Jesu liv og tjeneste
Billedtalen om minerne
JESUS befinder sig muligvis stadig hjemme hos Zakæus, hvor han har gjort holdt på vej til Jerusalem. Hans disciple er overbeviste om at Jesus, når de kommer til Jerusalem, vil erklære at han er Messias og oprette sit rige. For at rette denne misforståelse og for at vise at der endnu er lang tid til Riget kommer, fortæller Jesus en billedtale.
„En mand af fornem herkomst,“ fortæller han, „rejste til et fjernt land for at sikre sig kongemagt og så vende tilbage.“ ’Manden af fornem herkomst’ er Jesus, og ’det fjerne land’ er himmelen. Når han kommer dertil vil hans Fader skænke ham kongemagt.
Før manden af fornem herkomst tager af sted kalder han ti trælle til sig og giver hver af dem en sølvmine, idet han siger: „Driv forretning til jeg kommer.“ I den første opfyldelse står de ti trælle for Jesu første disciple. I den større opfyldelse er de et billede på alle der sammen med ham er vordende arvinger til det himmelske rige.
Sølvminer er værdifulde pengestykker som hver svarer til omkring tre måneders løn for en landarbejder. Men hvad er minerne et billede på? Og hvilken slags forretning skal trællene gøre med dem?
Minerne er et billede på de aktiver hvormed de åndsavlede disciple kunne frembringe flere arvinger til det himmelske rige, indtil Jesu komme som konge i det lovede rige. Efter at Jesus var opstået og viste sig for sine disciple, gav han dem de symbolske miner til at gøre flere disciple og således føje flere til rigsskaren.
„Men,“ fortsætter Jesus, „hans landsmænd hadede [manden af fornem herkomst] og sendte en delegation efter ham for at sige: ’Vi ønsker ikke at denne mand skal være konge over os.’“ Landsmændene står for israelitter, eller jøder, der ikke er Jesu disciple. Efter at Jesus var steget op til himmelen viste disse jøder, gennem deres forfølgelse af hans disciple, at de ikke ønskede ham som konge over sig. På denne måde handlede de ligesom landsmændene der udsendte en delegation.
Hvordan bruger de ti trælle deres miner? Jesus forklarer: „Da han til sidst kom tilbage efter at have fået kongemagten, befalede han at de trælle som han havde givet sølvpengene skulle kaldes til ham, så han kunne få at vide hvad de havde indtjent ved at drive forretning. Så indfandt den første sig og sagde: ’Herre, din mine har indtjent ti miner.’ Og han sagde til ham: ’Udmærket, gode træl! Fordi du har vist dig trofast i en meget lille sag skal du have myndighed over ti byer.’ Nu kom den anden og sagde: ’Din mine, herre, har indbragt fem miner.’ Også til denne sagde han: ’Og du skal være over fem byer.’“
Trællen med de ti miner er et billede på en skare eller gruppe af disciple fra pinsedagen år 33 og til nu, som også omfatter apostlene. De der indtjente fem miner er også et billede på en gruppe fra den samme tidsperiode som i overensstemmelse med deres muligheder og evner øger deres konges værdier her på jorden. Begge grupper forkynder nidkært den gode nyhed, og som et resultat bliver mange oprigtige mennesker kristne. Ni af trællene gjorde forretning og øgede det de havde fået betroet.
Jesus fortæller videre: „Så kom en anden og sagde: ’Herre, her er din mine som jeg har haft liggende i et tørklæde. Ser du, jeg var bange for dig, for du er en streng mand; du tager op hvad du ikke har lagt, og du høster hvad du ikke har sået.’ Han sagde til ham: ’Ud fra din egen mund dømmer jeg dig, onde træl. Du vidste at jeg er en streng mand, der tager op hvad jeg ikke har lagt, og høster hvad jeg ikke har sået, ikke sandt? Hvordan kan det så være at du ikke har sat mine sølvpenge i en bank? Så kunne jeg have hævet dem med renter når jeg kom.’ Derpå sagde han til dem der stod der: ’Tag minen fra ham og giv den til ham der har de ti miner.’“
Det at den onde træl mister den symbolske mine betyder at han mister sin plads i det himmelske rige. Ja, han mister så at sige den forret at herske over ti eller fem byer. Læg også mærke til at trællen ikke bliver kaldt ond fordi han har gjort noget forkert, men fordi han ikke har arbejdet på at øge rigdommen i sin herres rige.
Da den onde træls mine bliver givet til den første træl, bliver det mødt med følgende indvending: „Herre, han har ti miner!“ Jesus svarer imidlertid: „Enhver der har, skal der gives mere; men fra den der ikke har, skal endog det tages han har. Men mine fjender dér, som ikke ønskede at jeg skulle være konge over dem, før dem herhen og hug dem ned i mit påsyn.“ Lukas 19:11-27; Mattæus 28:19, 20.
◆ Hvad får Jesus til at fortælle billedtalen om minerne?
◆ Hvem er manden af fornem herkomst, og hvad er det land han rejser til?
◆ Hvem er landsmændene, og hvordan viser de deres had?
◆ Hvem er trællene, og hvad er minerne et billede på?
◆ Hvorfor kaldes den ene træl ond, og hvad indebærer det at han mister minen?