Hun var ikke for gammel til at tjene Jehova

MANGE ældre har svært ved at finde glæde i deres sidste leveår. En ældre kendt skuespillerinde har endda sagt: „Jeg har ødelagt mit liv, og det er for sent at ændre det . . . Når jeg går en tur alene tænker jeg tilbage på mit liv, og jeg er ikke tilfreds med den måde jeg har levet det på . . . Alle steder føler jeg mig rastløs og kan ikke falde til ro.“

En aldrende kvinde der levede for næsten 2000 år siden, havde ikke den slags problemer. Hun var 84 år og enke, men var aktiv og lykkelig og fik en stor forret af Gud. Hendes navn var Anna, og hun havde en særlig grund til glæde. Hvorfor?

’Hun var aldrig borte fra templet’

Evangelieskribenten Lukas fortæller os om Anna: „Nu var der en profetinde, Anna, Fanuels datter, af Asers stamme“ i Israel. Som profetinde havde hun Guds hellige ånd, eller virksomme kraft, på en særlig måde. Og specielt ved én lejlighed fik Anna en storslået mulighed for at profetere.

Lukas skriver: „Denne kvinde var godt oppe i årene; hun havde efter sin tid som jomfru levet med sin ægtemand i syv år, og nu var hun enke, fireogfirs år gammel.“ (Lukas 2:36, 37) Anna var sandsynligvis blevet enke i en ung alder, og kristne enker i enhver alder ved hvor smerteligt det er at miste en elsket ægtemand. Men ligesom Anna, lader mange gudfrygtige kvinder i dag ikke denne sørgelige begivenhed sætte en stopper for deres tjeneste for Gud.

Lukas fortæller at Anna „aldrig var borte fra templet“ i Jerusalem. (Lukas 2:37) Hun værdsatte i høj grad de velsignelser hun modtog ved at tjene i Guds hus. Hendes handlinger viser at ligesom digterkongen David i fortidens Israel, havde hun kun ét ønske hun bad Jehova om at opfylde. Og hvad var det? David sang: „Én ting har jeg bedt Jehova om, det stræber jeg efter: at måtte bo i Jehovas hus alle mit livs dage, for at betragte Jehovas liflighed og nyde synet af hans tempel.“ (Salme 27:4) I den henseende ligner Anna nutidens kristne kvinder, som finder glæde i gang på gang at være til stede dér hvor Jehova tilbedes.

Anna ydede Jehova hellig tjeneste dag og nat. Hun gjorde det „med fasteperioder og bønner“, der var et udtryk for sorg og inderlig længsel. (Lukas 2:37) Baggrunden for dette kan have været hedenske herskeres århundredlange undertrykkelse af jøderne sammen med de forværrede religiøse forhold på den tid, forhold som endog berørte templet og præsteskabet. Men hun havde også grund til at være lykkelig, især fordi der skete noget ekstraordinært på en meget begivenhedsrig dag i år 2 f.v.t.

En uventet velsignelse

På denne højst betydningsfulde dag blev spædbarnet Jesus bragt til templet i Jerusalem af sin moder, Maria, og sin adoptivfader, Josef. Den aldrende Simeon så barnet og udtalte ved den lejlighed en profeti. (Lukas 2:25-35) Anna var som sædvanlig i templet. „Netop i den time,“ fortæller Lukas, „kom hun hen“ til de andre. (Lukas 2:38) Hvor må det have været en fryd for hendes aldrende øjne at se den fremtidige Messias!

Fyrre dage tidligere havde Guds engel forbløffet hyrderne nær Betlehem med ordene: „Se, jeg forkynder jer en god nyhed om en stor glæde som vil blive hele folket til del, for i dag er der født jer en frelser, som er Kristus, Herren, i Davids by.“ En mængde fra den himmelske hær priste Jehova og sagde: „Ære til Gud i det højeste, og på jorden fred blandt mennesker der har Guds velvilje.“ (Lukas 2:8-14) Anna begyndte nu også at tale om barnet der skulle blive Messias!

Efter at have set barnet Jesus begyndte Anna „at sige Gud tak og at tale om barnet til alle som ventede på Jerusalems befrielse“. (Lukas 2:38) Ligesom den aldrende Simeon, der også fik den forret at se Jesusbarnet i templet, har hun uden tvivl længtes efter, bedt om og ventet på den lovede Befrier. At Jesus var denne befrier var simpelt hen så god en nyhed at hun ikke kunne holde den for sig selv.

Hvad gjorde Anna, skønt hun ikke selv kunne forvente at være i live når barnet voksede op? Hun vidnede med glæde for andre om befrielsen ved den kommende Messias.

Annas gode eksempel

Hvor mange religiøse mennesker i verden ville aflægge sådan et godt vidnesbyrd og stadig yde tjeneste dag og nat som 84-årige? De ville sandsynligvis være gået på pension mange år før. Anna og Simeon var anderledes. De satte et godt eksempel for alle ældre tjenere for Jehova. De elskede Jehovas tilbedelseshus og lovpriste ham med hele deres hjerte.

I Anna har vi et strålende eksempel på en gudfrygtig enke. Lukas’ beskrivelse af denne ydmyge ældre kvinde svarer nøje til de krav som enker ifølge Første Timoteusbrev 5:3-16 skulle opfylde for at modtage hjælp. Her siger apostelen Paulus at en sådan enke „bliver ved med anråbelser og bønner dag og nat“, hun „har været én mands hustru“ og „har beflittet sig på enhver god gerning“. Anna levede virkelig op til dette.

Også i dag er der trofaste ældre enker som yder Gud hellig tjeneste nat og dag i Jehovas Vidners mange tusind menigheder rundt om på jorden. Vi er meget taknemmelige for at have disse nutidige ’Annaer’ iblandt os!

Selv i en høj alder kan mænd og kvinder indvi sig til Gud og symbolisere dette ved vanddåben. Ingen bliver nogen sinde for gammel til at tjene Jehova og til at vidne om det messianske rige der nu regerer i himmelen og snart vil bringe rige velsignelser til den lydige menneskehed. Ældre der yder Gud hellig tjeneste kan bevidne at Jehova har velsignet dem, ligesom Anna blev det for flere hundrede år siden. Hun var ikke for gammel til at tjene Jehova og lovprise hans hellige navn — og det bliver de ældre i dag heller ikke.