Kapitel 85

Jesus søger de bortkomne får

JESUS er ivrig efter at finde dem der ønsker at tjene Gud i ydmyghed. Han taler derfor om Guds rige med alle han møder, selv med mennesker som er kendt for at leve et syndigt liv. Sådanne kommer nu for at lytte til ham.

Da farisæerne og de skriftlærde ser dette, kritiserer de Jesus for at omgås disse mennesker, som de anser for uværdige. De mumler: „Denne mand tager venligt imod syndere og spiser sammen med dem.“ Det vil farisæerne og de skriftlærde ikke nedværdige sig til, for de regner ikke almindelige mennesker for andet end det skidt de træder på. For at vise deres foragt kalder de dem ‛am ha’aʹræts, et hebraisk udtryk der betyder „landets [eller jordens] folk“.

Jesus behandler derimod alle venligt, respektfuldt og forstående. Mange af disse dårligt stillede, hvoraf nogle er kendt for at føre et syndigt liv, lytter derfor villigt til ham. Men hvordan svarer Jesus de farisæere der kritiserer ham fordi han tager sig af folk de betragter som uværdige?

Det gør han ved at fremholde en billedtale. Han taler ud fra farisæernes egen synsvinkel — som om de virkelig er retfærdige og befinder sig sikkert i Guds fold, mens de foragtede ‛am ha’aʹræts er faret vild og er fortabte. Lyt til hvad han siger:

„Hvilket menneske blandt jer som har hundrede får og mister ét af dem, vil ikke forlade de nioghalvfems i ørkenen og gå ud efter det han har mistet indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre og glæder sig. Og når han kommer hjem kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: ’Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet mit får som var blevet væk.’“

Jesus peger selv på hvordan billedtalen skal anvendes: „Jeg siger jer at således vil der være mere glæde i himmelen over én synder der ændrer sind, end over nioghalvfems retfærdige som ikke har brug for at ændre sind.“

Farisæerne betragter sig selv som retfærdige og mener derfor ikke at de har brug for at ændre sind. Da nogle af dem et par år tidligere havde kritiseret Jesus for at spise sammen med skatteopkrævere og syndere, havde han svaret: „Jeg er . . . ikke kommet for at indbyde retfærdige, men syndere.“ De selvretfærdige farisæere, som ikke kan se at de har behov for at ændre sind, forårsager ingen glæde i himmelen. Det gør derimod syndere der ændrer sind af et oprigtigt hjerte.

For yderligere at understrege dette fremholder Jesus endnu en lignelse eller billedtale. Han siger: „Hvilken kvinde som har ti drakmestykker, vil ikke, hvis hun taber én drakme, tænde en lampe og feje huset og omhyggeligt søge indtil hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og naboersker sammen og siger: ’Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet den drakme som jeg havde tabt.’“

Denne lignelse udlægger Jesus på samme måde: „Således, siger jeg jer, bliver der glæde blandt Guds engle over én synder der ændrer sind.“

Det er bemærkelsesværdigt at Guds engle viser en sådan interesse for at ’bortkomne’ syndere omvender sig, især i betragtning af at de før så foragtede ‛am ha’aʹræts kan få en plads i Guds himmelske rige, en stilling som overgår englenes! Englene er ikke skinsyge og føler sig ikke tilsidesat. Nej, de værdsætter ydmygt at syndige mennesker har klaret situationer i livet der sætter dem i stand til at tjene som medfølende og barmhjertige himmelske konger og præster. Lukas 15:1-10; Mattæus 9:13; 1 Korinther 6:2, 3; Åbenbaringen 20:6.

▪ Hvorfor omgås Jesus mennesker der er kendt for at leve et syndigt liv, og hvilken kritik fremsætter farisæerne?

▪ Hvordan betragter farisæerne almindelige mennesker?

▪ Hvilke lignelser fortæller Jesus, og hvad kan vi lære af dem?

▪ Hvorfor er det bemærkelsesværdigt at englene glæder sig?