Sønnen der var væk, vender tilbage

Jesus har sikkert fortalt lignelserne om det mistede får og den tabte mønt mens han stadig er i Peræa øst for Jordanfloden. Det vi kan lære af begge lignelser, er at vi skal glæde os når en synder angrer og igen begynder at tjene Gud. Farisæerne og de skriftlærde har kritiseret Jesus fordi han er imødekommende over for den slags mennesker. Men lærer hans kritikere noget af de to lignelser? Forstår de hvilke følelser vores himmelske Far har for syndere der angrer? Jesus fortæller nu en rørende lignelse der understreger den samme vigtige vejledning.

Lignelsen handler om en far der har to sønner, og den yngste er hovedpersonen i lignelsen. Både farisæerne og de skriftlærde og andre der hører det Jesus fortæller, burde kunne lære noget af det der bliver sagt om ham. Man må dog ikke glemme det Jesus nævner om farens og den ældste søns indstilling. Vi kan lære noget af alle tre personer. Så hav det i tanke når Jesus nu begynder sin fortælling:

“En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faren: ‘Far, giv mig den del af formuen som jeg skal arve.’ Så delte han det han ejede, mellem dem.” (Lukas 15:11, 12) Læg mærke til at den yngste søn ikke vil have sin arv fordi faren er død. Faren lever stadig. Nej, sønnen vil have sin del nu så han kan være uafhængig og gøre med den hvad han har lyst til. Og hvad er det?

Jesus fortsætter: “Nogle dage senere pakkede den yngste søn alle sine ting og rejste til et land langt borte, og dér brugte han sin formue på at leve vildt og hæmningsløst.” (Lukas 15:13) I stedet for at blive hjemme hvor der er trygt, hos en far der har taget sig godt af sine børn, rejser sønnen afsted til et andet land. Der sætter han hele sin arv over styr ved at leve et fuldstændigt hæmningsløst liv. Så kommer han ud for modgang, som Jesus videre fortæller:

“Da han havde brugt det hele, blev der streng hungersnød overalt i landet, og han begyndte at sulte. Han gik så hen og holdt sig til en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at vogte svin. Og han længtes efter at spise sig mæt i de bælgfrugter som svinene åd, men ingen gav ham noget.” – Lukas 15:14-16.

Ifølge Guds lov er svin urene dyr, men sønnen er nødt til at arbejde med at vogte svin. Han sulter, og det giver ham lyst til at spise noget man normalt kun fodrer svin med. I sin ulykke og fortvivlelse ‘kommer han til fornuft’. Hvad gør han? Han siger til sig selv: “Mange af min fars daglejere har mere end rigeligt brød, mens jeg er ved at dø af sult her! Jeg vil rejse hjem til min far og sige til ham: ‘Far, jeg har syndet mod Gud i himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at blive kaldt din søn. Lad mig arbejde som en af dine daglejere.’” Så begiver han sig hjemad til sin far. – Lukas 15:17-20.

Hvordan vil hans far reagere? Vil han være vred og skælde sin søn ud og tale om hvor tåbeligt det i det hele taget var at rejse hjemmefra? Vil han være kold og afvisende? Hvordan ville du reagere hvis det var dig der stod i den situation? Hvad hvis det var din søn eller datter?

Jesus beskriver hvilke følelser faren har, og hvordan han reagerer: “Mens [sønnen] endnu var langt væk, fik hans far øje på ham og fik inderligt ondt af ham, og han løb hen og omfavnede ham og kyssede ham.” (Lukas 15:20) Selvom faren måske har hørt om sin søns vilde og hæmningsløse liv, tager han varmt imod ham. Vil de jødiske ledere, der hævder at de kender og tjener Jehova, ud fra det her forstå hvilke følelser vores himmelske Far har for syndere der angrer? Vil de også kunne se at det er den samme imødekommende indstilling Jesus har vist?

Den kloge far kan sikkert se på sin søns triste og nedslåede ansigtsudtryk at han angrer. Og farens kærlige måde at tage imod ham på gør det lettere for hans søn at bekende sine synder. Jesus beretter: “Så sagde sønnen til ham: ‘Far, jeg har syndet mod Gud i himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at blive kaldt din søn.’” – Lukas 15:21.

Faren siger til sine trælle: “Hurtigt! Hent en kappe, den bedste, og giv ham den på, sæt en ring på hans finger, og giv ham sandaler på fødderne. Og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste, for min søn her var død men er kommet til live igen, han var væk og er blevet fundet.” Og så giver de sig til at fejre det. – Lukas 15:22-24.

Imens er farens ældste søn ude på marken. Jesus siger om ham: “Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans. Han kaldte på en af tjenerne og spurgte hvad der foregik. Han sagde til ham: ‘Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven fordi han har fået ham tilbage i god behold.’ Men han blev vred og nægtede at gå ind. Så gik hans far ud og tryglede ham om at komme ind. Som svar sagde han til sin far: ‘I alle årene har jeg slidt og slæbt for dig, og jeg har aldrig været ulydig mod dig, og alligevel har du aldrig givet mig et gedekid så jeg kunne feste sammen med mine venner. Men din søn dér har ødslet dine penge væk sammen med prostituerede! Og så snart han viser sig, slagter du fedekalven til ham.’” – Lukas 15:25-30.

Hvem har ligesom den ældste søn været kritiske over for den barmhjertighed og opmærksomhed Jesus har vist jævne folk og syndere? De skriftlærde og farisæerne. Det er deres kritik af Jesus’ imødekommenhed over for syndere der har fået ham til at fortælle lignelsen. Alle der kritiserer at Gud viser barmhjertighed, skal selvfølgelig tage ved lære af Jesus’ ord.

Jesus slutter af med at fortælle om farens appel til sin ældste søn: “Min søn, du har altid været hos mig, og alt det der er mit, er dit. Men vi kunne ikke andet end feste og være glade, for din bror var død men er kommet til live, og han var væk og er blevet fundet.” – Lukas 15:31, 32.

Jesus afslører ikke hvad den ældste søn ender med at gøre. Men efter Jesus’ død og opstandelse ‘tog en stor skare præster imod troen’. (Apostlenes Gerninger 6:7) Blandt dem har der måske været nogle der hørte Jesus fortælle denne stærke lignelse om sønnen der var væk og vendte tilbage. Ja, det var også muligt for dem at komme til fornuft, angre og vende tilbage til Gud.

Det er vigtigt at alle Jesus’ disciple tager ved lære af den undervisning han giver ved hjælp af denne fantastiske lignelse. For det første lærer vi hvor vist det er at forblive hos Guds folk, hvor der er trygt, og hvor vores kærlige Far sørger godt for os, i stedet for at søge at tilfredsstille vores egne ønsker i “et land langt borte”.

For det andet lærer vi at hvis vi skulle komme væk fra Guds vej, må vi ydmygt vende tilbage til vores Far for at få hans godkendelse igen.

For det tredje kan vi lære noget af forskellen på farens imødekommende og tilgivende indstilling og den ældste brors vrede og afvisende indstilling. Det er klart at Guds tjenere vil være tilgivende og imødekommende hvis en der har været på afveje, angrer og vender tilbage til Jehova. Lad os glæde os over at vores bror der ‘var død, er kommet til live’, og at den der ‘var væk, er blevet fundet’.