge der på Israels tid blev omskårne proselytter. Hvis døbte kristne begik et fejltrin kunne de ikke desto mindre modtage kærlig hjælp i menigheden.

²⁰ Menighedens ældste kunne tilbyde at hjælpe dem der havde begået alvorlige overtrædelser. Judas skrev: „Der er nogle der tvivler, og dem må I fortsat vise barmhjertighed; frels dem ved at rive dem ud af ilden. Men der er andre som I fortsat må vise barmhjertighed — med frygt, idet I hader endog underklædningen som er blevet plettet af kødet.“ (Judas 22, 23) Et døbt medlem af menigheden der blev hjulpet på denne måde, kunne fortsat nyde Jehovas godkendelse og den fred som englene talte om ved Jesu fødsel.

21, 22. Hvad ville der ske hvis en synder ikke angrede, og hvordan ville menighedens loyale medlemmer reagere?

²¹ En sjælden gang skete det at overtræderen ikke angrede. De ældste måtte i så fald udstøde ham for at beskytte den rene menighed mod besmittelse. Der var et sådant tilfælde i menigheden i Korinth: En døbt mand ville ikke opgive et umoralsk forhold. Paulus gav menigheden denne vejledning: „I mit brev skrev jeg til jer at I skulle holde op med at omgås utugtige, jeg mente ikke helt og holdent denne verdens utugtige eller havesyge og udsugere eller afgudsdyrkere. Ellers måtte I jo gå ud af verden. Men nu skriver jeg til jer at I skal holde op med at omgås enhver som kaldes broder og som er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller spotter eller dranker eller udsuger, ja end ikke spise sammen med en sådan.“ — 1 Korinther 5:9-11.

²² Eftersom den korinthiske mand havde taget det betydningsfulde skridt at lade sig døbe, hvorved han var blevet godkendt af Gud og medlem af menigheden, var det en alvorlig sag at han nu blev udstødt. Paulus gjorde de kristne opmærksomme på at de ikke måtte omgås ham, eftersom han havde vraget sit godkendte forhold til Gud. (Jævnfør Andet Johannesbrev 10, 11.) Om sådanne udstødte skrev Peter: „Det ville . . . have været bedre for dem ikke at have fået nøjagtig kundskab om retfærdighedens vej, end, efter at have fået nøjagtig kundskab, at vende sig bort fra det hellige bud som var blevet overgivet dem. Det er gået dem som det sande ordsprog siger: ’En hund vender tilbage til sit eget bræk.’“ — 2 Peter 2:21, 22.

23. Hvor stor en del af det første århundredes kristne bevarede Guds godkendelse?

²³ Det siger sig selv at Jehova ikke længere kunne betragte sådanne mennesker som godkendte, eftersom de var blevet udstødt for overtrædelser som de ikke angrede. (Hebræerne 10:38; jævnfør Første Korintherbrev 10:5.) Det var imidlertid kun et fåtal der blev udstødt. De fleste af dem der modtog „ufortjent godhed og fred fra Gud“ og blev ’antaget som sønner i overensstemmelse med hans viljes beslutning’, forblev trofaste. — Efeserne 1:2, 5, 8-10.

24. Hvilke spørgsmål fortjener yderligere overvejelse?

²⁴ Situationen er stort set den samme i dag. Men hvordan kan ’ikke-troende og ukyndige’ i vor tid hjælpes til at blive godkendt af Gud, og hvad kan man gøre for at hjælpe dem hvis de begår fejltrin mens de er på vej frem til dåb? Disse spørgsmål vil blive besvaret i den følgende artikel.

[Fodnoter]

Husker du dette?

◻ Siden hvornår og på hvilken måde kan mennesker ifølge Bibelen blive godkendt af Gud?

◻ Hvordan betragtede Gud de udlændinge der boede blandt hans folk, og hvorfor måtte israelitterne både være forsigtige og tolerante?

◻ Hvad kan vi slutte ud fra den kendsgerning at „ikke-troende“ overværede møderne i Korinth?

◻ Hvad har Gud gjort for at hjælpe døbte kristne til at bevare hans godkendelse?